Grubehuse

I en fynsk kontekst er introduktionen af grubehuse i mindst tre tilfælde blevet knyttet til lokaliteter fra ældre og yngre romersk jernalder. Det drejer sig om fund fra hhv. Kværndrup på Midtfyn, Rårud ved Kirkeby på Sydfyn og Bytoften ved Røjerup på Østfyn (Thomsen 1999a, 1999b, Henriksen 1995, Beck 2004, Beck og Jensen 2006). Ved Bytoften er der, iflg. beretningerne fra 1979-1991, tale om i alt seks mulige grubehuse.¹²⁹ Tolkningssikkerheden¹³⁰ såvel som dateringssikkerheden er imidlertid svingende for husene. Ifølge beretningen stammer det sparsomme daterende genstandsmateriale fra genopfyldningslag, hvorved der udelukkende er tale om terminus ante quem dateringer af de enkelte (hus)gruber.¹³¹ Allerede ved de indledende tracérekognosceringer fandtes ornamenteret skårmateriale fra såvel yngre romertid som fra vikingetid i pløjejorden. Set i det lys bør romertidsdateringen af grubehusene fra Bytoften tages med meget store forbehold. Da lokaliteten foruden husene fra yngre romertid netop også omfatter en flerfaset gård fra vikingetid og ældste middelalder, er det nok mere reelt at tilskrive grubehuse ved Bytoften denne periode, hvor de generelt er velkendte.

Fra Kværndrup er der ligeledes argumenteret for tilsvarende tidlige fund. Grubehusene angives her med en diameter mellem 3,5-6 meter og dybder på hele 80-150 cm. Kun i ét tilfælde (det mindste) forekommer der spor efter en indre pæle-/stolpesætning eller støttekonstruktion, som

129 OBM 2263, A (x11-x18), J (x20, x21, x79), LB (x22, x80), AJA (x141), AJE (x130, x131, x133), CFW (x337, jernkniv). x16, x21, x133, x337 skal alle henføres til ygj/vik, mens såvel LB som AJA er meget tvivlsomme qua manglende stolpekonstruktion og usikker relation mellem fundenes og grubehusenes datering. Kniven x337 er tidligere foreslået dateret til yngre romersk jernalder (Henriksen 1995:21, 23, fig. 12). Denne datering er imidlertid revideret af Henriksen i forlængelse af det omfattende arbejde med Brudagergravpladsen (Henriksen 2009). Revisionen sker med henvisning til den stærke opskærpning, som vanligvis ikke forekommer på knivene fra romersk jernalder, men som er almindelig på de senere knive fra yngre germansk jernalder og vikingetid (Henriksen mundtlig meddelelse). Kniven fremstår dermed som de små kortbladede ”væveknive”, der er fundet i stort tal ved bl.a. Bejsebakken ved Ålborg (Nielsen 2002:205). Opskærpningen skal således nok opfattes som en specialiseret tilpasning af kniven til håndarbejdet med væv og trend.

130 For en nyere og nyttig gennemgang og perspektivering af grubehuse som arkæologisk objekt henvises til Anne Birgitte Sørensen 2011 (Ekskurs, især fig. 3.4.). Flere husgruber fra Bytoften er uden indre stolpesætninger (LB, AJA, AJE) mens endnu andre ikke rummede præcist daterbare fund (CFW).

131 Dvs. at vi på baggrund af skårmaterialet blot kan konstatere, at grubehusene er genfyldt med jord og lerkarskår efter lerkarrene er produceret – hvor lang tid efter indiceres imidlertid ikke af genstandsmaterialet.

93 kunne underbygge grubehustolkningen (Thomsen 1999a:fig.3.). Der er også her grund til at knytte et par ekstra kommentarer til tolkningen af anlæggene. Udgravninger på tilstødende arealer har nemlig vist, at området, hvor gruberne fandtes, var en del af en større boplads med treskibede huse og grupper af gruber. Umiddelbart vest for de tre anlæg udgravede Odense Bys Museer således et lignende anlæg, der på baggrund af udgravningsresultaterne fra 1998 blev anset og udgravet som endnu et grubehus (Lundø 2012a:5, K10). Også her var der svage spor efter en mulig pæle-/stolpekonstruktion, og også her blev der fundet en fin tenvægt, der som så ofte i grubehusene indicerer anlæggenes brug som vævehytter. Anlæggets bund var imidlertid irregulær og manede til en indledende tolkningsmæssig tvivl. ¹⁴C-dateringer af anlægget har efterfølgende bestyrket denne tvivl, da anlægget skal dateres til førromersk jernalder, ca. 400-200 f.Kr. Samtidig viste udgravningen, at lokaliteten foruden bebyggelsesfaser fra førromersk og romersk jernalder også omfattede en gård fra 900-tallet (Lundø 2012a:fig.3 K13 og K15). På den baggrund synes det svært at underbygge, at der ved Kværndrupbebyggelsen findes konstruktioner, der bør sammenstilles med de grubehuse, vi kender fra yngre jernalder og vikingetid (Kværndrup kort 2-3). At der formentlig er tale om et lidt anderledes fænomen antydes i forbindelse med udgravningen af et anlæg fra Rårud (Beck og Jensen 2006:6). Her tolkes et flerfaset baljeformet grubeanlæg i sin ældste brugsfase blot som en simpel grube, mens samme anlæg i en sekundær fase tolkes som en form for arbejdshytte, der qua gruben og en mulig stolpe/pæl sammenstilles med kværndrupfundet.

Fundene har været fremlagt ved flere lejligheder som repræsentanter for grubehusenes tidlige introduktion i en fynsk kontekst (Hvass 1988:89, Therkelsen 2011:100). Ved gennemgangen af såvel originalmateriale som udførelsen af supplerende undersøgelser må dette billede af en tidlig introduktion af grubehuse imidlertid revideres. Mens en række af fundene fra Bytoften formentlig bør tilskrives den yngre del af bebyggelsen, og andre anlæg formentlig blot skal opfattes som fladbundede gruber, er der også for materialet fra Kværndrup og Rårud grund til at betragte anlæggene i en anden kontekst. I modsætning til de klassiske grubehuse forekommer de ældre anlæg med enkelte undtagelser forholdsvis irregulære, og de er i gentagne tilfælde repræsenteret ved brugsfaser uden registrerbare tagkonstruktioner. Sidstnævnte er ikke isoleret set et problem, da der andre steder er udgravet grubehuskonstruktioner uden bevarede spor af en tagkonstruktion (Sørensen 2011:47ff). Diskvalificerende for grubehustolkningen er det imidlertid, hvis anlæggenes i en initierende brugsfase slet og ret opfattes som egentlige tagløse grubeanlæg, der først i en sekundær brugsfase forsynes med en mulig overdækning. En sådan biografisk udvikling af anlæggene underbygger ikke, at de bør opfattes som en regulær bygningstype, men derimod

94 snarere, at de anførte tidlige grube-”huse” repræsenterer en sekundær anvendelse af en mindre del af de gruber, der ligger i de grubekomplekser, der er så karakteristiske for ældre jernalder (se f.eks.

Nielsen og Jouttijärvi 2011:fig.152). Gentagne fund af væveredskaber¹³² er imidlertid et element, der danner associationer til de klassiske grubehuse, og den mulighed kan ikke afvises, at en del af anlæggene måske bør opfattes netop som en slags simple ad-hoc vævegruber, uden at der af den grund er nogen konstruktionsmæssig tilknytning til grubehusene. Vævegruber kendes således helt tilbage fra neolitikum, og for få år siden fandtes en sådan ved Stenløse syd for Odense (Lundø og Hansen 2015, Juel 2010b, Rindel 1993, Nielsen 1987).

Ovenstående efterlader samlet set et indtryk af, at den lille gruppe anlæg fra den førromerske og romerske jernalder snarere repræsenterer genbrug af gruber end egentlige primære grubehuskonstruktioner. Med udgangspunkt i det samlede billede af bebyggelsen på Fyn, hvor yngre romersk jernalder og ældre germanertid er ekstremt velbelagt, er det således også markant, at der i intet tilfælde er registrerede grubehuse på de ellers meget betydelige bebyggelser ved. F.eks.

Gudme, Rynkeby, Sdr. Nærå, Åsum, Bellinge, Fraugde, Seden osv. Jeg anser det derfor også som værende usandsynligt, at der skulle være tale om egentlige grubehuse fra førromersk og romersk jernalder.

Det markante fravær af grubehuse i de store udgravede jernalderlandsbyer, der dateres til yngre romertid og ældre germanertid understreger samtidig den tidligere fremhævede pointe, at det må anses som helt usandsynligt, at de svært lokaliserbare bebyggelser fra yngre germanertid i noget nævneværdigt omfang skulle kunne gemme sig som svagt definerede langhus- og hegnsstrukturer på bopladsarealerne fra yngre romertid og ældre germanertid. Var det tilfældet burde grubehusene, der optræder som et markant indslag en lang række bebyggelser, der er sikkert dateret til yngre germansk jernalder, nemlig findes spredt på periodens bebyggelser – hvilket de ikke gør. Grubehuse må derimod opfattes som en konstruktionstype, der på Fyn først introduceres fra starten af yngre germansk jernalder i løbet af det sene 500-tal, og som fortsætter i vikingetid indtil den ældste middelalder.¹³³ Grubehusene opnår kun begrænset udbredelse i de almindelige agrare bebyggelser (Rynkeby), mens de bliver dominerende og enerådende på flere regulære handels- og

132 Ved anlægget fra Rårud samt i mindst to tilfælde fra Kværndrup er der fundet tenvægte i grubeanlæggene (Lundø 2012a:5, Beck og Jensen 2006:6).

133 Se bl.a. Hansen 2011, Henriksen 1995,1997a, 2003b, Jacobsen 2001, Grøngaard Jeppesen 1981:90 og 98, Juel 2009a, OBM 8935.

95 håndværkspladser fra Strandby, Hjulby, Ejby og evt. også den nyfundne lokalitet ved Vester Kærby nordøst for Odense (Henriksen 2013).