mio. ton CO
2e fra 2021 til 2030 for at opfylde målet i ikke-kvotesektoren. Der er dog betydelig usikkerhed om det præcise reduktionsbehov, så tallet kan både blive væsentligt større eller en del mindre. Desuden er det formentligt fornuftigt at reducere udledningerne mere, end målet tilsiger, hvis vi skal undgå store udfordringer i omstillingen frem mod 2050.
Danmark har over for EU forpligtet sig til at reducere udledningerne fra den del af økonomien, der ikke er omfattet af EU’s kvotesystem. De præcise detaljer er endnu til forhandling, men i dette afsnit ses nærmere på, hvor stort reduktions-behovet reelt kan forventes at blive.
Basisfremskrivningen forudsiger et moderat reduktionsbehov
Kapitel 2 beskriver, hvor langt vi er fra at opfylde målet i ikke-kvotesektoren, hvis der ikke laves ny politik. Målet angiver, hvor meget Danmark må udlede samlet set i de ti år fra 2021 til 2030. Energistyrelsens Basisfremskrivning 2017 forventer, at den samlede udledning i ikke-kvotesektoren bliver 308 mio. ton CO2e over perioden.1 Det er 24 mio. ton højere, end hvad målet forventes at til-lade i fremskrivningens centrale skøn, og henholdsvis 17 og 34 mio. ton højere, hvis man bruger det lave eller det høje skøn i fremskrivningen.
En del af dette reduktionsbehov opfyldes af bidraget fra LULUCF. Danmark kan ifølge EU-Kommissionens udspil medregne LULUCF-tiltag på op til 14,6 mio.
ton til at dække vores reduktionsbehov. Basisfremskrivningen viser, at vi sand-synligvis allerede har gennemført og vedtaget LULUCF-tiltag, der overstiger de 14,6 mio. ton, hvorfor både det lave, centrale og høje skøn for reduktionsbe-hovet kan nedskrives med dette tal. Dermed lander det reelle, centrale reduk-tionsbehov, som vist i figur 6.1, på 9,4 mio. ton CO2e, hvilket er ca. 3 pct. af de samlede udledninger i ikke-kvotesektoren. Med det lave og høje skøn bliver reduktionsbehovet henholdsvis 2,4 og 19,4 mio. ton CO2e svarende til ca. 0,8 og 6 pct. af de samlede udledninger.
Der er betydelig usikkerhed om, hvad det reelle reduktionsbehov bliver, hvilket forskellen mellem basisfremskrivningens centrale, lave og høje skøn illustrerer.
Usikkerheden har grundlæggende fem komponenter, som også kapitel 2 beskriver:
• Det er usikkert, hvad udledningerne fra 2021 til 2030 i et scenarie uden ny politik, som i basisfremskrivningen, reelt bliver.
• Det er endnu ikke fuldstændigt lagt fast, om det danske reduktionsmål i 2030 i forhold til 2005 bliver 39 pct., som det er foreslået af EU-Kommissionen.
• Det er endnu ikke helt afklaret, præcis hvilke udledninger der skal medregnes i basisåret 2005.
Reduktionsbehov I dette kapitel defineres reduktionsbe-hovet som den samlede mængde, som Danmark skal reducere udledningerne fra 2021 til 2030 i forhold til
basisfrem-skrivningen. Dette behov kaldes også mankoen.
Usikkerhed Tallene i basisfremskrivningen forældes hurtigt i takt med, at der gennemføres ny politik, og fx formodes den afgiftsaftale om elbiler, der blev indgået i april 2017, at føre til lidt flere elbiler og dermed en smule lavere reduktionsbehov.2
6 Omstillingsvejen mod 2030
144
• Det vides endnu ikke, hvad udledningerne bliver i årene 2016-2018, som danner udgangspunkt for den sti mod 2030, som de samlede udledninger skal holde sig under.
• Reglerne for opgørelse og indregning af LULUCF kan blive ændret.
Det lange sigt kan tilsige højere reduktionsbehov inden 2030
Reduktionsbehovet på forventeligt 9,4 mio. ton CO2e er grundlæggende et juridisk krav. I kraft af Danmarks medlemskab af EU kommer vi til at påtage os dette reduktionsmål og må stå til ansvar over for de øvrige medlemslande, hvis vi ikke opfylder målet.
Der er dog tre argumenter for, at Danmark bør sigte efter en større reduktion af udledningerne i ikke-kvotesektoren, end det centrale skøn for reduktionsho-vet tilsiger.
1. På grund af den store usikkerhed er det risikabelt kun at forholde sig til det centrale skøn for reduktionsbehovet. Ud fra et forsigtighedsprincip kan man derfor planlægge omstillingselementer, der tilsammen giver en større reduktion.
2. Omstillingstakten mod et lavemissionssamfund skal skærpes efter 2030 og vil formentlig blive dyrere end nødvendigt, hvis vi ikke gennemfører en afgørende del af omstillingen allerede inden 2030.
3. Kapitel 3 viser, at EU’s og Danmarks klimapolitik som angivet i Paris-aftalen ikke er ambitiøs nok, hvis vi skal yde vores bidrag til at holde den globale opvarmning under to grader. Derfor forventer mange, at EU vil skærpe sine klimamål.
Figur 6.1 Samlet reduktionsbehov for 2021-2030 for at opfylde ikke-kvotesektormålet
Anm.: Det reducerede reduktionsbehov på grund af LULUCF øger den tilladte udledning.
Kilde: Energistyrelsen, Basisfremskrivning 2017.
0
6 Omstillingsvejen mod 2030 145
Det første argument er beskrevet ovenfor, mens det andet argument bygger på Danmarks mål for 2050 som angivet i klimaloven.3 Som beskrevet i kapitel 4 skal Danmark i 2050 være et lavemissionssamfund baseret på vedvarende energi og med markante reduktioner i alle sektorer. Denne målsætning repræ-senterer en betydelig omstilling af hele det danske samfund, og det kan tale for at begynde omstillingen allerede inden 2030, selv om det måtte betyde, at ikke-kvotesektormålet overopfyldes. Det er selvsagt kun omstillingselementer, der også letter omstillingen mod 2050-målet, der bør bidrage til øget reduktion på baggrund af dette argument.
Det er vanskeligt at sige, hvor stor en omstilling der skal ske inden 2030 for at nå målet om lavemissionssamfund i 2050 mest omkostningseffektivt. På den ene side bør omstillingen udskydes så længe som muligt ud fra en forventning om, at de grønne teknologier bliver billigere og bedre i fremtiden. På den anden side bør man tilstræbe en så jævn omstilling som muligt – og dermed også gen-nemføre en betydelig omstilling inden 2030 – for at undgå at skulle klare hele omstillingen på få år, hvilket kan blive unødigt dyrt. Samtidig kan en udsættelse føre til tvivl om den politiske vilje bag 2050-målsætningen, hvilket kan gøre den nødvendige omstilling dyrere. Det er vanskeligt at afgøre præcist, hvordan disse forhold skal vægtes over for hinanden, da omkostningseffektivitet tilsiger at tage de billigste reduktioner først, og da det er uvist, hvor store omkostningsre-duktioner den teknologiske udvikling vil bringe for de resterende dyrere tiltag.
Klimarådet lægger derfor til grund, at der alt andet lige bør stræbes efter en udjævnet reduktionstakst over hele perioden frem mod 2050.
Figur 6.2 illustrerer ønsket om en jævn omstilling. Figuren viser, at udlednin-gerne fra ikke-kvotesektoren faldt med ca. 0,65 mio. ton CO2e årligt fra 2005 til 2015, men i basisfremskrivningen ses herefter en opbremsning, idet der kun forventes en årlig reduktion fra 2017 til 2030 på 0,15 mio. ton CO2e. Opbrems-ningen skyldes til dels, at fremskrivOpbrems-ningen ikke indregner ny politik, men selv hvis man indregner ny politik, der sikrer, at det centrale skøn for reduktionsbe-hovet opfyldes, stiger den årlige reduktion fra 2020 til 2030 kun til 0,24 mio.
ton CO2e. Fra 2030 til 2050 vil den årlige reduktion skulle øges i forhold til denne takt. Dette gælder, selv hvis man tolker visionen om et lavemissionssam-fund moderat som en 80 pct. reduktion i 2050. I så fald skal den årlige reduktion fra 2030 til 2050 accelereres til 0,75 mio. ton CO2e, hvis udledningerne i 2030 svarer til, at det centrale skøn for reduktionsbehovet er opfyldt. Men hvis 2050-målet i stedet forstås som en 95 pct. reduktion, skal den årlige reduktion være endnu større.
Det tredje argument bygger på den globale klimasituation. FN’s klimapanel vurderer, at den globale opvarmning skal holdes under to grader og gerne lavere, hvis kloden skal undgå alvorlige klimaforandringer. Det sætter alle verdens lande under pres for at reducere deres udledning af drivhusgasser, også på kort sigt. Grundlæggende har verden et vist udledningsbudget, og dette budget kan fordeles på lande og over tiden efter forskellige principper, men næsten uanset hvordan man laver fordelingen, vil EU og Danmark stå over for et særdeles stramt budget, hvis vi skal levere vores bidrag til den globale klimaindsats. Der-for er der mange steder en Der-forventning om, at EU vil skærpe sine klimamål.
Billigere og bedre i fremtiden Udviklingen i prisen på havvindmøller de seneste år viser meget tydeligt, at de grønne teknologier løbende bliver mere og mere konkurrencedygtige
sammen-lignet med de fossile teknologier.
80 pct. reduktion i 2050 EU har et mål om en reduktion for hele økonomien på 80-95 pct. i 2050 i forhold til 1990. Figur 6.2 tager udgangspunkt i disse procenter og antager derudover, at praktisk taget al tilbageværende ud-ledning i 2050 sker i ikke-kvotesektoren,
da kvotesektoren omstiller fuldt ud til vedvarende energi.
6 Omstillingsvejen mod 2030
146
Kapitel 3 viser, at hvis den globale reduktionsindsats inden 2030 skal være i tråd med 2-gradersmålet, vil det danske mål i ikke-kvotesektoren skulle være hele 51 pct. i 2030, hvilket svarer til et reduktionsbehov på ca. 52 mio. ton CO2e. Dette store behov bygger naturligvis på mange antagelser, men tallet viser, at Dan-mark på sigt kan stå over for en endnu større reduktionsforpligtigelse, end det nuværende udspil fra EU-Kommissionen tilsiger.
I sidste ende kan diskussionen om reduktion ud over EU-forpligtelsen i 2030 koges ned til, om der er gode og relativt billige omstillingselementer at tage af.
Hvis det omvendt kræver tiltag med meget høj skyggepris, kan det tale for at udskyde dele af omstillingen til efter 2030 i forventning om, at omstillingen kan gøres billigere senere. Næste afsnit ser nærmere på dette.
Figur 6.2 Udledninger i ikke-kvotesektoren: historisk, fremskrivning og mål
Anm.: Tallene angiver den gennemsnitlige årlige reduktion for kurven med samme farve. Målopfyldelsen dækker det centrale skøn, og reduktionen antages at vokse lineært fra 2021 til 2030. Det stiplede areal angiver reduktionsbehovet på 9,4 mio. ton CO2e.
Kilde: Energistyrelsen og egne beregninger.
0
6 Omstillingsvejen mod 2030 147