S i d e 55 | 120 skræmmekampagne. Alternative internationale politisamarbejder er ikke lige så effektive som det europæiske, og Danmarks fulde medlemskab i Europol er vigtigt for international
kriminalitetsbekæmpelse.
S i d e 56 | 120 For mange kan manglen på indflydelsesevne dog besværliggøre denne tilnærmelse i balancen, og de bliver trukket mere eller mindre i retning af de andre hjørner. Den balancerende politik er en bred teoretisk kategori, som afhænger af de underliggende variabler, og findes derfor i mange nuancer i virkeligheden (Petersen, 2000, s. 97).
Ved analysen af den udefrakommende påvirkning fandt jeg, at den sjældent vil være lav for et lille åbent land som Danmark. Og her vurderede flere af eksperterne, at når dette i alle situationer er tilfældet, kan vi lige så godt vælge indflydelsen til. Der går diskussionen så på, hvor den er størst.
Ved analysen af indflydelsesevnen så vi, at indflydelsen formentlig vil være størst ved en C-strategi og en ’policy of balance’, hvor Danmark afskaffer retsforbeholdet eller vælger
tilvalgsordningen, men at det er svært entydigt, at sige hvor stor indflydelse Danmark vil have i de andre ’adaptive modes’. Danmark kan muligvis få lidt mere indflydelse med tilvalgsordningen fremfor at beholde retsforbeholdet, men det kan diskuteres hvor stor denne vil være grundet Danmarks størrelse og midler. Imidlertid bliver det understreget, hvor vigtigt det er at ’sidde med ved bordet’, hvis man vil kunne vælge à la carte på EU’s menu, og dér er tilvalgsordningen tiltalende, hvis man er kræsen. Det kan tænkes, at det at kunne sammensætte menuen og i stedet få indflydelse på, hvad der serveres, ville være at foretrække fremfor blot at vælge fra kortet. Til gengæld kan for mange kokke i køkkenet fordærve maden, og et forbehold kan forekomme mere attraktivt på trods af, at indflydelsen muligvis tabes.
Når det kommer til den retspolitiske virkelighed, ser den nok også lidt anderledes ud end den, Peter Arnt Nielsen skitserer i anden delanalyse. At retssikkerheden skulle være lige så højt vægtet i andre EU-lande som i Danmark kan diskuteres. På World Justice Projects ’Rule of Law Index’, ligger Italien nr. 30 ud af 102 lande, og scorer dermed samme antal point som Botswana. Bulgarien ligger nr. 45 lige efter Brasilien, og har et korruptionsniveau på højde med Nicaragua (World Justice Project, 2015). Det er svært at forestille sig, at en harmonisering af retssystemer, der ligger så langt fra hinanden, skulle kunne gennemføres så gnidningsfrit som Arnt Nielsen påstår, og uden konsekvenser for dansk retssikkerhed. Og det er da også dét Thomas Elholm og Jacob Mchangama frygter vil skabe en reel risiko for danske borgere. Princippet om gensidig anerkendelse bygger på et ikke-juridisk krav om tillid. Argumentationen er, at alle EU-lande skal opfylde Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, så der derfor ikke skulle være nogen grund til, at være skeptisk over for de andre landes opfyldelse af dette. Derudover bygger alle EU-landenes straffesystemer per definition på en retsstatslig tankegang – ellers kunne de
S i d e 57 | 120 ikke være medlem af EU (Elholm, Arrestordren i dansk praksis, 2013).
Rule of Law indekset tegner dog et lidt andet billede af retssikkerhedsniveauet i EU, og man kan derfor stille spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i, at lande som Danmark med en høj retssikkerhedsmæssig standard, tvinges til at anerkende lavere standarder med deraf følgende fare for, at udvande velfungerende retssystemer og kompromittere borgernes sikkerhed (Ibid.).
De forskellige retsmæssige standarder skaber uoverensstemmelser i håndhævelsen af lovgivning, og kan føre til kompromittering af borgernes rettigheder, uden at løse de problemer den var tiltænkt.
Som eksempel ser vi i anden delanalyse, hvordan Thomas Elholm kritiserer arrestordren for at blive brugt til bagatelforbrydelser, selvom den var tiltænkt terrormistænkte, og på den måde give problemer med proportionaliteten i kravene om udlevering. Og det er i sådanne tilfælde, at
balancen mellem sikkerhed og rettigheder kan forskyde sig. Som Rebecca Adler-Nissen nævner, kan iveren for at højne sikkerheden og bekæmpe terrorisme, stjæle opmærksomheden fra
rettighedssiden og underminere kravet om sikkerhed for alle borgeres rettigheder.
Vi ser også i analysen, hvordan både civiljurist Peter Arnt Nielsen og Katinka Worsøe fra Dansk Erhverv ser gensidig anerkendelse som en del af præmissen ved et internationalt bindende samarbejde, og ikke mener, at det vil skabe de store problemer for Danmark. Men selvom det tyder på, at man endnu ikke har oplevet nævneværdige problemer med de retsakter, hvor princippet om gensidig anerkendelse gælder, er det ikke det samme som at de ikke kan opstå. Som Adler-Nissens udtaler i anden delanalyse, vil det få konsekvenser i fremtiden, men det er svært at forudsige hvilke, da man ikke ved, hvad EU kan finde på at foretage sig. For bare 15 år siden havde man ikke forestillet sig, at Det Europæiske Fællesskab skulle udvikle sig til det overstatslige organ vi har i dag. Derfor er det svært at forudse hvordan, EU vil se ud 15 år fra nu, og uden overblik over hvilke konsekvenser retsakterne kan få, kan en alt for aktiv C-strategi muligvis være lidt risikabel. Som det fremgår af analysen, bliver integrationsdilemmaet kun større over tid, og hvis Danmark overgiver suveræniteten på retlige og indre anliggender til EU, kan vi i fremtiden risikere at blive ’fanget’ i et uforudsigeligt samarbejde. Hvor vi i dag med en C-strategisk tilgang kan tilvælge goderne velfærd og sikkerhed, er der ingen garanti for, at disse forbliver ukompromitterede i integrationsprocessen, og er tabet af suveræniteten værd.
Med det opstår diskussionen om, hvorvidt D-strategiens frihed og selvstændighed er noget værd, hvis man ender med at blive ’forladt’ af EU. De er ikke noget værd set med Peter Arnt Nielsens øjne, der kun ser forbedringer og ordnede forhold i en tættere europæisk union. Fra Arnt Nielsens livsverden er det tydeligt, at han i sit arbejde finder mere frihed og effektivitet i, at køre direkte i den nye moderne Mercedes, og naturligvis vil sidde med ved bordet, hvor hans menu er den
S i d e 58 | 120 samme som de andres. Set med andres øjne, kan disse effektivitetshensyn kompromittere
almindelige borgeres retssikkerhed og gøre deres verden uretfærdig og ineffektiv.
Resultaterne i tredje delanalyse vejer mindre i den samlede undersøgelse, men er trods alt en nævneværdig konsekvens af, ikke at deltage i EU’s overstatslige samarbejde. Analysen af
konsekvensen ved at blive udelukket fra retsakter, med Europol som aktuelt eksempel, er lige så meget for at forstå de alternativer, der findes til tilvalgsordningen, deres muligheder og
begrænsninger, og hvor de stiller Danmark i ’the Union game’.
Alternativet parallelaftaler er ikke særligt populært hos flere af de interviewede, da det ikke er givet, at man kan indgå dem. Især Katinka Worsøe fra Dansk Erhverv er af den opfattelse, at parallelaftaler ikke gør noget godt for Danmarks indflydelsesevne eller borgernes demokratiske indflydelse. Det har hun højst sandsynligt ret i, da de mindre målbare elementer ved en stats indflydelsesevne, så som diplomatiske evner, ry og rygte, formodentlig ikke ville højnes, hvis Danmark indgik flere parallelaftaler. Ikke alene er aftalerne bedre tilegnet tredjelande, men vil i Danmarks tilfælde også være en undtagelse fra undtagelsen. Det kan nok opfattes lidt ’forkælet’ i Ministerrådet, hvor kun Storbritannien er lige så heldig som Danmark, med muligheden for opt-in modellen.
Jeg kan konstatere, at opfattelserne af de 3 nævnte scenarier i problemformuleringen er forskellige, alt afhængig af øjet der ser, hvilket er et godt eksempel på, at den kvalitative metodes data er svære at måle og veje. Til gengæld er der opnået nuancerede beskrivelser, der belyser problemstillingen fra flere aspekter. Dermed er målet nået med den videnskabsteoretiske tilgang ud fra den
fænomenologiske antagelse, at den vigtige virkelighed er den, mennesker opfatter (Kvale &
Brinkmann, 2009, s. 44).
Samme virkelighedsbillede kunne højst sandsynligt være opnået med den
hermeneutiske metode. Men da dét, at gå fortolkende og meningssøgende til værks (Ibid. s. 235), kan forstås mere som et vilkår for en akademisk afhandling, end et valg, kan den fænomenologiske tilgang bedre synliggøre det bevidste valg om hvilket plan fortolkningen skal foregå på. Jeg har således med den fænomenologiske tilgang i større grad forsøgt, at tilsidesætte forforståelsen og brugt eksperternes udsagn til at udlede konsekvenserne ved de tre muligheder. Derefter kan der skabes gyldighed ved, at sammenholde dem med teorierne og empirien fremfor, at fortolke det der bliver sagt. Det skulle gerne mindske risikoen for forskerbias og højne specialets reliabilitet.
Med hensyn til de kvalitative interviews, kunne jeg godt have ønsket mig nogle flere eksperter for perspektivernes skyld. Især Thomas Elholm, ville jeg gerne have stillet nogle spørgsmål, der i højere
S i d e 59 | 120 grad var tilegnede dette speciale. Tiden og omfanget af opgaven har desværre ikke været til det, og de kilder jeg i stedet har anvendt, har belyst de fleste af spørgsmålene tilfredsstillende. Ikke alle interviews har været ligeligt anvendt grundet deres relevans i den store sammenhæng, men dette er noget jeg desværre først har erfaret efterfølgende.
Som nævnt i afsnittet med kritik af den teoretiske ramme, er de anvendte teorier egnede til, at analysere de fremsatte problemstillinger i første delanalyse. Til gengæld har jeg kunnet konstatere, at teorierne ikke evner, at tage højde for de retssikkerhedsmæssige spørgsmål i internationale relationer som adresseres i anden delanalyse. Som jeg var inde på indledningsvis i specialet, skyldes det formentlig den dengang utopiske tanke, at et internationalt fællesskab skulle kunne udvikle sig til en supranational union med så dybdegående beføjelser som EU.
Da den normative side af retspolitikken mangler, har jeg fundet det svært, at anvende teorierne i anden delanalyse om retssikkerhed. Her kunne teori om retssociologi med udgangspunkt i Jürgen Habermas’ samfundsteori og demokratimodeller muligvis have været bedre anvendelige, idet de behandler retsbegrebet og demokratisk legitimitet. Han berører forholdet mellem idealer om folkesuverænitet, folkets vilje og flertalsbeslutninger på den ene side og respekt for individets ret og universelle menneskerettigheder, der sættes op som grænser for statens magt, på den anden (Habermas, 2005, s. 21). Tanken om fælles retspolitik i et overstatsligt samarbejde er stadig langt væk i disse teorier hos Habermas, da han hovedsageligt beskæftiger sig med det økonomiske aspekt.
Dog ville hans tilgang til den globaliserede nationalstat, territorialstatens suverænitet og retsnormers legitimering ud fra ideen om folkets selvbestemmelse, muligvis have været anvendelig til at
analysere udsagnene om konsekvenser for retssikkerheden i anden delanalyse. Dette ville dog stadig være mangelfuldt med den hensigt, at analysere EU som en helhed. Det er værd at overveje, om de klassiske teorier i internationale relationer ikke længere evner, at analysere et moderne
internationalt samarbejde som EU, hvor udviklingen af fælles politikker ligner mere en stats indenrigspolitik. I dette speciales tilfælde er de klassiske IR teorier ikke længere så brugbare i den retspolitiske sammenhæng, og der er behov for at gennemtænke redskaberne.
Analysens resultater er, trods teoriens mangler, pålidelige grundet de kvalitative data, hvor de fleste kunne forklares og forstås igennem specialets teoretiske ramme. De interviewede respondenter er udvalgt på baggrund af deres forskellige perspektiver på problemstillingen, for at sikre reliabiliteten i specialet. Havde man gennemført undersøgelsen kun med civiljurister, eller kun med erhvervsledere, havde resultatet formodentlig været et andet med en anden relevans.
S i d e 60 | 120 Det kan diskuteres, om der var flere eller andre arbejdsspørgsmål, der ville have været relevante for undersøgelsen af konsekvenserne ved retsforbeholdet. Dette ville imidlertid være gået ud over undersøgelsens dybde, men måske have afdækket flere resultater.
Af ovenstående refleksioner mener jeg, at specialet har skabt relevant viden inden for emnefeltet, og at det samtidig kan inspirere til videre forskning.