Bebyggelsesorganisatorisk kontinuitet og forandring

Ved et hurtigt blik på det kvantificerede katalogs sammentælling af udgravede agrare huse fordelt i de tre forholdsvis sammenlignelige tidsafsnit, springer den ujævne frekvens af husfund i øjnene; fra yngre romertid/ældre germanertid (ca. 400 år) er der udgravet 966 huse, fra yngre germanertid/ældre vikingetid (ca. 325 år) 91 huse, mens der fra yngre vikingetid/ældre middelalder (ca. 350 år) er udgravet 490 huse (bilag 13 - udgravede huse). De forholdsvis sammenlignelige tidsafsnit til trods er der altså langt fra tale om nogen jævn fordeling af husfund.

På baggrund af de omfattende (for)undersøgte områder, den absolutte dateringsmetodik (primært ¹⁴C og dendrokronologi) og den store sample (over 1500 huse) er der imidlertid grundlag for at afklare, hvorvidt den registrerede fundspredning også er statistisk signifikant afvigende fra en forventet fundspredning, set på baggrund af den gældende bebyggelsesmodels overordnede hypotese, her konkretiseret ved et bebyggelsesskifte fra overvejende landskabelig labil til stabil i perioden omkring ca. 950-1100 e.Kr. (Chi i-anden-test/χ²-test¹⁰⁹). χ²-testen forudsætter

109 I χ²-testen udregnes sandsynligheden for statistisk signifikant uafhængighed i forholdet mellem en formuleret teori, 0-hypotese (de forventede observationer), og et eksperiment (de faktiske observationer), dvs. sandsynligheden for at få et testresultat med samme afvigelsesgrad som de faktisk observerede data, hvis 0-hypotesen er sand. Er sandsynligheden (signifikansniveauet) for 0-hypotesen mindre end 0,05 (5%), set på baggrund af de faktiske observationer, forkastes den almindeligvis.

79 formuleringen af en hypotese til test i det faktisk observerede fundbillede, og det er sandsynligheden for, at de hypotetiske og de faktiske observationer skal kunne tilhøre samme population, der afsøges, hvilket konkret vil sige, om fundmaterialet kan afvises at repræsentere hypotesens formulering på de opstillede vilkår.

0-Hypotesen 1:

Bebyggelsesorganiseringen var på tværs af de forskellige tidsafsnit sammenlignelig, og variationen i fundmønstret skyldes tilfældigheder.

Hvis bebyggelsesorganiseringen i de tre omtrent lige lange tidsafsnit var organiseret i et overordnet sammenligneligt labilt vandrebebyggelsessystem, og iagttagelsesmulighederne for erkendelse af periodens undersøgelsesobjekter i øvrigt er sammenlignelige (visibilitet og udbredelse af huse med jordgravede stolper), vil fordelingen af observationer (huse, inkl. ¹⁴C-daterede), ikke udvise markante grupperingsmæssige udsving, men derimod fremstå statistisk jævnt fordelt i henhold til periodernes indbyrdes længde.¹¹⁰

Udregning, eksempel: Det forventede antal observationer udregnes ved at sammenstille længden af observationsperioden (f.eks. YR/ÆG, 400 år) i forhold til den samlede observationsperiode YR-Æ.MIA, 1075 år (400/1075)x100% = 37,21%. Dette holdes efterfølgende op mod det samlede antal observationer; 1547 huse. Det forventede antal husfund fra YR/ÆG er på den baggrund 0,3721x1547 = 576 osv.

0-Hypotese 2:

Som ovenstående, men med følgende tilføjelse: Da de forventede observationer af huse¹¹¹ principielt set opfattes som delvist forbundet med befolkningsudviklingen, må der i de forventede observationer korrigeres herfor.

Som det er anslået i afsnittet om demografisk udvikling er der grund til at formode, at befolkningstallet på Fyn er steget omtrentligt fire gange fra yngre romertid til ældre middelalder; fra ca. 25-30.000 til 100-120.000. Da mange forskere har argumenteret for en befolkningsmæssig tilbagegang/stilstand i bl.a. 500-700-tallet påregnes ikke befolkningsvækst for denne periode som

110 Perioden yngre romertid til ældre middelalder er sammenlagt ca. 1075 år – 175-1250 e.Kr. i runde tal. Heraf udgør perioden YR/ÆG 400 år (37,21%), YG/Æ.VIK 325 år (30,23%) og Y.VIK/Æ.MIA 350 år (32,56%).

111 Befolkningsvækst afspejles ud fra dette standpunkt mest direkte i en vækst i bygningsmassen og dermed ikke nødvendigvis en tilsvarende vækst i antallet af gårde. Dette ligger i tråd med den almindeligt accepterede udvikling af gården fra jernalder, vikingetid og middelalder, bl.a. karakteriseret ved en ændring fra familiebaserede gårdbrug til store gårdbrug med et hushold, der klart må overskride kernefamilien (Holst 2010:174).

80 helhed – om end store udsving må formodes. Derimod forudsættes en befolkningsvækst på ca. 1:4 i perioden fra ældre vikingetid til ældre middelalder; ca. 900-1250 e.Kr.

Udregning, eksempel: Jf. hypotese 1, men tilføjet en korrektion i forhold til befolkningens formodede størrelse. I det konkrete tilfælde at befolkningstallet var forholdsvis jævnt gennem de to første perioder, men fire gange så stort i den sidste. ¹¹² Dvs. 576x + 468x + 4(503x) =1547. x=

1547/3956 = 0,5062. Hypotesens forventede antal observationer er derfor YR/ÆG = 576x0.5062 = 291. YGJ/Æ.VIK =0.5062x468 = 237. Y.VIK/MIA = 0.5062x4(503) = 1019.

Fig. 7. χ²-test baseret på de faktisk observerede huses kronologiske fordeling sammenholdt med to hypoteser (1 og 2) og husenes forventede kronologiske fordeling i henhold hertil. Figuren afspejler tre testserier i forhold til de formulerede hypoteser. 1: yngre romertid-ældre middelalder. 2: yngre romertid-ældre vikingetid. 3: yngre germanertid-middelalder. (Testen er udført i Excell).

Jeg har valgt at teste de faktiske observationer fordelt på de tre dateringsrammer YR/ÆG, YG/Æ.VIK og Y.VIK/Æ.MIA, stillet op imod to forskellige hypoteser, hhv. 1 og 2. Som det fremgår af nedenstående, er den primære forskel mellem hypoteserne, at der i hypotese 2 tages højde for en markant demografisk udvikling og dennes formodede aftryk på det arkæologiske materiale.

Resultatet af den første χ²-test (4,367E-124) viser, at det i praksis kan udelukkes, at de samlede observationer (ca. 200-1200 e.Kr.) skulle repræsentere et tilfældigt udsnit af bebyggelsesspor afsat i et grundlæggende ens bebyggelsessystem, bestående af genkendelige og sammenlignelige observationselementer, der alle kan dateres forholdsvist præcist. At denne hypotese kan afvises var selvsagt forventeligt, og der er vel næppe heller nogen, der har betvivlet grundlæggende bebyggelsesorganisatoriske forskelle på tværs af perioden fra 200-1200 e.Kr. At der

112 Jf. afsnit 3.11.4. om demografi. Fremskrivningsfrekvensen i perioden er selvsagt tilnærmet, og mens en samlet vækst på 400% i løbet af godt og vel 350 år kun repræsenterer en akkumuleret vækst svarende til 1:2,5, så har de senere analyser af hustyperne tydeligt angivet, at et betydeligt antal huse typologisk bestemt til middelalder reelt tilskrives yngre germansk jernalder. Som konsekvens heraf er 1:4 opretholdt i modellens beregning, Danmarks befolkningstal steg til sammenligning med ca. 1:4 fra 1801-1935 jf. Danmarks Statistik (DST).

81 i hypotese 2 tages højde for en formodet befolkningsudvikling ændrer således ikke på dette forhold – tværtimod.

Mere overraskende er det imidlertid, at samme hypotese med nærmest tilsvarende sandsynlighed (4,8915E-124) må forkastes på tværs af yngre romertid/ældre germanertid og yngre germanertid/ældre vikingetid (serie 2). Her ville man ellers med udgangspunkt i den gældende bebyggelseshistoriske model¹¹³ (vandrebebyggelse indtil overgange vikingetid-middelalder) forvente at se en langt større sandsynlighed for, at de faktiske observationerne statistisk set skulle kunne repræsentere et tilfældigt udsnit af hypotesens forventede bebyggelsesspor.¹¹⁴ Dette er imidlertid ikke tilfældet.

Endelig er testen foretaget på tværs af yngre germanertid/ældre vikingetid og yngre vikingetid/ældre middelalder (serie 3). Også for denne periode må hypotese 1 klart afvises (1,70657E-55). Anderledes forholder det sig for hypotese 2. χ²-testen viser her et signifikansniveau (0,1321079), 13,21%, der adskiller sig markant fra de resterende analyser. Udregningen af den hypotetiske befolkningsudvikling kan bestemt diskuteres og må ikke tages for pålydende, men uanset om der justeres i udregningsmodellen for befolkningsvæksten, må vi konkludere, at bebyggelsesspredningen på tværs af yngre germanertid/ældre vikingetid og yngre vikingetid/ældre middelalder i højere grad synes at repræsentere et tilfældigt udsnit af bebyggelsesspor afsat i et grundlæggende ens bebyggelsessystem, bestående af genkendelige og sammenlignelige observationselementer, der kan dateres forholdsvist præcist.¹¹⁵ At hypotese 2 i serie 3 ikke kan afvises, betyder imidlertid ikke i sig selv, at hypotesen for det givne tidsafsnit er sand – blot at den ikke kan afvises. Som udgangspunkt for en vurdering af den eksisterende bebyggelsesmodel er χ²-testens resultater imidlertid tankevækkende og må mane til refleksion. Sammen med de øvrige statistiske analyser er det derfor rimeligt at konkludere, at bebyggelsessystemerne på tværs af ca.

600 e.Kr. er grundlæggende geografisk og bebyggelsesorganisatorisk forskellige. Hvori denne

113 Som altså er udpræget baseret på bebyggelsesudviklingen i Vorbasse.

114 Da der ikke påregnes nogen markant udvikling i befolkningstallet spredt over perioden er forholdet 1:1, og hypotese 1 og 2 i serie 2 er dermed sammenfaldende.

115 Det skal yderligere bemærkes, at blot få eksempler på huse, der fejlagtigt er hustypologisk tilknyttet yngre vikingetid/ældre middelalder, men som reelt tilhører yngre germanertid/ældre vikingetid, vil øge sandsynligheden for at der kan være tale om populationssammenfald. At der må påregnes sådanne korrektioner fremgår af afsnit 3.2. om husene – herunder især de enskibede huse.

82 forskellighed bestod, skal vi prøve at se nærmere på og forklare i det følgende, men før vi vender os mod de enkelte udgravninger, skal vi se på forholdet imellem enkeltgård og landsby.