*
sin In d b ild n in g gaae sa a v id t, a t hun holdt den unge M an d i H aven for den samme P erso n , som stod p a a M aleriet i Riddersalen og som hun saa godt kunde lide. O g n a a r det da faldt hende ind, a t h an havde levet f o r to A arhundreder siden, saa troede hendes a f sod Laengsel opfyldte H jerte, a t de B egge allerede enr gang tilforn havde vandret p aa denne runde J o r d . H vow fte havde Andre f o r t a lt, hvorofte havde det forekommet hende se lv , som om en n y s steet H æ n delse havde fundet S te d engang tilfo rn ; hvorofte stodte hun ikke p aa P ersoner, til hvilke hun sslte sig dragen, som til gam le Bekjendte — hvorofte p aa A ndre, som hun ved forste Oiekast fandt m odbydelige! H v o rtid t horte hun ikke a f A ndre den brugelige T alem aad e:
„ D e r M enneske h ar I n t e t gjort m ig , men jeg kan dog ikke lide h am .'" A lt dette lagde hun sam m en, og derpaa byggede h u n , i sit In d erste den velgjorende M u lig h e d , a t hun og h an allerede tilforn engang kunde have m odt hinanden under S o le n . H u n ber styrkedes endnu mere i sine svcermerste I d e e r , n a a r hun i sin E rin drin g tilbagekaldte A lt, hvad M alachir n i, og, efter hendes Forsikkring, hele hendes F sdeby havde sagt om hendes Liighed med den him m elste Anr nunciades B illed. N u kunde hun forklare sig A lt:
sin tidlige In te re sse for dette M a le r i, sin med V en- stab og Kjcerlighed forbundne Velvillie for hiin unge G re v W a ld o h n a , sin afgjorte Tilboielighed til K lo
sterlivet og sin j smertelige Afsted fra M faderlige H u n s .
H ele to D a g e svsvede A d o lp h in e mellem T vivl og Ahnelse. S k u ld e hun arb eid e, da laae S y to ie t
i S k jsd e t, og med ufravendt B lik stirrede hun p aa een og sam m e P le t; havde hun en B o g i H a a n d e n , da svsm m ede B ogstaverne saa underligt omkring blandt hverandre, a t hun ikke kunde lcese en Linie. H nn tog ingen D eel i de O m staaendes S a m ta le ; paa alle S p s r g s m a a l svarte hun enten u rig tig t, eller flet ikke, og altid blev hun heftigt forskrækket, n a a r m an talte til hende.
F srst den tredie D a g begyndte hun a t betragte S a g e n med roligere B lik. H n n vendte fra fit Svcerr m eri tilbage til Virkeligheden, og m aatte nu selv smile ad de D rsm m e , hun saa gandske havde hengiver sig.
H u n tilstod for fig selv, a t hun neppe havde seet rigt tig t p a a den F re m m e d e ; m sdte han hende id ag , og i en anden D r a g t, vilde hnn vel neppe kunne gjenr kjende ham . D e t B ille d , hnn havde udkaster sig a f h a m , havde, m eente hun, kun vcrret et Konstvarrk a f hendes In d b ild n in g sk ra ft, og havde den Frem m ede,
i F ig u r og H oldning, nogen Liighed med hiin kncelen, d eP n g lin g , saa v ard etlig esa ad an t e t S p i l a f Tilfceldet, som a t h u n fluide ligne S osteren a f de himmelske A nnunciaders O rd en . H endes lsnlige Henrykkelses, R u n s — den fsrste Kjcerlighedsilds O pblussen i den jom fruelige B a r m — v a r bortdam pet. H u n kunde selv ikke b eg rib e, hvorledes hun kunde fslt sig saa scrlsomr greben ved det moderne S y n a f den gammel- ty d fle Ungersvend. M e n H v o r fri hun end troede sig for al F o rd o m , v ar hun det dog ikke, thi der greb Hende en egen Sk'rcek, da hun igjen skulde gaae i H av en med V e rte n s S m a a e . H u n afslog det ad skillige G an g e under m angehaande P a a flu d . M e n
da m an sagde hende, a t N atterg alstid en nu snart v ar forbi, a t det langtfra ikke var saa smukt h e r, n a a r B o u tik e rn e , der pleiede a t staae der i K uurtiden, bleve rekste, og at D ornene ikke korde gaae derhen allene, formedelst den nærliggende M olleg rav — saa g av hun omsider efter for alle disse stormende V om ner, og vandrede med D rengene hen i den hertuger sige H a v e s sm agfulde Alleer.
M ed scrlsom LEngstelkghed svcrvede hendes B lik igjennem det nysudsprungne K ra t overalt omkring, for a t see, om den gjenopstandne W aldohna ingen- sieds v ar at finde. H a n v ar ikke. ar see. — H u n vilde indbilde sig se lv , a t det v ar hende rer kjcrrt, m en en hemmelig N sst tilhviftede h e n d e , ak hun dog gjerne havde seet ham endnu e n g a n g , blot for med sisrre Rolighed a t kunne b e d sm m e , hvorm eget den Frem m ede lignede det sidste M aleri i det grevelige G alleri. E fter at have besogt de ffjsnneste P a rtie r, i H aven, satte hun sig og tog sit Arbeide frem. D e S m a a e gik derimod omkring -i de ncermeste G an g e, Vg legede m u ntert med hinanden.
D e n milde V a a rd a g s Zephyrvind farvede P ig e n s K inder ro d e re ; M illio n er In secter svcermede surren- de om i den krydrede L uft; qvidrende hoppede Fugr lene fra Qvist til O .vist; tusinde sodtduftende B lo m ster siode ved Adolphines F sdder, og o v e r hende slog en N a tte rg a l.
D e t v ar hende u m u lig t, a t arbeide. H endes ttngstede B ry st v ar opfyldt a f en behagelig og dog tillige vemodig Folelse. H u n forstod N atterg alen s bange K la g e , B lom sternes hemmelige K y s ,
Fugle-ties Q vidren p aa de gyngende G r e n e , den melodiske S u r r e n i B lom sternes K alk, i det kjolige G ro es, i den varm e Luft. H en des svanehvide B a rm hcevede sig hoiere, og overrasket a f en velgjsrende Febergyr sen, loftede hun sit store, svcrrmerffe §>ies lcengselsr fulde B lik mod de blaalige S k y e r , som , smykkede med gyldne K a n te r a f A ftensolens P u r p u r , droge hende forbi i m angehaande G estalter.
D e vilde D re n g e , der vendte tilbage til hende, forstyrrede hendes henrykkende D rsm m e . D e jordir ske S je le forlangte A ftensm ad , og bade den mere end S a lig e skynde sig hjem med dem. P a a H jem veien fo rtalte de, a t de forst havde tum let omkring og leget med hinanden, men a t en frem m ed, sonkloedt H erre havde ffjcendt p aa d e m , og siden givet dem V onr b o n s , for a t de ikke ffulde stoie, m en voere sm ukt stille.
„ H v a d v a r det da for en sortklcrdt H e r r e ? "
spurgte A d o lp h in e h u rtig t. — „ I h , svarte den LEldste a f de S m a a e : h a m , der ogsaa sad der for
rige G a n g , vi v a r h e r."
//H a n v a r atte r her i H a v e n ? " spurgte A d o lr p h in e glad, og m aatte gjore V old p a a sig selv, for a t skjule sin Bestyrtelse for B s r n ne.
„ J a vist, han sad jo ikke ret lan g t fra D ig — h a n havde a k te re t P e rg a m e u tb la d , eller det v ar et S ty k k e hvidt Elphenbeen — kort a t sige, h v id t v a r det — og han saae im m erfort p aa D ig gjennem B u sken, som han havde skjult sig bagved, og malede med sin B ly a n t p aa det hvide B la d . V i legede T a g fa t, vg
kom
ham sagtens en S m u le fornoer, kan
jegr«nke. D a raabte h an gandffe v r e d : „ V il I vcrre stille, I Pokkers D r e n g e !" M en da vi ikke Estimere,' de h a n s T ru sle r stort, lovede han os B o n b o n , n a a r vi vilde vcere rolige. V i bleve nu ret bekjendte med hinanden. H a n gav os, hvad han lovede o s, og vi v are ogsaa saa stille som m uligt. H a n tro ed e, D u v a r vor S e j l e r , og i den T ro lode vi ham ogsaa
b liv e."
„H v o rled es kom han tii at tale om m ig ? " spurgte A d o lp h m c , og to Noser brcrndte p aa hendes Lilier kinder.
„ I h , han m alte D ig jo, og havde truffet D ig , som D u gaaer og staaer. J e g sagde, a t han ffulde forcere m ig B illed et, men da loe han og sagde, a t jeg v ar ikte saa rosset, som jeg saae ud ril."
„ M i g h ar han m a le t? " spurgte A d o lp h m c , vg bcrvede hem m eligt afS k rcek og Gloede.
„A k, gandffe prcegtigt, siger jeg D ig ; saaledes g ad jeg ogsaa kunnet m ale. F o r sad D u p a a eenr gang gandffe stille, og saae op mod H im len — da bod han os vcere saa stille som en M u u s . V i rcenkte heller ikke m ere p aa a t lege, men saae im m erfort p a a h a n s M a le ri. J e g gad dog vidst, hvad han vil
gjore med det B itte d ."
„ H v o r le d e s m alede han m ig d a ? (!)tto , sortcel d o g !" sagde A d o lp h in e .
„ I h , D it H a a r og D in H a t med B lom sterne tegnede h an ikke, men han malede D ig med et S l s r , som D u loftede op med den ene H a a n d , saa m an kunde see D it hele Ansigt. D in hvide Kjole m aler de han ogsaa gandffe anderledes, men hvid lod han
den dog b liv e ; men kstedetfor D it S h a w l m alede h an en lyseblaa — S c a p u lie r kaldte han d e t, det saae ret godt ud. D u ffulde ogsaa have en lysr b laa K appe, sagde h a n ."
V ed denne Beskrivelse bcevede A d o lp h in e i sit In d e rste . H vo v ar den gaadefulde Frem m ede? H v o r, ledes kom han p aa det underlige I n d f a l d , a t m ale hende? H vorledes p a a den I d e e , a t give hende et Costume, som N o n n e n s p aa M a le rie t?
„ H a n h ar n y s begyndt paa B illedet! vedblev (H tto : O g har hver D a g vcrret her i H av en . G a n d , ffe fcerdigt, meente han, v a r P o n ra ite t vel ikke, m en Resten knnde han tilnods udarbeide hjemme. I m id , lertid, sagde h an , v a r det dog bedre, om han kunde faae D ig a t see nok engang, og derfor spurgte h a n , om vi ikke kom igjen im orgen — faa vilde han have alle sine Lommer fulde af B onbon til os. Ik k e sandt.
D u lader D ig nok m ale en S m u le im orgen ig jen ?"
D e rp a a fortalte han, a t der v a r kommen en anr den F rem m ed , som havde afhentet M aleren , og a t D e n n e havde forbudet h a m , at fortcelle Sosteren nor get om M a le r ie t; n a a r det v ar fcrrdigr, ffulde han nok selv vise hende det. H a n havde tilstdst spurgt om hendes S ta n d og N a v n , og v ar d e rp a a , med den frem m ede H erre, gaaet ad V eien til S o n n en b erg .
D a A d o lp h in e kom hjem , spurgte M oderen henr de spsgende, om hun havde taget et V ad i Koger brsnden * ), saa brcendende-rsd treen hnn ind i S tu e n .
D e t varmeste V ad i W iesbaden. Vandets V arm e stiger over 6 2 Grader R eaum ur.
i
E th v ert O r d , D rengen sag d e, v a r en B ra n d for hende. H u n vidste ikke m e r e , hvorhen hun ffulde vende sit A nsigt; al sin K ra ft m aatte hun opbyde,
fo r ei a t robe sin Henrykkelse og Glcede.
D e n halve N a t kunde hun ikke lukke et D ie.
H u n saae sig ifsrr O rd en sd rag ten . I D ro m m e lag,' de hun sin lille S v a n e h a a n d p aa sin broendende B a r m , og sagte hviffede hendes yndige P u rp u rm u n d N av r n e t„ ^ V a ld o h n a ." H endeskrsllede S ilk eh aarv ild eik k e ligge roligt i N atk ap p en ; det jom fruelige B ry st truede a t sprcenge C orsettet; d e lle tte Teppe syntes hende a t veie flere C entner, og de blsde D y n er brcendte under hende som en glodende Rist. G jerne v ar den fau re P ig e staaet op og gaaet ned i H a v e n , for i D u g h ar vet a t bade P an d e og B a rm .
A t hun, A ftenen e fte r, gik i H av en igjen p a a fam m e T id, deri kan In g e n fortcrnke den godmodige P ig e , da de S m a a e , der huffede de belovede B o n r b o n s, plagede hende med deres m aalm odige B o n n e r.
H u n havde ikke M o d ti! at siaae O m ene op. H en d es sukkerlystne S ts v e re vilde nok finde S p o re t,
icenkte hun. I G allop gjennemstreifede de alle Alleerr n e; de krsb gjennem alle P u f f e ; tilsidst raabte de e n d o g sa a , a f ZErgrelse over deres ffuffede H a a b , gandffe h sit: „ H r . M a le r! H r. M a le r ! " M en det gaadefulde M enneffe v ar hverken a t see eller hore.
H eftigt opbragte, fordi han havde n a rre t dem , ffjceldte de ham dygtigt ud, og fortalte enhver Forekom m en
de, O rd for O rd , hvad de vidste om den sorte V indt
beutel, som de i deres Forbittrelse kaldte deres V en fra ig aa r. N aturll'gviis drillede m an Adolphine dygr
tig t med denne B egivenhed; en anden F slg e deraf v a r , a l hun nn i lang T id ikke korde scette fin Fod ind i H a v e n , og en tre d ie , der v ar hende endnu sm erteligere, a t den fsrste Kjcerligheds hellige Folelser, der opfyldte hendes B ry s t, n u laae aabne for E m hver. H u n m aatte nu see h a m , d e r, i S k jo n b e d s hele Y n d e , v a r frem traad t a f hendes B a rn d o m s- d rsm m e — hun m aatte nu see h a m , hendes H jerte elskede, udsat for hendes F am ilies utidige S p o t , og for ikke a t robe sig, m a a tte hun lee m ed, n a a r m a n gjorde sig lystig over hendes K æ rlig h ed s M a r ty r .
Adskillige unge P ig e r, som horte til H usets C ir
kel, ssgte a t opspore den Frem m ede. D e gik, sn art ene, sn a rt med A n d re , i H a v e n , og m ange — der findes m ange smukke P ig e r i W iesbaden — m ange indbildte sig m aask ee, de fortjente ogsaa a t m ales, m en alle deres sm aae In d g re b i P o litid ep artem en tet v are frugteslofe. Fortegnelsen over Brsndgjoesterne, fom H ofbogtrykkeriet udgiver i K u u rtid en , v a r endnu ikke udkom m en. A lt, hvad m an kunde erfare, v a r, a t en H erre, for lang Tid siden, v ar hidkommen med den unge G am m elty d sk er, a t B egge havde boet i S k y tte g a a rd e n , a t H erren havde udgivet sig for eu russisk G reve vg a t den S o r te havde hort til h a n s F olge, a t den S idste gandske fortræ ffeligt havde spilt adskillige C horaler p a a det store O rgel i S ta d e n s K irke, havde beseet nogle a f O m egn ens A ntiqviteter, og isv rig t, som det lod, staael i et venskabeligt Aorr hold til den russiske G r e v e , m en ellers altid voeret
M e og alvorlig. N ogle K oner og P ig e r, der havde feet ham gaae ud og ind i S k y tteg aard en , vilde have fundet en v is Tuugsindighed i h an s store, m orkeblaae S in e , en venlig M ildhed i h an s A nsigtstræk og noget m eget In te re s s a n t i h an s hele Biksen. Eenstem m igt kaldte de ham en ung, smuk M a n d , og n a a r E n talte om h a n s friste Udseende, roste en Anden h an s G a n g s , h a n s V alsens ikdle S to lth e d , en Tredie h a n s ener
giske F ig u r, en Fjerde H ullerne i h an s K in d e r, en l Fem te h an s stjontform ede M u n d og h a n s perlehvide ' T ik n d er, en S j e t t e h a n s velklingende S te m m e —
k o r t, Alle bare saam ange M a te ria lie r sa m m e n , a t
! Adolphkne dermed kunde fuldfiamdiggjore sin P h a n ta - k sies B ille d , og altid lignede ethvert a f h a n s Trcek l den sværgende unge M an d L det w aldohnaiste V illed-
> g alleri.
S o m m eren kom nierm ere, de fremmede Kuurgjcer s sier indfandt sig efterhaands, og isser vare S o n d a g e n e
> altid velkomne for den uuge liv sm u n tre V erden. Alle f sirsm te da hen til den herlige K uursal, som, n a a r m an f saae den stjonne A d o lp h in e trcrde ind, altid blev til - en C o u rs a l, thi Alle trirngte sig om det hulde Vier f sen, der, i sin blomstrende Ungdom, udfoldede tusinde
? Y ndigheder — i sin beskedne Ydmyghed flet ikke ber r mierkede sit T rylleries A lm agt, og i sit Ydre forenede 5 den hsiere V erd en s Anstand med den reneste S je ls r r uskyldighed.
A ltid v a r A d o lp h in e om ringet a f en K reds smukke r K oner og P ig e r, der h an g ved hende med om