Aktivering som uddannelse og opkvalificering
Som det er fremgået ovenstående, er der tale om en politik, som i bedste fald kan kaldes tvetydig. For eksempel kan EUʹs forståelse af aktiveringspolitik tjene som eksempel på denne tvetydighed. Det, der oprindeligt var en strategi for interventioner for at udvide efterspørgslen efter arbejde (skabe arbejdspladser fx gennem offentlig investering), er i dag i langt højere grad præget af interven‐
tioner, der retter sig mod faktorer ved arbejdet.
Ved at tage udgangspunkt i EUʹs policydokumenter ses, at der i dag læg‐
ges langt mere vægt på individets autonomi og selvforsørgelse (mennesker ses som selvregulerede moralske aktører). Individet ses som internt motiveret og støttes af en politik til fremme af ”aktive individer”. Samtidig understreger po‐
litikken på den anden side behovet for tilpasning, dvs. at individet også kan være eksternt motiveret og derfor skal aktiveres. Denne dobbelthed er i sig selv interessant, men den har også stor betydning for Fountain House‐
medlemmerne. Det centrale begreb her er ”ansvarlighed”, forstået som enten individuel moralsk selvstændighed og selvbestemmelse eller som økonomisk motiveret af positive eller negative sanktioner. Autonomi og ansvarlighed er derved optaget som kernebegreber i de europæiske institutioners ordforråd.
Men ord og begreber kan vise sig farlige. Arbejdsløshed gøres til et individuelt anliggende, samtidig med at stort set alle former for social støtte (dagpenge, sygedagpenge, kontanthjælp mv.) tilskrives en moralsk defekt hos den enkelte.
Lediggang er den enkeltes skyld, ikke længere samfundets problem. Strukturel arbejdsløshed reduceres til et spørgsmål om at besidde de rette kompetencer.
Målsætningen om selvforsørgelse i EU tager udgangspunkt i en analyse af de grundlæggende økonomiske forandringer. Det hedder:”The delivery of lifelong learning … lay the foundations for productive human resources equipped with core and specific skills and enable people to adapt positively to social and economic change. The
development of an employable labour force involves providing people with the capacity to access and reap the benefits of the knowledge‐based society” (EC 2001a: 12).
Her fremstilles altså forandringsprocesser og mere specifikt individernes behov for at involvere sig proaktivt i disse processer. I det, der kaldes overgan‐
gen til det vidensbaserede samfund, er det hensigten, at de offentlige institutio‐
ner skal levere midlerne til denne tilpasning: ”Preparing the transition to a know‐
ledge‐based economy, reaping the benefits of the information and communication tech‐
nologies, modernising the European social model by investing in people and combating social exclusion and promoting equal opportunities are key challenges for the Luxem‐
bourg process” (EC 2001a: 8).
Aktivering betyder altså mere end aktivering af økonomien (fx forsyning med nye teknologier, støtte til udvekslingen osv.). Det er også vigtigt at aktivere arbejdsstyrken med henblik på at fremme dens tilpasning til fx nye teknologier.
En sådan aktivering af borgerne vil indebære en revision af hidtidige interven‐
tionsstrategier, som – hedder det – har en tendens til at øge og fremme passivi‐
tet for en del af arbejdsstyrken. Derfor skal den europæiske sociale model mo‐
derniseres. Afhængighed forstås altså som resultatet af en patologisk, psykolo‐
gisk og moralsk tilstand, som skabes af det sociale beskyttelsessystem, og den kan føre til nedbrydning af arbejdsetikken (Levitas 1998). Denne afhængighed af velfærdsstaten kan have alvorlige moralske konsekvenser, fordi den fungerer som en bremse på iværksætterlyst og initiativ. Sociale sikkerhedssystemer på‐
virker arbejderes og firmaers adfærd i den modsatte retning, lyder det.
På den anden side nævnes også, at målet for social sikkerhed ikke blot og bart handler om at anvende økonomiske ressourcer til at bekæmpe arbejdsløs‐
hed, men i højere grad om at tilvejebringe ”employability” i form af personlig tilpasning. Men hvad betyder så ”employability”? Det er et noget diffust be‐
greb, der anvendes i flere betydninger af EUʹs institutioner. Dog er der tre be‐
tydninger, der går igen, nemlig employability forstået som (1) individets man‐
gel på tekniske og almene kompetencer, (2) som vedkommendes mangel på sociale kompetencer og (3) som hans/hendes mangel på ”moralske” kompeten‐
cer. Hver betydning peger frem mod forskellige interventionsstrategier: ”Every unemployed person is offered a new start before reaching six months of unem‐
ployment in the case of young people, and twelve months of unemployment in the case of adults in the form of training, retraining, work practice, a job, or oth‐
er employability measure, including, more generally, accompanying individual vocational guidance and counseling with a view to effective integration into the labour market” (EC, 2001a: 11).
Til trods for, at der eksisterer forskellige betydninger, synes de alligevel at have to træk til fælles: det første træk angår, at problemet arbejdsløshed ud‐
springer af en form for personlig utilstrækkelighed. Ved at præsentere den ar‐
bejdsløse som en, der mangler noget, gøres den enkelte samtidig ansvarlig for
egen situation. Det andet træk er den fælles forståelse af ”kompetencer” som noget andet end ”kvalifikationer”. Kvalifikationer er objektive og oftest certifi‐
cerede i et diplom, et uddannelsesbevis eller lignende, der er anerkendt af såvel uddannelsesinstitutioner som arbejdsmarkedsinstitutioner. Derimod er kompe‐
tencer subjektive, og vurderingen af dem bliver vilkårlig. Forskellen mellem de to begreber ligger i, hvorvidt den enkelte har kontrol over vurderingen af vær‐
dien af hans/hendes arbejde. Derved kan man begrunde udelukkelsen af be‐
stemte grupper under henvisning til mangel på forskellige slags kompetencer.
Omvendt begrænser det mulighederne for at fremlægge et kollektivt svar fra fx klubhusmedlemmernes side.
Hertil knytter sig også et skifte fra, at en ansat tidligere forventedes at ar‐
bejde med sine kognitive eller manuelle færdigheder, mens vedkommende i dag i langt højere grad forventes at demonstrere sin ”korpsånd og beredvillig‐
hed”. Dette alene fører til en vurdering af arbejdsløshed som værende et resul‐
tat af defekter i personlighedskarakter, hvilket igen kan bruges – og bliver det – til at legitimere en afgørende skillelinje mellem arbejdsstyrken, nemlig på den ene side den stabile arbejdskraft (der antages at være i besiddelse af kapaciteter og kompetencer, som sikrer employabilitet) og en mere perifer gruppe (se fx Jensen 2004; Jensen og Walker 2007). Skillelinjen ser ud til at dreje sig om sub‐
jektive kompetencer og ikke om uddannelsesbeviser, idet de afgørende vurde‐
ringskriterier er knyttet til motivation, holdning til arbejde, loyalitet, initiativ og udholdenhed. Disse kriterier er ikke et resultat af en fælles aftale mellem ar‐
bejdsgiver og ansatte, men fastsættes udelukkende ud fra arbejdsgiverens sub‐
jektive skøn.
Uanset hvordan man udlægger situationen, medfører den i hvert fald, at employability ikke kun betyder at råde over den fornødne viden, men også at have de rette kompetencer i psykologisk og moralsk forstand – eksempelvis fleksibilitet, permanent tilgængelighed (mobil, mail) og personlig selvstændig‐
hed. Det betyder videre, at social hjælp og beskyttelse (dagpenge, sygedagpen‐
ge osv.) anvendes til at fremme hjælp til selv‐hjælp: den enkelte skal blive an‐
svarlig for at søge sin egen vej til selvforsørgelse. Personlig autonomi bliver på den måde tolket som personligt engagement og ansvarlighed. Hermed inviteres vi inden for i en forestillingsverden, hvor den enkelte mest af alt ligner en ana‐
lytisk gearet person, som rationelt er i stand til at vælge det bedste alternativ i en kreativ og uafhængig kontekst. Endvidere har hun/han en høj grad af kon‐
trol over hans/hendes personlige projekt, og vedkommende handler ud fra sine overbevisninger, værdier og etiske principper. Dermed omdefineres velfærds‐
staten: den fordeler ikke længere velstand, men muligheder. Den tilvejebringer redskaber til ”selvhjælp” og til at gøre individer ansvarlige for at søge deres personlige livsbane frem mod selvforsørgelse (Begg et al. 2001). Det interessante her er denne tankegangs beslægtethed med rational choice‐teorien, som stam‐
mer fra økonomisk teori, hvor man sjældent er bange for at indføre simplifice‐
rede og urealistiske forudsætninger (Hansen 2003: 127).
Aktivering kan – som det sås ovenstående – omfatte mange sider. Mens vi i første runde har peget på selvforsørgelse som målsætningen (via uddannelse), skal vi i anden runde læse aktivering som overvågning af adfærd og instrument til social disciplinering (via arbejde).