Lea: Aller først er vi lidt nysgerrige på din uddannelsesmæssige baggrund?
Annemette: Jeg har en gammel uddannelse som teknisk assistent fra byggelinjen og så gik jeg over og arbejdede på et plejehjem, så blev jeg gammelsygehjælper og så blev jeg… Nej så kom jeg til udlandet en tur sammen med min mand på det tidspunkt, hvor vi boede i Texas og da jeg kom hjem tog jeg uddannelsen som social- og sundhedsassistent og lige så snart jeg var færdig med det i 1996, så blev jeg leder i Ålborg, distrikt øst. Og var der i 6 år. Så kom jeg til Nibe og var der i en 4-5 år og så flyttede jeg herover. Fandt Fritz og flyttede herover og der var jeg så fra 2006-2011.
Lea: Hvornår stiftede du så bekendtskab med ledelsesbaseret coaching første gang?
Annemette: Vi har jo taget denne her uddannelse i Næstved. Alle mellemledere er sendt på den uddannelse på COK. Og det er jo så deres eget for alle i Næstved Kommune. Og der stiftede jeg bekendtskab med den, og har taget den, og fik 12.
Lea: Tillykke!
Annemette: Så det var jo dejligt!
Lea: Og hvornår var du på det kursus?
Annemette: Det var jeg… hmm… Det er jo flere måneder siden, eller sådan noget, at jeg afsluttede coaching. Altså mangler jeg simpelthen bare, at få alle 6 moduler samlet nu og få min afsluttende eksamen.
Lea: Okay.
Annemette: Men da jeg selv skal betale, så har jeg ikke gjort det færdigt endnu. Men vi kan jo gøre det færdigt inden for 6 år. Men jeg har betalt det sidste modul selv og det er netop det der coaching, som er tilvalg.
Lea: Så det vil sige, at det faktisk er dig selv, der har valgt, at det kunne du godt tænke dig?
Annemette: Ja.
Lea: Hvem besluttede, at kurset skulle startes? Var det på eget initiativ eller var det kommunen?
Annemette: Vi fik at vide, at vi skulle alle af sted, af vores chef på det tidspunkt, og jeg meldte mig så til at komme med som en af de første. Så det var en beslutning, at alle mellemlederne skulle på denne her uddannelse.
Lea: Nu skal jeg lige være sikker her. Er ledelsesbaseret coaching delen, så en fast del for alle eller var det et tilvalg?
Annemette: Det er et tilvalg.
Lea: Så det er ikke nødvendigvis alle, der har den del?
Annemette: Nej.
132 Lea: Hvorfor lige ledelsesbaseret coaching?
Annemette: Jamen, fordi jeg synes, jeg har interesse i måden at kommunikere på. Måden at.. jah altså, er der nogen værktøjer, ikke? Og det var faktisk grunden til, at jeg valgte kurset. Og jeg har også en mand, der læser til psykoterapeut og noget andet ved siden af sit arbejde, så det fik mig nok også til lige at ende der. Jeg har altid haft interesse i sådan noget med mennesker, at snakke med dem, og hvordan får man dem til mest arbejde, altså… hvordan får du dem til at tænke på, at det er dem selv, der har taget initiativ til de her ting. I dag er det jo meget styret oppe fra, hvad du skal og hvad du ikke skal. Og det tror jeg har stor indvirke på ens medarbejdere, om hvordan de arbejder, ikke. Så der kunne jeg nok få lidt input, ikke.
Lea: Ja, spændende. Hvordan er kurset sådan strikket sammen? Er det teori og praksis på det her kursus eller hvordan?
Annemette: Altså, det er begge dele. Du har teori og så kan du finde ud af at komme hjem og bruge det, og komme tilbage igen. Altså, der er små opgaver undervejs og vi har opgaver inden i klassen også. Det er meget sådan fordelt ligeligt, vil jeg sige og det var en rigtig god underviser, vi havde. Det må jeg sige, det var det. Rigtig god til at vejre situationen, sådan, hvornår er der brug for noget praksis og hvornår er der brug for teorien, ikke.
Lea: Hvis du sådan skal sætte fingeren på nogen konkrete redskaber, du har fået med fra kurset og som du rent faktisk kan bruge i dagligdagen. Er der så noget, som du synes, popper op?
Annemette: Altså, vi fik så mange forskellige metoder og teorier. Blandt andet, kan man sige, hvor du skriver noget op på en overhead, eller sådan lige som et stilads kalder man det. Jah, nu kan jeg ikke lige komme i tanke om alle dem der, men der er rigtig mange gode metoder i hvert fald. Hvor du gentager, hvad det er, de spørger du om, eller ja, gentager spørgsmålet, ikke. Øhh, hvad kan jeg ellers sige? Jeg kan ikke lige komme på noget lige nu.
Lea: Men det er så noget teori, som man kan slå op, hvis man skal bruge det?
Annemette: Ja.
Lea: Hvor lang tid har du så nået at praktisere det, før du stoppede i Næstved Kommune?
Annemette: Altså siden jeg færdiggjorde kurset og inde i mig selv kan jeg jo se, jamen hold da op, hvor har jeg brugt meget af det i forvejen, ikke også. Nu har jeg bare ligesom fået sat ord på, at det jeg har gået og gjort, det er egentlig noget af det. Du få bare ligesom en teori med.
Lea: Godt for så tager vi nemlig udgangspunkt i det, i den praksis brug. Hvornår begyndte du denne her lidt mere coachende tilgang overfor dine medarbejdere? Eller er det noget, der så egentlig altid har ligget til dig?
Annemette: Jamen det synes jeg og jeg synes, jeg er god til at få dem til at snakke, eller hvad skal man sige. God til at få dem til at føle sig hørt… Hmm og jeg har brugt de her remedier. Blandt andet planchen, med at skrive op hvor vi er kommet til og hvad er resultaterne. Hvad er det så, vi er enige om og hvad er det så, i vil. Ligesom få det lagt over til dem, så det ikke er mig, der bestemmer de ting her. Og vores teammøder, vi holdte jo også teammøder en gang om ugen, hvor at vi på en eller anden vis brugte noget af det, som vi har lært i uddannelsen, ikke også. Jeg synes, det er meget min
133 måde at arbejde på, det der og det måske også derfor det faldt mig lidt… jah jeg havde ikke vidst, at det gik så godt, som det gjorde, men ubevidst så har det jo bare en eller anden virkning.
Lea: Godt. Bare lige for at få lidt tal på, hvor mange medarbejdere har du cirka haft?
Annemette: Jeg har haft en 35 stykker nok.
Lea: En 35, okay. Hvis vi så ser på brugen, har det så været en direkte coaching session, du har haft med dine medarbejdere, kan jeg så forstå eller hvordan?
Annemette: Jeg synes, at jeg har benyttet mig af det.
Lea: Og i hvor stort omfang har det så været, eksempelvis pr. medarbejder?
Annemette: I det daglige har jeg gruppevis gjort det, i det små. Og hvis jeg har haft en inde alene, så har det været en gang i mellem.
Lea: Er det så noget i har booket på forhånd? Og hvordan med varigheden?
Annemette: Det er en føling med, hvad har der lige været behov for og hvor har der været tid henne.
Det er noget man nogen gange skal tage i nuet, ikke også. Så det har ikke været en bestillingsvare sådan egentlig vel. Det er noget, vi har taget sådan lige, når det har faldet for, kan man sige.
Lea: De har samtaler, i så har haft alt efter, hvordan det har udmundet sig, er det noget, der er blevet fulgt op på?
Annemette: Jamen man kan sige, for eksempel, kan man bruge dem til noget sygdom eller sygsamtaler. Og dem følger vi jo op på og ligesom spørger ind til vedkommende, hvad de selv mener, der skal til, for at det kommer til at gå bedre, eller for at de føler sig bedre tilpas eller, altså, du får medarbejderen til selv at få øje på, hvad er det egentlig, at der skal til, ikke også. Og der vil jeg sige, de der sygesamtaler, der kan man godt bruge det. Vi skal jo kalde dem ind på nogle bestemte tidsintervaller, ikke også.
Lea: Ja, godt. Hvis vi så skal sætte konkrete ord på de redskaber, du så har brugt. Du har selv været lidt inde på det og det jeg tænker er det med at lytte til medarbejderne og lade dem finde deres egne løsninger. Hvad kunne eller være af redskaber, som du har brugt i praksis?
Annemette: Jamen der kunne jeg jo bruge planchen der, med at finde frem til, hvad er de forskellige forhindringer, ikke. Eller løsninger. Det er jo meget med at køre i løsninger, altså hvad kan lade sig gøre, frem for det, der ikke kan lade sig gøre og så kan man jo finde frem til at det, der kan lade sig gøre og det øjeblik, de får øje på alle de der ting, så er de jo allerede et skridt videre. Så løsningsmuligheder, ikke. AI modellen, kunne man sige også.
Lea: Er det så konkret, at du tænker over, hvordan du spørger, og hvad du spørger om, eller er det mere overordnet teori og så falder det egentlig naturligt inden for det?
Annemette: Altså, før der gjorde jeg det bare og efter uddannelsen, der er man ligesom blevet lidt mere bevidst om, hvad man spørger om og hvordan man spørger.
Lea: De her samtaler, nu ved jeg godt, at det bliver det lidt generaliserende, men har det typisk været med medarbejderen eller organisationen i fokus?
134 Annemette: Øh, det har jo i første omgang været medarbejderen, men ja, øverst organisationen selvfølgelig. Det er jo den, vi arbejder for. Men altså hvis det har været med medarbejderen at gøre, så kan man sige, så hører det til et andet sted, ved en rigtig psykologi for eksempel, og hvis det er noget, de skal have hjælp til inden for arbejdet, jamen så er det jo den ledelsesbaserede coaching, som hører hjemme i organisationen. Og der kan der godt have været nogen, der har haft behov for at finde ud af, for eksempel hvordan skal vi passe den har mand eller hvordan skal vi arbejde sammen, altså der er jo rigtig mange ting, der dukker op, når man kommer til at tænke tilbage på det, ikke også. Hvordan skal man tackle de der pårørende, som de altid har set som et kæmpe stort problem og så få det lavet om til ressourcer i stedet for. At de ser dem som ressourcer, bare den måde at de tager imod dem på. Altså, positivt og med glæde, i stedet for at tænke ”altså, nu kommer de igen. Ih de er altså også et helvede.” (Griner) Så brokker de sig igen. Altså, så se dem på en anden måde, ikke. De kan også være en hjælp og så få dem ændret til også at se det på den måde.
Lea: Hvem sætter de grænser for, om man skal til psykolog i stedet for, som de selv er inde på?
Annemette: Jamen altså, vi har jo fået noget værktøjer til at være meget opmærksomme på, at du ikke hopper med på ”ih altså hvor er det her synd” og at man næsten kan græde over, det de fortæller og sådan noget. At det ikke er det vi skal. Så må vi guide dem tilbage til det, de skal have hjælp til, og komme videre. Det er ikke selve personen, vi skal hjælpe på den måde, ikke. Det hører til et andet sted. Så det vi skal hjælpe dem med, det er at finde ud af, hvad er det, du gerne vil videre med her i teamet, eller organisationen, eller hvor de nu er.
Lea: Så det vil sige, sådan som man så kommer rundt om det, altså det jeg hører, er sådan at man guider videre. Altså, man guider folk den rigtige vej frem for at man siger fra og siger ”det skal vi ikke”?
Annemette: Ja. Få dem til at se, hvad er det, de er på vej til og vil finde ud af. Altså hjælper dem selv til at finde ud af det, som de gerne vil.
Lea: Godt. Hvem sætter agendaen for samtalen?
Annemette: Øhhhh.
Lea: Jah, meget generelt igen, men det kan være, at…?
Annemette: Altså, coachen er jo den, der sørger for at blive på den rigtige bane. Og ellers er det jo medarbejderen, der finder løsningen og du er der bare for at lede. Du er ligesom en ledestjerne kan man sige.
Lea: Så det kan både være lederen, der tænker ”nu har vi brug for en samtale” eller det kan også være medarbejderen, der siger ”jeg har brug for at blive coachet på det her”?
Annemette: Ja, men jeg synes da også godt, at man kan bruge det på den anden måde og invitere ind til en omgang coaching. Det kunne det godt bruges til, det kunne være meget spændende, men det tror jeg ikke, vi har gjort på den måde der. Og dog, det har måske alligevel været på den måde, når jeg har kommet og spurgt, om vi ikke skulle have en snak. Det kan også have været nogen, der har været uenige, der har været oppe og toppes, jamen så tager vi det med det samme, ”skal vi ikke lige smutte ovenpå og snakke alle 3?” og den kan man godt tage på den måde også, så de ligesom finder løsningen. At der ikke er en, der hænges ud som den der dumme, der altid finder ting, vi kommer op
135 og skændes om. Eller finder ud af hvad er det, der sker i den relation, de er i. Det er ikke bare dig, det er selve den elastik, der holder os sammen, ikke også.
Lea: Det er jo et spændende tilfælde, fordi du tænker, at du allerede har brugt det, inden du var på kursus. Hvis vi nu tænker den tanke, at du skulle ud igen i en lederrolle, vil du så sige, at kurset har klædt dig på til egentlig professionelt at bruge det?
Annemette: Vi kunne sagtens bruge noget mere. Øve os meget mere, men jeg synes, vi har fået rigtig meget med fra kurset af. Det synes jeg. Og det er jo altså en øve sag. Des mere vi bruger det, des mere sidder det fast. Det er jo ligesom hvis vi bruger et eller andet vagtplansystem. Hvis man kun bruger det 2 gange om året, så kan man jo slet ikke huske det, vel. Det er jo egentlig med at hoppe ud i det og så bare bruge det. Jeg tænker da virkelig også over det tit. Altså jeg drømte om det om natten også i den tid, hvor jeg læste. Virkelig! Altså, det var jo spændende. Nogen gange så kunne jeg fable om det mens jeg lå og sov også (alle griner).
Lea: (Griner) Fedt! Hvad med udfordringer i forhold til brugen. Oplever du nogen, eller ser nogen potentielle udfordringer?
Annemette: Øh, jamen udfordringer. Der er jo masser af udfordringer hver eneste dag, ikke. Og jeg tror også man bliver mere bevidst om at få det brugt mere, nu hvor man kender til det. ”Nåh det var lige sådan vi gjorde der, eller det er lige sådan vi gjorde der”. Så det tror jeg, at jeg vil tænke på mange gange, når der melder sig en mulighed.
Lea: Så udfordringer det kan konkrete situationer, hvor man så hiver erfaring ind?
Annemette: Ja. Og jeg kunne godt tænke mig og snakke noget mere om det. Altså fortælle folk mere om det, altså ”det er jo sådan, at i kan vælge at komme ind og ligesom blive hjulpet på vej, hvis ikke i kan finde ud af et eller andet” ikke. Altså, hvis de har lyst. Så det bliver mere sådan hverdagsagtigt, det synes jeg er rigtig spændende.
Lea: Sparer du med nogen andre om ledelsesbaseret coaching?
Annemette: Altså, jeg har en gammel kollega og vi har arbejdet rigtig meget sammen her under selve uddannelsen, så det gør jeg og der er jo flere fra kurset, som jeg kender og vi har også været sammen undervejs, da vi lavede opgave. Dem kan jeg godt spare med.
Lea: Er det nogen ud forestiller dig, du vil blive ved med at holde fast i og spare med?
Annemette: Ja, det kunne jeg godt tænke mig og vi har jo kontakt. Så hvis vi får et problem eller en udfordring, vi skal igennem, jamen så kunne jeg godt finde på at ringe til dem og sige ”hvad gør vi lige her, eller hvad kunne være godt at bruge. Hvad ville i have gjort?” Sådan lidt netværk, ikke.
Lea: Godt. Har det været noget endnu, som har været typisk sparingsemne?
Annemette: Altså, nogen kommer jo fra andre områder end mig, som er fra ældreområdet. Så er der nogen, der er fra børneområdet og så er der nogen fra, øh noget med unge, handicappet mener jeg, og så kan der være en der sidder oppe på et eller andet økonomikontor, så vi ser det fra mange forskellige vinkler og lærer også meget fra det, så det ikke bare er det samme og vi bliver blinde, fordi man alt for godt kan forstå hinanden og systemet, ikke. Det er fint at man kan dele det på den måde.
136 Lea: Jeg er lidt nysgerrig i forhold til selve forberedelsen. Det virker som om, det kommer helt naturligt, men forbereder du dig på nogen måde til en coachingsamtale med en medarbejder?
Annemette: Altså, jeg går jo hele tiden og tænker over, hvordan vi skal gribe det an. Jo det kan jeg godt gå og tænke over i et stykke tid. Både med spørgemål og ”hvad kan vi bruge her,” hvilke teknikker eller… ja.
Lea: Vil det være forskelligt alt afhængig af medarbejder? Nu blev vi enige om, at du har haft 35 og det er alligevel mange forskellige typer sandsynligvis. Hvad tænker du omkring det at coache forskellige medarbejdere?
Annemette: Ja, det vil også være forskelligt der. Det er jeg helt overbevidst om. Du kan ikke bruge det samme, alle er jo unikke personligheder, ikke. Du reagerer forskelligt, så det er helt sikkert, du kan ikke bare bruge det samme.
Lea: Hvad vil det så kræve af viden omkring medarbejderen. Er det noget man kan forberede eller finder man ud af det i situationen?
Annemette: Altså faktisk behøver man ikke at vide noget om en medarbejder for at coache en medarbejder. Personen kommer ind og fortæller det, som vedkommende har lyst til at fortælle og den der session, den skal jo egentlig heller ikke være på ret lang tid. Det er jo ikke mere end 10-15 minutter. Og det er jo begrænset, hvor meget du kan få at vide. Hvis du skal til at have levet livet at vide først, så er tiden jo brugt. Men det du starter med, det er at ligesom at høre vedkommende
”hvad er det, du gerne vil have hjælp til?” Og når de så ligesom har uddybet det, jamen så er det jo at man skal finde ind til, at der måske er flere ting i det og at man så bliver enige om, ”er det i orden, at vi tage det her denne gang?” Så kan vi måske tage en anden ting en anden gang. Så bliver det lettere for vedkommende og det er jo dem, der bestemmer det, det er jo ikke mig.
Lea: Oplever du så, at der er nogen, der er lettere at coache end andre?
Annemette: Ja, det vil der altid være. Nogen er jo meget naturlige og fortæller. Ja, dem man jo næsten ikke stoppe igen og andre, det er jo bare ”ja” eller ”nej”. Og det er jo også derfor man ligesom skal forberede alle de der spørgsmål. Hvordan får vi vedkommende til at fortælle lidt mere om, hvor det er, de gerne vil hen.
Lea: Er det sådan noget, du tænker over på forhånd? Altså i forhold til om det er en fortællende type medarbejder eller en mindre fortællende?
Annemette: Ja, og så finder ud af, hvilken metode der er bedst og nogen gange springer man også rundt i de forskellige metoder og det er ikke så vigtigt. Det vigtigste er, at man kommer lidt rundt om det hele og så får afrundet det på en god måde.
Lea: Og hvordan vil man typisk afrunde på en god måde?
Annemette: Man kan sige, ”det var her vi nåede til i dag” og måske er man ikke nået til noget resultat, men så kan man sige ”har du lyst til, at vi arbejder videre en anden dag?” Og det har vedkommende en dag, så aftaler vi en dag, hvor vi så fortsætter.
Lea: Okay. Det her med forskellige medarbejdere. Har du oplevet på noget tidspunkt, at en medarbejder ikke har haft lyst til at blive coachet? Måske endda har vist modstand.