Herrederne

Uanset hvornår vi formoder tynger introduceret for de agrare bebyggelser, så må det stå uden for enhver tvivl, at en sådan praksis må forudsætte en struktur, der bygger på politisk kontrol ”jævnt”

spredt ud over landet. Dette for at et tyngesystem skal kunne tilskrives nogen betydelig effektivitet og validitet (Poulsen 2011:287). Samtidig må det også være sådan, at styringen af disse magtbaser, i modsætning til de enkelte landsbyer og ejerlav, må opfattes som egentlige elementer i en rigsmagt.

De sydskandinaviske Trelleborge og Husebyer har tidligere været nævnt i denne forbindelse (Brink 2000, Poulsen 2011:287, Roesdahl og Sindbæk 2014:453ff, Sindbæk 2014a:153 og Christensen i tryk). Bjørn Poulsen fremhæver halmiljøet ved Järrestad i Skåne som et blandt en række mulige administrative magtpositioner og i den forbindelse også det forhold, at herredsbyen Järrestad – som navnet angiver – må have været tilknyttet en jarl i betydningen ‘højt rangerende person i kongens inderkreds’ (Poulsen 2011:287). Halmiljøet ved Järrestad dateres til perioden ca. 600-1050 e.Kr.

Herefter flyttes den lokale magtposition få kilometer mod vest til Tommarp, der fra ca. 1050 e.Kr.

blandt andet manifesterer sig ved møntproduktion og købstadsfunktion og desuden fremgår af Kong Valdemars Jordebog som kongelev i 1231 (Söderberg 2005:17, 311). Mens diskussionen om kongelevs og husebyers etymologi og alder ikke skal adresseres yderligere her, så vil jeg til gengæld se lidt nærmere på herrederne og jarlerne.

299 Denne bekymring er tillige påpeget af Mikael Venge (2002:47).

178 Spredt i Sydskandinavien findes en række stednavne, hvori personbetegnelsen jarl med nogen sandsynlighed indgår (jf. appendiks 2). Jarle-navne med efterleddet -lev har tidligere været nævnt som indicium på en appellativisk parallel til ordet kongelev (krongods), som vi kender fra Kong Valdemars Jordebog – dvs. et sammensat ord med betydningen ‘et til jarledømme hørende gods’

(DS 14:98). Denne tolkning afvises imidlertid af Bent Søndergård med henvisning til, at en sådan betegnelse ikke er belagt i gammeldansk (Søndergaard 1972:87).

Ifølge KLNM er jarl tidligt betegnelsen for en fri mand af god herkomst og ofte en kongelig embedsmand. Jarlebetegnelsen formodes dog allerede at være fortrængt fra Danmark af betegnelser som hertug og greve i 1100-tallet (Bøe 1963, Nielsen 1963), og jarlebetegnelsen bærer dermed en noget højere alder.

I den Angelsaksiske Krønike for året 871 e.Kr. omtales danske jarler³⁰⁰, der kæmper mod briterne (Swanton 1996:71, Sawyer 1988 (2002):172). Også i Jomsvikingesaga, der foregår ca. 100 år senere, omtales jarler i stort tal og bl.a. nævnes også jarlen Vesete, der styrede Bornholm på kongens foranledning (Berg 1964:86ff). Tør man tage strukturelle elementer af sådanne beretninger og saga´er for pålydende, må vi formode, at jarlerne i hele vikingetiden (og måske tidligere) har eksisteret som en social klasse, der kunne agere på kongens vegne og udføre hans ret. Men spørgsmålet er, om vi har mere håndfaste indikationer for jarlernes administrative rolle i det gammeldanske område?

Dette spørgsmål kan dårligt afklares entydigt, men ved at sammenstille stednavne med personbetegnelsen jarl, administrativt geografiske grænser og arkæologiske/historiske kilder er det muligt at diskutere spørgsmålet fra flere vinkler.

Af appendiks 2 fremgår de bebyggelsesnavne, der med nogen sandsynlighed indeholder forleddet jarl. Jarl optræder seks gange i kombination med stednavneendelser af ældre type (produktive indtil ca. 800 e.Kr.) – heraf fem -lev og en -sted. Jævnført med herredsnavnene er det bemærkelsesværdigt, at jarlenavnene tilhørende ældste navnetype er sammenfaldende med den navngivende herredsby,³⁰¹ hvis en sådan foreligger³⁰². For Hjerlev på Fyn er forholdene ganske vist

300 Dog med det forbehold, at de britiske krønikører kan være påvirket af deres eget titelsystem (earl) og har

”navngivet” herefter (Swanton 1996:72, note 5).

301 Med navngivende herredsby menes, at der er sammenfald imellem herredsnavn (f.eks. Jerlev herred) og en bebyggelse i herredet (Jerlev).

302 Som omtalt nedenfor er Jale, Jörlov og Järlöv beliggende i herreder/landskaber, der er navngivet med naturnavne og således ikke en anden by end jarle-bebyggelsen.

179 temmelig usikre (jf. appendiks 2 og Christensen 2013:fig.7). Det rokker imidlertid ikke ved, at relationen mellem de mulige jarlebebyggelser af ældre stednavnetype og herredsstrukturen forekommer påfaldende, derved at mulige jarlebebyggelser af ældre navnetype er stærkt overrepræsenterede som navngivende herredsbyer. Omvendt forholder det sig, hvis vi kigger på de yngre primære jarle-bebyggelsesnavne i form af bl.a. torp-bebyggelserne (jf. appendiks 2). Her har ingen af de nævnte bebyggelser udviklet sig til navngivende herredsbyer, og i samklang med konklusionerne i KLNM mener jeg, at det er rimeligt at antage, at i hvert fald den magtstruktur, hvorpå herrederne etableres – hvis ikke herrederne i sig selv – må jævnføres med en periode, hvor de gamle stednavnetyper var produktive (Rasmussen 1961b), dvs. formentlig frem mod ca. 800 e.Kr.

Fig. 16. Primære bebyggelsesnavne af ældste navnelag med forleddet jarl i Sydvestskandinavien. Med mørk er angivet de herreder hvor der optræder sammenfald imellem jarlebebyggelsen og den navneangivende herredsby.

Landevejsnettet er angivet efter Videnskabernes Selskabs kort. Landevejsnettet for Danmark er efter www.HisKis.Dk, Dam, Peder; Nielsen, Peter Steen; Dam, Claus og Bill, Jan 2003, mens vejnettet for Skåne i sen vikingetid og tidlig middelalder er tilnærmet efter Thurston 2001:237.

180 For de to nordøstligste (nu norske og svenske³⁰³) bebyggelser (Jale, Jörlov) er det karakteristisk, at herrederne er navngivet i henhold til naturnavne. Det forekommer således intetsteds, at et primært bebyggelsesnavn med et muligt forled ‘jarl’ og et efterled af ældre type ligger i et herred, der er navngivet efter anden bebyggelse end jarlebyen. Hvis vi yderligere sammenholder jarlebyerne af ældste navnelag med kartografiske data, fremtræder der igen iagttagelsesværdige forhold. Således er det markant, at navnene betegner lokaliteter nært relateret til væsentlige strukturer for magtudøvelse eller kontrol i deres nærområder. Navnene betegner således bebyggelser i snæver tilknytning til den helt grundlæggende infrastruktur – såvel vandveje som herredsveje. Foruden denne kobling til den primære infrastruktur er bebyggelserne karakteriseret ved at være placeret forholdsvis centralt i herredet, såfremt dette er foreneligt med den overordnede infrastruktur.

Det er forbundet med væsentlige usikkerheder at udlede betydningen af ovenstående.

Spredningen af jarlebebyggelser af ældre navnetype og sammenfaldet med herredsnavngivningen kan dog antyde, at den ældst kendte herredsstruktur kan relateres til magtstrukturer med rod i den sene germanertid. Ideen om et appellativisk jarlelev snævert forbundet til kongemagten (og som sådan et udtryk for en regulær rigsadministration) må for nærværende anses som uafklaret, om end tanken er fristende og ikke bør afvises alene på baggrund af manglende belæg i middelalderlige dokumenter. Rent arkæologisk burde det, ligesom ved Järrestad, være muligt at eftervise stormandsbebyggelse, såfremt bebyggelsesnavnene reelt dækker over tidlige jarlesæder. Foruden de omfangsrige udgravninger ved Järrestad er der spor efter bebyggelse fra yngre jernalder og vikingetid ved Jerlev syd for Jelling (sted nr. 170603-37, VKH 7334), Hjerlev ved Åsum på Fyn (Christensen 2013, 2014) og Jerslev i Vendsyssel (Haue 2014), men noget entydigt højstatusmiljø er endnu ikke veldokumenteret på disse lokaliteter.

Selve etableringsprocessen omkring herrederne er forbundet med en lang og omfangsrig diskussion, som blot kort skal skitseres her.³⁰⁴ Mens ordet herred er sikkert belagt fra Knud den

303 Norske og svenske refererer i denne kontekst til moderne forhold. I slutningen af 800-tallet omtaler Ottar derimod i sin rejsebeskrivelse, at han efter at have forladt Norge ved Skiringssal (nær Kaupang på østsiden af indsejlingen til Oslofjorden) sejlede i tre dage med Danmark til bagbord (Christensen 1969:27). Tidlig vikingetid udgør en periode, hvor meget tyder på dansk overherredømme netop i Sydøstnorge (Solberg 2000:278), se bilag 50.

304 Hovedpunkterne i diskussioner er bl.a. skitseret af Aksel E. Christensen i Vikingetidens Danmark (1969:75ff) og Bent Jørgensen i Stednavne og Administrationshistorie (1980:37ff).

181 helliges gavebrev i 1085, er ordets etymologi meget omdiskuteret. Så vidt ordets forled angår, hersker der forholdsvis bred enighed om, at dette skal tolkes i betydningen ’hær‘, der slet og ret kan betyde ’folk‘, men som formentlig oprindeligt betegner en folkegruppe med relation til en hærstruktur. Efterleddet er mere uklart, men der kan være tale om en afledning af subst. råd. med betydningen ‘det at give råd’ eller med betydningen ‘rådighed, myndighed, styrelse’ (Jørgensen 1980:37ff, DS: Hanherred).

Danernes herredssystem menes (i den bredeste dateringsramme) etableret i tidsrummet ca.

600/700-1050 e.Kr. (jf. Christensen 1969:1976), men relateres af de fleste til en kortere periode omkring Jellingdynastiet i perioden ca. år 1000 +/-50 (DS: Hanherred).

Mens det er utvivlsomt, at herredsinstitutionen er ældre end 1085, kan det være vanskeligt at se argumentet for, at en herredsdeling ikke skulle kunne gå betydeligt bag om jellingdynastiet i slutningen af 900-tallet. Et organisatorisk tiltag som f.eks. en herredsdeling er i bund og grund blot et administrativt tiltag, hvormed et rige (størrelsen uanfægtet) kan inddeles efter behov. For lignende kan henvises til de engelske shires og hundreds, der på tværs af de engelske småkongedømmer overlever og sågar udvikler sig når nye områder indlemmes i den fælles administration (Campbell 1990:59ff). Hovedargumentet for den sene herredsdannelse i skånelandene er primært baseret på de skiftende forhold omkring anvendelsen af herredsbetegnelserne i hhv. Skåne og på Sjælland i Knud den Helliges gavebrev. Flere har gjort opmærksom på faren ved at drage denne konklusion på baggrund af gavebrevet, her iblandt retshistoriker Ole Fenger (1989:77ff). Jeg er enig med Fenger i, at der ikke på baggrund af gavebrevet kan konkluderes noget om forskelle i herredssystemet i Østdanmark på hver sin side af Øresund i det sene tusindtal, om end med en anden argumentation (jf. afsnit 3.5.5.1.).

Det er dog, på trods af usikkerheden omkring tidspunktet for herredsinstitutionens fulde implementering, oplagt at jævnføre elementer af herredernes tingfunktion – som anført i landskabslovene – med judicielle forhold omkring landsbydannelse og bebyggelsesorganisation i sen jernalder og vikingetid, hvilket kan underbygge det grundlæggende skifte fra en gårdbaseret bygdeorganisation til en landsbybaseret ejerlavsorganisation. Aksel E. Christensen har været inde på lignende forhold omkring herredsfunktionernes ophav i sin beskrivelse af bygdebegrebet, hvor han tydeligt understreger, at elementer af herredsinstitutionen viser tilbage til et ældre system, hvorfra herred og syssel, efter hans mening ”…siden har taget en række funktioner i arv og videreført dem i samme eller ændret skikkelse. ” (Christensen 1969:80).

182 Som anført i Jyske Lov (1. Bog §37) var det således på herredstinget, ved tingsvidne, at jorden skulle skødes, mens tvister om grænsedragninger mellem landsbyer afgjordes af edsvorne sandemænd som åstedsforretning (2. Bog §1,3,4,21).³⁰⁵

Selv om landskabslovene ikke direkte kan føres et halvt årtusinde tilbage til sen germanertid,³⁰⁶ så bør det overvejes, om ikke de juridiske forhold, der her var underlagt et herredsting, udgør en administrativ model, der for en række helt grundlæggende principper må formodes at have et forhistorisk ophav. Det vil således efter min vurdering være oplagt at opfatte en sådan ”institution” i relation til de omfattende bebyggelsesorganisatoriske omstruktureringer, der prægede tiden op til 600-tallet.³⁰⁷ Netop bebyggelsesomlægningerne må efter min mening have fordret en retslig mekanisme, der kunne håndtere og mægle mellem de enkelte jordbrugere og landsbyer som parter i konflikter på tværs af landsbyer³⁰⁸ og herreder, som beskrevet i Jyske Lov (2.

Bog §21). Uden et sådan system anser jeg det for usandsynligt, at strukturen inden for og mellem bebyggelserne ville udvikles inden for så låst en struktur, som de arkæologiske kilder indicerer har været tilfældet.