To former for tredjemandsløfter

1. Ydelse fra løftem odtageren til tredjemand. Ved de fleste tredje­

mandsløfter er der tale om en indirekte ydelse fra løftemodtageren A til T, idet A til gengæld for løftegiver B ’s løfte om erlæggelse af ydelsen til T betaler B et vederlag herfor. Som eksempel på sådanne tredjemandsløfter kan nævnes a) livsforsikring til fordel for tredje­

mand, jfr. FA L § 102, hvor der foreligger et løfte fra selskabet B til forsikringstageren A om at udbetale ydelsen til den indsatte T;

b) tingsforsikring, jfr. FAL §§ 54-57; c) det tilfælde, at sælgeren af en fast ejendom A ved salget forbeholder tredjemand en ret til en vis nydelse af ejendommen eller til visse ydelser fra køberen B, d) det tilfælde, at A giver B en gave med pålæg om, at B skal erlægge en ydelse til T, her vil B ’s modtagelse af gaven normalt indeholde et tredjemandsløfte fra B til A. I disse tilfælde benytter A

tredjemands-87

aftalen til at tilføre T en formueydelse, der er tilvejebragt ved, at A selv påtager sig en formueopofrelse.

2. Ydelse fra løftegiveren til tredjemand. I andre tilfælde virker ydelsen i enhver henseende som en ydelse fra den, der afgiver tredjemandsløftet, B, og løftemodtageren A’s rolle er kun at frem­

kalde eller modtage løftet. Som eksempel herpå kan nævnes det tilfælde, at A gerne vil hjælpe T, men ikke besidder økonomiske midler, som kan sætte ham i stand hertil. A henvender sig derfor til B, der lover A at hjælpe T økonomisk. – Begrundelsen for sondrin­

gen mellem de to grupper af tredjemandsløfter er, at det kan være vanskeligt at afgøre, om løftegiveren (B) overhovedet har afgivet et løfte om ydelsen. Ofte vil forholdet nemlig være det, at B kun be­

myndiger A til senere at binde ham over for T. Som en betingelse for at antage, at der foreligger et tredjemandsløfte, må det kræves, at B ’s erklæring til A er et løfte om en ydelse til fordel for T og følge­

lig vil binde B. Og det er der ikke grund til at antage er tilfældet, hvor ydelsen i enhver henseende stammer fra løftegiveren B. Som eksempel kan nævnes, at B indsætter penge i banken på T ’s navn.

Her bliver B ikke bundet ved at meddele dette til A, jfr. også ovf.

p. 68.

Reglerne for de to grupper af tredjemandsløfter er heller ikke ens;

således har A næppe nogen mulighed for at sagsøge B til erlæggelse af ydelsen, og selv om en sådan mulighed anerkendes, kan han ikke kræve ydelsen erlagt til sig selv.

Denne gruppe af tredjemandsløfter har dog ingen større praktisk betydning, og reglerne herom vil derfor ikke blive fremstillet her.

3. Begrundelse for reglerne om tredjemandsløfter. De praktiske grunde, der begrunder reglerne om tredjemandsretshandeler i grup­

pe 1, er, at der herved gives parterne et hensigtsmæssigt redskab til at ordne deres retsforhold. Vel er det udgangspunkt i aftaleretten, at aftalen kun er bindende for de kontraherende parter, men dermed er det ikke udelukket, at aftalen kan få retsvirkninger for andre end de kontraherende parter.1) De retsvirkninger, der her kan blive tale om, er dels sådanne, der er til gunst for tredjemand, dels sådanne der er til ugunst for tredjemand, idet der pålægges ham forpligtelser.

1) Se om dette spørgsmål Illu m : Tingsret, 2. udg. p. 112.

Hvad angår de sidstnævnte er reglen således, at sådanne forpligtelser ikke kan pålægges trejdemand, der ikke er eller har været part i af­

talen, da tredjemand i modsat fald ikke ville være herre over, hvilke forpligtelser han har påtaget sig. Denne risiko består ikke i de til­

fælde, hvor aftalen mellem parterne tillægger tredjemand rets­

virkninger, der er til gunst for denne i den forstand, at tredjemand udelukkende bliver berettiget ved aftalen. Parterne kan her se deres interesse i ikke blot at skabe ret for tredjemand til at gøre fordrin­

gen efter den indgåede aftale gældende, men også i at denne ret ska­

bes umiddelbart ved selve aftalen mellem A og B. Parterne A og B klarer sig her med én disposition i stedet for to, idet A, hvis tredjemandsretshandelen ikke var anerkendt, måtte afgive to for­

skellige løfter, dels måtte A selv betinge sig retten over for B, dels måtte A overføre denne ret til T ved en overdragelse eller ved testamente. Dette er imidlertid upraktisk, og en transport kan møde faktiske hindringer. Hvad der også taler for tredjemandsretshandler er, at tredjemand ved aftalens indgåelse mellem A og B kan være ubekendt. Det er ingen betingelse for tredjemandsaft alens gyldighed, at tredjemands person er bestemt angivet i det øjeblik, B afgiver et løfte til A, hvilket især har betydning ved tegning af forsikring.

Mod at anerkende tredjemandsløfter taler det, at parterne A og B indgår et retsforhold, hvis enkeltheder ikke altid kan overskues på aftaletidspunktet, ligesom tredjemand kan tillægges en ret, som må respekteres af løftemodtagerens arvinger og kreditorer, men uden at løftemodtageren binder sig selv, jfr. reglerne om livsforsik­

ring FA L § 104. Den første indvending kan der ikke tillægges af­

gørende vægt, da fordelene ved anerkendelsen af tredjemands­

retshandler er betydeligt større end ulemperne. Den anden ind­

vending har derimod større vægt. Det er en almindelig grundsætning, at arvinger og kreditorer ikke bindes ved dispositioner, der ikke bin­

der den pågældende selv. Reglerne om tredjemandsløfter må derfor udformes således, at der tages tilbørligt hensyn til løftemodtagerens kreditorer, arvinger og ægtefælle.

89

B. H vilke løfter er tredjemandsløfter?

Ved den aftale, der er indgået mellem A og B, hvor B har forpligtet sig til at yde tredjemand en ydelse, kan forholdet enten være således, at det kun er A, som kan gøre kravet gældende, eller således at det er T alene, som kan gøre kravet gældende. Såfremt det kun er A, der anvender retten til at kræve ydelsen erlagt, således at A og kun A kan optræde som sagsøger, foreligger der intet tredjemandsløfte, men derimod et uegentligt tredjemandsløfte. Forholdet ved det uegent­

lige tredjemandsløfte er således, at T ikke erhverver retten ifølge løf­

tet, før dette er blevet overført til ham af løftemodtageren A, hvilket A f. eks. kan gøre ved transport eller testamente. B ’s løfte til A er i dette tilfælde ikke tilstrækkeligt til at skabe ret for T; løftet giver kun A ret til at tillægge T retten. A får derimod ved selve løftet en ret, der er beskyttet som andre løftemodtageres ret, når løftet fra B er kommet til A’s kundskab. A’s ret kan ikke tilintetgøres ved B ’s tilbagekaldelse af løftet, B ’s konkurs, umyndiggørelse eller død, og disse begivenheder hindrer ikke A i at overdrage sin ret til T. Som eksempler på uegentlige tredjemandsløfter kan nævnes løfter til en skyldner om at ville være hans kautionist,2) eller om at overtage eller betale en skyldners gæld, jfr. herved T L § 39, stk. 2.3)

Såfremt det løfte, som B afgiver til A, i sig selv er tilstrækkeligt til, at T kan kræve ydelsen erlagt af B, foreligger der et tredjemandsløf­

te. Om der foreligger et tredjemandsløfte, eller der blot er tale om et uegentligt tredjemandsløfte, kan være et tvivlsomt spørgsmål. Spørgs­

målet, om T ved søgsmål skal have adgang til at gøre noget krav gældende mod B, så længe A ikke har ophævet aftalen med B, kan være afgjort af lovgivningen, således f. eks. ved tingsforsikring, jfr.

FAL §§ 54-47, livsforsikring, jfr. FAL § 109, stk. 1, og ulykkes- og sygeforsikring § 119.4) Iøvrigt findes der i dansk ret ikke nogen generel bestemmelse om, hvorvidt et løfte er et tredjemandsløfte eller ej, og spørgsmålet må da afgøres ved fortolkning og udfyldning af løftet, således at afgørelsen må bero på, hvad der gennemsnitligt stemmer bedst med parternes og særlig løftemodtagerens interesser.

2) Se H . K ra g Jesp erse n : K aution kap. 2.

3) Se U ssing: A im . del p. 287 ff.

4) Dansk Forsikringsret I p. 101 ff; II p. 161 ff.

Formodningen må være, at der foreligger et tredjemandsløfte, hvor løftemodtageren A’s formål er at skabe en forsørgelse for T, især hvis A har givet B vederlag herfor.5) Ligeledes når en person mod­

tager en ydelse med forpligtelse til at afgive denne til T .6)