Arbejdsorientering som klubhusenes fælleshed
’Hvis arbejde er så sundt, så giv det til de syge’ var et slogan for ’De bevidst ar‐
bejdssky elementer’ i 1980’erne. Det er – ikke uden en vis ironisk distance – cite‐
ret i Fontænehusene Danmarks beskrivelse af ’Klubhusmodellen’ som indled‐
ning på afsnittet om ’Arbejde’. Men kun med en vis distance, for citatet følges op med ”der kan faktisk være et helende element i at arbejde”.
Arbejde som kategori er det mest centrale i klubhusenes virksomhed, og det fremhæves meget tydeligt af klubhusene selv, hvis man leder efter informa‐
tioner om dem. Hvis man for eksempel går ind på deres respektive hjemmesi‐
der, er den allerførste sætning, som ofte af stor betydning for den fortsatte inte‐
resse, formuleret på følgende vis for de enkelte klubhuse:
”Fountain House er for mennesker, som på grund af længerevarende psykisk sygdom eller alvorlige psykiske vanskeligheder har mistet kon‐
takten til arbejdsmarkedet eller uddannelsessted” (København)
”Fontæne Huset er et arbejdsorienteret dagtilbud for sindslidende un‐
der Socialpsykiatri & Udsatte Voksne – Aarhus kommune” (Århus).
”Kildehuset er et arbejdssted for mennesker, der har en langvarig psy‐
kisk lidelse” (Aalborg)
”Regnbuehuset er et arbejdstræningssted for mennesker med psykiske vanskeligheder” (Tåstrup)
”Enggården er et socialt arbejds‐ og bofællesskab for psykisk sårbare mennesker, der har brug for en meningsfuld hverdag” (Thisted)
”Fontænehuset Vejle er et arbejdsrelateret dagstilbud for mennesker med en psykisk problemstilling” (Vejle)
”Fortuna‐huset er et beskæftigelsestilbud for mennesker med psykiske problemer” (Næstved)
(Fontænehuset Frederikshavn har som nævnt endnu ingen hjemme‐
side).
Trods ovennævnte variationer i medlemsgrundlag klubhusene imellem er der meget stor fælleshed mellem deres måde at formulere en allerførste præsentati‐
on på deres hjemmesider. Fortuna‐huset anvender ordet ’beskæftigelsestilbud’, og København nævner ikke ordet ’arbejde’ (dog arbejdsmarkedet), men ellers er det variationer over ’arbejds‐’ ’‐orienteret’, ’‐sted’, ’‐træningssted’, ’‐fællesskab’,
’‐relateret’.
For en udenforstående kan det umiddelbart virke paradoksalt, da det at passe et arbejde ofte associeres med at møde stabilt frem hver dag til tiden og producere så meget som muligt på så kort tid som muligt, uanset om der er tale om fysiske produkter eller serviceydelser. Netop disse forventninger og for‐
dringer fremhæves ofte som en væsentlig barriere for sindslidendes arbejds‐
markedsdeltagelse. Hertil kommer, at fysisk arbejde som ’rehabiliteringsstrate‐
gi’ umiddelbart kan have ældre tiders tvangsarbejde og arbejdsanstalter som association, og endeligt at det i en nutid præget af terapeutiske samtaleformer og i det hele taget snakkende relationer i rehabiliteringsindsatser kan fremstå en anelse umoderne at have det at kunne ’passe et arbejde’ som centrum i et soci‐
alpsykiatrisk tilbud om rehabilitering.
Man skal dog ikke opholde sig ret længe i klubhusmiljøerne, før sådanne mulige fordomme taber en del luft. Essensen i den måde, klubhusene tænker arbejdsbegrebet ind i deres praksis, ligger først og fremmest i strukturerings‐
princippet – den arbejdsstrukturerede dag. En struktur bygget op om punktlighed som ideal, faste rutiner hver dag og indtjekning til arbejdsenheden ved an‐
komst; altså en tidsstrukturering, der minder mere om tidligere tiders industri‐
elle arbejdskultur end nutidens fokus på opgavestyret tidsplanlægning, flyden‐
de grænser mellem arbejde og fritid og vide rammer for at disponere egen ar‐
bejdsrytme (en individualiseret arbejdskultur, der i dag viser sig som omkost‐
ningsfuld i form af et samfundsmæssigt stærkt voksende antal personer med arbejdsrelateret stress og dermed forbundne psykiske vanskeligheder til følge).
Men i modsætning til den industrielle tidsstrukturering af arbejdsdagen med henblik på effektivisering og produktionsoptimering, symboliseret ved samlebåndet, hvor arbejdskraftens tidsrytme styres af samlebåndets hastighed, er det entydige indtryk fra feltstudier og interview, at klubhusmodellens ar‐
bejdsbegreb er karakteriseret ved fraværet af arbejdsintensitet forstået på den måde, at der ikke er et individuelt produktivitetspres i forhold til at skulle præ‐
stere resultater. Der er naturligvis spidstidspunkter – eksempelvis når køkken‐
enheden skal servere frokost eller når kontorenheden skal færdiggøre dagens nyhedsbrev – men i al almindelighed bidrage de enkelte medlemmer til pro‐
duktionsfællesskabet med det, de kan overkomme dén dag.
’Den arbejdsstrukturerede overkommelige dag’ bygger værdimæssigt på overbevisningen om, at alle mennesker er virkelystne; ønsker at udføre noget produktivt for andre og en selv, og det knyttes i vores kultur sammen med ar‐
bejde som identitetssikrende. Som en medarbejder formulerer det i et interview:
”Man skal have en arbejdsidentitet. Det kan godt ske, der ikke er ret meget arbejde i en;
men hvis man har en arbejdsidentitet, så synes jeg de fleste falder til her.” (Medarbej‐
der, Fontæne Huset i Århus).
For at sikre, at der ikke risikerer at udvikle sig enten ’profitkultur’ (med produktionsoptimering og effektivitet som nødvendighed) eller ’værestedskul‐
tur’ (hvor så lidt som muligt kan risikere at blive de facto standard15), er klub‐
husmodellens arbejdsforståelse bygget op om fire grundpiller, der er indskrevet i ’standarderne’:
Der må ikke igangsættes produktioner eller serviceydelser til virksom‐
heder eller personer uden for klubhuset, uanset om der er penge ind‐
blandet eller ej.
De opgaver, der udføres i løbet af arbejdsdagen skal ”være til gavn og glæde for andre”, således at de er synligt produktive for klubhusets soci‐
ale fællesskab.
Medarbejdernormeringen skal være så lav, at det ikke er muligt for medarbejderne alene at udføre alle de nødvendige arbejdsopgaver (bl.a. madlavning, nyhedsaviser, rengøring mv.) alene, for medlem‐
mernes indsatser – større eller mindre – skal være reelt nødvendige.
En undtagelse fra reglen om ’til gavn for andre’ er interne undervis‐
ningsaktiviteter i f.eks. dansk, matematik og sprog som en integreret del af dagligdagen for dem, der ønsker det. Men for eksempel betrag‐
tes kreative aktiviteter som en del af klublivet, der først kan udfoldes
’efter arbejdstid’, sammen med den række af andre sociale aktiviteter, der hører til den samlede dagligdag i klubhusene.
Denne i socialpsykiatriske sammenhænge usædvanlige konstruktion af ’den arbejdsstrukturerede overkommelige dag’ som rehabiliteringstilbud begrundes overordnet således: ”Som medlem deltager man i de daglige arbejdsopgaver i huset.
15 Selvom ’Væresteder’ inden for socialpsykiatrien rummer store variationer i deres praksis, har
begrebet ’værestedskultur’ bidt sig fast som udtryk for et sted, man typisk ’sidder og drikker kaffe’, som det også nævnes flere gange i interview med medlemmer. Det er denne konnotati‐
on, der her tænkes på.
Grundsynspunktet er, at alle er i besiddelse af ressourcer, som bringes til anvendelse både af hensyn til huset og til den enkelte. Opmærksomheden rettes mod det, man kan frem for det, man ikke kan. Det er ligegyldigt, om man har en psykiatrisk diagnose, man kan noget alligevel. Med det udgangspunkt er der optimale betingelser for, at den enkel‐
te kan udvikle sig, både arbejdsmæssigt og socialt…
Når man arbejder, gør man ikke kun tingene for sin egen skyld. Man gør også no‐
get, der kan være til gavn og glæde for andre. Herved får man betydning og identitet, fordi det, man foretager sig, rækker ud over en selv. Man bliver en del af et større socialt fællesskab, og det har stor betydning for ens selvværd, selvtillid og selvopfattelse.”
(Uddrag af ’Klubhusmodellen’)
Klubhusenes arbejdsfællesskabsorganisering rummer i sig selv et godt bud på, hvorfor klubhusene kan rumme så forskellige medlemsgrupper som beskrevet tidligere. Her er der plads til den ældre psykiatribruger på pension og uden forventninger om tilbagevenden til det almindelige arbejdsmarked, idet man livslangt kan opleve sig som nødvendig i klubhuset i kraft af de opga‐
ver, man dagligt udfører. Her er også plads til den yngre uden en lang psykia‐
trisk karriere bag sig, som har behov for en kortere eller længere periode uden for det pulserende arbejds‐ og uddannelsesliv. Men ikke kun plads til at komme sig, idet der i kraft af klubhusets organisering ideelt indarbejdes dagligdags rutiner, der kan komme medlemmet til gode i arbejds‐ og uddannelsessam‐
menhænge uden for klubhuset, samtidigt med at en positiv oplevelse af konkret betydning i det sociale fællesskab søges opbygget.
Som helhed er det da også klubhusenes overordnede mål at muliggøre til‐
bagevenden eller indtræden på det ordinære arbejdsmarked eller deltagelse i et almindeligt uddannelsesforløb. Ikke via individuelt tilrettelagt systematisk ar‐
bejdstræning eller terapeutiske samtaler, men i kraft af det overskud og de res‐
sourcer, den enkelte kan opleve at opbygge og konsolidere i kraft af deltagelsen i klubhusfællesskabet.
På denne led skriver klubhusmodellen sig ind i tidens aktuelle socialpsy‐
kiatriske recovery‐forståelse, om end på lidt andre måder i praksis end de fleste andre tilbud til brugerne. Billedligt talt udtrykt ved, at nok er mange især yngre medlemmer på ’gennemtræk’, men principielt er der ikke forud for indtræden i klubhusfællesskabet en tidsplan for deltagelsen her, idet ’ting tager den tid, det tager’, samtidigt med at medlemskabet ikke kun gælder den periode, medlem‐
met er aktiv i huset. Det er som udgangspunkt livslangt, og derfor er dørene altid åbne for genindtræden som aktivt medlem eller som en slags livline, hvor man kan deltage i de mange sociale aktiviteter rundt om den strukturerede ar‐
bejdsdag.
Spørgeskemaundersøgelsen i 2010 havde et spørgsmål, der skulle give et indtryk af interaktionen mellem klubhusdeltagelse og arbejdsmarkeds‐
allokering – hvor hyppige er overgange fra det ene til det andet?
Spørgsmål: ”Antal aktive medlemmer, der i den seneste måned har været i ar‐
bejdsmæssigt rettede aktiviteter uden for huset” (samlet for seks klubhuse):
%‐fordeling Antal
Fleksjob 11 % 6
Skånejob 16 % 9
Overgangsarbejde (OA)16 18 % 10
Praktik 14 % 8
Varigt arbejde 21 % 12
Selvstændig 7 % 4
Studerende 9 % 5
Andet 5 % 3
I alt 100 % 57 (n=57)
Om 57 personer, der inden for den seneste måned har været i arbejdsmæssigt rettede aktiviteter uden for klubhusets matrikel, er mange eller få, kan ikke ud‐
ledes af svarmønstrene i sig selv, men det skal ses i forhold til, at de seks klub‐
huse, der har besvaret spørgsmålet i andre spørgsmål oplyser, at der til daglig er omkring 100 aktive medlemmer (den seneste måned) og inden for en tremå‐
neders periode omkring 300 aktive medlemmer.