4.1 Behov
Det stilles sædvanligvis som et generelt krav til al delega
tion, at der skal foreligge et behov for at foretage d e n 1.
Som om talt i kapitel 1 er fordeling a f opgaver og ansvar im idlertid en ganske norm al foreteelse, og det synes på denne baggrund vanskeligt at se nogen grund til at opstille et selvstændigt behovskrav.
Behovet for delegation vil som oftest skyldes, at det er ønskeligt eller måske ligefrem nødvendigt at aflaste den form elle beslutningstager2. D er kan dog også anføres andre grunde til at delegere, f.eks. større ekspertice og derm ed større retssikkerhed for borgeren3 sam t kortere sagsbehandlingstid og hensynet til at frem m e selvstændig tankegang, initiativ og ansvarlighed hos underordnede led i system et4.
4.2 Forsvarlighed.
Det er alm indeligt antaget i teorien, at en delegation skal være forsvarlig5. Heri ligger visse krav til delegationsbe- slutningens klarhed og bestem thed, til kvalifikationer og ressourcer hos den, der delegeres til, sam t endelig til kon
trol og tilsyn med den m åde, hvorpå de overladte beføjel
ser udøves. Den næ rm ere fastlæggelse a f forsvarligheds- kravets indhold må dog ske konkret ud fra det pågæ lden
de sagsområdes art og vigtighed6.
4.2.1 K larhed og bestemthed.
Det er alm indelig antaget, at det er en forudsæ tning for tilladeligheden af delegation, at det m ed fornøden klarhed og bestem thed fremgår, hvilke beføjelser der overlades og
til hvem 7. I en landsretsdom fra 19488 blev en delegation fra et boliganvisningsudvalg til udvalgets form and således anset for utilladelig bl.a. under henvisning til, at det p å gældende spørgsm ål ikke kunne »overlades form anden til afgørelse ved en så om fattende, usikker og ubestem t ord
ning, som den her påberåbte«.
4.2.2 Kvalifikationer og ressourcer.
F or at en delegation kan anses for forsvarlig m å det også kræves, at delegationsm odtageren h ar de fornødne fag
mæssige kvalifikationer og råder over tilstræ kkelige res
sourcer til at udøve den pågæ ldende virksom hed9.
I 1973 henstillede om budsm anden til kirkem inisteriet at overveje en forenklet sagsbehandlingsform m ed hensyn til bl.a. godkendelse a f m enighedsråds aftaler om in d rø m melse a f private begrænsede brugsrettigheder over kirkers og præ steem beders ejendom m e. K irkem inisteriet udtalte, at d er ved en gennem gang a f de enkelte sagsom råder blev foretaget en nøje overvejelse af, i hvilket om fang en dele
gation burde finde sted, og at forskellige hensyn i denne forbindelse var relevante, bl.a. de krav sagen efter sin art stiller til indgående sagsbehandling. M inisteriet udtalte videre, at da provstiudvalgene er uden juridisk bistand burde en delegation a f beføjelser til at godkende de næ vnte brugsrettigheder ikke henlægges til provstiudval
gene, m en til stiftsøvrighederne10.
4.2.3 Kontrol og tilsyn.
D et er også et led i forsvarlighedskravet, at den delegeren
de m å udøve en vis kontrol m ed udøvelsen a f de delegere
de beføjelser11.
K ontrollen kan bestå i krav om forudgående forelæg
gelse a f visse sager (stikprøver) eller efterfølgende forelæg
gelse a f visse sager. H vilken form for kontrol, der bør udøves, vil afhænge af de beføjelser, der overlades, h er
u nder ikke m indst a f det råderum , der er overladt til dele-55
gationsm odtageren. Hvis der således er givet næ rm ere ret
ningslinier for sagsbehandlingen og for sagernes afgørelse, vil kontrollen kunne indskræ nkes12.
Indenrigsm inisteriet har i en skrivelse fra 1981 udtalt, at hvor beslutninger træffes på kom m unalbestyrelsens el
ler et udvalgs vegne, m å det påhvile kom m unalbestyrel
sen/udvalget sam t de enkelte kom m unalbestyrelsesm ed
lem m er at føre tilsyn m ed, hvorledes en bem yndigelse til at handle på kom m unalbestyrelsens/udvalgets vegne be
nyttes, og om iværksættelsen a f beslutninger sker i over
ensstem m else med kom m unalbestyrelsens eller udvalgets in ten tio n e r13.
I en anden skrivelse fra 198114 udtalte indenrigsm ini
steriet, at borgm esteren i m edfør a f § 31 i den kom m unale styrelseslov h ar den daglige ledelse a f kom m unens adm i
nistration. Ledelsen udøves under ansvar over for kom m unalbestyrelsen, der gennem vedtagelse a f kom petence- fordelingsplaner og stillingsbeskrivelser kan fastlægge fordelingen a f kom petencer og graden a f delegation inden for den kom m unale forvaltning. D et påhviler kom m u n al
bestyrelsen at føre tilsyn m ed, hvorledes kom petencerne udnyttes, f.eks. gennem revisionsberetninger og andet m ateriale, der løbende tilsendes kom m unalbestyrelsen, ligesom kom m unalbestyrelsen kan pålægge borgm esteren og tjenestegrenschefen m.v. kontrolfunktioner.
I en skrivelse fra 198215 udtalte indenrigsm inisteriet, at i det omfang, der er tale om, at en kom petence udøves i henhold til m eddelt delegation, er der intet til hinder for, at det organ, der foretager delegationen, sam tidig forlan
ger, at de beslutninger, der træffes a f den m yndighed, til hvilken delegationen har fundet sted, skal forelægges det delegerende organ til efterretning. Indenrigsm inisteriet tilføjede, at således kendes forholdet i en lang række situa
tio n er inden for den kom m unale organisation bl.a. i for
holdet m ellem udvalg og adm inistration.
D et har ligefrem været hævdet, at delegationsm
ulighe-dem e i høj grad bestem m es af den delegerendes k o n tro l
m uligheder. Hvis den, som ønsker at overlade beføjelser til andre, kan føre effektiv kontrol m ed beføjelsernes u d øvelse, skulle delegation efter dette synspunkt være b eret
tiget i videre om fang end ellers16. Det er dog tvivlsom t, om en afgrænsning a f om rådet for delegation bør ske efter m ulighederne for intensiteten af kontrolforanstaltninger
ne. K ravet om kontrol må snarere opfattes som m in i
m um skrav til den indsigt m ed beføjelsers udøvelse som den delegerende m å sikre sig. D er skal også erindres om det tidligere under 2.1.2 berørte synspunkt, hvorefter den delegerende, n år delegation har fundet sted, bør udvise varsom hed m ed at gribe ind i den underordnedes udøvel
se a f de delegerede beføjelser i konkrete tilfælde. I m odsat fald kan der opstå uklarhed om , hvem der har det reelle ansvar for afgørelsen17.
4.3. Krav om kundgørelse a f delegationsbeslutnin- ger?
D er er i teorien peget på, at udtrykkelige delegationer bør bekendtgøres enten ved offentlig bekendtgørelse eller i det m indste for den personkreds, som spørgsm ålet særligt vedrører18. Det erkendes im idlertid, at dette i m ange til
fælde ikke sker i praksis, og at m anglende bekendtgørelse næ ppe efter gældende ret kan m edføre, at delegationen bliver ulovlig19.
For så vidt angår intern delegation i kom m unestyret hører det vist nok til sjæ ldenhederne, at delegationen of
fentliggøres. D ette gælder også m ere om fattende delega
tioner som f.eks. kom petencefordelingsplaner.
Indenrigsm inisteriet fik i 1982 forelagt det spørgsm ål, om nogle principielle retningslinier for inddrivelse a f re
stancer for kloakbidrag var om fattet a f det d o k u m en ta
tionskrav, der er fastsat i lov om offentlighed i forvaltnin
gen. Indenrigsm inisteriet udtalte, at økonom iudvalgets beslutning om de principielle retningslinier for
inddrivel-57
se a f de om talte restancer var en intern forskrift for kom m unens adm inistration, som kom m unalbestyrelsen ikke efter offentlighedslovens regler var forpligtet til at kunne dokum entere20. U dtalelsen synes at indebære, at der efter indenrigsm inisteriets opfattelse end ikke kan stilles krav om , at udtrykkelige delegationsbeslutninger nedfældes skriftligt. For så vidt angår kom m unalbestyrelsens og u d valgenes delegationsbeslutninger følger det im idlertid af styrelseslovgivningens regler, at disse skal indføres i kom m unalbestyrelsens eller udvalgets beslutningsprotokol og sådanne protokoltilførsler er undergivet offentlighedslo
vens regler om aktindsigt21.
D er skal sluttelig peges på, at efter dansk ret kan der ikke fra underskriften på en afgørelse sluttes noget om, hvem der reelt har truffet afgørelsen og derm ed er ansvar
lig for d enne22. U nderskrifter kan altså ikke opfattes som udtryk for delegation.