Husenes holdbarhed – en tolkningsmæssig ekskurs

Spørgsmålet om holdbarheden af de enkelte huse er generelt set afgørende for tolkningen af store arkæologiske udgravningsplaner. Dette gør sig i særlig grad gældende på bl.a. Fyn, hvor bebyggelser ofte aftegnes ved betydelige anlægsakkumulationer spredt over århundreder,¹³⁵ samtidig med at bebyggelsesstrukturerne er adskilte og de stratigrafiske relationer derfor i bedste tilfælde er svage, men ofte helt borte. I sådanne tilfælde, kan samtidighed (eller mangel på) mellem konkrete gårde oftest ikke belægges med entydige data, men må i stedet betragtes på landsbyniveau i et større diakront perspektiv. Sådanne overordnede betragtninger forudsætter en implementering af en gennemsnitlig holdbarhed for de enkelte gårde, for at kunne tilnærme et rimelig troværdigt billede af den oprindelige landsbys omfang og struktur.

I dansk jernalder- og middelalderforskning har langhusenes levetid gentagne gange været genstand for standardiserede vurderinger, evt. med forbehold for variation i bygningsmaterialer og jordbundsforhold, men stort set løsrevet bygningsteknisk innovation på tværs af årtusinder og uden hensyn til husenes mulige konstruktionsstabilitet, til trods for reel fysisk nedbrydning af husenes jordgravede dele (jf. appendiks 4. rapport fra Lejre). I et konkret analytiske arbejde er det nødvendigt at tage udgangspunkt i en simpel differentiering af den mulige holdbarhed baseret på de

135 F.eks. store landsbydannelser som Gudme, Sdr. Nærå, Rynkeby, Seden, Åsum, Fraugde, Bellinge osv.

97 fremtrædende regionale jordbundsforhold,¹³⁶ træressourcens beskaffenhed og variationer i byggetradition (temporalt og regionalt), for at operationalisere vurderingen af de regionale forhold til forskellig tid.

For de klassiske jyske bebyggelser ved hhv. Nr. Snede, Drengsted, Østergård osv. er det gentagne gange vurderet, at levetiden for de enkelte langhuses faser næppe oversteg 25-30 år (Holst 2010:159, 165 og Nørbach 2003:60, Sørensen 2011:228 med noter). Disse vurderinger er imidlertid draget ud fra grundlæggende forskellige opfattelser af huset som hhv. et fysisk eller et socialt objekt. Mens således Nørbach og Sørensen har betragtet husets levetid ud fra økonomiske og økologiske faktorer, så har Holst, inspireret af Fokke Gerritsens arbejder, vurderet husets levetid som værende et produkt af sociale hændelser (fødsel, ægteskab, død, osv), og integreret begrebet

‘husets biografi’ som udtryk for husets sociale bånd til familien (Gerritsen 1999, Holst 2010). Til trods for Gerritsens opfattelse af huset som et socialt objekt, der dannede ramme for kernefamilien, er det bemærkelsesværdigt, at Gerritsens arbejde yderligere bygger på en grundlæggende naturdeterminerende forudsætning om, at huset havde en maksimal brugsperiode på 25-40 år (Gerritsen 1999:142), tilsvarende altså det jyske billede.

Anderledes forholder det sig for vurderingerne af huskonstruktionernes levetid på Øerne, der fra yngre romertid og fremefter ofte vurderes som betydeligt længere. En ting er selvfølgelig de få og store halbygninger fra f.eks. Gudme og Tissø, der har stået i adskillelige generationer, ca. 120-150 år (Sørensen 2010:235, Jørgensen 2013:128ff samt figur 6). Mere afgørende for landsbyforskningen er det imidlertid, at også de almindelige østdanske langhuse fra yngre romertid og ældre germanertid vurderes til at have en betydeligt længere levetid end de midtjyske, ofte ca. 50 år (Sørensen 2010:229, Jørgensen 2013), mens svenske og norske studier (Norr 2009:20ff, Grindkåsa 2012, Løken mundtlig¹³⁷) opererer med levetider på op imod 75-100 år for samme periode. Så markante forskelle er helt afgørende for tolkningen og karakteristikken af bebyggelserne og baggrunden for de fynske forhold skal derfor kort berøres, for at skabe et

136 Primært defineret ud fra en grov deling mellem de vestdanske hedebygder og de østdanske agerbygder (Grau Møller 1997).

137 Oplysningerne omkring lokaliteten Forsandmoen, hvor der er udgravet mere end 250 hustomter, er venligst videregivet af Trond Løken i februar 2013. Resultaterne fra Forsandmoen tyder på, at husene fra yngre romertid og ældre germanertid har holdt i ca. 75-100 år. Levetiden var stigende fra førromersk jernalder til yngre romertid.

Undersøgelserne er baseret på ¹⁴C -dateringer af hussekvenser med 3-4- faser. Resultaterne fra Forsandmoen er tidligere præsenteret i en dansk sammenhæng af Olle Hemdorf ved endagsseminaret Ams-dateringer af det treskibede langhus.

Oprindelse og udvikling, d 23.3.2009 i Haderslev. Resultaterne er endnu ikke publiceret.

98 grundlag for at sammenholde det østdanske (og herunder det fynske) bebyggelsesbillede med det velundersøgte midtjyske. Afgørende for husenes potentielle levetid er forholdet mellem træressourcen, bygningsteknologien og det mikrobielle miljø. Hvor jernalderens mikrobielle nedbrydningsforhold i praksis er svære at rekonstruere på den enkelte lokalitet så er der anderledes konkret basis for at knytte et par kommentarer til mere generelle forhold omkring hustypernes potentielle holdbarhed.

3.2.2.1. Generelle forhold

Arkæologen Michael B. Schiffer har i sit klassiske arbejde om formationsprocesser fremhævet en række forhold med stor betydning for vurderingen af arkæologiske huskonstruktioner.

Om holdbarhed af træ i jord anfører Schiffer således, at den primære nedbrydning skyldes iltkrævende svampeangreb (Schiffer 1987:169). Iltrige miljøer i fugtig jordkontakt (dvs. ca.

gulvniveau) skaber således gode betingelser for den mikrobielle aktivitet, og de er derfor den udslagsgivende faktor for nedbrydning af stolperne. Nitrogen- og fosforholdig ophobning af dyreekskrementer mm. (byhøje, staldender) udgør et særlig barskt mikromiljø for træet med ideelle vækstbetingelser for svampedannelser og deraf afledt nedbrydning¹³⁸ (ibid:173). Uens levetid for husenes stolper må derfor også forventes internt i huset såvel som på forskellige pladser.

Om jordgravede stolpers modstandskraft imod nedbrydning anfører Schiffer flg. ”…a wooden house with timbers set in the ground in a temperate environment would rarely last more than a generation, and probably much less – unless methods were used for improving its durability…the life of buried stakes is roughly proportional to their narrowest dimension. That being so, one can readily appreciate the need to use round posts.”(ibid:173). Som angivet af Schiffer, er der mulighed for at bremse de nedbrydelige processer og dette primært ud fra to strategier. Enten ved at forværre levebetingelserne for de nedbrydende mikrober eller ved at øge dimensioner og kvalitet på stolperne, således at nedbrydningen helt enkelt tager længere tid.

138 Der er fremsat teorier om, at byhøjenes mikromiljø bestående af bl.a. dekomposteret tørv skulle være særlig skånsomt mod træ (Kaul 1999:64). Denne teori tager imidlertid ikke hensyn til variationsforskelle ved stolpehullernes øvre og nedre dele, som netop er væsensforskellige qua tilgangen af ilt. Bevarede stolperester i bunden af et stolpehul kan således heller ikke som foreslået anvendes som indicium på miljøets konserverende egenskaber (eller mangel herpå) ved det mere iltrige gulvniveau. Samme forhold gør sig gældende ved mange brøndkonstruktioner, der netop er karakteriseret ved bevaret træ i bunden, men hvor samtidig forholdene længere oppe i konstruktionen har været endog meget udsat for nedbrydende faktorer.

99 Ved udgravningen af oldtidshuse ser vi ofte spor efter, at den jordgravede del af tagstolperne har været kullet/brændt, hvilket sandsynligvis afspejler et forsøg på at bremse nedbrydningsprocesserne. Svampedannelsen kan dog også reduceres ved at påvirke ph-værdien i mikro-miljøet omkring træstolpen. Svampe kræver nemlig som minimum lettere syrlige forhold, mens basiske forhold modvirker væksten af langt de fleste svampetyper (Schiffer 1987:170). Det er formentlig disse basiske egenskaber ved kridt, der er udnyttet af jernalderbefolkningen i Limfjordsområdet i ældre og yngre jernalder. Her stampedes gulve, vægge kalkedes og tagstolpehuller foredes med kridt (Hansen 2006:144, Runge 2009:70 mv.¹³⁹). Dette må have hæmmet svampevæksten, og dermed forlænget levetiden af de jordgravede stolper, og samtidig skabt grundlaget for at bygge husene med mindre dimensioneret tømmer uden en drastisk reduktion af husenes potentielle levetid. Sidstnævnte er formentlig ikke uvæsentligt, da netop kvalitetstømmer traditionelt regnes for en mangelvare i denne region i jernalderen (Nielsen 1996). Kridt som bygningselement kan altså opfattes som en lokal værneforanstaltning imod svampeangreb/svampevækst for såvel væg, gulv som tagbærende konstruktion. På Fyn var der ikke massive tilgængelige forekomster af kridt, og udfordringen i forhold til træets forgængelighed blev tilsyneladende imødekommet på anden vis med udgangspunkt i den rigelige skovressource.

3.2.2.2. Bygningsteknologi

I Østjylland, på Fyn og i østligere egne var der langt fra samme tryk på træressourcen som i Nord-, Midt- og Vestjylland (Odgaard og Nielsen 2009, Kaul 1999:64). Det fynske bygningstømmer karakteriseres generelt ved en ødsel brug af kraftige egestolper¹⁴⁰ – i kontrast til en mere nøjsom teknologi baseret på radialkløvning, som det stedvis er dokumenteret flere steder i Jylland (se i øvrigt Runge 2009:102ff, Nørbach 2003:44ff, Jeppesen 2008:5). Som angivet af Schiffer har dette en afgørende betydning for tømmerets langsigtede styrke, da den tilnærmelsesvis runde form bevarer en kraftig dimensionering betydeligt senere i nedbrydningsprocessen end den radialkløvede.

Når hertil føjes, at netop egetræet klassificeres som resistent/meget resistent for nedbrydning (Schiffer 1987:166) er det klart, at udgangspunktet for nedbrydningshastigheden for konstruktioner

139 Traditionen med anvendelse af kridt i husbyggeriet er vidt udbredt i Limfjordsområdet i jernalderen. Foruden ovennævnte (Nr. Tranders og Nr. Hedegård) byhøje fra førromersk og ældre romersk jernalder kan der henvises til bebyggelsesspor fra yngre romersk jernalder, germanertid og vikingetid ved Nørholm vest for Ålborg (SB 120508-69) samt til en række lokaliteter fra Thy (Nielsen 1996, Runge 2009).

140 Vurderet ud fra vedbestemmelser og stolpesporenes aftegninger på de arkæologiske udgravninger.

100 på Fyn bør være væsensforskellig fra store dele af det jyske område og det resterende Sydskandinavien.

På overgangen mellem ældre og yngre romertid blev der i store dele af det senere danske område introduceret en ny byggetradition. Det var de før omtalte huse med kraftige dobbeltskallede vægkonstruktioner, der udgjorde et markant brud med tidligere tiders byggeskik. Introduktionen falder i en periode med tilsyneladende markant øget materiel velstand og vækst, og sammenfaldet åbner umiddelbart for den tanke, at ændringen i byggeskikken kunne have rod i et mentalt og socialt anliggende om at udvise økonomisk styrke.¹⁴¹ Da byggeskikken i jernalderen tilsyneladende bredes til alle sociale positioner¹⁴² i landsbysamfundene, er det dog sandsynligst, at forklaringen på introduktionen af væggenes dobbeltstolpekonstruktion skal opfattes ud fra et byggeteknisk udgangspunkt. Axel Steensberg har for de gamle danske bøndergårde noteret, at særlig ydervæggenes stolper nedbrydes hurtigt, hvorfor vedligehold heraf kan tære uhensigtsmæssigt hårdt på træressourcerne (Steensberg 1962:23ff). Set ud fra denne observation er det oplagt, at dobbeltstolpevægge kan tjene mindst to formål. For det første øger den dobbeltskallede konstruktion væggens stabiliseringspotentiale sammenlignet med enskallede vægge, og for det andet fungerer den ydre stolperække som værn for den indre række, der dermed i mindre grad vil være udsat for vind, vejr og ultimativt nedbrydning. Netop en sådan opgraderinger af væggenes egenskaber samstemmer med, at tagstolpernes dimensioner generelt set øges i samme periode, ligesom det også er tilfældet for hovedhusenes samlede dimensioner.

Det er muligt, at den generelle ressourcemæsige ødselhed, som dobbeltstolpehusene symboliserede, i længden var uholdbar, og at det var det forhold, som ledte til udfasning af de ressourcekrævende dobbeltstolpevægge¹⁴³ og sadeltagshegn i løbet af 400/500-tallet. Under alle omstændigheder udgjorde den efterfølgende byggetradition endnu et skifte, hvor tidligere tiders

141 Fra historisk tid er det for Fyn således velkendt, at særlig velstillede gårdejere ofte fremstillede deres formåen gennem anvendelse af unødvendigt meget og kraftigt egetømmer (Porsmose 2008:82, 84).

142 Her henvises bl.a. til udgravningerne ved Rynkeby, hvoraf det fremgår, at såvel landsbyens mindste som største gård anvendte denne nye bygningsteknologi (se bilag om Rynkeby).

143 Arkæolog Sune Villumsen har i sit kandidatspeciale fra 2011 vist, at de kraftige jordgravede dobbeltstolpekonstruktioner udfases i løbet af den første halvdel af ældre germanertid (Villumsen 2011:55). Senere tilgået materiale (f.eks. OBM 5539 Holluf) antyder imidlertid, at udfasningen strakte sig over hele ældre germanertid.

101 massive anvendelse af jordgravede stolpekonstruktioner¹⁴⁴ blev afløst af lettere konstruktioner og formentlig også syldstensteknologier. Sidstnævnte underbygges af et par heldige fund af germanertidshuse fra bl.a. Sejlflod ved Ålborg og Tønsberg i Norge (Nielsen og Rasmussen 1986:46, Grindkåsa 2012:73), men kan muligvis også indiceres gennem det udbredte fravær af synlige jordgravede vægkonstruktioner i det fynske bopladsmateriale i sen germanertid. Et ændret og lettet pres på udnyttelsen af bygningstømmer – på Fyn udtrykt ved eg og bøgs fremmarch fra 400-tallet og fremefter – kan muligvis også være et indicium herpå.¹⁴⁵

På dette grundlag vendes blikket mod de konkrete rekonstruerede jernalderhuse.

Udgangspunktet herfor er de eksperimentalarkæologiske erfaringer fra huse opført i bl.a. Lejre på Sjælland, Næsby på Fyn og Moesgård i Jylland, der alle er karakteriseret ved østdanske jordbundsforhold.

3.2.2.3. Rekonstruerede huse

I appendiks 4 er der samlet en række eksempler fra jernalderhuse, der er forsøgt rekonstrueret på østdanske jordbundsforhold. Oversigten omfatter foruden oplysninger om de enkelte langhuses opførelsestidspunkt, reparationer og tekniske data også løbende vurderinger fra en række af de personer, der konkret har haft erfaring med husene – håndværksmæssigt, sikkerhedsmæssigt el.lign.

Som det fremgår af materialet, er husene i jordniveau stærkt præget af nedbrydningsprocesser længe inden de er 50 år. Toftinghuset¹⁴⁶ ved Moesgård består dog endnu efter 44 år – til trods for et meget begrænset vedligehold og sågar med en tagstolpekonstruktion, der er bygget af radialkløvet tømmer (Lund og Thomsen 1982:202).

Samtidig er det væsentligt at bemærke, at de rekonstruerede huses modstandskraft vurderes at have været større, såfremt de havde været beboede og løbende vedligeholdt (bl.a. Moesgård appendiks 4). Mest overraskende er det dog, at konstruktionerne er så stabile, at selv massivt råd i tag- og vægstolper (i gulvniveau) ikke i sig selv umiddelbart udgør en problematisk svækkelse i de stående bygninger (Bondehuset v. Lejre og Saruphuset v. Næsby). Huse med fremskreden råd i gulvniveau kan altså uden problemer stå stabilt, når blot løbende vedligehold i øvrigt foretages.

144 Den udbredte brug af jordgravede dobbeltstolpekonstruktioner og markant stolpesatte tofteafgrænsninger afløses af teknologier, der ikke efterlader samme arkæologiske spor af jordgravede stolpekonstruktioner (jf. hustyper og gårdptyper i denne afhandling).

145 For vurdering heraf kan henvises til pollenanalyser fra Gudme sø (Odgaard og Nielsen 2009:52), Dallund sø og Lange sø (Rasmussen 2005, Bradshaw, Rasmussen og Odgaard 2005).

146 Tofting er navnet på en tysk jernalderboplads i Slesvig med særdeles gode bevaringsforhold (se Bantelmann 1955).

102 Træets nedbrydningshastighed ved jordoverfladen kan derfor heller ikke isoleret og entydigt appliceres som gældende grænseværdi for jernalderhusenes mulige levetid.

3.2.2.4. Konklusion

Konklusionen på de eksperimentelle erfaringer, den byggetekniske udvikling og de arkæologiske vurderinger må være, at der ikke er grundlag for at betvivle de vurderinger af de østdanske langhuses gennemsnitlige levetid, der tidligere er foreslået til ca. 50 år +/-. En gennemsnitlig levetid på ca. 50 år for langhuse fra yngre romertid og frem er da også det niveau, jeg generelt formoder, at den fynske bebyggelse skal vurderes ud fra – vel vidende, at betydelige variationer må være forekommet i realiteternes verden. Den gennemsnitlige vurdering har imidlertid en grundlæggende betydning for den umiddelbare afkodning og karakteristik af bebyggelsesstrukturerne på tværs af de øst- og vestdanske landskaber. Dette helt enkelt, fordi en landsby i den centrale del af Jylland ud fra denne betragtning bør afsætte ca. dobbelt så mange stolpehuller, som en østdansk landsby, der har været i funktion inden for en tilsvarende tidsramme.¹⁴⁷ Situationen er forsøgt illustreret på bilag 27.

Her er den rensede udgravningsplan af jernalderlandsbyen ved Sdr. Nærå markeret som figur a, mens den tilsvarende landsbystruktur er forsøgt overført til centraljyske forhold, figur b. I den jyske kontekst optræder der dobbelt så mange stolpehuller for den samme landsby, da hver gård kun antages at have eksisteret omtrent halvt så længe som de østdanske. Set på denne baggrund, må en karakteristik af de jyske bebyggelsesstrukturer som bestående af større og mere samlede landsbyer end Østdanmarks spredte og uregelmæssig bebyggelsesstruktur (f.eks. Näsman 2006:213, Holst 2014:184, 189ff) tages med betydelige forbehold pga. det arkæologiske materiales tilsyneladende forskelligartethed.

De ovenfor beskrevne variationer i huskonstruktionernes levetid kan ikke udviske regionernes og landskabernes påpegede bebyggelsesorganisatoriske variationer, men der er på den anden side ikke tvivl om, at forskellen imellem Fyn og Midtjylland reduceres kraftigt med dette analytiske udgangspunkt, og at vi på den baggrund må betragte de regionale variationer mindre radikalt end hidtil antaget.¹⁴⁸

147 Dette er en meget grov analytisk forenkling. Reelt set vil der være tale om en spredt og trinløs variation afhængig af de lokale forhold og konstruktionen af det enkelte hus.

148 Se også afsnit 3.4. om landsbyerne.

103