Danskfagets didaktiske diskurser1
Afhandlingen drejer sig om danskfaget i gymnasiet og om skriv-ningens og skriveundervisskriv-ningens funktion i faget. Mit ærinde er at undersøge om den form for vidensproduktion der finder sted i danskfaget, er relevant i moderniteten og produktiv i unge menne-skers kompetence- og dannelsesprojekter. Min tese er at danskfaget konstitueres fagdidaktisk af samspillet mellem litteraturbeskæfti-gelse og sprogproduktion, og at et modernitetsorienteret danskfag fordrer at ikke blot litteraturbeskæftigelsen, men også produk-tionssiden af faget, og herunder særlig skrivningen, i højere grad kvalificeres som en danskfaglig og dannelsesbærende dimension.
Modernitetsorientering og produktivitet ses i afhandlingens ana-lyser som kriterier for god og relevant undervisning i den tid og den kultur vi lever i. De to begreber repræsenterer et forsøg på at omtæn-ke undervisningens dannelses- og læringsmål i forhold til det som jeg ser som de aktuelle mulighedsbetingelser for undervisning og faglighed. Modernitet forstås som en attitude der er knyttet til ‘det moderne’, den historiske epoke i de vestlige kulturers historie der er karakteriseret ved aspekter som sekularisering, industrialisering og nationalstatens fremvækst. Det moderne bestemmes og afgræn-ses forskelligt hos videns- og kulturhistorikere, men uden at gå nærmere ind i den diskussion vil jeg her fokusere på det idéhistori-ske særtræk ved det moderne at subjektiviteten fremstår som noget der ikke uden videre er integreret i det sociale. Forholdet mellem subjekt og verden er en opgave, og en konsekvens heraf er at subjek-tiviteten selv er en opgave, et træk som i det senmoderne er blevet stadigt mere kulturelt markeret og udbredt.
Med ‘det senmoderne’ henviser jeg til en periodisering som der ligeledes findes en række bud på og studier af. Også denne diskussion går jeg imidlertid udenom for i stedet at fokusere på et kendetegn ved den senmoderne samtid som har særlig relevans
Perspektiv
for undervisning og læring, nemlig det forhold at sproget træder i forgrunden som medium for betydningsdannelse, tænkning og handlen. Sprogets betydningsdannende og erkendelsesformende kraft slog i det 20. århundrede igennem som essensopløsende filo-sofisk og videnskabelig erkendelse, og denne erkendelse skærpes og udbredes i det senmoderne som en tilgang til tilværelsen der do-minerer både kulturen og markedet og derfor også er en anfægtelse og udfordring for skole og uddannelser.
At subjektiviteten opfattes som en opgave, og at betingelserne for tænkning og subjektivitet sættes af sproglige diskurser, ser jeg som samtidskulturelle bevidsthedstræk der sætter mulighedsbetin-gelserne for undervisning og læring, og som peger på danskfaget som en vægtig kulturel agent.
Modernitet forstår jeg med den franske videnshistoriker Michel Foucault som en attitude eller en ‘filosofisk etos’ der tager konse-kvensen af de senmoderne kulturelle vilkår og griber dem som en udfordring (Foucault 1984). I ‘attitude’ og ‘filosofisk etos’ ligger at der er tale om en gennemgribende tilgang, en måde at tænke, føle og agere på, og altså dermed i uddannelsesterminologien en dannel-sesforestilling. Det er en dobbeltattitude som på én gang markerer sig som et tilhørsforhold og en forpligtelse til at tænke det udenfor, dvs. en uadskillelig dobbelthed af handlen og refleksion.
Som modernitetens filosofiske etos forbinder handlen og reflek-sion, forbinder undervisning med modernitet som dannelsesmål modernitetsorientering og vidensproduktion. Handlen og reflek-sion konkretiseres i undervisningen i elevers møde med, bearbejd-ning af og diskussion med faglig viden og faglige blikke på verden.
De fagdidaktiske processer hvor undervisning og læring udfolder sig, anskuer jeg som vidensproduktive processer fordi omdrejnings-punktet er den produktive forarbejdning af fagligt stof og faglige forståelsesformer til viden. Vidensproduktion forstås her som for-andring af blikket og forskel i funktionsmåden, og er således et parallelt begreb til læring. Jeg argumenterer imidlertid for at det er frugtbart at skelne mellem læring som det alment pædagogiske begreb og vidensproduktion som den specifikke form for læring der finder sted inden for fagligt definerede undervisningsrum.
‘Vidensproduktion’ som læringsbegreb forbinder fagdidaktikken med forskende og eksperimenterende aktivitet og understreger at
Perspektiv
faglig læring er operativ i sin karakter. Når arbejdet med de faglige diskurser således orkestreres som produktive erkendelsesprocesser, reflekterer faglig vidensproduktion ‘den sproglige drejning’ i kul-turen. Heri ligger et overordnet perspektiv for min fokusering på skrivning og skriveundervisning i danskfaget.
Jeg ser danskfaget som et fag der har særlige forudsætninger for at orkestrere vidensproduktive processer med modernitet som dannelsesmål. Det skyldes at danskfagets primære genstand er sproget som medium for individets forhold til det sociale. Det er i den forstand kulturens, socialiseringens og identitetsdannelsens fag. ‘Sproget’ betyder i modersmålsfaget førstesproget, dvs. det sprog som har været mediet for elevernes første symbolske be-gribelse af verden og sig selv. Selv om der i Danmark såvel som i andre vestlige lande i dag findes mange børn og unge hvis førs-tesprog ikke er dansk, er det en vigtig pointe at ‘sprog’ i moders-målsfaget forstås som førstesprog. Det former tilgangen til arbej-det med sprog i faget på en grundlæggende måde. Sprog forstås i modersmålsfaget ikke som ‘det andet’, men som ‘dit eget’, og det betyder at refleksion over sprogbrug har karakter af selvrefleksion og af-naturalisering, mens refleksion over sprogbrug i fremmed-sprogsfagene står i naturaliseringens tjeneste. Derfor trækker mo-dersmålsfaget subjektivitet og identitetsdannelse ind i det faglige rum på en afgørende anderledes måde end de øvrige sprogfag.
Modersmålsfagets særlige opgave ligger således i arbejdet med sprog som førstesprog, og det vil sige i muligheden for at arbejde med selvdannelsesprocesser som et fagligt projekt. I det gymnasi-ale danskfag som er genstanden for min undersøgelse, har dette faglige projekt historisk været indlejret i en national-historisk ram-me, og den danske litteratur har været set som det primære dan-nelsesmedie.
Det historisk-nationale litteraturfag blev etableret ved skolere-formen 1903 og fik sammen med historie positionen som gymna-siets bærende dannelsesfag (jf. Mortensen 1979 og 2000). Denne dannelsesforestilling taber imidlertid i en stadigt mere globaliseret kultur forklaringskraft som begrundelse for faget. Det gymnasi-ale danskfag er siden 1960’erne blevet udfordret på sin national-litterære selvforståelse og har været igennem store omstillinger og heftige fagdebatter (jf. også Lützen 2002). Aktuelt står faget midt i
Perspektiv
endnu en omstillingsperiode, indvarslet af den nys udkomne rap-port om danskfaget i uddannelsessystemet, Fremtidens Danskfag (2003), og den tilstundende gymnasiereform. Mit udgangspunkt for denne undersøgelse af det gymnasiale danskfag er imidlertid ikke at jeg anser faget for at være i krise, men omvendt at jeg konstaterer at faget og fagkonstruktionen på forbløffende vis har demonstreret sin overlevelsesevne. Jeg spørger således hvordan det kan være at dette detroniserede dannelsesfag hvis centrale gen-standsområde gennem 100 år, den nationalhistoriske litterære ka-non, forekommer stadig mere usikker som legitimationsgrundlag, alligevel ser ud til fortsat at være produktivt.
Projektets design
At producere overbevisende indsigter i et fags karakter, funktions-måde og aktuelle perspektiv er ikke nogen enkel sag. Et fag er en kompleks og diffus størrelse at få hold på. Jeg forstår som ud-gangspunkt danskfaget som en aktuel fagdidaktisk forvaltning af et genstandsområde og en produktiv praksis. I min undersøgelse af faget spørger jeg hvad der karakteriserer denne fagdidaktiske forvaltning, og hvordan den reguleres. Der findes ikke lettilgæn-gelige, udtømmende svar på nogen af de to spørgsmål, og selve arbejdet med at designe undersøgelsen, de metodiske refleksioner, bliver for så vidt led i søgeprocessen efter svar.
Undersøgelsen falder i tre hoveddele: analysestrategi, analyse og perspektiv.
Undersøgelsen af analysestrategien åbnes med en indkredsning af begreberne fag, faglighed og fagdidaktik som organiseringsfor-mer for vidensproduktion, kompetenceudvikling og dannelsespro-cesser. Jeg konstaterer at fag har forskellige fremtrædelsesformer eller dimensioner som må begrebsliggøres og analyseres på forskel-lig måde, og jeg beskriver tre sådanne dimensioner som er gensi-digt forbundne og tilsammen kan etablere indsigt i fagets karakter og funktionsmåde: faget anskuet som vidensform, som et system af genrer og som en diskursorden. Faget anskuet som vidensform refererer til forståelsen af fag som disciplinering af vidensproduk-tion; et fags vidensform regulerer den måde hvorpå viden produ-ceres i faget. Faget anskuet som et system af genrer refererer til de socialt etablerede konventioner for praksis som regulerer
undervis-Perspektiv
ningen i faget. Faget anskuet som en diskursorden refererer til det retoriske rum hvor agenter i og omkring faget strides eller forhand-ler om fagets diskurs.
De tre begreber operationaliseres analysemetodisk med referen-ce til henholdsvis Michel Foucaults analytiske praksis, Sigmund Ongstads udvikling af et semiotisk genrebegreb og Norman Fair-cloughs kritiske diskursanalyse.
Selve analysen af danskfaget tilrettelægges som en tredelt under-søgelse af disse fagdimensioner. En hovedpointe i analysen er at dansk-faget eksponerer en særlig, fagdidaktisk forvaltning af en hu-manistisk didaktik, og at faget herigennem forbindes genealogisk med et humanistisk dannelsesprojekt der rækker ud over den na-tionallitterære dannelsestanke. Danskfaget analyseres som en fag-didaktisk konstruktion hvor litteraturbeskæftigelse er koblet med sprogproduktion på en sådan måde at de to dimensioner gensidigt kvalificerer hinanden. Fagets vidensform ses som fortolkende og betydningsskabende. Det udskiller sig fra andre fag i den huma-nistiske fagrække ved at sprog i brug tematiseres fagligt ikke bare som et kulturelt værktøj til tydning af tegn, til kommunikation og begrebsdannelse, men som et medium for betydningsproduktion og for produktion af subjektivitet. Derfor er skrivning og skriveun-dervisning et fagdidaktisk område med særligt potentiale i dansk-faget.
Analysen af danskfaget skal ses i lyset af undersøgelsens hoved-spørgsmål om danskfagets relevans og produktivitet. Her argu-menterer jeg for at netop denne særlige fagdidaktiske forvaltning af en fortolkende og betydningsskabende vidensform giver faget potentialer for at gestalte et modernitetsorienteret humanistisk di-daktisk projekt der drejer sig om at (sam)producere subjektivitet og viden i betydningsdannende processer.
For at disse potentialer kan realiseres, fordres det at ikke blot litt eraturbeskæftigelsen, men også fagets produktive side kvalificeres som et fagligt og dannelsesbærende projekt. Undersøgelsen af danskfagets aktuelle perspektiv er som den fremadrettede del af mit projekt et bidrag til dette kvalificeringsarbejde. Jeg fokuserer på skrivningen som jeg opfatter som dagsordenssættende for det produktive arbejde i danskfaget. Arbejdet med skrivning i faget sættes i relief af skriftkulturens forandringer i den elektroniske
Perspektiv
kommunikationsteknologiske æra. Det karakteristiske er at ning integreres med andre tegnsystemer og modaliteter, at skriv-ningens funktionsområde udvides, og at skrivskriv-ningens innovative og vidensproducerende potentialer gøres tilgængelige og nødven-dige ud over de professionelle skribenters kreds.
Skrivningens innovative og vidensproducerende potentialer er særligt interessante for uddannelse og undervisning fordi de her forbinder sig med lærings- og dannelsesmål. Jeg underlægger der-for disse dimensioner et grundigere studium sådan som de udfol-des hos den russiske psykolog og sprogforsker Lev Vygotsky og den franske vidensteoretiker Michel Foucault. Med udgangspunkt i disse to teoretikere sætter jeg skrivningen i danskfaget i perspektiv til tænkningens og læringens processer og til moderniteten som dannelsesprojekt. Jeg udfolder mulighederne i danskfaglig skriv-ning set i forhold til betydskriv-ningsdannelsens tre aspekter, form, ind-hold og funktion, og jeg argumenterer for at disse tre aspekter i danskfaget realiseres som identitetsproduktion, vidensproduktion og kulturproduktion.
Analytiske positioner
Mit projekt er teoretisk analytisk, men det har et empirisk resonans-rum i en mangeårig undervisningserfaring i dansk i gymnasiet som for en dels vedkommende findes beskrevet i forskningsrapporten Når sproget vokser2. Her rapporteres om et treårigt forsøg med pro-cesorienteret skriveundervisning i dansk i gymnasiet. En central erfaring i Når sproget vokser er at udviklingen af skriveundervisnin-gen førte til en didaktisk omlægning af faget som helhed. Denne omlægning producerede en ny grundlagstænkning om faget som en sammenhængende og produktiv didaktisk konstruktion med høj relevans for eleverne. Den didaktiske forandring inden for skriveundervisningen påvirkede altså hele det fagdidaktiske og dermed også det faglige projekt. Den foreliggende undersøgelse kan ses som en teoretisk opfølgning af denne erfaring.
Min interesse er således at analysere hvilke potentialer for dansk-faget der ligger i skrivning og skriveundervisning forstået som en central dannelses- og kompetenceudviklende dimension i faget.
Når sproget vokser peger på en række potentialer sådan som de frem-træder for lærere der på baggrund af mangeårig
undervisningser-Perspektiv
faring etablerer et nyt fagdidaktisk perspektiv og udforsker det gennem praksis. Her udkrystalliseres potentialerne indefra. Det er en pointe i dette projekt at det kendte gøres fremmed gennem teo-retiske blikke, og at teoteo-retiske og metodiske refleksioner i det hele taget tillægges stor vægt. Vægtningen af de teoretiske og metodiske refleksioner er begrundet både i nødvendigheden af at skabe distan-ce til den umiddelbare erfaring, og i selve feltets karakter. Pædago-gikken er som forskningsfelt traditionelt i højere grad orienteret mod at bidrage med indsigter til praksis end mere klassiske viden-skabelige felter (jf. Nielsen 1994: 24, Schmidt 1999 III: 11ff.). Pædago-gisk forskning må derfor til stadighed eksplicitere sin videnskabeli-ge tilgang i dens forskellighed fra udviklingsarbejde og evaluering.
Samtidig er pædagogikken som videnskab karakteriseret ved at dens genstandsområde består af faglige praksisser hvor pædago-gik forvaltes på specifikt forskellige måder. Børnehavepædagopædago-gik og voksenpædagogik rejser forskellige forskningsspørgsmål inden for det samme teoretiske felt. Teoretisk pædagogisk refleksion og begrebsudvikling er derfor følsom for undersøgelsesområdets egenart. Det betyder at pædagogisk forskning i mindre grad er ori-enteret mod generel videnskabelig teoribygning end mod det man kunne kalde teoretisk praksis, dvs. etablering af teoretisk reflektere-de forskningspositioner i forhold til konkrete genstandsfelter.
Fagdidaktikken er her en særlig kompliceret teoretisk praksis fordi den bringer fag og didaktik sammen i et forhold som i en vis forstand konstrueres forskelligt fra fag til fag, men som samtidig har fælles træk der er både strukturelle og kulturelle. Fagdidaktikken er således ikke et videnskabeligt felt med etablerede teorier og skoler og færdige begrebsapparater, men en tværdisciplinær eller transdisciplinær teoretisk praksis. Dette betyder selvfølgelig ikke at fagdidaktiske undersøgelser er fritaget for videnskabelige krav om begrebslig og analytisk stringens, troværdighed og pålidelighed.
Tværtimod må fagdidaktisk forskning på sin vis både etablere un-dersøgelsens og feltets videnskabelige troværdighed. Om dette er et principielt eller et historisk vilkår, er svært at afgøre. Fagdidaktikken er et ungt forskningsfelt, men der er i dag internationalt etablerede forskningsmiljøer i særområder som naturvidenskabernes didaktik og fremmedsprogspædagogik, og det kunne sandsynliggøre at der vil etablere sig særskilte teoribygninger med selvfølgelig legitimitet.
Perspektiv
Omvendt indebærer fagdidaktikkens transvidenskabelige karakter at hvert enkelt forskningsprojekt må etablere og begrunde sin særli-ge positionering og samtænkning af fag og didaktik.
Det har således været en nødvendig del af mit projekt at etablere en forståelse af fagdidaktikken som teoretisk praksis. På grundlag af denne generelle analyse har jeg søgt at etablere et genstandsfølsomt begrebsapparat der evner at kaste lys over centrale sider af dansk-fagets komplekse konstruktion. Den analytiske tilgang er diskurs-analytisk og semiotisk fordi tesen er at vidensproduktive processer i danskfaget, dvs. faglige læreprocesser, kan begribes som betyd-ningsdannelse og diskursproduktion.
Teoretiske perspektiver
I begrebsudvikling, analyser og perspektiveringer inddrager jeg en række forskellige teoretikere som bidragydere og dialogpartnere.
Der er imidlertid ikke tale om en eklektisk sammenstilling. De teoretiske positioner som jeg støtter mig til, kan rummes inden for undersøgelsens overordnede socio-kulturelle perspektiv. Jeg opfat-ter læring, viden og kultur som fænomener der opstår i gensidige udvekslingsprocesser mellem menneske og omverden, og jeg er særlig optaget af sprogets medierende rolle i disse processer. Jeg er først og fremmest inspireret af Michel Foucaults vidensfilosofi og Lev Vygotskys sprogpsykologi. De to teoretikere bidrager med henholdsvis en filosofisk-erkendelsesteoretisk og en psykologisk-pædagogisk dimension til mit undersøgelsesfelt. Deres teoretiske perspektiver er i familie med hinanden idet de begge opfatter for-holdet mellem individer og kultur som gensidigt konstituerende.
Michel Foucault var idéhistoriker og erkendelsesteoretiker;
selv kaldte han sit felt videnshistorien, men afviste i øvrigt at det var nødvendigt at vide nøjagtigt hvad han var. Hans projekt var netop at afmontere diskursers og herunder også videnskabelige fagfelters selvfølgelighed. Hans stadige spørgsmål var hvordan subjektet kan sige sandheden om verden og om sig selv når sub-jektspositioner produceres i diskurserne. Under hvilke betingelser kan skriften slippes løs? Foucault studerede således både diskurser og vidensproduktion.
Jeg ser Foucaults modernitetsanalyse og skriveprojekt som et in-spirerende bidrag til forståelsen af danskfagets
dannelsespotentia-Perspektiv
ler, og jeg har brugt Foucault som en slags dialogpartner på det over-ordnede analysestrategiske plan. Også på mere konkrete planer har Foucault imidlertid bidraget til min undersøgelse. Jeg inddrager ham således i min udvikling af vidensform som analysebegreb, og hans analyser af betingelserne for vidensproduktion indgår i min undersøgelse på flere niveauer, mest centralt dog i analysen af skrivningens muligheder i danskfaget. Foucaults beskrivelse af overskridende skriveprocesser og hans refleksioner over forskning og skrivning inspirerer til at se også skrivning i dansk som et felt for overskridende forskende og filosofisk skrivning. Foucault bidrager således på det konkrete plan især til min udvikling af skrivningens dannelsesperspektiv. Idéhistorikeren Lars-Henrik Schmidt har ud-viklet en tænkning om pædagogik som videnskab og praksis der er stærkt inspireret af Foucault. Jeg har hos ham fundet begrebsudvik-linger og analyser som jeg støtter mig til i mine studier af fag, didak-tik og dannelse. Lev Vygotsky forskede i det unge sovjetsamfund i den menneskelige bevidsthed og dens udvikling. Han var funderet inden for en række forskellige videnskaber, men i de almindeligt kendte skrifter om sprog og skrivning er hans tilgang psykologisk og semiotisk. Vygotsky studerede udvikling af højere psykologi-ske processer som tale, skrivning, tælning, tegning, begrebsdan-nelse, og forstod disse udviklingsprocesser som socialt bestemte og medieret af tegn og symboler. Tegnsystemer, herunder sprog, opfatter Vygotsky som kulturprodukter og kulturbærere der inter-naliseres og bliver en del af den enkeltes bevidsthed. Men sprog-lige processer er dialektiske, den enkeltes subjektivt producerede betydningsdannelser er led i kulturens udvikling.
Vygotsky bidrager især til min udvikling af skrivningens lærings-perspektiv. Han leverer en teoretisk analyse af sprog som værktøj for begrebsdannelse, indlæring og kreative betydningsprocesser.
Særlig interessant for min undersøgelse er hans analyse af skriv-ning som en særlig form for begrebsdannelse hvor kulturens tegn-systemer på én gang internaliseres og produceres.
Forskningsposition
Med Foucault som teoretisk perspektiv kan jeg belyse mit projekts karakter og selvforståelse. Foucaults epistemologiske position in-debærer at vi som erkendelsessøgende subjekter må forstå vores
Perspektiv
tænkning som indlejret i en diskurs der sætter rammer for hvad der kan tales om, hvorfra og hvordan. Forestillinger om objektive, universelt gyldige sandheder må forstås som elementer i bestemte diskursive formationer. Det samme gælder forestillingen om at der kan produceres viden og tænkning fra positioner hævet over de til enhver tid herskende diskursive formationer. Der findes ikke subjektpositioner uden for diskurserne, tværtimod producerer dis-kurserne subjektpositioner.
Videnskabsteoretisk betyder dette at forskningspositionen må være en metaposition hvor der ikke spørges til hvad, men til hvor-dan (Andersen 1999: 13f.). Ikke til hvad der er sand viden om et genstandsfelt, men til hvordan en vidensformation er blevet til, og hvilke betingelser der er for indsigt i dens karakter og for kritisk overskridelse af den. Forskningspositionen er således ikke givet i kraft af genstanden for forskningen (at søge sandheder om gen-standen), men etablerer et bestemt perspektiv som må reflekteres og begrundes.
Perspektivet afgør valget af ‘analysestrategi’ (Andersen 19993).
En epistemologisk orienteret videnskabsteori forudsætter ikke genstanden, men deontologiserer den. Den analyserer fra hvilke perspektiver genstanden er konstrueret, og hvordan dette perspek-tiv er kommet i stand. Begrebet analysestrategi betegner at der er
En epistemologisk orienteret videnskabsteori forudsætter ikke genstanden, men deontologiserer den. Den analyserer fra hvilke perspektiver genstanden er konstrueret, og hvordan dette perspek-tiv er kommet i stand. Begrebet analysestrategi betegner at der er