Indledning. Fuldmagt og kommission

Som nævnt er det et almindeligt princip, at aftaler kun har virkning for de umiddelbart implicerede parter. Reglerne i Aftl. kap. I om afslutning af aftaler er udformet således, at de parter, der

forhand-7) Dansk Forsikringsret II p. 171.

8) Se herom Forsikringsret I p. 117 om § 5 7 ; Forsikringsret II kap 7 om livsforsikring.

ler med hinanden, selv personligt skal blive bundet af den indgåede aftale. Den omstændighed, at der ved en aftale stiftes ret og pligt for tredjemænd, ses som en undtagelse fra dette almindelige princip og kræver derfor en særlig begunstigelse. I nyere tid, hvor væksten i omsætningen og i den økonomiske udvikling har øget behovet for tredjemands virkninger, da det for de fleste mennesker er praktisk vanskeligt eller umuligt personligt selv at foretage de nødvendige retshandler, er dette behov også blevet imødekommet og har fundet udtryk i den teoretiske konstruktion: repræsentation.

1. Repræsentation. Ved repræsentation – umiddelbar repræsenta­

tion – forstås det forhold, at en person (stedfortræderen, mellem­

manden) afgiver eller modtager viljeserklæringer i en andens (hoved­

mandens) navn, således at erklæringens retsvirkninger umiddelbart rammer hovedmanden, jfr. herved Aftl. § 10, stk. 2, hvorom nfr.

p. 107.

Ved middelbar repræsentation forstås det forhold, at en person af­

slutter aftaler for en andens regning, men i eget navn, således at han selv bindes ved aftalen, jfr. herved Kmsl. § 4 om kommissionærer.

Kommissionæren indgår altså selv aftalen med tredjemand, jfr. her­

ved Kmsl. § 56, og kommittenten bliver aldrig personlig forpligtet over for tredjemand. Kommissionsforholdet mellem kommissionæren og kommittenten bevirker, at rettigheder og pligter falder på kom­

mittenten, jfr. herved Kmsl. § 53 om ejendomsretten til gods indkøbt af kommissionæren. Om retten til den købesum, der indbetales til kommissionæren, se Kmsl. § 60, der dog kun fastslår, at hvor købe­

summen indbetales til kommissionærens konkursbo, skal boet af­

give det modtagne til kommittenten, men også iøvrigt må indbetalte beløb til kommissionæren tilhøre kommittenten, såfremt det mellem kommittenten og kommissionæren er aftalt, at indkomne pengebeløb skal holdes adskilt fra kommissionærens øvrige formue, og denne aftale er blevet efterlevet.

Spørgsmålet, om de fordringsrettigheder, som erhverves ved kom­

missionærens udførelse af hvervet, tilhører kommittenten eller kom­

missionæren, er ikke afgjort ved Kmsl. Efter Kmsl. § 61 er kommis­

sionærens kreditorer i almindelighed afskåret fra at gøre udlæg i fordringen. Iøvrigt er udgangspunktet efter Kmsl., at det er kom­

missionæren, der har retten til at gøre fordringen gældende mod 93

skyldneren, jfr. § 60, men kommittenten kan under de i §§ 57-58 angivne betingelser tiltage sig denne ret.9)

2. Bud. Forskelligt fra repræsentation er det tilfælde, hvor en af­

tale indgås ved en person, der handler som bud, hvorved forstås den person der overbringer en andens (budsenderens) viljeserklæring.

Budet fungerer altså som blot befordringsmiddel for budsenderen, idet det er budets opgave at overbringe erklæringen uden ændringer eller tillæg. I modsætning til fuldmægtigen, der selv kan træffe be­

stemmelse om afgivelse af viljeserklæringer, tilkommer der ikke bu­

det nogen bestemmelsesret med hensyn til afgivelse eller accept af viljeserklæringer, budet skal blot afgive en erklæring af et ganske bestemt indhold. Aftalers indgåelse ved bud betragtes som indgået af parterne selv, og aftaleafslutningen er den samme som ved aftaler, der sluttes ved brev. Ved accept af et tilbud, der er fremført af et bud, bliver aftalen først indgået, når budet indberetter medkontra- hentens accept til budsenderen inden acceptfristens udløb.

Reglen i Aftl. § 32, stk. 2, kan medføre en ugunstig stilling for den, der modtager en viljeserklæring, der er blevet forvansket ved urigtig gengivelse fra budets side. Det er derfor af stor betydning, om budet kan ifalde erstatningsansvar, da budsenderen hverken er bundet ved den forvanskede erklæring eller er erstatningsansvarlig over for adressaten. Aftl. indeholder ingen regler herom, og § 25 er uanvendelig, da denne bestemmelse kun omhandler fuldmægtigen.

Såfremt modtageren af erklæringen vil rejse et erstatningskrav mod budet, kan spørgsmålet om budets erstatningsansvar afhænge af, hvem der er budets hvervgiver eller budsender. Er budsenderen tilbudsgiver, og budet har forvansket tilbudet således, at medkontra- henten derved lider tab, vil budet over for ham ifalde erstatningsan­

svar efter de almindelige erstatningsregler, således at budet er an­

svarlig, hvis han har handlet forsætligt eller uagtsomt. Hvis budet kun har handlet uagtsomt, kan det dog tænkes, at arbejdets mere ukvalificerede karakter kan medføre, at hans erstatningsansvar kan begrænses ud fra en adækvansbetragtning. Såfremt budet derimod afgiver en urigtig accept til sin budsender, således at denne derved

9) lllu m , Tingsret p. 167 f, Stig Jø rg en sen U 1 9 5 6B .197 ff – og se U 1970.723.

lider tab, vil budets ansvar bero på kontraktsforholdet mellem ham og hvervgiveren.

Afgiveren af erklæringen, der ikke er bundet af den forvanskede erklæring, jfr. § 32, stk. 2, kan også tænkes at ville rejse erstatnings­

krav mod budet, idet budets forvanskning – eller undladelse af viderebringelse – af erklæringen kan påføre ham tab. Om afgiveren kan rejse noget krav mod budet, må afgøres efter de ovenanførte synspunkter.10)

3. Agenter. Af andre former for mellemmænd kan nævnes de i Kmsl. kap. 3 og 4 nævnte agenter og handelsrejsende og de i § 93 nævnte pladsagenter, samt forsikringsagenter,11) hvor mellemman­

den ikke har fuldmagt til at afslutte kontrakter, men kun skal virke for optagelse af ordrer, jfr. herved Kmsl. § 77, jfr. § 65. Agenten kan ikke forpligte agenturgiveren til at acceptere specielle vilkår og kan heller ikke med frigørende virkning modtage betaling, jfr. her­

ved Kmsl. § 83, sml. Kmsl. § 62 for så vidt angår betaling til kom­

missionæren. Hvis agenten uberettiget har modtaget betaling, skal agenturgiveren reklamere, såfremt han ikke vil godkende betalingen, jfr. § 83, stk. 2. Ligeledes skal agenturgiveren reklamere, hvis han ikke vil antage en indgået ordre, idet han ellers bliver forpligtet af ordrens indhold, jfr. § 78, og om optagne ordrer § 79. Er agenten derimod udstyret med en slutseddelblanket, der indeholder agentur- giverens navn og indrettet som bevismiddel for salg, er agenten be­

fuldmægtiget til at foretage bindende salg. jfr. § 88, stk. 2. I praksis volder denne bestemmelse en vis usikkerhed, dels på grund af de anvendte dokumenters indhold,12) dels på grund af en forskel i rets­

virkningerne af agentens misbrug af sin stilling. Mens der ikke hersker nogen tvivl om, at agenturgiveren identificeres med agentens svig m. v., således at agentens medkontrahent ikke er bundet ved aftalen,13) er det et herfra forskelligt spørgsmål, om medkontrahen­

ten kan fastholde aftalen med det af agenten svigagtigt lovede ind­

10) Se U 1964.803 (H ), jfr. U 1965B .145 og se A g e ll i Festskrift til N ial p.

1 -2 9 .

11) Jfr. herom Dansk Forsikringsret I p. 2 5 ; P. L y n gsø : N F T 1 1 9 7 0 .3 1 3 -2 4 . 12) Jfr. U 1918.328 om ordreseddel.

13) Se f. eks. U 1956.802 (H) om ejendom sm ægler og U 1 968.324 (bogagent havde givet falske oplysninger om favørpris til særligt udvalgte personer).

95

hold.14) Det er i denne relation utvivlsomt, at der er et stærkt behov for, at agenturgiveren bliver forpligtet ifølge agentens aftale.15)

4. Mæglere. Som en mellemmandstype, som vanskeligt kan ind­

passes under de foreliggende lovregler, kan nævnes mæglere, se lov nr. 69 af 15. 3. 1967 om skibsmæglere og varemæglere, lov 218 af 3. 6. 1966 om ejendomsmæglere, hvis opgave det er at føre parterne sammen, idet mægleren fungerer som et kontaktorgan. Under af­

slutningen af en enkelt aftale kan en mægler efter omstændighederne fungere enten som bud, idet han overbringer parternes erklæringer, eller som fuldmægtig, idet han er bemyndiget til at afslutte aftaler.

Mægleren kan også optræde som kommissionær, om end dette dog ikke vil være sædvanligt. Denne mellemmandstypestilling er i hoved­

sagen af selvstændig karakter, da begge parter skal kunne nære tillid til ham ved aftaleslutningen. Ved bedømmelsen af mæglerens ansvar over for parterne må der tages hensyn til, i hvilken funktion han handler. Overskrider mægleren sin bemyndigelse over for hverv­

giveren, således at denne lider tab, ifalder mægleren ansvar, såfremt han har handlet forsætligt eller uagtsomt. Drejer det sig derimod om mæglerens ansvar over for medkontrahenten, burde mægleren her under alle omstændigheder være ansvarlig efter Aftl. § 25.

Spørgsmålet er imidlertid tvivlsomt, og det er antaget, at § 25 kun kan finde anvendelse, såfremt mægleren handler som fuldmægtig, og selv her er der rejst tvivl om berettigelsen af anvendelsen af § 25.

I det følgende behandles det frivillige umiddelbare repræsenta­

tionsforhold, der er karakteriseret ved, at mellemmandens evne til at handle med virkning for hovedmanden beror på dennes viljes- erklæring, der dog ikke behøver at være givet udtrykkelig, men også kan foreligge konkludent, f. eks. ved passivitet.

Uden for fremstillingen falder det såkaldte nødvendige

repræ-14) Jfr. herved U 1958.165 (H ), U 1968.340.

15) U ssing: A ftaler p. 328 f, 349, Dansk Forsikringsret I p. 46 f; svensk be­

tænkning om H em försäljning (SO U 7 0 :3 5 ) p. 14 f, V a h lén p. 40 og 167 ff.

– A t agenturgiveren i ordre- eller slutseddel indsætter en bestem melse om , at kun skriftlige aftaler er bindende, vil i hvert fald ikke få virkning i videre om fang end andre byrdefulde standardvilkår, se p. 46 ff og 188 ff;

selv i så fald kan det stå klart fo r agenten, at trediem and ikke h ar gen­

nemlæst teksten og dermed forbeholdet om skriftlighed, Ussing l.c . p.

349 m. note 26.

sentatiorisforhold, der foreligger ved værgens handlinger for den umyndige, se herom i Personretten;10) ægtefællers adgang til at for­

pligte hinanden ifølge ÆL II § 11, se herom Familieretten17) og reg­

lerne om negotiorum gestio.18) Reglerne om procesfuldmagt behand­

les i procesretten og er derfor ikke behandlet her,19) og ligeledes holdes af systematiske grunde reglerne om den repræsentationsmagt, der tilkommer juridiske organer,20) udenfor.