Jeg venter tvillinger, og ved ikke hvordan jeg har det med det. Er det ok?

D. 16/6-11 (Line F. Jespersen)

Det indledende indlæg i denne tråd stammer fra en gravid kvinde, som er blevet planlagt gravid, hvor det til nakkefoldsscanningen viser sig, at hun venter monochoriske gemelli. Hun er fortvivlet og i chok over situationen i forhold til børnenes helbred, økonomien, de rent praktiske foranstaltninger mv. Hendes dilemma er, at hun har dårlig samvittighed og skammer sig over sine negative tanker, når hun, ifølge sig selv, i stedet burde gå og glæde sig.

“Og jeg føler at jeg burde skamme mig over alle mine tanker. Hvorfor kan jeg ikke bare glæde

22 mig?” Afslutningsvis skriver hun: “Jeg håber virkelig at der er nogen der kan dele lidt ud af egne erfaringer, bare har en kommentar, et forslag eller hvad ved jeg...”

Ifølge Bruner er historier en stor del af vores liv, og det ligger naturligt til mennesket at fortælle historier og lytte til dem, uanset om de er sande, virkelige, opdigtede eller anklagende (Bruner 2004: 8-9). Historier deles mellem mennesker gennem kommunikation, og deres tendens og troværdighed afhænger af de omstændigheder, der knytter sig til selve fortællingen af dem (Ibid.: 33). Denne kvinde kan ikke vide, om de tilbagemeldinger hun får, kommer til at være virkelige eller opdigtede, men med en socialkonstruktivistisk baggrund vil dette heller ikke have noget betydning, da menneskers erkendelse ikke tager stilling til, hvorvidt en viden er sand eller falsk, men i stedet hvordan den er opnået. For hende har det umiddelbart en grundlæggende betydning, at den viden hun forventer at få stammer fra andre, der har stået i en lignende situation, og at den er opnået i fællesskab med dem.

Udover at historier beskriver et udsagn om noget, forklarer Bruner ligeledes, at der som oftest er et specifikt formål bag, nemlig talerens hensigt ved at fortælle historien til bestemte tilhørere i bestemte rammer (Ibid.: 33). Her ligger kvinden ikke skjul på sin agenda. Hun søger en bekræftelse af, at det er okay at føle, som hun gør. Som ovenstående viser, stiller hun spørgsmålstegn ved sig selv og sin kommende moderidentitet og har af den grund brug for andres opbakning og anerkendelse. En stor del af de kvinder, der svarer på tråden, bekræfter hende således også i, at de kan sætte sig ind i hendes ambivalente følelser, og at hendes tanker ikke er forkerte men derimod helt normale: ”Kan sagten forstå dine tanker og følelser, og der er ikke nogle af dem der er forkerte.” “Og ja det er HELT normalt at have 1000 tanker når man får så stort et chok.”

Med afsæt i socialkonstruktivismen vil de forandringer kvinder gennemgår i løbet af graviditeten samt det nye moderskab i høj grad være socialt og kulturelt konstrueret. Der findes allerede givne normer og rammer for, hvordan man skal agere som gravid og fremstå i rollen som kommende mor. Disse krav og begrænsninger, der er pålagt den enkelte kvinde, er således også socialt og kulturelt bestemte. Den sociale konstruktion af graviditeten og det nye moderskab kommer til udtryk i denne kvindes behov for at drøfte sin nye livssituation med andre. Det er herigennem, de i fællesskab konstruerer, hvad det at være gemelligravid indebærer og hvordan man skal opføre sig i denne rolle. Dette kan dog ændres, hvis

23 mennesker i fællesskab bliver enige om en ny sandhed (Thisted 2010: 65-66). Hun efterspørger andres mening og “godkendelse”, af de tanker og følelser hun har, fordi hun er i tvivl om, hvorvidt hun passer ind i rollen, som allerede på forhånd er defineret. Dette ses her:

“Kan jeg overhovedet finde ud af det, kan vores forhold klare det, hvad med vores økonomi?!” At de givne regler for, hvordan man skal opføre sig som gravid, er socialt bestemte tydeliggøres I citatet. Hun giver udtryk for at føle, at hun træder uden for de almene normer og rammer, da hendes følelser ikke afspejler, hvad hun forestiller sig som værende normalt hos andre gemelligravide. Denne følelse beskriver hun her: “Er der okay at jeg har det sådan som jeg jeg har det og er det normalt?” Hun søger derfor at be –eller afkræfte denne antagelse i det sociale netværk, da de her i fællesskab konstruerer virkeligheden om, hvad der er rigtigt og forkert.

Sagt på en anden måde ønsker hun at vide, at andre accepterer hendes tanker og følelser.

Ifølge Simonsen skal mennesker i fællesskab blive enige om virkeligheden, for at den bliver virkelig (Simonsen 2007: 117). Vi forestiller os derfor, at de kvinderne, som har kommenteret på indlægget, ser denne reaktion for værende acceptabel, da de i fællesskab skaber en social konsensus herom. Ved at de andre bakker op om kvindens tanker og følelser, kan det for hende betyde, at hun ligeledes vil anerkende disse som værende normale.

De forventninger hun havde til den planlagte graviditet, smuldrer pludselig ved nyheden om, at hun venter gemelli. Som Bruner forklarer, giver fortællingen os en nem og fleksibel måde at håndtere den usikkerhed, der ofte følger med vores planer og forventninger livet igennem.

Det er helt naturligt for mennesket at udtænke planer for at nå et bestemt mål samt have forventninger til livet, men når disse går skævt eller fejler, opstår netop drivkraften i en fortælling (Bruner 2004: 36-37). Sagt på en anden måde består fortælling i alle dens former af en dialektik mellem det, der kunne forventes, og det der fandt sted samt hvilke bestræbelser, der er gjort for at håndtere bruddet eller forlige sig med det og dets konsekvenser (Ibid.: 22-24). Det er den narrative fortælling, der giver os styrken til at få tingene til at give mening, når planerne ikke lykkedes. Ifølge Bruner prøver vi ved hjælp af fortælling at ”selvskabe” os på ny, når vi udsættes for uforudsigeligheder og brud med det forventede (Ibid.: 13). I denne her sammenhæng er den narrative fortælling først styrkende og meningsdannende, når andre kommenterer på det skrevne. Dette er grundlæggende i den socialkonstruktivistiske tankegang, hvor man ikke alene kan skabe en mening. En persons ytringer betyder først noget, når en anden svarer, for derved at bidrage med en handling (Gergen & Gergen 2009:

24 23). Det er således andres tilbagemeldinger eller egne fødselshistorier, der bidrager til, at denne kvinde først og fremmest kan forlige sig med situationen, så gemelligraviditeten giver mening for derefter at kunne lave en ny fortælling eller ”skabe sig selv på ny”.

Bruner forklarer, at mennesker har en tendens til at vende sig til andre, som har gennemlevet en lignende forandring i de situationer, hvor omstændighederne kræver en forandring af selvet. Derefter vil det være muligt at blive åben over for nye tendenser eller måder at opfatte sig selv på (Ibid.: 76-77+99). Måden hvorpå dette sker er ved, at flere af kvinderne har stået i samme situation og har haft det på samme måde. ”Sikken et flashback jeg fik da jeg læste dit indlæg...” Hun kan således bedre relatere sig til deres svar, fordi hun ved, at de har været det samme igennem. Det virker derfor også mere troværdigt, når de beskriver, hvordan det hele nok skal løse sig, selvom det på nuværende tidspunkt ser umuligt ud. “Økonomisk har det været lidt stramt, men så bliver man kreativ og får vendt sit fokus til mere værdifulde ting i livet.

Og har aldrig været så fornuftig mht økonomi som jeg er nu.” Ved at opmuntre, flytte fokus fra det dårlige til det gode og bevise, at det for dem er lykkedes, kan de få kvinden til at tro på, at det også kan blive sådan for hendes kommende familie.

Et andet eksempel på at de hjælper hende til først og fremmest at håndtere bruddet med det ønskede for, derefter at se nye muligheder og forlige sig med den nye situation er dette. “Og så kan det godt være det ikke helt kommer til at gå som planen, men tro mig det du får er 1000 gange bedre.” Og “At have tvillinger kan være hårdt, men du får SÅ mange glæder, og det er mere positivt end man forestiller sig.” De er således med til at danne en ny fortælling, hvor begivenheden og dets konsekvenser vendes til noget positivt. Derudover giver de hende mulighed for at glæde sig på en ny måde, da kvinderne i gruppen i fællesskab konstruerer en virkelighed om, at livet som gemellimor er en positiv oplevelse.

I den narrative terapi beskriver White, at man gør brug af et begrebet dekonstruktion, hvor individers sandheder omfortolkes, og den erfaring eller begivenhed som for personen har været problemfyldt dekonstrueres. Via gen-fortælling revideres fortællingen af den problemfyldte situation (White 2006: 37). Et eksempel på dette ses i ovenstående citat. De andre kvinder hjælper hende med at omtolke hendes nuværende sandhed, således at hendes problematik angående børnenes helbred mv. dekonstrueres. På den måde sker der en genfortælling, hvor fortællingen af den problemfyldte situation eller begivenhed revideres

25 således, at den nu udfoldes som en mindre problemfyldt udgave, hvor andre værdier og udsigter præsenteres. Det giver håb, og hun får mulighed for at se en ny version af sin fremtid.

Selvom det nye moderskab for de fleste betyder et tab af den hidtidige sociale position, således at de er nødsaget til at redefinere sig selv og skabe sig nogle nye roller, giver denne kvinde udtryk for, at ændringen vil være sværere at forholde sig til end først antaget. Dette udtrykker hun bl.a. her: ”Jeg bliver nok ikke færdig med uddannelsen, vi bor i en to værelses på 3. sal, vi har en lille bil, jeg er studerende og min kæretse har lige fået job.... Der er bare så mange ting, som ikke hænger sammen med at vi får to på en gang.” Denne positions- eller statusændring kan forklares ved, at Bruner mener, vi uafbrudt konstruerer og rekonstruerer vores selv for at opfylde de behov, der er i de situationer, vi befinder os i (Bruner 2004: 76-77 + 99). De kommende mødre konstruerer således deres kommende moderidentiteter og rekonstruerer deres selv for at høre til i den nye sociale position.

Den 8/8-11 svarer kvinden tilbage til alle, der har skrevet til hende. Hun beskriver, hvordan alle svarene har hjulpet hende, og hvor rart det har været at læse dem. “Men vi har efterhånden vendet os til tanken og er begyndt at” glæde os til de to små.” Ifølge Bandura er en af måderne hvorpå, mennesker kan opbygge sin self-efficacy, ved at høre om andre folk som har overvundet forhindringer. Han forklarer yderligere, at man skal føle sig sammenlignelig med beretteren for at blive påvirket af andres beretninger om oplevelser af succes eller manglen på samme. Dette øger troen på, at det samme er muligt for en selv. Udfra ovenstående citat tyder det på, at kvinden netop er begyndt at tro mere på, at situationen som gemelligravid kan blive en god og positiv oplevelse.

4.3 Fødsler skal igangsættes tidligere