drivhusgasudled-ning pr. indbygger vil forventeligt ligge lavere end fx USA’s og Kinas i 2030. Men EU’s udledninger pr. ind-bygger vil fortsat ligge over det niveau, der kan indfri 2-gradersmålsætningen. Det kan derfor forventes, at EU på et tidspunkt må hæve sit ambitionsniveau på klima-området.
Forud for FN’s klimakonference i København i 2009 tilbød EU at øge sit reduk-tionsmål i 2020 fra 20 pct. til 30 pct. i forhold til 1990 under forudsætning af, at andre parter tilsvarende ville forpligte sig til en yderligere reduktionsindsats.
Men EU’s 2020-mål blev ikke forøget, da der ikke blev indgået en bindende klimaaftale i 2009, og i de efterfølgende diskussioner blandt EU-landene var der heller ikke tilstrækkelig opbakning til, at EU selv skulle gå foran og forøge sit reduktionsmål i 2020.
EU’s 2030-mål er ikke konsistent med stien mod 2-gradersmålet
EU havde i 2014 reduceret drivhusgasudledningen med ca. 24 pct. i forhold til 1990, når man ser bort fra LULUCF og international luft- og skibsfart. Det fremgår af figur 3.4. EU er således allerede godt på vej mod at overopfylde målet om at reducere drivhusgasudledningen med 20 pct. i 2020. EU’s udledning (den røde linje i figur 3.4) ligger således allerede i dag betydeligt under det samlede udledningsloft (den ubrudte lyseblå linje i figur 3.4) i EU, som følger af EU’s reduktionsmål.
Som vist i tabel 3.3 og figur 3.2 vil EU’s udledninger pr. indbygger fortsat ligge over det niveau, der ifølge UNEP gennemsnitligt set bør opnås globalt i 2030 for at have to tredjedeles chance for at indfri 2-gradersmålsætningen, såfremt EU’s udledning reduceres med 40 pct. i 2030 set i forhold til udledningen i 1990.
Det kan derfor forventes, at EU på et tidspunkt vil hæve sit ambitionsniveau på klimaområdet som led i de øgede reduktionsbidrag fra verdens lande, der ifølge UNEP vurderes at være nødvendige.
Figur 3.4 illustrerer EU’s historiske drivhusgasudledning (den røde linje) og det forventede udledningsloft i EU (den lyseblå linje), såfremt EU-reduktionsmålet i 2030 fastholdes på 40 pct. i forhold til 1990. Samtidig illustrerer de gule og grå prikker i figuren, hvor meget EU’s udledningsloft i 2050 skal reduceres, såfremt EU’s drivhusgasreduktionsmål i 2050 fastsættes til enten 80 pct. eller 95 pct. i forhold til 1990. Desuden viser figuren den historiske udvikling i nettooptaget af CO2 i jorde og skove (den grønne linje). Derudover viser figur 3.4 to regneek-sempler (de stiplede blå og røde linjer) for hvordan EU’s reduktionsmål hypote-tisk set vil kunne øges inden 2030. Der kan naturligvis være mange andre måder at fordele den ekstra globale reduktionsindsats mellem parterne. Fordelingen vil i sidste ende være et politisk spørgsmål, som også beskrevet i næste afsnit.
3 Behov for øget globalt ambitionsniveau
72
Der er forskellige måder at beregne et EU-mål på, som passer med 2-gradersmålet
Figur 3.4 illustrerer to forskellige hypotetiske EU-bidrag til 2-gradersmålsæt-ningen. I regneeksempel A øges EU’s mål drastisk på kort sigt. I regneeksempel B øges de kortsigtede reduktionsmål mindre, men til gengæld øges de mere langsigtede reduktionsmål. Nedenfor er beskrevet, hvordan de to linjer er fastlagt.
A. Forløb A: Ens udledning pr. indbygger: Den stiplede røde linje i figur 3.4 viser, at EU's reduktionsmål i 2025 og 2030 ville skulle øges til
henholdsvis 46 pct. og 55 pct. i forhold til udledningen i 1990, såfremt EU's drivhusgasudledning pr. indbygger i 2025 og 2030 skulle reduceres til det gennemsnitlige globale udledningsniveau pr. indbygger, som ifølge UNEP’s Emissions Gap Report 2016 kan være den nødvendige sti for at kunne indfri 2-gradersmålsætningen.
B. Forløb B: Fair fordeling ud fra forskellige kriterier: En kommende artikel Equitable mitigation to achieve the Paris Agreement Goals i tidsskriftet Nature Climate Change21 argumenterer for, at EU som led i indfrielsen af 2-gradersmålsætningen bør reducere drivhusgasudledningen med 48 pct.
i 2030 og 88 pct. i 2050, begge set i forhold til 1990. Disse målsætninger er vist med den stiplede blå linje i figur 3.4. Det vil medføre højere udledninger pr. indbygger i EU på kort sigt, men lavere udledninger på langt sigt sammenlignet med regneeksempel A. Forskerne tager udgangspunkt i en kombination af fem forskellige fordelingskriterier, når de fordeler det Figur 3.4 Illustration af EU’s drivhusgasudledning, forventet udledningsloft som
følge af EU’s drivhusgasreduktionsmål samt mulige nødvendige reduktioner af udledningsloftet for at leve op til 2-gradersmålsætningen
Anm.: De to mulige forløb (A og B) for EU’s 2-graderssti beskrives i teksten.
Kilde: Historisk drivhusgasudledning er fra Det Europæiske Miljøagenturs EEA Greenhouse Gas Data Viewer.20 EU's samlede udledningsloft er estimeret af Klimarådet.
EU's 2-graderssti B
LULUCF-optag EU's 2-graderssti A
EU-mål 80 pct. i forhold til 1990 EU-mål 95 pct. i forhold til 1990
-1
3 Behov for øget globalt ambitionsniveau 73
fremtidige udledningsbudget mellem Parisaftalens parter:
1. Evne (blandt andet overvejelser om økonomisk velstand, betalingsevne og reduktionsomkostninger)
2. Lighed (ens udledning pr. indbygger)
3. Udviklingsrettighed (blanding af ansvar, evne og behov) 4. Lige fordeling af kumulative emissioner pr. indbygger 5. Opretholdelse af nuværende emissionsniveau.
Det ville have stor betydning for EU’s maksimale akkumulerede udledning frem mod 2050, hvis EU øger de kortsigtede reduktionsmål. Hvis man antager, at EU skulle følge 2-gradersstien baseret på ligelig fordeling pr. indbygger af den globale udledning, ville EU kunne udlede ca. 90 mia. ton CO2e i perioden 2015-2050 og heraf 53 mia. ton CO2e i perioden 2015-2030. Hvis EU’s drivhus-gasreduktionsmål fastholdes på 40 pct. i 2030, vil EU kunne udlede ca. 66 mia.
ton CO2e i perioden 2015-2030. Det synes ikke umiddelbart realistisk, at EU vil kunne nå at kompensere for denne merudledning på op til 13 mia. ton CO2e inden 2050 ved at øge udledningstakten efter 2030, da EU’s udledning i så fald skulle vendes til et stort nettooptag inden 2050. Jo mere drivhusgas EU udleder på den korte bane frem mod 2030, jo mere kan der blive behov for at fastsætte et højt reduktionsmål for EU i 2050 og længere frem i århundredet.
Tre forskere har i 2013 i artiklen Regional GHG reduction targets based on effort sharing: a comparison of studies i tidsskriftet Climate Policy samlet og sam-menlignet en lang række forskellige bud på, hvilke principper der vil kunne lægges til grund for en byrdefordeling mellem verdens lande.22 Artiklen viser, at industrialiserede lande formentlig vil blive pålagt de mindst ambitiøse reduk-tionsmål, hvis man tager udgangspunkt i en omkostningseffektiv fordeling af det fremtidige reduktionsbehov. Men hvis man i stedet tager udgangspunkt i en ligelig fordeling pr. indbygger, skal industrilandene samlet set påtage sig højere reduktionsmål. Og tager man udgangspunkt i en fordeling baseret på ligelig fordeling pr. indbygger af de samlede udledninger siden industrialiseringen, vil industrilandenes reduktionsmål blive meget høje. Uanset hvilke fordelingsprin-cipper man måtte foretrække, kan det forventes, at EU på et tidspunkt vil hæve sit ambitionsniveau på klimaområdet som led i de øgede reduktionsbidrag fra verdens lande, der ifølge UNEP vurderes at være nødvendige.
Hvis EU’s drivhusgasreduktionsmål i 2030 øges, vil det formentlig betyde et skærpet dansk mål i ikke-kvotesektoren.
I figur 3.4 skitseres to forskellige regneeksempler, hvor EU’s reduktionsmål for 2030 hæves fra 40 pct. i forhold til 1990 til henholdsvis 48 pct. og 55 pct. I det nuværende forslag fra EU-Kommissionen er Danmarks mål for ikke-kvotesekto-ren 39 pct. i forhold til 2005. Hvis man antager, at en forhøjet reduktionsindsats i EU skal fordeles efter de samme principper, som anvendes i Kommissionens forslag til implementering af 40 pct.-målet for 2030, og som er beskrevet nær-mere i kapitel 2, vurderer Klimarådet, at Danmarks reduktionsmål i 2030 for de ikke-kvotebelagte sektorer kan blive forøget til 45-50 pct.
Klimarådets vurdering bygger på to forudsætninger. For det første er det antaget, at 40 pct. af den ekstra reduktionsindsats pålægges de
ikke-kvote-3 Behov for øget globalt ambitionsniveau
74
belagte sektorer på EU-niveau. Hermed stiger EU’s samlede reduktionsmål i de ikke-kvotebelagte sektorer fra 30 pct. til 36-41 pct. set i forhold til 2005-udled-ningen. For det andet antages det, at forøgelsen af reduktionsmålet fordeles ligeligt med 6-11 pct.-point oveni de af Kommissionen foreslåede mål for medlemslandene.
3 Behov for øget globalt ambitionsniveau 75
Boks 3.2 Alternative muligheder for at implementere et øget EU-mål
Hvis EU på et tidspunkt beslutter at øge sin reduktionsindsats, vil dette forment-lig skulle implementeres ved at reducere EU’s udledningsloft i form af mængden af kvoter og udledningsrettigheder i både kvote- og ikke-kvotebelagte sektorer.
For Danmark er det generelt dyrere at reducere drivhusgasudledningen uden for end inden for kvotesektoren. Klimarådet har tidligere i rapporten Afgifter der forandrer – Forslag til klimavenlige afgiftsomlægninger anbefalet, at Dan-mark, for at imødegå dette problem, bør arbejde for, at en større del af redukti-onen skal ske i kvotesektoren for EU som helhed. Hvis EU måtte beslutte sig for et højere reduktionsmål i 2030, kunne man overveje at placere størstedelen af den ekstra reduktionsindsats i kvotesektoren, hvorved man vil kunne nøjes med at pålægge medlemslandenes ikke-kvotebelagte udledninger en mindre del af den ekstra reduktionsindsats.
Man kunne dog også overveje forskellige muligheder for at ændre arkitektu-ren for EU’s klimaregulering ved at ændre den nuvæarkitektu-rende opdeling i sepa-rate reguleringer af henholdsvis kvote- og ikke-kvotebelagte sektorer samt LULUCF-sektoren.
Klimarådet har tidligere anbefalet oprettelsen af en separat ”landbrugssøjle”, hvor landbrugets ikke-energirelaterede drivhusgasudledninger og -optag reguleres på EU-niveau fremfor på nationalt niveau. Dette ville sikre en mere ensrettet regulering af landbrugssektoren på tværs af EU med fælles EU-krav og virkemidler.
En anden mulighed kunne være at overflytte CO2-udledninger fra transportens og husholdningernes energiforbrug til EU’s kvotesystem ved at pålægge brænd-stofleverandørerne kvotepligt.
Hvis en landbrugssøjle blev suppleret med overflytning af alt fossilt energifor-brug fra ikke-kvotebelagte sektorer til kvotesektoren, kunne der fastsættes ensartede reduktionsmål for samtlige drivhusgasudledninger i EU. Dette ville øge muligheden for en mere omkostningseffektiv fordeling af EU’s klimaindsats.
3 Behov for øget globalt ambitionsniveau
76