KAPITEL 3 – JURIDISK ANALYSE
3.5 H VILKEN UDVIKLING GENNEMGÅR BETINGELSERNE FOR REKAPITALISERING I ÆNDRINGERNE TIL DE MIDLERTIDIGE
3.5.1 Hvilke ændringer medfører Tredje ændring af de midlertidige rammebestemmelser i henhold til
73 nødsaget til opfylde ovenstående betingelser, idet de ellers ikke opfylder foranstaltningerne for, at en COVID-19 rekapitalisering kan finde sted.
Rekapitaliseringsforanstaltningerne bliver dog ved senere ændringer af de midlertidige rammebestemmelser præciseret. Det skal i denne forbindelse undersøges, hvilke ændringer og tilføjelser, som Kommissionen tillægger betingelserne for en COVID-19 rekapitalisering, samt hvorvidt dette har en indflydelse på de ejendomsretlige ordninger i henhold til neutralitetsprincippet, herunder art. 345 TEUF.
3.5 Hvilken udvikling gennemgår betingelserne for rekapitalisering i ændringerne til de
74 rekapitaliseringen heller ikke overstige det laveste faste vederlag for et medlem af ledelsen pr.
31 december 2019.244
Formålet med ændringen af bestemmelsen er at sikre, at medlemmer af ledelsen, tiltrådt efter COVID-19 krisen, aflønnes på samme ansvarsniveau som den eksisterende ledelse. Der må derfor ikke være en forskel i den aflønning, som nye medlemmer af ledelsen modtager i henhold til de eksisterende medlemmer. Det kan dog virke indgribende i forhold til de pågældende støttemodtagende virksomheder, at Kommissionen oplister sådanne betingelser for aflønningen af ledelsen, idet de ved indgrebet får en indflydelse på det økonomiske liv i virksomhederne.
Kommissionen vælger ligeledes at begrænse mulighederne for, at den støttemodtagende virksomhed kan udbetale bonus eller andre lignende lønelementer, hvilket blot er med til at understrege det forholdsvis strenge indgreb i det økonomiske liv i den støttemodtagende virksomhed. Det, at Kommissionen oplister sådanne indgribende betingelser, er derfor med til at sikre, at den støttemodtagende virksomhed ikke vil bibeholde den statslige egenkapitalinvestering på den lange bane, idet dette pålægger dem begrænsninger i forhold til aflønningsmulighederne. Herved har virksomheden ej heller mulighed for at udvide ledelsen med yderligere kompetencer, der eventuelt er dyrere end de eksisterende ledelsesmedlemmer, men nødvendige med henblik på at sikre den fremtidige drift af virksomhedens funktion og økonomiske tilstand.245
Dette indgreb er derfor også med til at understøtte Kommissionens formål om at sikre statens udtræden, hvilket dermed er med til at sikre, at støtten er forenelig med det indre marked, samt undtagelsesbestemmelsen i art. 107, stk. 3, litra b TEUF. Det kan på baggrund af dette udledes, at Kommissionen ønsker, at staten ikke går ind og nationaliserer virksomhederne for meget eller for længe, men at det blot er en midlertidig hjælp, indtil de økonomiske følgevirkninger fra COVID-19 situationen har lagt sig. Ligeledes er det værd at bemærke, at Kommissionen herved
244 Anden ændring af de midlertidige rammebestemmelser 2020, s. 12 om pkt. 78 i Konsolideret udgave af de midlertidige rammebestemmelser.
245 Meddelelse fra Kommissionen “Tredje ændring af de midlertidige rammebestemmelser for statslige foranstaltninger til støtte for økonomien under det nuværende covid-19-udbrud" Bruxelles den 29. juni 2020, C(2020) 4509 final, s. 5 om pkt. 78 i Konsolideret udgave af de midlertidige rammebestemmelser. Denne
meddelelse er senere henvist til som Tredje ændring af de midlertidige rammebestemmelser 2020. Se også Bilag 3.
75 ikke direkte pålægger medlemsstaterne, at de hurtigst muligt skal udtræde af virksomhederne igen, men blot sikrer en incitamentsstruktur hos de støttemodtagende virksomheder til hurtigst muligt efter krisen at reetablere sig i videst muligt omfang uden statens indgriben.
Det er ligeledes værd at bemærke, at rekapitaliseringsbetingelserne udvides med to nye bestemmelser, herunder pkt. 78a og 78b. Punkt 78a omhandler den situation, hvor staten er eksisterende aktionær i virksomheden ved kapitaltilførslen, og punkt 78b omhandler den situation, hvor staten ikke er eksisterende aktionær i virksomheden ved kapitaltilførslen. Begge bestemmelser kan medføre, at visse betingelser for statens udtræden ikke er nødvendige at pålægge, såfremt de oplistede betingelser i bestemmelserne opfyldes.246
Ovenstående betyder dermed, at i en situation hvor staten er aktionær før COVID-19 rekapitaliseringen, så kan en sådan kapitaltilførsel undtages fra betingelserne omkring indførslen af step-up mekanismen med henblik på at sikre et passende højt afkast.247
Denne ændring medfører, at der nu tillægges en sondring mellem om staten er eksisterende aktionær før kapitaltilførslen under COVID-19 eller ej. Denne sondring kan muligvis begrundes ved, at det ikke er nødvendigt at sikre samme incitament til statens udtræden ved kapitaltilførsel, hvor denne er eksisterende aktionær, idet denne, på trods af kapitaltilførslen og en evt.
tilbagebetaling af denne, stadig vil være aktionær i den pågældende virksomhed. Derfor vil en step-up mekanisme i en sådan situation ikke tilføre denne samme værdi som i en situation, hvor staten tiltræder som ny aktionær.
På baggrund af det formål, der kommer til udtryk i de midlertidige rammebestemmelser, så kan det argumenteres for, at Kommissionens ønske er, at staten hurtigst muligt efter kapitaltilførslen købes ud af de støttemodtagende virksomheder, uanset om de er eksisterende aktionær eller ej.
Denne forskelsbehandling medfører, at der er forskel på det indgreb, som Kommissionen foretager i de ejendomsretlige ordninger i medlemsstaterne, idet indgrebet mindskes, såfremt staten er eksisterende aktionær i virksomheden før COVID-19 rekapitaliseringen. Derfor kan det
246 Tredje ændring af de midlertidige rammebestemmelser 2020, s. 5-6 om pkt. 78a og 78b i Konsolideret udgave af de midlertidige rammebestemmelser.
247 Konsolideret udgave af de midlertidige rammebestemmelser pkt. 61 og 62, jf. Tredje ændring af de midlertidige rammebestemmelser 2020, s. 5.
76 argumenteres for, at Kommissionen i større grad forsøger at sikre princippet omkring traktatens neutralitet til de ejendomsretlige ordninger i forhold til de eksisterende aktionærers COVID-19 rekapitalisering, da de ikke pålægges samme betingelser i forhold til at sikre incitamentsstrukturer omkring statens udtræden. Dermed opnår de eksisterende aktionærer lempeligere betingelser i modsætning til de statslige aktionærer, der tiltræder i kraft af en COVID-19 rekapitalisering.
Det kan derfor på baggrund af ovenstående lægges til grund, at der efter Kommissionens synspunkt er forskel på, om staten er eksisterende aktionær før COVID-19 krisen eller ej.
Ligeledes kan det slås fast, at såfremt staten er eksisterende aktionær, så går de midlertidige rammebestemmelser ikke ind og pålægger samme særlige betingelser til statens udtræden i en sådan foranstaltning.248
3.5.2 Hvilke ændringer medfører Fjerde ændring af de midlertidige rammebestemmelser i