Selv om flexicurity ikke er en del af ICCD’s program, betyder det omvendt ikke, at der så skal vælges mellem to vidt forskellige tilgange til, hvad et klubhus er.
Klubhusene her i landet må naturligvis rette sig efter den eksisterende lovgiv‐
ning, men der er stadig fornuft i at blive åndet i nakken af en international or‐
ganisations krav om at leve op til standarder byggende på et bestemt idégrund‐
lag. Overordnet kan både den danske og den europæiske udvikling ses som bevægelser væk fra ”moderkirken”, men de kan også ses som særlige varianter af den.
Dansk socialpolitik
Siden midten af 1990’erne har flere nyskabelser i socialpolitikken set dagens lys.
Den væsentligste af dem er formentlig aktiveringslinjen, altså ideen om gennem arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger at øge chancerne for at blive helt eller delvis selvforsørgende. Et markant træk blev støttet beskæftigelse, som sigtede efter at flytte fokus til fleks‐ og skånejob. Inden da havde skiftende arbejdsmar‐
kedsrettede tiltag som virksomhedspraktik og løntilskudsjob været gængse. Nu blev der i stedet tale om at etablere ordninger med mere varige placeringer i støttede beskæftigelsesmuligheder. Disse nye ordninger omfattede i 2008 ca.
50.000 helårspersoner. Desuden øgedes interessen for vejledning og opkvalifice‐
ring, især særlige uddannelsesforløb på erhvervsskoler og ordinær uddannelse, men også vejledningskurser. Denne del af aktiveringen drejede sig i særdeles‐
hed om at målrette uddannelsesforløb mod arbejdsmarkedets behov.
Tillige fokuseredes på førtidspensionisterne. I 2007 gennemførtes en un‐
dersøgelse af Social‐, Beskæftigelses‐ og Finansministeriet. Den konstaterede, at målsætningen om at få flest muligt med nedsat arbejdsevne over i ustøttede job ikke var opfyldt. En vigtig årsag syntes at være, at mange unge og mange med psykiske lidelser var blevet tilkendt førtidspension. Især blandt de senest til‐
komne førtidspensionister viste det sig, at 4 ud af 5 unge i alderen 20‐29 år hav‐
de psykiske lidelser – ikke mindst i kraft af en stigning i forhold til ”nervøse og stressrelaterede tilstande” (Socialministeriet et al. 2007).
Andre vigtige træk handler om afinstitutionalisering, udvidelsen af priva‐
te socialpolitiske aktører og borgeres retssikkerhed og valgfrihed. Her skal vi alene opholde os ved, at klubhusene også er blevet socialpolitisk aktør. Både civilsamfundet og markedet tænkes at påtage sig opgaver inden for en ellers dominerende offentlig sektor, og det forudsætter, at der er andre tilbud til rå‐
dighed. Mens den offentlige sektor (stat, regioner og kommuner) tidligere bar
hovedansvaret for et opstået socialpolitisk problem, blev dette ansvar nu delt med borgeren. Først og fremmest handlede det om at undgå fravalg af arbejde.
Derfor nedsattes beløbsstørrelsen i dagpenge og kontanthjælp, og dette fulgtes siden op af indførelse af brugerbetaling. Dermed lagdes op til, at borgerens nærmeste familie opfordredes til at bidrage i stærkere grad til at løfte ansvaret.
Desuden forestillede man sig, at civilsamfundet (eufemistisk kaldt ”borgernes egne sociale netværk”) kunne hjælpe bedre end den offentlige sektor. Borgere med sociale problemer tænktes at få hjælp fra det organiserede civilsamfund og dettes selvejende institutioner, der dog i vid udstrækning drives ved hjælp af offentlige midler, men kombinerer frivillige med lønnede medarbejdere. I den forbindelse har der været peget på, at der er en usædvanlig tæt kontakt mellem de frivillige og de offentlige myndigheder, hvilket har fået Selle og Klausen til at tale om ”statens kolonisering af den tredje sektor” (Klausen & Selle 1996).
Hvad arbejdsmarkedet angår, tilbyder det i princippet borgerne indkom‐
ster. I det arbejdsmarkedsperspektiv, der præger socialpolitikken, vil vi nu vende os til flexicurity‐modellen. Den indeholder basalt set fleksibilitet, dvs.
arbejdsgiveres ret og frihed til at afskedige medarbejdere i krisetider og princi‐
pielt også en deraf følgende villighed til at ansætte folk, når det går fremad igen. Dernæst indeholder den et sikkerhedsmoment (security), som består i dagpenge på et relativt højt kompensationsniveau for i hvert fald lavtlønnede.
Endelig indeholder den en aktiveringsdel, hvis primære sigte er at kontrollere, at ledige faktisk står til rådighed for arbejdsmarkedet og desuden at aktivere dem. En kritisk indvending mod lovprisningen af denne model har været, at en del af dem, der forsvandt fra ledighedsstatistikkerne, formodes at være flyttet over på varige offentlige ydelser, eksempelvis førtidspension.
I det foregående peges altså på, at klassisk ’welfare’ er overhalet af ’work‐
fare’, således at socialpolitikken i dag i højere grad fremtræder som beskæfti‐
gelsespolitik.
Set i lyset af både det foregående og det kommende kunne man kalde det et paradoks at ville forene en mere klassisk forståelse med en moderne. Forkla‐
ringen kan sandsynligvis findes i nyinstitutionel teori. ”Moderne organisationer eksisterer i institutionelle omgivelser, hvor der er socialt definerede og sanktione‐
rede normer for, hvordan en ”up to date”, rationel og effektiv organisation bør se ud” (Mik‐Meyer og Villadsen 2007: 119). Der udvikles over tid en selvfølge‐
lighed i status, og det betyder, at uanset om det svarer til virkeligheden eller ej, så betyder legitimeringspresset fra omgivelserne (politikeres og borgeres for‐
ventninger), at der foregår en mytedannelse om, at netop disse tiltag eller prin‐
cipper er demokratiske, retfærdige, imødekommende osv.
Som den nøgterne beskrivelse vil vise nedenfor, er det svært at genkende de værdier, der efter sigende skulle drive værket.
Aktivering
Anvendes den beskæftigelsesrettede aktivering som eksempel, ser vi her brug af særlige redskaber og faste tidspunkter for ret‐og‐pligt til aktivering. Natur‐
ligvis er de komplekse, fordi reglerne er indrettet til at tilgodese behovene hos mange forskellige grupper af ledige.
Reglerne i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats fokuserer på tidlig ind‐
sats i form af aktiveringstilbud, hvor eksempelvis ledige under 30 år har både ret og pligt til et tilbud senest efter 13 ugers ledighed. For unge ledige under 25 år pålægges at tage en uddannelse på almindelige vilkår, hvis den enkelte skønnes i stand til det. Hvis man er fyldt 30 år, har man ret og pligt til aktive‐
ringstilbud senest efter 9 måneders ledighed. Dog er det efter 6 måneders le‐
dighed, hvis man er dagpengemodtager over 60 år.
Uanset om den ledige er arbejdsmarkedsparat eller ej, tilbyder Jobcentret tre typer aktivering:
1. Vejledning og opkvalificering:
Dette dækker over alt lige fra korte vejlednings‐ og afklaringsfor‐
løb, særligt tilrettelagte projekter og uddannelsesforløb til ordinæ‐
re uddannelsesforløb.
2. Virksomhedspraktik
Virksomhedspraktik på en offentlig eller privat virksomhed bru‐
ges til afklaring af beskæftigelsesmål, eller personer, som på grund af mangelfulde faglige, sproglige eller sociale kompetencer kun vanskeligt kan opnå beskæftigelse på normale løn‐ og arbejdsvil‐
kår eller med løntilskud. Formålet er at afdække eller optræne per‐
sonens faglige, sociale eller sproglige kompetencer samt at afklare beskæftigelsesmål.
3. Ansættelse med løntilskud
Ansættelse med løntilskud hos offentlige eller private arbejdsgive‐
re kan bruges til genoptræning af lediges faglige, sociale eller sproglige kompetencer. Forløbet kan vare i op til et år. For at blive ansat med løntilskud i en privat virksomhed, er det en betingelse, at man har 6 måneders forudgående ledighed” (Beskæftigelsesmi‐
nisteriet).
Aktiveringspolitikken påvirker naturligvis klubhusenes målgruppe. Medlem‐
mer på varige ydelser (førtidspension) kan indgå i klubhusenes dagligdag på de tidligere præmisser, mens de øvrige potentielle medlemmer skal i uddannel‐
se, arbejde eller anden form for aktivering, og her er meget stramme regler om‐
kring tidsrammer og mål for især yngre uden massivt belastende psykosociale vanskeligheder. I kapitel 3 nævntes fx forsørgelsesgrundlaget som en stærk ud‐
fordring til klubhusmodellen, og i kapitel 5 pegedes på ændringer af husenes medlemsgrundlag. I denne proces indvirker kommunernes fremhævelse af det arbejdsmarkedsrelaterede. Tålmodigheden med langsommelighedens pædago‐
gik er tilsyneladende sluppet op.
Der er på den baggrund blevet mindre manøvrerum for klubhusene. Dels lægger det foregående op til, at der er færre at henvende sig til i den traditionel‐
le målgruppe, dels indgår klubhusene som sociale aktører side om side med andre tilbud. Måske er der noget om, at modellen for det klassiske klubhus pas‐
sede til situationen for 30 år siden?
EU's socialpolitik
For at sætte dette yderligere i relief fremdrages i det følgende EUʹs socialpolitik.
For socialpolitikkens vedkommende kan topmødet i Luxembourg 1997 sættes som udgangspunkt. Her blev EUʹs fælles beskæftigelsesstrategi vedtaget.
Omsætningen af denne strategi har siden 2003 fundet sted gennem de såkaldte nationale reformprogrammer (de tidligere nationale handlingsplaner, National Action Plans). Planerne omfatter fire dimensioner: adaptability, entrepre‐
neurship, equal opportunities og employability. Den europæiske Socialfond støtter realiseringen af de beskæftigelsespolitiske ledetråde med sigte på be‐
kæmpelse af arbejdsløshed, udvikling af humanressourcer og integration på arbejdsmarkedet. Hertil skal så lægges den kompetencebaserede logik i livslang læring, som svarer til forståelsen af en nytteorienteret employability. På jævnt dansk betyder denne måde at tænke på, at den ideale arbejdstager orienterer sig mod sin egen øjeblikkelige markedsværdi i stedet for at stræbe efter varig status og klarer sig med en konjunktur‐ og situationsafhængig livsførelse i stedet for at knytte sine forhåbninger til et langsigtet livsudkast. Det er af afgørende be‐
tydning at udvikle evnen til at finde beskæftigelse for at mestre prekære be‐
skæftigelsessituationer i et ikke‐standardiseret og fleksibiliseret erhvervsarbej‐
de. Dvs. en tilpasning til opkvalificering med henblik på (re)integration på det normale arbejdsmarked. Faren for denne tilpasning ligger snublende nær:
mennesker med eksempelvis psykiske lidelser kan trænges helt ud af arbejds‐
markedet og tillige gøres ansvarlige for deres skibbrud. Samtidig orienterer job‐
centre deres indsats mod et udlevet arbejdsmarked uden blik for, at dette også indebærer at lægge sig fast på vilkår, som medfører en række risici, der ikke kan beregnes, fordi nye teknologier erstatter en del af det arbejde, centrene ef‐
terlyser. Derved symboliserer konstruktionen af beskæftigelsesevne (employa‐
bility) en ensidig fokusering på arbejdsmarkedet, mens den i virkeligheden kunne have større fordele af at tilvejebringe evner til at mestre tilværelsens ud‐
fordringer.
Bernard Gazier (1999) skelner mellem to aspekter af employability. Det første aspekt er ”initiativ‐employability”, som i lyset af livslang læring mulig‐
gør en tilpasning til stadigt mere fleksible erhvervsforhold og dermed garante‐
rer en fortsat deltagelse i arbejdsprocessen. Her betragtes den beskæftigede som en arbejdskraftgiver, der udbygger sin humankapital og retter sig efter kravene på arbejdsmarkedet. Det andet aspekt er ”interaktiv‐employability”, som be‐
skriver afstemningen mellem arbejdstagerens profil og de krav på arbejdsmar‐
kedet, som muliggør et match mellem arbejdstagerprofilen og stillingsopslagets kravprofil.
Efter disse mere overordnede beskrivelser følger en tættere beskrivelse og analyse af aktiveringslinjen.