Knud den Helliges gavebrev 1085, og de danske ejerlav

D. 21 maj 1085 skænkede Knud den Hellige meget betydelige indtægter og jordegods til den endnu ikke færdigbyggede St. Laurentii domkirke i Lund. Gaven dokumenteredes i det berømte gavebrev, der samtidig udgør Danmarks ældste sammenhængende juridiske dokument (DRB 1,2:21 og bilag 46-47). Det originale gavebrev var kendt frem til 1696, men det er desværre gået tabt herefter (Köcher 1923). Referencer til Knuds gavebrev baseres derfor på tre afskrifter, der alle menes udfærdiget på basis af originaldokumentet. Ældst er afskriften fra Necrologium Lundense, der menes dateret til senest 30. juni 1123 (Weibull 1925:105ff). De to resterende afskrifter er betydeligt yngre fra hhv. 1494 og 1662 (Weibull 1925:105). Det er derfor vigtigt at holde sig for øje, at der ved forskningsmæssige referencer til Knud den Helliges gavebrev ikke er tale om direkte referencer til ét originaldokument, men i stedet til tre afskrifter, som spredt over århundreder gengiver indholdet af et dokument, der siden udfærdigelsen i 1085 kan have været udsat for forskellige fortolkninger, f.eks. tilføjelser og ændringer, i den efterfølgende periode på op mod ca. 540 år. Heri ligger selvfølgelig en række åbenlyse risikomomenter. Traditionelt henvises der i forskningen til de to sidstnævnte afskrifter som værende tættest på originalen (Weibull 1925:106, DRB 2:21), men det er vigtigt at fastslå, at alle tre versioner adskiller sig fra hinanden på en række punkter, der såvel kan repræsentere forsøg på bevidst manipulation som egentlige fejlskrivninger.

Oplysningerne i gavebrevet er tidligere anvendt i diskussioner med henblik på datering af såvel -torpdannelsen²⁸⁹ som herredsinstitutionen i det danske rige (Rasmussen 1961b, Hald 1974).

Jeg skal senere vende tilbage til herredsinstitutionen og i stedet primært koncentrere mig om

289 Her sigtes til de navngivne -torper, dvs. bebyggelsesnavne.

173 gavebrevets betydning for tolkningen af etableringstidspunktet for tyngebaserede ejerlav i sen jernalder og tidlig middelalder.

Analysen tager udgangspunkt i en diakron sammenstilling af stednavnetypen -torp, den arkæologiske torpfase, Knud den Helliges gavebrev, Falsterlisten fra Valdemars Jordebog, Mark/skyldvurderingen og den ældre bolvurdering, som Annette Hoff argumenterer for (Hoff 1997:102ff), samt endelig terminologien omkring torper, adelbyer, byer og marker, som de fremstår i landskabslovene repræsenteret ved Jyske Lov.²⁹⁰ Forholdene er sammenstillet i nedenstående fig.

15 og skal i det følgende forsøges forklaret.

Fig. 15. Sammenstilling af de bebyggelsesforhold (jf. herværende studie), -torpfasen (stednavne), jordvurdering (Hoff 1997:102ff), Knud den Helliges gavebrev, Falsterlisten (ca. 1250) og sognedannelsen/tiendesystemet.

Udgangspunktet for sammenstilingen af indholdet i de to dokumenter (gavebrevet fra 1085 og Falsterlisten fra 1250) er, på trods af gavebrevets kirkelige relation, at opfatte begge som verdslige dokumenter, der er ordnede efter gældende juridiske strukturer og krav. Af Jyske Lov 1§37 fremgår følgende: ”På tinge skal man skøde jord og ikke andetsteds, det vil sige på herredstinget i det herred, hvori jorden ligger, eller på sysseltinget eller på landstinget, for tingsvidne er så bindende, at der ikke kan gives bevis imod det.”, mens det af Skånske Lov fremgår, at skødning af jord på gadestævne, havde ringere retsvirkning end skødning på tinge (Meyer 1957).

Det er derfor også min påstand, at gavebrevet med dets indhold af jordegods er orienteret systematisk efter tingsystemet²⁹¹ – herredstingene og landstingene som angivet (altså landstingene i

290 Jf. afsnit 3.11.1.1.

291 Denne tolkning fordrer et antal korrektioner i forhold til den gængse tolkning af gavebrevets gods og gavebrevets oprindelige form (som fremstillet af Weibull 1925 og Fenger 1989:80, bilag 46-47 i denne afhandling). Jeg mener, der kan argumenteres for sådanne konkrete tolkningsalternativer, men inden for rammerne af herværende arbejde må det blot accepteres, at dette forhold sættes som et udgangspunkt båret af dels udsagnet i Jyske Lov 1§37 og de mange usikkerheder, der trods alt er forbundet med gavebrevet med hensyn til lokalisering, tingsstruktur og herredsstruktur i det sene 1000-tal osv.

174 Lund og for Sjælland, samt de benævnte herreder) – og ikke et nærhedsprincip, som foreslået af retshistoriker Ole Fenger (Fenger 1989:77ff). Foruden tingstrukturen, der med omfattende juridisk autoritet må opfattes som en direkte del af rigsadministrationen, synes også landsbyerne, som tidligere nævnt i denne afhandling, at fremtræde som en klart defineret strukturel enhed i sen jernalder og ældre middelalder. Disse dog ikke som dele af rigsadministrationen, men i stedet i kraft af de storejerlav, der fra yngre germansk jernalder og fremefter qua et delvist selvstyre prægede bebyggelsesudviklingen. Storejerlavene har som udgangspunkt principielt været velegnede til tyngepålæg qua deres faste geografiske ramme og samlende struktur, der, set fra et administrativt synspunkt, er en stor forenkling sammenlignet med yngre romertids og ældre germanertids atomiserede bebyggelsesbillede. Som allerede omtalt opererer Annette Hoff med to jordvurderinger, der er adskilt i tid. Dels en ældre bolvurdering med rod tilbage i vikingetiden (Hoff 1997:104), der dermed må have været gældende på tidspunktet for Knud den Helliges gavebrev, og dels mark/skyldvurdering fra 1100-tallet (Hoff 1997:103), som i Kong Valdemars Jordebog (Falsterlisten) må have afløst det ældre system (jf. fig. 15). Sådanne vurderinger har under alle omstændigheder været store administrative udfordringer, og de må som udgangspunkt opfattes som episodiske handlinger inden for en meget begrænset rigsadministration.

En episodisk gennemført vurdering betyder imidlertid, at tyngestrukturens grundlæggende benævnte (tynge)enheder (antal og navn) fikseres på det tidspunkt, vurderingen foretages – men dette betyder ikke, at bebyggelsesudviklingen fikseres på tilsvarende vis.²⁹² Her må vi se de to kontekster hver for sig – dels administration af tynge og dels konkret bebyggelsesudvikling (jf.

navngivningsmodel afsnit 3.9.8. fig. 21 vedr. udvikling fra ca. 600 og frem).

Set ud fra denne teori er der altså en indbygget diskrepans mellem navnematerialet i de ældste juridiske jordegodsoptegnelser (f.eks. illustreret ved gavebrevet fra 1085) og det faktisk anvendte bebyggelsesnavnekorpus (f.eks. -torp, der må være stærkt produktivt på dette tidspunkt). Dette, fordi de bebyggelsesmæssige udviklinger og bebyggelsesnavngivninger (opsplitninger, torpdannelse mv.) først afspejledes inden for det juridiske system, når nyvurdering fandt sted. Heraf må også afledes det forhold, at jo ældre den jordvurdering er, som jordegodset benævnes efter, des større vil diskrepansen mellem det oplistede og det faktiske navnekorpus være inden for en bebyggelsesstruktur, der præges af dynamik, f.eks. udflytninger. Dette betyder endvidere, at de historiske arkivalier kun med stærkt svingende præcision angiver et repræsentativt udsnit af

292 Som eksempelvis repræsenteret ved JyL. 1§47.

175 stednavnekorpus på det tidspunkt, dokumentet er forfattet, f.eks. gavebrevet (1085) og Falsterlisten (ca. 1250). Det er dog også denne forsinkelse imellem navneproduktion og juridisk navneimplementering, der kan anvendes til at kvalificere en vurdering af alderen på den konkrete jordvurdering, som et givet dokument er underlagt.

Når der optræder så få -torp-bebyggelser (1 af 29) i Knud den helliges gavebrev fra 1085 sammenlignet med Falsterlisten fra ca. 1250 (51 af 108) (Hoff 1997:123), kan det i så fald ikke nødvendigvis anvendes som indicium på, at torp-/-torp-dannelsen i Østdanmark primært skal tidfastsættes til perioden efter 1085. Snarere er der blot tale om, at der i gavebrevet, geografisk og administrativt, refereres i tyngesystemets struktur inden for den ældre vurdering – her kaldet bolvurderingen.²⁹³ Tilsvarende er Falsterlisten udarbejdet inden for den nyvurdering, som mark/skyldvurderingen fra 1100-tallet repræsenterede. Det væsentlige, der kan udledes heraf, gælder ikke så meget -torpernes alder,²⁹⁴ men til gengæld det i denne sammenhæng særdeles interessante forhold, at den administrative grundstruktur som opregningen i Knud den Helliges gavebrev formodes at bygger på, kan være en vurdering, der skal tidsfæstes tidligt i den primære torpekspansion (-torp-fasen)! Dette betyder samtidig også, at der ikke behøver være noget misforhold mellem spredningen af torpnavne i vikingetiden og stedbetegnelserne og de meget få -torper i Knud den Helliges gavebrev. Dette fordi gavebrevet (ligesom Falsterlisten ca. 165 år senere) helt enkelt udpeger gårde/bol inden for et administrativt geografisk opdelt landskab, på samme måde, som sognene i senere tider fungerer som den navngivne og udpegende strukturelle ramme – også i tilfælde, hvor der inden for det enkelte sogn optræder flere selvstændigt navngivende bebyggelser.

Og netop kirkens mulige rolle i forbindelse med nyvurderingen i 1100-tallet kunne være interessant at få klarlagt. For efter denne teori oprettedes der ved nyvurderingen i 1100-tallets første halvdel en lang række nye navngivne tyngeenheder, der var tilpasset de foregående århundreders markante (og kontinuerlige) torpdannelse og begyndende hovedgårdsetableringer. Gennemførelsen

293 Som angivet af Poul Rasmussen i KLNM (Rasmussen 1961a) er det fra flere sider foreslået, at de boldelte landsbyers havne (i ledingssystemet) helt enkelt var identiske med deres bol. Dermed kan de tidlige tyngesystemer også opfattes inden for kollektive rammer i landsbyerne, modsat i løbet af 1100-tallet, hvor bøndernes årlige ledingspligt blev afløst af fast skat lignet direkte på den enkelte ejendoms skyld og ikke på havnerne (Rasmussen 1970).

294 Bl.a. Kristian Hald har med udgangspunkt i netop sammenstillingen af Knud den Helliges Gavebrev og Falsterlisten, argumenteret for en sen spredning af -torp-navnene til Østdanmark (Hald 1974). Denne tolkning, der kun med besvær kan jævnføres med spredningen af navneelementet i Danelagen, kan ikke opretholdes med herværende anvendelse af gavebrevets juridiske struktur og stednavnemodellen.

176 af mark/skyldvurderingen må med det langt mere detaljerede grundlag have krævet en omfattende og spredt administration samt en betydelig skriftlig formåen. Set på den baggrund er det tilnærmelige sammenfald imellem ældste belæg for kirkens indførelse af tiende²⁹⁵ og vurderingen af mark/skyldvurderingen²⁹⁶ måske ikke helt tilfældig?

Gavebrevets navnestof omfatter for de bolvurderede landbebyggelser²⁹⁷ fem -byer, en -torp og en -rød²⁹⁸. Med udgangspunkt i ovenstående tankerække kan det ud fra denne fordeling foreslås, at den i 1085 gældende bolvurdering kan række et godt stykke tilbage i vikingetiden – altså senest i den ældre del af -torpernes primære produktionsperiode. Som bebyggelsesanalysen fra Fyn har vist, så må den ældste mulige torpfase her dateres til perioden efter ca. 800 e.Kr., da der stort set ikke er udgravet enkeltgårde i århundrederne forinden. Overført til østdanske forhold må det betyde, at den bolvurdering, der ligger til grund for gavebrevet dårligt kan række tilbage til perioden før vikingetiden. Inden for dette tidsrum (vikingetid – indtil torpfasen er højproduktiv) er det svært at præcisere nærmere. Et forslag fra min side er dog, at perioden omkring 850-1000 e.Kr. – altså perioden umiddelbart op til Jellingdynastiets etablering – er et realistisk bud for gennemførelsen af den bolvurdering som gavebrevet kan være udfærdiget i. Om en sådan bolvurdering kan have ældre forlæg, der rækker helt tilbage til de store bebyggelsesomlægninger omkring år 600, vil formentlig aldrig kunne indiceres med baggrund i hjemlige arkivalier. Såvel det arkæologiske materiale som de engelske analogier antyder imidlertid, at denne tanke bestemt ikke bør afvises blot på baggrund af manglende bevarede dokumenter.

3.5.5.2. Konklusion

I ovenstående har jeg forsøgt at indkapsle spørgsmålet omkring jordbaseret tynge i forhistorisk tid ved at kombinere de arkæologiske forhold med en række historiske kilder og analogier. Det er klart, at der i høj grad er tale om fortolkninger af forhold, der som enkeltstående argumenter ikke er stærke nok til at kunne bevise dette helt afgørende bebyggelsesorganisatoriske forhold. Jeg er dog samtidig af den opfattelse, at de samlede indicier trods alt fremtræder stærke, og at der på dette

295 Senest 1135, se afsnit 3.7. om sogne og kirker.

296 I 1100-tallet, se Hoff 1997:102ff.

297 De regulære handelsbyer (Helsingborg, Lomma og Lund) udelades af opgørelsen, da disse ikke kan antages underlagt samme struktur/system og forholdet imellem navn og taksering derfor heller ikke.

298 Børstingerød tilhører en gruppe rydningsnavne, der af Hald (1965:164ff) dateres til vikingetid eller ældste middelalder.

177 grundlag er basis for at drage en række foreløbige konklusioner, vel vidende, at et egentligt bevis for jordbaserede tynger i en proto-historisk og præmonetær periode svært lader sig materialisere.

At jordbaseret tynge ofte foreslås introduceret midt i det 11. århundrede kan helt oplagt være et udtryk for manglen af ældre skriftlige dokumenter.²⁹⁹ Man kan da også stille sig det retoriske spørgsmål, om ikke det er rimeligt i stedet at opfatte den markante omstrukturering i landsbybebyggelse, fastlåsningen af kulturlandskabet i ejerlav og fraværet af enkeltgårde, som vi ser implementeret i årtierne op til 600 e.Kr., som en materialisering af en elites råderet over jorden og dens ressourcer. Disse forhold kan i så fald, sammen med Knud den helliges gavebrev, udgøre det argument for indicier på agrare tynger tilbage til før-middelalderlig tid, som bl.a. Bjørn Poulsen har efterlyst (Poulsen 2011:285). En sådan forgrening af tyngebyrden i 1. årtusinde vil efter min mening føje sig naturligt sammen med den formodede praksis, der finder anvendelse ved egentlige toftebaserede skatter i de tidligste vikingebyer (Poulsen 2011:283ff).