Edderslanger, skaan mit Liv en Stund!

O Helved, gab ej saa! Bort, Lucifer!

Jeg brænder Bogen — Mephistophilis —I

( D j æ v l e n e b o r t f ø r e F a u s t u s . )

C h o r u s .

Den Gren, der kunde have vokset lige, er knækket nu, og brændt er Lavrbærkvisten, som fordum spirede i denne Mand.

Faustus er død. Betragt hans Endeligt, og lad hans Skæbne minde lærde Mænd, at ej de gruble paa forbuden Visdom, som vel er dyb og skøn, men fører blot til frækt at trodse Himlens høje Drot.

Terminal liora diem; termmat auctor opus.

Noter.

s. 17. Chorus maa naturligvis ikke tænkes som de græske Dramers Kor; det er en enkelt Skuespiller, der fremsiger Korets Repliker.

„ T r a s i m e n u s ' M a r k , E g n e n o m k r i n g lacu^ Tr.^ hvor Mars, Romerfolkets Stamfader og derfor dets Repræ­

sentant, kæmpede med Punerne Aar 217 f. Kr. Se Li-vius 22, 4 ff.

„ R h o d e s e r M a r l o w e a G e n g i v e l s e a f R o d ( R o d a ) v e d Weimar, hvilken Landsby Faustbogen nævner som Faustus' Fødested. Etter andre skal han være bleven født i Knittlingen i Wiirttemberg (jfr. Indledningen).

Duntzer mener, at den virkelige Faustus var fra Wiirttem-berg, men at man senere har opdigtet et andet Føde­

sted til ham nærmere ved Wittenberg, hvor han jo opholdt gig. Maaske staar det i Forbindelse hermed, at den engelske Original af Marlowes Drama bestandig kalder Wittenberg for „Wertenberg".

- 18. Ved Analyse tænkes paa rn 'Ayakvrucå af Aristoteles.

- 19. sera, en ældre Form for det nu brugelige sarå.

• 21. De nylig fundne Lande er naturligvis Amerika.

„ D e t g a n s k e T y s k l a n d o . s . v . S a g n e n e o m R o g e r Bacon berette, at denne Sortekunstner havde i Sinde at omgive England med en Malmmnr.

„ Ved Parmas Prins sigtes til Alessandro Famese, der var Spaniens Statholder i Nederlandene fra 1578 til 1592.

Marlowe synes ikke at gøre Forskel paa Tyskland og Nederlandene.

Noter.

G i a n i b e l l i s B r a n d e r s k i b ; A n t w e r p e n s B e l e j r i n g (1583) og de Begivenheder, der stod i Forbindelse der­

med, vakte betydelig Opsigt i England.

M u s æ u s , d e r s k a l h a v e l e v e t f e r H o m e r , m a a i k k e forveksles med Forfatteren til det Digt om Hero og Leander, som Marlowe bearbejdede.

Cornelius Agrippa af Nettesheim, den berømte Magiker, levede 1486—1535.

I n d i e n s M o r e r o : d e I n d f ø d t e i V e s t i n d i e n .

Laplands Kæmper; paa Marlowes Tid kendte man saa lidt til Lapland, at man synes at have anset dets Indbyggere for Kæmper, hvilket som bekendt langtfra stemmer med de faktiske Forhold.

D e t g y l d n e S k i n d f r a V e s t o . s . v . D e r t æ n k e s atter paa Spaniens sølv- og guldrige amerikanske Pro­

vinser.

B a c o n s o g A l b e r t u s ' B ø g e r . K o g e r B a c o n 1 2 1 4 — 1294) og Albertus Magnus (.Albert von Bollstådt, 1235—

1280), det trettende Aarhundredes to store Naturkyndige, vare som bekendt ansete for at være Troldmænd. —

„Albertus" er forøvrigt Konjektur af Udgiverne; Origi­

nalen har „Albanus". Har Marlowe maaske tænkt paa første Student med sit Vidnesbyrd bekræfter sin Kamme­

rats Ord, thi han er selv impliceret i Sagen.

Retterstedet. Vittigheden synes at bero paa en Dobbelthed i Udtrykket „place of execution"; først be­

tegner det Faustus' Spisestue, hvor der for Øjeblikket gøres Eksekution paa Mad og Drikke; men straks efter benytter W. Udtrykket i den almindelige Betydning, denne Vin; vi maa altsaa tænke os W. komme bærende

paa en Kande Vin.

M e p h i s t o p h i l i s . D e t t e D j æ v l e n a v n f i n d e s , s a a v i d t o s bekendt, for første Gang i den tyske Faustbog fra 1587, hvor det forekommer i Formen Mephostophiles. I den ældste Udgave af Marlowes Drama forekomme i Flæng Formerne Mepha&tophilis, Mephostophilis,

Mephasto-Noter. 75 philus, Mephistophilus og Mephistophilis, hvilken sidste er gennemført i nærværende Oversættelse. Den nu almindelige Form Mephistopheles, saavel som den for­

kortede Mephisto, er langt nyere og først gennemført

26. fratris hentyder'naturligvis til, at Meph. viser sig som Munk.

30. 4 . S c e n e k a n n æ p p e v æ r e a f M a r l o w e ; d e n W a g n e r , Kamp med Kvindekønnet, spillede en vis Rulle i den Tids Litteratur; den tyske Satiriker Johann Fischart (f 1589) har saaledes 1573 udgivet et komisk Epos under Titelen:

„Floh Hatz, Weiber Tratr" (Loppejagt, Kvindetrods).

3 4 . „ E m b d e n m e d s i n b e t y d e l i g e H a n d e l k u n d e l e t f a l d e en Englænder ind som en behagelig Besiddelse", siger Diintzer.

37. Lucifer, (østens Fyrste. Denne Titel finder sin Forklaring i den tyske Faustbogs Kapitel 3, hvor Mephostophiles paa Faustus' Spørgsmaal fortæller ham, at der i Helvede gives fire Riger, opkaldte efter de fire Verdenshjørner. — I Besværgelsen S. 26 er det Belzebub, der er Orientis princeps, hvilket strider mod Faustbogens Kapitel 13, hvor de fire Fyrster nævnes: Lucifer i (dsten, Belzebub i Norden, Belial i Syden og Astaroth i V^esten.

40 f. Prosareplikerne ere næppe af Marlowe; hidrøre de virke­

ligt fra ham, ere de i det mindste stærkt korrumperede.

45. Ovids Loppe; her hentydes til et middelalderligt

„Carmen de pulice", som man tidligere tilskrev O vid.

7 6 Noter.

S. 48. Chorus. I Originalen siger Wagner denne Replik, hvilket øjensynlig er fejlagtigt.

- 49. Og Vejen o. s. v. o; Posilippogrotten.

- 50. Og midt igennem o. s. v. Dette og det følgende Vers ere tilføjede efter Udgaven fra 1616; dersom de mangle, bliver det følgende uforstaaeligt.

- 57f.2. Scene. I denne Scene er der nogen Uorden; straks i Begyndelsen befinde Faustus og Mephistophilis sig paa en Slette, og kort efter falder Faustus i Søvn paa en Stol. Det er imidlertid vanskeligt at forsøge paa at rette paa Forvirringen. ^

- 59. Doktor Lopus; se Indledn. S. 11—12.

- *60. Slaa hans Ruder ind. „Skal vi tænke os Faustus med Briller? Eller skal Ruderne blot betyde Øjne?"

spørger Wagner. Det forekommer mig dog, at man godt kan tænke sig, at Hestehandleren truer med at ville slaa Ruderne i Faustus' Hus ind — om just ikke nu, saa en Gang ved Lejlighed — for at hævne sig.

- 67. Den gamle Mand træder ind. Disse Ord har Dyce flyttet hen efter Faustus' Replik og har derved ødelagt Sammenhængen mellem denne og det følgende. Den gamle Mand træder ubemærket ind, hører Faustus' Ord til Helena, og udbryder saa, harmfuld over, at Faustus af egen fri Vilje søger Fortabelsen: „Fordømte Faustus!

o. s. V." — Denne Dyces mærkelige Fejltagelse har givet Bullen Anledning til at lade en hel ny Scene begynde med den gamle Mands Replik; han siger: Scenen er i et Værelse i Faustus' Hus, hvorhen den gamle Mand er kommen for paany at formane Faustus til Anger.

— Breymann har set det urigtige heri og restitueret Originalens Angivelse.