Enskibede huse

De enskibede huse indtager i praksis rollen som middelalderens emblematiske typehus. Ganske vist understreger Hans Skov i sin artikel fra 1994, at enskibede huse opføres som mindre udhuse

122 Se f.eks. Sdr. Nærå, kort 11 og Gudmehallerne (Sørensen 1994a:28, Hus IX).

123 Der foruden er der også udgravet to tilsyneladende enskibede hustyper fra Gudme i tidlig yngre romertid. Disse huse synes imidlertid ikke at repræsentere nogen udbredt byggetradition (Sørensen 2010:232ff).

88 allerede fra første halvdel af 900-tallet, men samtidig påpeges det også, at hustypen først efter år 1000 fungerer som regulære hovedbygninger (Skov 1994:141, 2002). Skovs forbehold til trods anvendes de enskibede huse (store som små) generelt som ledetype for middelalderbebyggelsen i dansk feltarkæologi, og som sådan er talrige bebyggelser i og uden for de historisk kendte landsbyer, landet over blevet dateret til middelalder udelukkende på baggrund af de enskibede huses antagne entydige relation hertil (f.eks. Rasmussen 2009).

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke de enskibede huse tidfastsættes for snævert i de traditionelle arkæologiske tolkningsmodeller med den uheldige bivirkning, at en lang række bebyggelser reelt er fejldaterede. Af bilag 24 fremgår således en række eksempler på huse, der efter traditionel tolkningspraksis ville blive dateret til middelalder. Som det fremgår af eksemplerne, så udviser især de mindre nord/syd orienterede bygninger en klar typologisk og dateringsmæssig homogenitet, og på trods af, at det enkelte hus kun er belagt med en enkelt datering, kan vi ikke se bort fra, at gruppen som samlet hele fremstår forholdsvis veldateret i yngre germansk jernalder. Vi må derfor også for nærværende konkludere, at introduktionen af de mindre enskibede huse, som hidtil har været fastsat til 900-årene, reelt strækker sig tilbage til yngre germansk jernalder. Ser vi med denne viden på ældre udgravningsmateriale, som f.eks. undersøgelserne ved Vindinge (kort 2-3) og Gudme (kort 2) må vi altså også udvide den typologisk baserede ramme som husene (og dermed landsbyen) traditionelt er dateret til – fra 900-1000 årene eller sågar middelalderen (Henriksen 2003b:11, Sørensen 2000) til 600-1000 årene.¹²⁴ Et helt tilsvarende billede er registreret ved Hjulby (kort 5 og 6), hvor små nord/syd-orienterede enskibede huse findes i stort tal nær spredningen af grubehuse. Også disse enskibede huse må ses i en dateringshorisont fra yngre germansk jernalder til middelalder. Hvorvidt disse små enskibede huse reelt afspejler en udvikling af beboelseshuset, hvor stalddel og beboelsesdel adskilles, skal jeg senere vende tilbage til (afsnit 3.3. om gården).

Ser vi på de lidt større enskibede huse (bilag 24), er der også her meget der tyder på, at den hidtil antagne massive introduktion af enskibede hovedhuse efter år 1000, snarere bør opfattes som en langstrakt proces, der for nærværende må foreslås startet senest i løbet af ældre vikingetid og fuldt gennemført omkring årtusindskiftet. Det er oplagt, at en af fordelene ved det enskibede hus har været, at indretningsmulighederne ved fjernelsen af de indre stolper øgedes betydeligt. Samtidig er det dog også klart, at den enskibede konstruktion var en teknisk udfordring, og i de første

124 Tilsvarende må implementeres ved en lang række udgravninger – her iblandt Hjulby (kort 5-6) og Gudme III (se Sørensen 2001:31).

89 århundreder blev dette tilsyneladende løst ved at reducere husenes bredde fra de almindelige 5-6,5 meter til kun ca. 3,5-4 meter for derved tilsvarende at reducere den belastning, som vægkonstruktionerne skulle modstå. Det tekniske problem blev dog også søgt løst på en anden måde i de tilfælde, hvor behovet for et stort og åbent rum ikke var foreneligt med det enskibede hus´ temmelig trange dimensioner. I stedet forstærkedes vægge helt enkelt med ydre skråstivere, og den indre tagbærende stolpesætning reduceredes til maksimalt to sæt ud mod husenes gavle. Der er tale om de såkaldte trelleborghuse, der i modsætning til de enskibede huse muliggjorde en opretholdelse af stor husbredde.

Mens langt hovedparten af de udgravede huse fra de arkæologiske udgravninger kan kategoriseres i klart adskillelige arkæologisk typologiske grundplaner, så er der også huse, hvor de typologiske karakteristika er langt sværere at gruppere. Som tidligere angivet har det med den implementerede ¹⁴C-dateringsstrategi som udgangspunkt været et mål at lokalisere landsbyfaser fra yngre germansk jernalder og vikingetid. Som led i denne proces er det i mange tilfælde bevidst prioriteret at ¹⁴C-datere materiale, der er fundet i mindre klart typologisk definerede hustyper.

Denne strategi står i kontrast til vanlig arkæologisk metodik, der i stedet har haft for vane primært at ofre ressourcer på naturvidenskabelige dateringer af klart definerede typehuse eller øvrige markante huse, der skiller sig klart ud.

Som det allerede er fremlagt i ovennævnte eksempler og i øvrigt fremgår af eksempelmaterialet fra Rynkeby (kort 18) og Skrillinge (kort 8-9), så dateres en del af de mindre og klart typologisk definerede huse til yngre germansk jernalder og vikingetid. At disse ¹⁴C-dateringer af huse ikke blot skal opfattes som fejldateringer eller kontamineringer underbygges af det høje antal dateringer, der på en og samme tid; for det første på tværs af lokaliteter klart definerer hustyperne (og med dem landsbyfaserne) i en konsistent tidsramme i yngre germansk jernalder og ældre vikingetid, der ellers er problematisk at belægge med andre husfund og for det andet afspejler husene sammen med de øvrige huse på de enkelte lokaliteter, og i nogle tilfælde sågar tofter, ubrudte ¹⁴C-sekvenser fra yngre germansk jernalder til middelalder (Rynkeby, kort 18) og Skrillinge (kort 8-9).

14C-strategien har tillige afsløret konstruktioner, der fremstår i knap så veldefinerede typologiske rammer. Som eksempler herpå er foruden de før omtalte huse også to ¹⁴C-daterede vikingetidshuse fra Ullerslev (kort 5). Da meget således tyder på, at yngre jernalders huse foruden

90 de meget store og typerene jernalderhuse også består af langt svagere definerede hustyper,¹²⁵ og hustyper vi traditionelt har opfattet som middelalderlige, er det klart, at en dateringspraksis, der (u)bevidst har været målrettet typologisk stærke hustyper, har frasortere store dele af yngre jernalders huse og derved etableret et skævvredet billede af indholdet på de udgravede lokaliteter, der i beretninger ofte henføres til middelalder eller sen vikingetid.