Acceptfrist

Ifølge aftalelovens §§ 2 -4 skal »antagende svar« være kommet frem inden udløbet af acceptfristen, såfremt tilbudsgiveren fortsat

41) U 1951.1066 (H) (Fejl i licitationstilbud), men på den anden side U 1959.492, jfr. T fR 1959.220 (D irektør D frifandtes fo r ansvar i m edfør af A ftl. § 25 fo r tilbud på salg af selskabets aktier, da bestyrelsen ikke ville godkende salget, da tilbuddet ikke havde virket bestem mende fo r køberen, og da K m åtte vide, at D ikke havde fuldm agt, A ftl. § 39, 2.

pkt., jfr. A ftl. § 25, 2. stk.) Se også U 1947.591 (H) (funktionær, der trods modstående aftale fastholdt tre måneders opsigelse, m åtte herefter finde sig i en straks herefter frem sat opfordring til fortsat beskæftigelse) og U 1929 .1 0 8 4 (annullation af ordre redresseret ved telegram næste dag).

42) Jfr. også U 1 935.620 (telefonisk tilbagekaldelse af en bestilling på et middagsselskab).

43) U 1966.588 (H) og U 1956.245 (H ), jfr. 1939.895 og 1 9 4 2 .2 6 9 ; se også U 1968.645.

75

skal være bundet af sit tilbud. – Aftaleloven udtaler sig ikke om, hvil­

ke løfter der er tilbud, men det er især løfter, der er betinget af en modydelse, d.v.s. gensidigt bebyrdende aftaler, som kræver accept.

Tilbudsmodtageren kan normalt ikke ved at undlade at afslå tilbud­

det forpligtes til at erlægge modydelsen, og så længe tilbudsmodtage­

ren ikke har forpligtet sig til erlæggelse af modydelsen gennem en accept, foreligger der et såkaldt »haltende retsforhold«. Tilbuds­

giveren er forpligtet til at erlægge sin ydelse, men har ikke noget krav på modydelsen. – Det er for at undgå denne situation, man i engelsk ret i princippet fastholder, at et tilbud ikke er forpligtende, før det er accepteret. – Den skandinaviske regel giver tilbudsmodta­

geren en adgang til at spekulere på afgiverens bekostning; til gen­

gæld får modtageren lejlighed til at tænke sig om, inden han accep­

terer, hvilket gennemsnitligt også kan være i tilbudsgiverens interes­

se; herved øges muligheden for, at hans tilbud tages under alvorlig overvejelse. Erfaringen taler også for, at den engelsk-amerikanske regel modificeres i retning af den skandinaviske (og tyske).

Det er imidlertid oplagt, at tilbudsgiveren i et gensidigt bebyrden­

de retsforhold ikke kan være tjent med at være bundet af sit løfte, medmindre han modtager et genløfte (antagende svar) inden udløbet af en vis frist. Aftalelovens § 2 bestemmer således, at antagende svar skal være kommet frem til tilbudsgiveren inden udløbet af en i til­

buddet fastsat frist.

Er accept i tilbudsgivers brev forlangt inden en vis tid, må fristen regnes fra den dato brevet er dateret, jfr. aftalelovens § 2, stk. 2.

Dateringsdatoen medregnes ikke. Er tilbuddet gjort telegrafisk, reg­

nes fristen dog fra det i telegrammet angivne klokkesiet.

Spørgsmålet om, hvornår fristen udløber, kan volde vanskelig­

heder. Har man f. eks. forlangt svar »inden 15/5«, er det spørgsmå­

let, om svar, der fremkommer den 15/5, er rettidigt. De foreliggende domme er divergerende; dommen U 1959.643, der angik udtagelse af en stævning »inden 1. oktober«, fastslog således, at stævningen skulle udtages senest den 30. september. I U 1933.130, der drejede sig om opsigelsesvarsel, skulle opsigelse af lejemålet ske »inden 1/6«; domstolene antog, at opsigelsen skulle være afleveret den 31/5. Men se derimod U 1951.653 om betaling af et gældsbrev.

Domstolene statuerede her, at trods ordene »inden den 1/11«, var

betaling den 1/11 rettidig; samt U 1919.641 hvor betaling, der skulle ske »inden 16 uger«, kunne ske rettidigt på 16-ugersdagen.

Er der ikke fastsat nogen frist, opstår spørgsmålet om, hvorledes man da skal fastsætte fristen. Herom indeholder aftalelovens § 3, stk. 2 den regel, at mundtlige løfter – herunder telefoniske – skal antages straks.

Paragraffens første stykke indeholder en regel om tilbud fremsat i brev eller telegram. I sådanne tilfælde skal accepten nå frem til til­

budsgiveren inden udløbet af det tidsrum, som 1) han (tilbudsgive­

ren), 2) ved tilbuddets afgivelse, 3) kunne påregne ville medgå. – Herved forudsættes, medmindre andet følger af omstændighederne, at hverken tilbuddet eller svaret forsinkes undervejs, at svaret ikke befordres med et befordringsmiddel, som er langsommere end til­

buddets, og at adressaten har haft en rimelig betænkningstid.

Reglen gælder kun tilbud fremsat i brev eller telegram, men kræver ikke nødvendigvis, at brevet er afsendt med post. – Det af­

gørende for acceptfristens længde er, hvad tilbudsgiveren måtte på­

regne ved tilbuddets afgivelse. Hvis han derfor efter afgivelsen bliver bekendt med forhold, som virker forlængende, har dette ikke umiddelbar betydning, men kan medføre reklamationspligt efter § 4, stk. 2. Følger det derimod af omstændighederne allerede ved afgivel­

sen, at forløbet ikke vil blive normalt, medfører disse en tilsvarende forlængelse af fristen. Ved tilbuddets afgivelse skal tilbudsgiver altså kunne have en relativ sikker opfattelse af, hvor længe han skal være bundet, når han har valgt sit befordringsmiddel. – Der er i hvert fald, hvad telegraf og post angår, faste regler for normal trans­

port af tilbud og svar med samme transportmiddel. Derimod kan det være vanskeligere at have en bestemt opfattelse af »rimelig betænk­

ningstid« i almindelighed, men inden for det konkrete område, vil der oftest være ret sikre konventioner for dennes længde. Her kan bl. a. nævnes dommen i Jur. D. 1938.71, hvor M indsendte en for- sikringsbegæring den 3/4. Først 5/10 modtog han policen. Domsto­

lene udtaler intet om den legale frists længde, men fastslår, at et halvt år er for længe. I NRt 1919.225 fandtes, at det er almindelig handelskutyme, at ved telegrafisk tilbud skal tilbudsmodtager af­

sende svartelegram inden 24 timer efter afsendelse af tilbudsgivers telegram.

77

I langt de fleste tilfælde vil tilbudsgiver altså ved tilbuddets frem­

sættelse have en ganske klar opfattelse af, hvor længe han skal vente på svar, inden han kan disponere til anden side, idet acceptfristens tre bestanddele set fra tilbudsgivers synsvinkel fremtræder som en enhed. Tilbudsmodtager kan på den anden side bruge en længere betænkningstid, hvis han anvender et hurtigere befordringsmiddel;

eller hente ind på en forsinkelse af tilbuddet ved at bruge kortere be­

tænkningstid. – I øvrigt er acceptfristens længde uafhængig af for­

sinkelser af tilbuddet eller svaret, når disse ikke efter omstændig­

hederne, så som isvanskeligheder, kunne forudses ved tilbuddets af­

givelse. Det er uden betydning, om modtageren er ganske uskyldig i forsinkelsen.

Et andet spørgsmål er det, hvilken betydning tilbudsgivers uagt­

somhed har. Umiddelbart kunne det synes stødende, om den uskyl­

dige adressat skulle bære risikoen for en forsinkelse, som er frem­

kaldt ved tilbudsgiverens uagtsomhed. Lovens ord synes ikke at give nogen holdepunkter for at imødekomme adressaten. Som nævnt er grundsynspunktet en af retstekniske og forretningsmæssige hensyn dikteret klar regel. Tilbudsgiver skal kunne træffe sine dispositioner samtidig med tilbuddets afgivelse; ikke engang efterfølgende hæn­

delig forsinkelse, som han kender ved den normale acceptfrists ud­

løb, skal han tage hensyn til. Heraf følger dog ikke nødvendigvis, at han ikke skal bære risikoen for sine egne fejl. Efter aftalelovens ugyldighedsregler gælder det ganske vist som almindelig regel, at løftegivers fejl er irrelevante, når blot løftemodtager har handlet uagtsomt uden mulighed for en vurdering af de fra begge sider be­

gåede fejl. Heraf kan man dog ikke slutte, at tilbudsgiveren ikke skal hæfte for sine fejl, når medkontrahenten er uden.

Spørgsmålet har to aspekter:

1. Tilbudsgiver »burde« have indset, at der kunne opstå forsinkel­

ser, men har ikke medvirket til, at forsinkelsen opstod.

2. Tilbudsgiver har ved sin uagtsomhed medvirket til, at forsinkel­

sen indtrådte.

På grundlag af dommen i U 1939.1179 udtaler Ussing, at tilbuds­

giveren bliver pligtig til at erstatte adressatens negative interesse i tilfælde af, at kontraktsforhandlinger ender negativt på grund af til­

budsgivers uagtsomhed. Sagen angik en grosserer, som på grundlag

af udleverede prøver forhandlede med den tyske værnemagt om le­

vering af konserves. Da prøverne var mangelfulde, ønskede grossere­

ren nye prøver og acceptfristen forlænget til fortsatte undersøgelser i Tyskland. Da konservesfabrikken ikke ville forlænge acceptfristen, antoges det af Østre Landsret, at der ikke var afsluttet nogen handel, at manglerne ved prøverne skyldtes hændelige begivenheder, og at fabrikanten derfor ikke var ansvarlig for grossererens udgifter til kontraktsforhandlingerne med Tyskland.

Dommen forudsætter vel ikke klart, at acceptfristen ikke forlæn­

ges på grund af tilbudsgivers fejl, idet der jo ikke antoges at fore­

ligge nogen sådanne; men gennem sin forudsætning om, at tilbuds­

giveren ville have været ansvarlig for adressatens udgifter, hvis der havde foreligget en fejl, synes den også at forudsætte, at accept­

fristen ikke ville være blevet forlænget. Det erkendes, at dommen er speciel, og at slutningerne ikke er sikre; alligevel synes det at være det rigtigste på baggrund af aftalelovens ord, at acceptfristen ikke forlænges på grund af tilbudsgivers fejl – bl. a. fejladresserin­

ger, mangelfuld instruktion af bud o. 1. På den anden side er det al­

mindeligt antaget, at der i dette tilfælde pådrages erstatningsansvar for den negative kontraktsinteresse.

Et problem i tilknytning til acceptfristen er spørgsmålet om, hvem der skal hæfte for tredjemands fejl. Der hersker ingen tvivl om, at adressaten bærer risikoen for Post- og Telegrafvæsenets fejl. Noget lignende må utvivlsomt være tilfældet, hvis transporten foregår ved adressatens folk. Hvis den imidlertid foregår ved afgiverens, kunne man overveje at søge vejledning i andre regler i lovgivningen, som omhandler risikoen for meddelelser eller tingsydelser. Ifølge aftale­

lovens § 40, købelovens § 61 og kommissionslovens §§ 84 og 92 sker transporten af pligtmæssige meddelelser i henhold til disse love på adressatens risiko, når – og først når – meddelelsen er indleveret til post eller telegraf eller andet forsvarligt befordringsmiddel. Det antages imidlertid, at benyttelse af egne folk foregår på afsenderens risiko. Tilsvarende gælder det, at risikoen for tingsydelser normalt først overgår til medkontrahenten, når ydelsen er overgivet til adres­

saten eller en selvstændig fragtfører, som skal befordre den bort fra afsenderens plads. Det fælles for disse sæt regler er, at de angår virk­

ningen for adressaten af den foretagne »afvigelse«. Når det under­

79

streges, at reglerne i købelovens § 61 og aftalelovens § 40 af hensyn til adressaten ikke kan anvendes på andre handlinger end pligtmæs­

sige meddelelser, er denne indvending i og for sig ikke afgørende i dette tilfælde, hvor der netop er tale om at anvende reglerne til gunst for adressaten. Alligevel er det betænkeligt at anvende en så udvidende fortolkning, især i betragtning af, at acceptfristens læng­

de endog ikke påvirkes af tilbudsgiverens egne fejl. Har tilbudsgiver derfor anvendt egne folk til befordringen, påvirker det ikke accept­

fristens længde, at disse bliver forsinket undervejs.

Et vanskeligt tilfælde forekommer, når budets opgave er af be­

grænset karakter. En kontorelev skal f. eks. poste et brev, men glem­

mer at lægge det i postkassen, hvilket først sker nogle dage senere.

Adressaten accepterer straks, men afvises med den begrundelse, at acceptfristen er udløbet, idet tilbudsgiver ved brevets overgivelse til kontordamen kunne påregne, at svaret med normal postgang ville være ankommet dagen før. I dette tilfælde var der muligvis ingen anledning for adressaten til at fatte mistanke, idet brevet måske var udateret, og idet han ikke fæstnede sig ved poststemplet. Alligevel må den nødvendige konsekvens være, at accepten er forsinket. Til­

budsgiver vil naturligvis blive forpligtet, såfremt han ikke reklame­

rer (§ 4, stk. 2); men gør han dette, må adressaten antagelig nøjes med at kræve sin negative kontraktsinteresse erstattet.

Er tilbudet imidlertid blevet forsinket på grund af en fejl fra en person med dispositionsfuldmagt, eller har en sådan undladt at give meddelelse om et modtaget svar, vil tilbudsgiveren ikke kunne hen­

holde sig til, hvad han personligt kunne påregne ved tilbudets over­

givelse til fuldmægtigen.

De antagne resultater kan forekomme ret ejendommelige. Reglen i aftalelovens § 3, stk. 1 synes imidlertid ikke at åbne udvej for an­

dre løsninger, men måske burde man overveje spørgsmålet ved en eventuelt kommende revision af loven.

En forsinket accept anses i henhold til aftalelovens § 4, stk. 1 som et nyt tilbud, som den oprindelige tilbudsgiver kan acceptere. Dog skal han ikke altid have dette valg, da det i visse tilfælde ville give ham adgang til urimelig spekulation på acceptantens bekostning. Til- budsmodtager kan således tilkendegive, at accepten kun skal gælde, hvis den kommer rettidigt frem; det kan også følge af omstændig­

hederne, at accepten skal forstås med denne begrænsning; navnlig ved spekulationshandler er § 4, stk. 1 uanvendelig.

In document KONTRAKTSRET STIG JØRGENSEN (Sider 77-83)