En bredere tilgang til social inklusion
I det foregående er der peget på, at social inklusion ensidigt knyttes til fast be‐
talt arbejde på arbejdsmarkedet.
Men anskues dette i et bredere perspektiv som et inklusions‐eksklusions‐
paradigme, kunne man pege på, at der findes andre former for inklusion end arbejdsmarkedet. Disse andre former for inklusion må vurderes som værende afgørende for klubhusenes medlemmer.
Her oplistes seks principielle former for eksklusion:
1. eksklusion i forhold til arbejdsmarkedet – der beskriver situatio‐
ner, hvor man støder imod eksterne barrierer for at komme ind på arbejdsmarkedet, og hvor man resignerer i forhold til at få beskæf‐
tigelse;
2. økonomisk eksklusion – svarer nærmest til fattigdom og indebæ‐
rer økonomisk afhængighed af velfærdsstaten eller en socialt uac‐
ceptabel indkomst og tabet af evnen til økonomisk at forsørge sig selv eller sin familie;
3. institutionel eksklusion – ses eksempelvis i forhold til uddannel‐
sessystemet (skoler og erhvervstræning), til jobcentre og socialfor‐
valtninger og offentlige og private servicevirksomheder (fx banker og forsikringsselskaber). Ved siden af eventuel mangel på hjælp i forbindelse med ledighed spiller to andre faktorer en stor rolle, nemlig erfaringerne med institutionel afhængighed, som fører til skamfølelser og passivitet, og erfaringer med hele tiden at vandre ind og ud af stabile systemer;
4. eksklusion via social isolation – kan fx handle om at trække sig fra sociale netværker eller omvendt, som kan indebære begrænsede kontakter til enten en særlig gruppe eller et totalt fravær, dvs. en almindelig isolation af den berørte person;
5. kulturel eksklusion – betyder på samfundsplan ikke at kunne leve op til socialt accepterede normer og værdier med den mulige kon‐
sekvens at blive betragtet som afviger eller unormal;
6. rumlig eksklusion – svarer til, at mennesker med lave indkomster ofte kommer fra en ensartet social eller kulturel baggrund, og at de ofte lever i bebyggelser, som kan være forsømte eller mangle of‐
fentlig transport, forretninger og kulturbegivenheder (Kronauer 1998).
Det helhedssyn, som Fountain House repræsenterer, vil skulle forholde sig til de nævnte former. Det er langt fra nok at fokusere på eksklusion fra arbejds‐
markedet, fordi en række af de øvrige faktorer har at gøre med, om den enkelte er parat til arbejdsmarkedet, og et professionelt skøn over, hvorvidt vedkom‐
mende i det hele taget kan blive det, inden for hvilken tidshorisont og med sigte på hvilken beskæftigelse. Der er givet mange eksempler undervejs i rapporten på, hvordan medlemmerne bliver mødestabile, hvordan de kan deltage i den arbejdsstrukturerede hverdag i husene, og hvordan frivillighed og ansvar for at løse bestemte opgaver følges ad. Derfor kan den bredere forståelse tages til ind‐
tægt for klubhusenes oprindelige grundlag og pege på et alternativ til en snæ‐
ver forståelse. Medlemmer tilbydes hjælp til at indfri beskæftigelsesmæssige mål, som ikke nødvendigvis er knyttet til det traditionelle arbejdsmarked, men
derimod til socialt nyttigt arbejde. Socialt nyttigt arbejde vil sige at producere offentlige goder uden at være afhængig af markedets betingelser. Derved kan klubhusene bidrage til ”public entrepreneurship” (Ziegler2009). Mens f.eks.
EUʹs neoliberale forståelse af ”social entrepreneurship” appellerer til forbruge‐
ren, henvender ”public entrepreneurship” sig til borgeren. Rollen som forbru‐
ger har skubbet rollen som borger tilbage i fuld overensstemmelse med, at det offentlige slankes, mens markedet vokser. I lyset af New Public Management defineres det sociale i højere og højere grad som en del af det økonomiske, hvorved sociale problemer defineres som økonomiske. Facit bliver, at alt – der ikke betragtes som absolut nødvendigt for offentlig virksomhed – overlades til markeds‐ og kontraktforhold, hvor borgerens rettigheder erstattes af forbruge‐
rens behov (Osborne og Gaebler 1992). ”Public entrepreneurship” handler der‐
for ganske ligetil om kunsten at skabe socialitet. Dette kunne være et væsentligt bidrag for det europæiske samarbejde klubhusene imellem.
I forlængelse af argumentationen her er det vigtigt at forstå, at ligesom ak‐
tivering netop ikke alene er et nationalt anliggende, vil en kamp for socialt nyt‐
tigt arbejde heller ikke være det. Det drejer sig om at forstå og handle i forhold til et europæisk perspektiv.
Dette er bl.a. en hovedopgave for den europæiske sammenslutning af klubhuse.
EPCD (European Partnership for Clubhouse Development)
Betydningen af en europæisk organisering vil ikke blive mindre i takt med, at stadigt større dele af socialpolitikken præges af den europæiske sociale model.
Den åbne koordinerings metode – som præsenteres neden for – lægger op til, at medlemslandene indoptager den fælles politik.
Det europæiske partnerskab for klubhusudvikling stiftedes i 2007 med nedenstående formål:
Purpose and Goals of the Partnership
The main purpose of the EPCD is to promote the continuous development and dissemination of the Evidenced Based Clubhouse model in Europe, as it is defined in the International Standards for Clubhouse Programmes.
The overall goals of the partnership will be:
To improve the social inclusion, educational and labour market inte‐
gration and participation of people with mental illness and psychoso‐
cial problems in Europe,
To promote and support new Clubhouse development throughout Eu‐
rope,
To increase opportunities of mental health service users and ex‐users in European Countries to participate in the empowering and suppor‐
tive Clubhouse communities as defined above,
To strengthen and extend the ICCD’s network and operations with European Clubhouses and other stakeholders of Clubhouse develop‐
ment in Europe.
We will do this by
Ensuring that Clubhouse members are at the heart of all activity,
Raising awareness of the Clubhouse model with people with mental health problems across Europe,
Influencing governments and the EU to support and promote the mo‐
del,
Increasing the number of ICCD accredited Clubhouses throughout Europe,
Supporting and sustaining existing Clubhouses,
Facilitating and supporting the individual Clubhouses and coalitions in Europe to meet and help each other,
Promoting and coordinating the European research of the Clubhouse model,
Creating partnerships and participating in relevant networks within Europe,
Fundraising, especially on a European scale,
Accessing training for key EPCD leaders in “marketing and advocacy”,
Developing and maintain a web site and a marketing and communica‐
tion strategy,
Being the main partner for the ICCD as it concerns activities in Europe.
Den europæiske organisation lægger bl.a. op til integration på arbejdsmarkedet af mennesker med mentale sygdomme og psykosociale lidelser. Det forudsæt‐
ter, at rationalet i den aktuelle beskæftigelsespolitik i EU udfordres., og at den socialpolitiske dagsorden lægges om.
Det er naturligvis ingen ligetil sag, men ikke af den grund håbløs. Denne vurdering bygger på, hvordan EU‐systemet fungerer. En kort introduktion vil fortælle en del om det: I bestræbelserne på at udvikle det fælles grundlag for en europæisk socialpolitik har skiftende metoder været bragt i anvendelse. Oprin‐
deligt fyldte ’Fællesskabsmetoden’ mest – taktstokken fra Bruxelles skulle føl‐
ges slavisk. Her valgte EU altså at svinge ”pisken”. Grundlæggende handlede det om etableringen af det økonomiske fællesskab, hvor en given politik beslut‐
tedes og tillige udstyredes med et juridisk apparat til at tvinge de formastelige syndere, der tillod sig at afvige fra ”dydens smalle sti”, tilbage i folden.
Denne form for ”rå” harmonisering viste sig dog uanvendelig på en lang række områder, især hvor kompleksiteten oversteg fastsættelse af sildekvoter, akkumulation af smørbjerge og bekæmpelsen af krumme agurker. I stedet ud‐
vikledes den såkaldte ’programmetode’, som i højere grad benyttede sig af gu‐
lerødder frem for pisk. Det er her kendetegnende, at der nedsættes en række arbejdsgrupper, hvis medlemmer principielt kun repræsenterer sig selv, og som i kraft af gruppens korpsånd nærmest føler sig tvunget til at søge konsensus, når gruppen bedes om at udvikle forslag. Fremgangsmåden er, at Kommissio‐
nen stabler programmer på benene, som fx grupper af forskere kan søge midler fra. Målet er at skabe en europæisk identitet og europæiske praksisfællesskaber.
Metoden er velegnet et langt stykke hen ad vejen, fordi deltagerne ikke altid når at opdage det spil, de er en del af, og fordi universiteterne er afhængige af de midler, de kan få. Men hvis hverken pisk eller gulerod fungerer, benytter Kommissionen sig tillige af den åbne koordinations metode, som ganske vist er
’blødere’ sammenlignet med to foregående, men hvis målsætning ikke desto mindre fortsat er at opfylde målene fra Lissabon‐traktaten: økonomisk konkur‐
renceevne og social sammenhængskraft. Dette samler Pia Cort op i et overblik:
Styringsmåde Regulering Mål
Fællesskabsmetoden Hård lov/retlige sanktioner Realisere det økonomiske fællesskab
Programmetoden Finansiering gennem aktions‐
programmer, praksislæring og bureaukratiske procedurer
Skabe en europæisk identitet og europæiske praksisfælles‐
skaber
Den åbne metode Blød lov Opnå Lissabon‐målene: øko‐
nomisk konkurrenceevne og sammenhængskraft
(Cort 2009: 175, vor oversættelse)
EPCD har muligheder for at påvirke alle tre metoder. Der kan lobbyes omkring fællesskabsmetoden, og der kan bydes ind på programmer og projekter i pro‐
grammetoden. Endelig kan de nationale politikere presses i forhold til den åbne metode, hvor fx EUʹs politik i forhold til social inklusion udgør et egnet grund‐
lag.
Blandt andet fokuserer EPCD på at forebygge skæve udviklinger og eks‐
klusion ved hjælp af tidlige indsatser som led i en bred, aktiv og kontinuerlig støtte. Heri kan klubhusene placeres centralt, idet de kan blive det sted, hvor hjælpen kommer til medlemmerne og ikke omvendt. Det drejer sig også om at
kigge aktiveringspolitikken efter i sømmene ud fra ledetråden: giver denne po‐
litik mening for brugerne? Den bredere forståelse af inklusion‐eksklusion, som er præsenteret tidligere i dette kapitel, åbner en bred vifte af muligheder for klubhusenes virksomhed nationalt og på europæisk plan.
I et videre perspektiv handler det også om at knytte det formelle og ufor‐
melle sammen. Når også denne rapport viser, at klubhusene er i nærmest dag‐
lig kontakt med de medlemmer, der tænkes aktiveret, vil det være vigtigt at fremme husenes deltagelse i uddannelse, træning, beskæftigelse og sociale ydelser. Med den erfaringsbaggrund, husene repræsenterer, og den udvikling af metode til at komme i kontakt og siden at opbygge stabile relationer og over tid igangsætte ”langsommelighedens pædagogik”, vil en oplagt mulighed være at gøre husene til partnere i planlægningen og implementeringen af politikken.
Det vil indebære langsigtede strategiske satsninger.