Kapitel 6:
For fremtiden – klubhusene i social‐
politisk og europæisk perspektiv
I kapitlet her løftes blikket op over den daglige virksomhed i klubhusene.
Blandt temaerne er den nationale socialpolitiske dagsorden og dens mulige be‐
tydning for Fontænehusenes fremtidige muligheder og et internationalt per‐
spektiv med fokus på den Europæiske fraktion af Fountain Houses (EPCD), som er under etablering. Afslutningsvist introduceres den internationale inte‐
resse for begrebet ’kapabilitet’ som en mulig fremtidig inspirationskilde til Fon‐
tænehusenes idégrundlag i samspil med de internationale retningslinjer for Club‐houses.
Den internationale baggrund
Det er kendt, at klubhusbevægelsen i Danmark siden sin første begyndelse har været betinget af en international idé. Med denne idé som baggrund vil råde‐
rummet for klubhusene til en vis grad være præget af deres internationale til‐
hørsforhold. Desuden vil råderummet være præget af den hjemlige socialpoliti‐
ske rammesætning og desuden i stigende omfang den europæiske dimension.
Den internationale side af klubhusbevægelsen sammenfattes her i to ho‐
vedpunkter:
Klubhusbevægelsen har sit udspring i USA og er internationalt organise‐
ret i paraplyorganisationen ICCD. Den internationale organisation opstiller ikke alene hovedlinjerne for, hvordan et klubhus skal fungere, men akkrediterer og‐
så de klubhuse, der efter ansøgning lever op til standarderne. Dermed under‐
streger ICCD både ønsket om og viljen til at håndhæve en høj grad af kontrol fra et center og ud i periferien. ICCD sigter på den måde efter at bevare bevæ‐
gelsens oprindelige grundlag, selv om de samfundsmæssige vilkår naturligvis er anderledes. Dette gensidige forhold kan skabe modsætninger og ambivalen‐
ser netop i kraft af disse forskelle. Ud fra Esping‐Andersens model til forståelse af velfærdsregimer (1990) kan man hævde, at klubhus‐ideen opstår og udvikles i et land, hvor marked og ejendomsret tildeles den afgørende rolle, og derefter eksporteres til lande (bl.a. de nordiske), hvor stat og politik spiller den altafgø‐
rende rolle i en bestræbelse på at nedtone markedets betydning til fordel for
omfordeling. Esping‐Andersens analyse tog sit udgangspunkt i den klassiske socialdemokratiske velfærdsstat. Traditionelt har den klassiske velfærdsstat arbejdet på flere fronter, nemlig ved at regulere arbejdsforholdene – socialpolitik i produktionen, ved at regulere i forhold til standardrisici (sygdom, ulykker, al‐
derdom, arbejdsløshed) – socialpolitik i distributionen og ved at sikre offentlige ydelser (ikke mindst opdragelse og uddannelse) – socialpolitik i reproduktionen.
Skiftet fra welfare til workfare har imidlertid forandret velfærdsstaten, som ikke er så klassisk og socialdemokratisk længere. Siden midten af 1980’erne igang‐
sattes moderniseringen af det offentlige, som over tid indebar, at en ny forståel‐
se af velfærdsstaten tog form. Alligevel kan Esping‐Andersens model vise sig nyttig til at forstå forskellene.
Komparativ forskning handler bl.a. om at analysere, hvordan ideer spre‐
des fra et land til andre. Herudfra vil et velfungerende klubhus i USA være præget af den måde, det amerikanske samfund er udviklet på. De nationale forhold bliver referenceramme for, om et klubhus fungerer efter de standarder, der passer til det sted, hvor det er opstået og udviklet. Henvisningen til Esping‐
Andersens model fortæller, at det langtfra er enkelt at overføre denne model til Europa. Transferprocessen kan beskrives med tre begreber: (1) USA: kon‐
tekstualisering, (2) Eksport: de‐kontekstualisering og (3) Brug i modtagerlandet:
re‐kontekstualisering. Sagt på en anden måde: de amerikanske erfaringer – der er lejret ind i historie, kultur, politik og lovgivning – er kontekstualiserede. Hvis og når de skal sendes ud i verden, må de først de‐kontekstaliseres (hvad kan uddrages som kernebegreber, hvad kan uddrages om praksisformerne, og hvad er forståeligt for andre og alt i alt betragtet som uafhængigt af lokale forhold).
Når de lander i modtagerlandet, skal de rekontekstualiseres, dvs. lejres ind i den nationale kultur i modtagerlandet. Stadig med Esping‐Andersens model in mente vil den amerikanske vægt på ”økonomisering” støde mod en barriere af
”moralisering”, dvs. velfærdsstatens oprindelige forestillinger om, at det enkel‐
te menneske er unikt og kan forbedres gennem medborgerskab og aktiv delta‐
gelse i samfundslivet. Denne forskel har dog ikke altid at gøre med de ressour‐
cer, der faktisk anvendes til socialpolitiske formål.
Gunnar Viby Mogensen har for Rockwool Fonden påvist, at de offentlige velfærdsudgifter lå en del lavere i USA end i fx Skandinavien (18 % mod 24 %), men også at denne forskel udlignes, når den private velfærdssektor medregnes (10 % mod 2‐3 %) (Mogensen 2010: 30‐31). Et er udligningen, noget andet er de eventuelle forskelle, delingen mellem privat og offentlig velfærdssektor kan indebære. I forbindelse hermed må det ikke overses, at import af ideer altid skal tilpasses den hidtidige måde, modtagerlandet har struktureret fx sin velfærds‐
politik på. Uanset hvor god en eventuel idé fra udlandet måtte tage sig ud, er sporene allerede lagt, og denne afhængighed af traditioner, kutymer, vaner og forestillinger indebærer, at det nye skal passes ind i den eksisterende socialpoli‐
tik. Klubhuse i Danmark balancerer derved mellem at leve op til en internatio‐
nal model og forståelse af, hvad et klubhus er på den ene side og dansk social‐
politik på den anden side – bl.a. udmøntet i krav og forventninger, der rækker videre end ICCD’s begreb.
Denne eksterne rammesætning udgør dog kun et af de mange dilemmaer, klubhusbevægelsen befinder sig midt i og skal tage livtag med. Føjer vi en in‐
tern rammesætning til, viser der sig nye sider af sagen.
Forstås begreberne ens?
Der har i den danske klubhusbevægelse været gennemført en diskussion om standarder, bl.a. udsprunget af, at der har været rejst berettiget tvivl om, hvor‐
vidt de amerikanske begreber blev oversat på en dækkende og retvisende må‐
de. Derfor etableredes et standardudvalg, som skulle gå begreber og forståelser nærmere efter i sømmene. Når det fx i den amerikanske version hedder ”at hjælpe medlemmerne til at indfri beskæftigelsesmæssige mål”, er det i Dan‐
mark oversat til at ”hjælpe medlemmerne med at komme i beskæftigelse”. Det konstateres, at ”det er en helt himmelvid forskel” (medarbejder, Enggården ved Thisted).
I dansk sammenhæng betyder pligten til aktivering, at det enkelte medlem af klubhuset skal være arbejdsmarkedsparat og villig til at tage et hvilket som helst job uanset dets indhold. Det kan ikke udledes af det amerikanske forlæg.
Samtidig har vi forudgående i denne rapport vist, at der eksisterer et særligt problemfyldt modsætningsforhold mellem pligten til aktivering på den ene side og hensynet til socialpsykiatrien på den anden. Kort sagt synes dansk socialpo‐
litik at indebære nogle særlige krav til mennesker, som i anden sammenhæng sædvanligvis ikke betragtes som parate til arbejdsmarkedet, og hvor aktiverin‐
gen af dem ikke tjener et fornuftigt formål. Det betyder bl.a. at kunne manøvre‐
re i et farvand, hvor medlemmer enten betragtes som ”jobklare”, ”indsatsklare”
eller ”midlertidigt passive”. Opdelingen i de tre grupper sattes i værk per 1.
april 2010 og bygger på følgende skillelinjer:
Matchgruppe 1: Jobklar. Borgere, der er parate til at tage et ordinært arbejde, så de kan være ude af beskæftigelsessystemet inden for de næ‐
ste tre måneder.
Matchgruppe 2: Indsatsklar. Borgere, der ikke er parate til at tage et ordinært arbejde, så de kan være ude af beskæftigelsessystemet inden for de næste tre måneder, men som kan deltage i en beskæftigelsesret‐
tet indsats med aktive tilbud.
Matchgruppe 3: Midlertidigt passiv. Borgere, der har så alvorlige pro‐
blemer, at de i øjeblikket hverken kan arbejde eller deltage i en beskæf‐
tigelsesrettet indsats med aktive tilbud, fordi de fx er alvorligt syge.
Selv om flexicurity ikke er en del af ICCD’s program, betyder det omvendt ikke, at der så skal vælges mellem to vidt forskellige tilgange til, hvad et klubhus er.
Klubhusene her i landet må naturligvis rette sig efter den eksisterende lovgiv‐
ning, men der er stadig fornuft i at blive åndet i nakken af en international or‐
ganisations krav om at leve op til standarder byggende på et bestemt idégrund‐
lag. Overordnet kan både den danske og den europæiske udvikling ses som bevægelser væk fra ”moderkirken”, men de kan også ses som særlige varianter af den.