Historiske rid s

sentatiorisforhold, der foreligger ved værgens handlinger for den umyndige, se herom i Personretten;10) ægtefællers adgang til at for­

pligte hinanden ifølge ÆL II § 11, se herom Familieretten17) og reg­

lerne om negotiorum gestio.18) Reglerne om procesfuldmagt behand­

les i procesretten og er derfor ikke behandlet her,19) og ligeledes holdes af systematiske grunde reglerne om den repræsentationsmagt, der tilkommer juridiske organer,20) udenfor.

tredjemand udelukket. Parterne måtte ved indgåelse af aftaler enten optræde personligt eller anvende bud til overbringelse af erklærin­

gen, eller bruge slaver. Den romerske mandatskontrakt, der er en konsensualaftale om overtagelse af et hverv for en anden uden ve­

derlag herfor, hjemler principielt kun rettigheder og forpligtelser imellem mandanten og mandataren og har ingen virkning i forhold til tredjemand.

I løbet af middelalderen sker der en udvikling, som efterhånden fører til anerkendelsen af dels fordringers overdragelighed dels mu­

lighed af retsstiftelse gennem tredjemand. Den romerske lære blev længe fastholdt af glossatoreme og kommentatorerne, men den praktiske nødvendighed som følge af det stigende handelssamkvem og påvirkninger fra kanonisk ret, hvor munkeselskaberne behøver repræsentation til at handle for sig i verdslige anliggender, fører til anerkendelse af, at aftaler kan indgås ved notarer, ligesom rets- erhvervelse kan ske gennem prokuratorer, der handler i kraft af mandat givet af hvervgiveren.

Først i de naturretlige systemværker bliver der udarbejdet en løs­

ning af repræsentationsspørgsmålet. Det bliver således almindeligt anerkendt, at retserhvervelse og pligthæftelse kan finde sted gennem andre end børn og slaver, og at handlinger i henhold til et mandat kan stifte umiddelbare rettigheder og forpligtelser for hvervgiveren.

Grotius antager, at prokuratoren på grundlag af det ham givne man­

dat umiddelbart kunne erhverve rettigheder for mandanten. Gro­

tius sondrer også mellem to viljeserklæringer, hvoraf den ene er ret­

tet mod tilegnelse af det mandatet går ud på, mens den anden går ud på at forpligte mandataren til at følge nogle kun af ham kendte an­

visninger, og efter omstændighederne kan mandataren binde man­

danten, selv om mandataren handler imod de af ham alene kendte ordrer. Så længe fuldmagtsregleme er knyttet til en arbejdskontrakt, et mandat, er forbindelsen mellem ydelse og modydelse bevaret. – Oprindelig har forudsætningen for hvervgiverens hæftelse været, at der er givet en befaling = fuldmagt, og at grænserne for denne be­

faling ikke er blevet overskredet. Efterhånden udvikledes der en sondring mellem åben og lukket fuldmagt, således at fuldmægtigen ved åben fuldmagt har magt til at forpligte hvervgiveren ud over den interne befaling, den lukkede fuldmagt, i det omfang begrænsningen

ikke er kendelig for medkontrahenten. Især udviklingen inden for handlen og søfarten medførte et stigende behov for en sådan ord­

ning, hvorefter agenten eller kaptajnen havde magt til at forhandle på hvervgiverens vegne uden at røbe sine instruktioner.

Mandatskonstruktionen som et selvstændigt kontraktsforhold fort­

satte imidlertid i de almindelige fremstillinger med at danne grund­

laget for behandlingen af fuldmagtsvirkningerne i forhold til tredje­

mand indtil midten af det 19. århundrede, da reglerne om fuldmagt af Laband 1866 blev løsgjort fra den underliggende mandatskon- trakt, således at vægten lægges på de virkninger, fuldmagten har i forholdet til fuldmægtigens medkontrahent. Ifølge Laband må der sondres skarpt mellem det indre forhold, mandatet, der er en re­

lation mellem fuldmagtsgiveren og fuldmægtigen, og det ydre for­

hold, fuldmagten, der er en relation mellem fuldmagtsgiveren (fuld­

mægtigen) og medkontrahenten. Begrundelsen for sondringen er, at problemet ved fuldmagt er, hvad der kræves for, at fuldmagtsgiveren bliver bundet i forhold til fuldmægtigens medkontrahent, og at der kan foreligge et mandat uden nogen fuldmagt, og at fuldmagts- virkninger kan indtræde, uden at der foreligger noget mandat, hvad enten der overhovedet ikke foreligger noget mandatforhold, eller fuldmægtigen går ud over sit mandat. Ifølge Laband stiftes fuld­

magten ved en konsensualaftale, hvorved parterne gensidigt forplig­

ter sig til at behandle de af fuldmægtigen i fuldmagtsgiverens navn indgåede aftaler, som om disse var indgået af fuldmagtsgiveren selv.

Selve aftalen om fuldmagt blev indgået mellem fuldmagtsgiveren og fuldmægtigen, men havde kun virkning i forholdet til fuldmægtigens medkontrahent. Indskrænkninger i fuldmægtigens fuldmagt, der var ukendt for medkontrahenten, hørte derimod under mandatet og var uden betydning for selve fuldmagtsforholdet.

Senere tysk teori accepterer Labands sondring mellem mandat og fuldmagt, men Labands teori bliver modificeret af L en el, der i 1896 udviklede sin lære om den dobbelte viljeserklæring. Fuldmagten stiftes ifølge Lenel ikke, som af Laband angivet, ved en aftale mel­

lem fuldmagtsgiveren og fuldmægtigen, men ved en ensidig viljes­

erklæring fra fuldmagtsgiveren, og denne viljeserklærings adressat var ikke fuldmægtigen, men derimod tredjemand. Der foreligger således to viljeserklæringer, hvoraf den ene – bemyndigelsen – er rettet

7* 99

til fuldmægtigen, og den anden – fuldmagten – er rettet til tredje­

mand. Samtidig, men uafhængigt af Lenel, udarbejdede Stang en lig­

nende teori, der har påvirket Aftl. I motiverne hedder det således, at den, der vil have en retshandel udført ved fuldmægtig, ordentlig­

vis afgiver to erklæringer med forskellig adresse. Af disse erklærin­

ger er den ene rettet til fuldmægtigen og indeholder en bemyndigelse for denne til at handle for afgiveren af erklæringen; den anden er rettet til den eller dem, som fuldmægtigen skal indgå retshandel med, og indeholder et tilsagn til vedkommende om, at fuldmagtsgiveren vil være bunden ved de retshandler, fuldmægtigen foretager i hen­

hold til erklæringen med den eller de pågældende.

Senere har især Ussing kritiseret denne teori, idet det efter Us- sings opfattelse er umuligt at påvise, at retsvirkningerne i alle tilfælde er afhængige af, at fuldmagtsgiveren har rettet en viljeserklæring til tredjemand og derved påtaget sig følgerne af fuldmægtigens rets­

handel. Ligeledes har Ussing kritiseret anvendelsen af teorien som en sammenfatning af gældende retsregler, da teorien ikke passer på den fuldmagt, der er nævnt i Aftl. § 18. Det er ved § 18 en fiktion at tale om, at fuldmægtigen dels afgiver et løfte til medkontrahenten, dels samtidig overbringer ham fuldmagtserklæringen i egenskab af bud for fuldmagtsgiveren. Det samme gør sig gældende ved den form for fuldmagt, der foreligger ved Aftl. § 10, stk. 2, hvor det er ureali­

stisk at tale om en fuldmagtserklæring til tredjemand.

Ussing opstiller ved sin fuldmagtslære i stedet en sondring, der også ligger til grund for Aftl. mellem fuldmagt med særlig tilværelse over for tredjemand og § 18 fuldmagt. Fuldmagt med særlig tilværel­

se over for tredjemand (særlig fuldmagt) hviler på kendsgerninger, der er tilgængelige for tredjemand, og som han kan holde sig til.

Fuldmagten forudsætter ikke med nødvendighed nogen erklæring til fuldmægtigen eller tredjemand, og fuldmagten kan være videre end bemyndigelsen. Den fuldmagt, der er nævnt i Aftl. § 18, op- dragsfuldmagten, hviler derimod alene på fuldmagtsgiverens bemyn­

digelse til fuldmægtigen, hvis fuldmagt derfor er identisk med be­

myndigelsen.