Frivillighed og ansvar
Om indgangen til klubhuslivet fortæller medlemmerne, at de må være i en pro‐
ces, som handler om at være så velbehandlede i deres sygdomsforløb, at de overhovedet magter at komme i huset.
”Jeg vil sige, at hvis folk er rigtigt tæske syge, så tror jeg ikke, det lige er stedet for dem her. De skal være i en situation, hvor de er udskrevet og så godt behandlet, at de kan komme herud … Men det skal jo være folk, som siger: ’Ja, jeg vil gerne vi‐
dere i livet på den ene eller den anden måde’. Hvordan det så er videre i livet, det er et vidt begreb jo – Ikke?” (medlem, Kildehuset i Aalborg).
Der er noget ’først’, som skal være på plads, før medlemmet kan få øje på sig selv som en, der kan komme videre og bruge huset dertil:
”Ja, så det var faktisk derfra, jeg havde hørt om stedet … Men så har jeg så haft et langt sygdomsforløb selv, og så har jeg ikke sådan tænkt over det her sted i mange år. Der var så mange andre ting, der ligesom var først – eller var før det her, eller jeg tænkte ikke så meget over det; men så var det så i efteråret 2009, jeg begyndte at tænke over det her sted som en mulighed for at komme videre, eller bare i gang med noget” (medlem, Fountain House i København).
Med til det at se sig selv som en, ’der kan komme videre’, hører, at stabiliteten, som indarbejdes i medlemskabet, åbner for blikket for muligheder sådan, at klubhuset fremstår som et mulighedernes hus, med udfordringer og udfoldel‐
sesmuligheder, der giver det enkelte medlem mulighed for netop at arbejde med at komme videre fra de sygdomsforløb, de kommer med eller fra.
”Hvis man vil have folk videre, så skal man altså opbygge noget, hvor folk skal la‐
ve et eller andet – uanset hvor lidt det egentligt er. Altså, at lære dem helt fra star‐
ten, at hvis man vil videre ud på uddannelsessteder og arbejde, så må man gøre noget for det” (medlem, Kildehuset i Aalborg).
Analysen viser, at det er en proces hvert medlem må igennem, at forstå hvad det er, klubhusene ’vil dem’ – altså tilbyde sig som et arbejdsorienteret fælles‐
skab baseret på frivillighed, hvor erfaringer kan gøres:
”Altså, det, der er mit problem, er, at jeg er depressiv, så jeg tænkte: ’Nej, så skal jeg slet ikke derhen i hvert fald, for bare ordet værested lyder totalt deprimerende.
Så det var – altså det tog mig tid, før jeg egentlig fandt ud af, at det faktisk var mere et frivilligt aktiveringssted, ikke? Så var det jo godt nok” (medlem, Foun‐
tain House i København).
Det er typisk i interviewene af medlemmerne, at de giver udtryk for, at de kommer til klubhusene med masser af erfaring om, at andre kan/skal bestem‐
me, hvad de skal, presser dem til det lovgivningen har bestemt, de skal og så videre, og at de i deres gang i klubhusene opdager, at der er det ganske ander‐
ledes.
”Jamen, jeg skulle jo være et sted, så det var jo egentligt der, jeg startede, med at jeg skulle være et sted. Så til at starte med var det egentligt bare for at få min kon‐
tanthjælp, jeg kom i huset. At de så er lidt mere vedholdende i Fontænehuset end de andre steder, det er så nok min redning. De kender jo egentligt ikke én, de ken‐
der jo ikke ens baggrund, det ønsker de jo ikke. Du starter egentligt på nul i for‐
hold til andre steder … Og du starter jo der, hvor du kan starte. De andre steder får de jo at vide af kommunen: ’Det er 20‐25 timer’ – Jamen så er det sådan det er.
Sådan er det jo slet ikke i Fontænehuset. Her er det det enkelte menneske, her vil de hellere have, man starter stille end hårdt. Det vil de jo ikke de andre steder, der skal man starte på det, sagsbehandleren siger” (medlem, Fontænehuset i Vej‐
le).
Fordi frivilligheden er uvant, er det svært for medlemmerne at greje, hvad fri‐
villigheden, som klubhusmodellen præsenterer sig ved, egentligt indebærer. Og den ser ud til at rumme flere niveauer: For det første er medlemmets indtræden i huset frivillig. Dernæst følger ansvaret. Som et medlem udtrykker det:
”Der bliver der jo tit snakket om det der med, at frivilligheden er at komme her;
men når du først er her, så har du et ansvar: At du i hvert fald laver det, du kan, ikke? Altså, der er nogle ting, du skal være med til – og det er så ikke altid det lyk‐
kedes” (medlem, Fountain House i København).
At det ikke altid lykkes at tage det ansvar (om at lave noget til fællesskabets bedste), der følger med at tage en beslutning om at møde frivilligt ind (hvilket kan siges at være stort ’ansvar i frivillighedsforklædning’!), er ikke det afgøren‐
de, det er nærmere afgørende, at medlemmet har taget et skridt om frivilligt at gøre sig aktiv og dermed tage ansvar for at arbejde med sin situation, sådan som den nu er den pågældende dag. ”Her kan du jo godt komme ud en dag, hvis man ikke er oplagt og for eksempel sidde på kontoret og bare tømme papirkurve – Så har man lavet lidt” (medlem, Fontæne Huset i Århus).
”Sådan er det – altså hellere komme og sidde og drikke en kop kaffe – bare lige komme over og sige hej, end ikke at komme. Selvom der er nogle i starten, der har svært ved at forstå det, fordi de tror ligesom, man skal arbejde – Jamen du skal ar‐
bejde det, du kan. Det er jo ikke arbejdsprøvning det her. Altså, det er din egen ar‐
bejdsprøvning – der er ikke nogen andre, der bedømmer dig. Det er jo trods alt op til dig selv … Det er altid bedst at komme – Altså, det er fint bare at komme, hvis du har det skidt, så siger vi ’Hellere bare komme og sige Hej’ – og så måske kan man lægge tre viskestykker sammen – alle tiders” (medlem, Fountain House i København).
Hertil er det ifølge medlemsinterviewene væsentligt, at det netop er det indivi‐
duelle medlems formåen og tempo, der er i centrum for processen med at komme videre. Medlemmerne siger selv ’ja og nej’:
”En af de ting, jeg tror, er rigtigt godt i forhold til lige præcis den her gruppe, det er, at der er mulighed for den der meget, meget stille og rolige, gradvise udvikling.
At hver gang jeg fik sat min mødetid op, har det altid været på mit initiativ. Det har været hundrede procent på mit eget initiativ. Og det har sådan lidt undret mig nogle gange, at det var sådan: ’Må jeg ikke godt komme her noget mere?’ Jeg kunne da godt forestille mig, der var nogen, der ville have gavn af at få et let skub i den rigtige retning; men jeg tror stadigvæk på den gradvise udvikling, at den er meget vigtig. For mit vedkommende, jamen altså der gik det jo helt perfekt med at få gradvist steppet op” (medlem, Fontænehuset i Vejle).
Samlet set drejer frivillighed og ansvar sig om, at medlemmerne selv vælger at blive medlemmer. Når de har gjort det, har de ansvar for at deltage i klubhusets strukturerede arbejdsdag – på deres måde, det vil sige med hver deres aktuelle ressourcer. Der er vide rammer for deltagelse – det er bedre at dukke op end at blive hjemme. Måske kan medlemmet lige lave lidt, og så er dagen i gang, og stabiliteten kan bygges op i medlemmets eget tempo.