Første Akt
O, denne Tanke fylder al min Sjæl!
Skal Aanderne mig hente, hvad jeg ønsker, skal de besvare alle mine Tvivl,
Doktor Faustus.
udføre, hvad min Sjæl har dristig udtænkt?
Til Indien skal efter Guld de flyve, i Oceanet efter Perler dykke,
og hente fra de nylig fundne Lande de kosteligste Frugter, sjældne Spiser;
de skal mig lære alskens sælsom Lærdom, fremmede Kongers Planer mig fortælle;
det ganske Tyskland skal med Malm omgærdes, om Wittenberg skal Rhinens Bølger rulle;
Højskolens Sale fylder jeg med Silke, at sig Studenterne kan prægtigt klæde;
jeg lejer Krigere i Panserplader og jager Parmas Prins af Landet ud, og selv regerer jeg som Enehersker!
Ja, mine raske Aander skulle bygge langt stærkere og større Krigsmaskiner end selve Gianibellis Branderskib!
V a l d e s o g C o r n e l i u s k o m m e . F a u s t u s .
Kom, Venner, Valdes og Cornelius, og lad mig nyde godt af eders Lærdom.
Valdes, min Valdes, og Cornelius, vider, at eders Ord omsider har mig vundet for de hemmelige Kunster.
Dog ej blot eders Ord har omvendt mig;
min egen Attraa stunder til Magi.
Filosofi er dunkel og besværlig.
Jura og Medicin for snævre Aander, Theologi det laveste af alt,
foragtelig, kun skabt for Trællesjæle — Magi er, hvad mit Hjærte tørster efter.
L kære Venner, I maa staa mig bi!
Jeg, som har bragt den tyske Kirkes Hyrder I Knibe tit ved fine Syllogismer,
22 Chr. Marlowe jeg, om hvem Universitetets. Ungdom sig flokker tæt, ret som de onde Aander sig flokked om Musæus, da han døde — jeg ønsker mig at blive som Agrippa,
hvis Trolddomskunst har bragt ham evigt Ry.
V a l d e s . Din Visdom, vor Erfaring, disse Bøger skal gøre os til Verdensaltets Herrer.
Som Indiens Morer Spanierne adlyde, saadan skal alle Elementers Aander adlyde os og være vore Slaver;
som Løver skal de holde Vagt omkring os, som tyske Krigsmænd svinge deres Lanser, som Laplands Kæmper trave ved vor Side;
som Kvinder eller skønne Jomfruer skal de os vise større Yndigheder end Kærlighedsgudindens hvide Bryst;
Venedigs Flaader skal tilhøre os,
det gyldne Skind fra Vest, som aarlig fylder Kong Filips Slot med Guld, skal være vort — ifald blot din Beslutning, Ven, staar fast.
F a u s t u s .
Den staar saa fast, at intet kan den rokke;
det nytter ej, du siger mig imod.
C o r n e l i u s . Har du først ret erkendt Magiens Kraft, vil intet andet Studium dig fængsle.
Du har de Forkundskaber, som behøves:
du er jo Mester i Astrologi,
er lærd i Sprog og kender alle Stene;
tvivl derfor ej, dit Ry vil snarlig vokse, og du vil blive mere søgt, end fordum det delfiske Orakel, for din Kunst.
Thi Aanderne kan tørre Havet ud
Doktor Faustas. 23 og bringe Skatte op fra gamle Vrag,
alt, hvad i fordums Tid er bleven skjult i Jordens haarde Skød, det kan de hente — sig mig, min Ven, hvad vil da mangle os?
F a u s t u s . Intet, Cornelius. O, hvilken Glæde!
Kom, vis mig et Par Prøver paa jer Kunst, saa vil jeg søge ud i Skovens Skygger og nyde denne Fryd i fulde Drag.
V a 1 d e s.
Ja, il du kun ! Opsøg en stille Lund, tag Bacons og Albertus' Bøger med dig, Psalteret og det nye Testamente.
Og hvad der ellers dertil er fornødent, det skal du faa at vide, før vi skilles.
C o r n e l i u s . Lad os først lære ham de rette Ord;
naar han saa kender alt, hvad der behøves, saa kan han prøve selv sin nye Kunst.
V a l d e s .
Nu skal jeg vise dig de første Haandgreb, saa vil du hurtig kunne mer end jeg.
F a u s t u s . Saa kom og lad os spise sammen først, saa kan vi tale ret til Gavns ora Tingen.
Endnu i Aften vil jeg prøve det;
om saa jeg skulde dø derfor, jeg vil det.
(De gaa).
A n d e n S c e n e . T o S t u d e D t e r k o m m e .
F ø r s t e S t u d e n t .
Jeg kan ikke forstaa, hvor Faustus er bleven af, han, som ellers plejede at faa Auditorierne til at runge af proho.
24 Chr. Marlowe A n d e n S t u d e n t .
Det kan vi let faa at vide, thi dér kommer hans Tji ner.
W a g n e r k o m m e r . F ø r s t e S t u d e n t . Hør, min Ven, hvor er din Herre?
W a g n e r . Det véd Gud i Himlen.
A n d e n S t u d e n t . Hvad, véd du det ikke?
W a g n e r .
Jo jeg gør; men det følger ikke deraf.
F ø r s t e S t u d e n t .
Hør nu, min Ven, Spøg til Side! Sig os, hvor han er.
W a g n e r .
Jamen det følger ikke nødvendigvis deraf i Kraft af Konklusionen, og I som Licentiater burde være logiske;
derfor erkend eders Fejltagelse og hør opmærksomt til.
A n d e n S t u d e n t . Sagde du ikke, at du vidste det?
W a g n e r . Har du Vidner paa det?
F ø r s t e S t u d e n t . Ja, min Ven, jeg hørte det.
W a g n e r .
Spørg min Kammerat, om jeg er en Tyv.
A n d e n S t u d e n t . Du vil altsaa ikke sige os det?
W a g n e r .
Jo jeg vil; men hvis I ikke var nogle Fæhoveder, vilde I aldrig gøre mig saadant et Spørgsmaal; thi er min Herre ikke et corpiis naturale, og som Følge deraf mobile? Hvorfor gør I mig da saadant et Spørgsmaal?
Doktor .Faustus. 25 Var jeg ikke af Naturen flegmatisk og langsom til Vrede, saa turde I ikke komme Retterstedet paa fyrretyve Fod nær, ihvorvel jeg ikke tvivler paa, at jeg vil faa jer at se blive hængte begge to til næste Retstermin. Efter saalunde at have triumferet over jer, vil jeg lægge mit Ansigt i de behørige Puritanerfolder og oplade min Mund som følger: Sandelig, mine elskede Brødre, min Herre sidder herinde og spiser til Middag sammen med Valdes og Cornelius, saaledes som denne Vin vilde fortælle eders Velærværdigheder, hvis den kunde tale. Og hermed, Herren velsigne eder, bevare eder, og opholde eder, mine elskede Brødre, mine elskede Brødre!
(Gaar.) F ø r s t e S t u d e n t .
Saa frygter jeg virkelig, at han har hengivet sig til den 'fordømte Kunst, som har gjort de to Mænd saa
berygtede over hele Verden.
A n d e n S t u d e n t .
Selv om han var en Fremmed og ikke min Ven vilde det dog gøre mig ondt. Men kom, lad os gaa hen og underrette Sognepræsten derom og se, om ikke hans alvorlige Formaninger kan bringe ham til at omvende sig.
F ø r s t e S t u d e n t .
Jeg frygter for, at intet kan bringe ham til at om
vende sig.
A n d e n S t u d e n t . Lad os alligevel gøre, hvad vi kan.
(De gaa).
T r e d j e S c e n e . F a u s t u s (kommer).
Nu breder Jordens mørke Skygge sig fra Sydens Pol henover lysen Himmel;
i den længes mod Orions Straaleblik I og farver Firmamentet sort som Beg.
i •"
26 Chr. Marlowe
Faustus, begynd nu dine Tryllesange, og prøv, om Djævlene ved Bøn og Offer
kan tvinges til at svare paa din Kalden.
I denne Cirkel staar Jehovas Navn
paa kryds og tværs i Anagrammer skrevet, talrige Navnetræk af Helgener,
Betegnelser for hver en Himlens Tjener, Planeternes Figurer, mange Tegn, som tvinge Aanderne til frem at stige.
Derfor, o Faustus, frygt ej, men vær fast, og prøv Magiens højeste Mirakel. —
Sint mihi dei Aclierontis propitii! Valeat numen triplex Jehovæ! Ignis, aeris, aquæ, terræ spiritus, salvete!
Orientis prijice/ps Bélzehiib, inferni ardentis monarcha, et Demogorqon, propitiamus vos, ut appareat et sur gat Me-pliistophilis; — quidtii moraris? Per Jehovam, OeJiennam, et consecratam aquam quam nunc spar go, signumque crucis quod nunc facio, et per vota nostra, ipse nunc surgat nohis dicatus Mephistophilis!
M e p h i s t o p h i l i s v i s e r s i g . F a u s t u S.
Gaa ! paatag dig en anden Skikkelse!
Du er for hæslig til at tjene mig.
Vis dig som gammel Franciskanermunk;
sHg hellig Dragt vil klæde Djævlen bedst.
( M e p h i s t o p h i l i s f o r s v i n d e r . ) Jeg ser, at mine Trolddomsord har Kraft. — Hvo gad vel ej studere denne Kunst?
Hvor myg er ikke Mephistophilis, hvor fuld af Lydighed og Tjenestiver!
Han tvinges af mit Ord og min Magi.
Nu, Faustus, staar du paa din Videns Toppunkt, du hersker over Mephistophilis:
quin regis Mephistophilis fratris imagine.
M e p h i s t o p h i l i s k o m m e r s o m F r a n c i s k a n e r .
Doktor Faastus. 27 M e p h i s t o p h i I i s .
Nu, Faustus, tal, hvad fordrer du af mig?
F a u s t u s .
Saa er mit Bud: du skal min Tjener være, udføre alt, hvad jeg befaler dig,
om saa det var at hente Maanen ned, hvad eller lade Havet sluge Jorden.
M e p h i s t o p h i l i s . Jeg tjener Lucifer, og kun med hans Tilladelse kan jeg d i n Tjener blive,
thi kun hvad han befaler, tør vi gøre.
F a u s t u s .
Var det da ej paa hans Bud, du kom hid?
M e p h i s t o p h i l i s . Nej, jeg kom hid ifølge egen VMlje.
F a u s t u s .
Tvang ej mit Trolddomsord dig til at komme?
M e p h i s t o p h i l i s .
Det Grunden var, dog kun per accidens;
thi høre vi, at nogen spotter Gud,
afsværger Skriften og sin Frelser Ghristus, da ile vi, den stolte Sjæl at'fange;
vi lyde kun, ifald han bruger Midler, som sætte Sjælens Salighed paa Spil;
den bedste Maade at besværge os er at afsværge den Treenige
og bede fromt til Helveds store Fyrste.
F a u s t u s .
Det har jeg allerede gjort; jeg kender ej nogen Herre uden Belzebub, til ham jeg vier mig af al min Sjæl.
Det Ord ,Fordømmelse* ej skræmmer mig, jeg Helved fra Elysium ej skelner,
jeg ønsker, at min Sjæl, naar jeg er død.
Chr. Marlowe
maa samles med de gamle Filosofer.
Men nok af dette tomme Prat om Sjæle?
Sig mig, hvem er din Herre Lucifer?
M e p h i s t o p h i l i s , Konge og Hersker over alle Aander.
F a u s t u s .
Var ikke Lucifer en Gang en Engel?
M e p h i s t o p h i l i s . Han var en Engel, elsket højt af Gud.
F a u s t u s.
Hvordan er han da bleven Helveds Fyrste?
M e p h i s t o p h i l i s .
Til Straf for Stolthed, Overmod og Frækhed slyngede Gud i Harm ham ned fra Himlen.
F a u s t u s . Og hvem er I, som tjene Lucifer?
M e p h i s t o p h i l i s . Usalige, som faldt med Lucifer, som sammenrotted os med Lucifer, som er fordømte nu med Lucifer.
F a u s t u s .
Som er fordømte med ham? Hvor?
M e p h i s t o p h i l i s .
I Helved.
F a u s t u s .
Hvordan kan du da nu forlade Helved?
M e p h i s t o p h i l i s . Ej har jeg det forladt: Helved er her.
Tror du, at jeg, som har Guds Aasyn skuet, har kendt i Himlen evig Salighed,
ej pines af titusind Helvedkvaler, nu, da jeg ikke mer tør Glæden se? — Hold op at spørge saa letsindigt, Faustus!
Min matte Sjæl ved sligt af Rædsel fyldes.
Doktor Faustua. 29 F a u s t u s .
Ej, store Mephistophilis! saa sorgfuld, fordi du er berøvet Himlens Glæder?
Lær du af mig, med mandig Tapperhed at kaste paa forskertset Fryd Foragt, Gaa kun og meld den store Lucifer:
Da Faustus kækt har sat sig op mod Gud, er han hjemfalden til en evig Død;
derfor han vier sig til Lucifer,
saafremt blot denne skænker ham til Gengæld i fir' og tyve Aar et yppigt Liv;
dig vil jeg stedse have til min Tjener, du skal mig give alt, hvad jeg forlanger, du skal besvare alle mine Spørgsmaal,
slaa mine Fjender, hjælpe mine Venner, og altid lyde mine mindste Vink.
Vend hjem nu til den store Lucifer;
kom saa ved Midnat atter til mit Kammer og meld mig, hvad din Herre har befalet.
M e p h i s t o p h i l i s .
Det vil jeg, Faustus. (Forsvinder).
F a u s t u s .
^ Hvis jeg havde Sjæle
utallige som Stjærnerne paa Himlen, jeg gav dem alle dog for denne Tjener.
Ved hans Hjælp vil jeg blive V^erdens Kejser, vil bygge Broer i den lette Luft
og vandre over Havet med min Hær;
Afrikas Klippekyst vil jeg forbinde med Spanien, og undertvinge begge;
selv Kejseren og alle tyske Fyrster Skal være kun Vasaller af min Krone. — Og nu da det, jeg ønskede, er opfyldt, vil jeg studere videre i Kunsten,
til Mephistophilis sig atter viser. (Gaar.)
30 'Chr. Marlowe F j e r d e S c e n e . W a g n e r o g N a r r e n k o m m e .
W a g n e r . Hej, min Dreng, kom her!
N a r r e n .
Hvad for noget? „Dreng"? Død og Plage, „Dreng"!
Jeg vil haabe, I har set mange Drenge med saadant et Fipskæg, som jeg har. „Dreng", naada!
W a g n e r .
Sig mig, min Ven, har du nogle Indkomster?
N a r r e n .
Ja, og Udvandringer med, som I kan se.
(Viser sine hullede Klæder.) W a g n e r .
Ak, stakkels Djævel! Se, hvor den arme Fyr endnu gør Løjer i al sin Nøgenhed! Slynglen er uden Ijeneste og saa sulten, at jeg véd, han vilde give sin Sjæl Fanden i Vold for en Lammesteg, selv om den var helt raa.
N a r r e n .
Hvad behager? Min Sjæl Fanden i Vold for en Lammesteg, selv om den var helt raa ^ Nej, den gaar ikke, min Ven; ved vor Frue, den skulde være godt stegt og med god Sauce til, hvis jeg skulde betale den saa dyrt.
W a g n e r .
V^il du være min Tjener? Jeg vil lade dig gaa lige
som giii mihi discipulKS.
N a r r e n . Paa Vers?
W a g n e r .
Nej, min Ven, i ægte Silke. Tag disse Guldstykker.
(Giver ham Penge.) N a r r e n .
Uldstykker? Hvad er det for nogle?
Doktor Faiistus. 31 W a g n e r .
Det er franske Kroner.
N a r r e n . Hvad skal jeg med dem? ^
W a g n e r .
Ja, min Ven, nu kan Djævelen hente dig med en Times Frist, naar og hvor han vil.
N a r r e n .
Nej, nej, tag eders Uldstykker igen.
W a g n e r . Jeg vil virkelig ikke have dem.
N a r r e n . Jamen I skal virkelig.
W a g n e r .
Vær Vidne til, at jeg gav ham dem.
N a r r e n ,
Vær Vidne til, at jeg giver jer dem igen.
W a g n e 1.
Saa vil jeg straks lade to Djævle hente dig — Belial og Belcher!
N a r r e n .
Ja, lad I jer Belial og jer Belcher komme, saa skaJ jeg give dem saadan en Dragt Prygl, at de aldrig har faaet Magen, saa længe de har været Djævle; og sæt, at jeg kommer til at slaa en af dem ihjæl, hvad vil Folk saa sige? ,Kan I se den lange Fyr dér i den runde Bluse? Han har slaaet Djævelen ihjæl.* Hele Sognet vil kalde mig .Djævelens Banemand*.
T o D j æ v l e k o m m e ; N a r r e n l e b e r f r e m o g t i l b a g e o g s k r i g e r . W a g n e r .
Belial og Belcher — Aander, bort!
( D j æ v l e n e t b r a v i n d e . )
32 Chr. Marlowe N a r r e n .
Er de borte? Fanden i Vold med dem! De har nogle fordømt lange Negle.
W a g n e r . Naa, Kammerat, følg mig saa.
N a r r e n .
Jamen hør, hvis jeg tjener jer, vil I saa lære mig at mane Benioer og Belcheoer?
W a g n e r .
Jeg vil lære dig at skabe dig om til alt muligt, til en Hund eller en Kat eller en Mus eller en Rotte eller hvad du vil.
N a r r e n .
Hvad for noget? Et Ghristenmenneske til en Hund eller en Kat eller en Mus eller en Rotte! Nej, Herre, hvis I forvandler mig til noget, lad det saa være til en køn lille Springloppe, saa at jeg kan være her og dér og allevegne. Naada, hvor jeg skal kilde Pigebørnene!
Jeg skal min Tro være efter dem!
W a g n e r . Naa, min Ven, kom saa!
N a r r e n . Jamen hør, Wagner!
W a g n e r .
Hvad for noget? — Belial og Belcher!
N a r r e n .
O Gud! — Jeg beder jer. Herre, lad Benio og Belcher have Ro.
W a g n e r .
Slyngel, kald mig Herr Wagner, og lad dit venstre Øje være diametralt fæstet paa min højre Hæl, saa at du kan quasi vestigiis nostris insistere.
(^Gaar.)
Doktor Faustus. 33
N a r r e n .
Gud forlade mig, nu prater han paa hollandsk.
Naa, jeg følger ham; jeg vil være hans Tjener, det er sikkert og vist.
F a u s t u s (i sit Studerekammer), Nu er jeg da fordømt i Evighed;
for mig er Naadens Port for stedse stængt.
Hvad nytter det at tænke mer paa Gud?
Bort, bort med disse ørkesløse Tanker!
Forsag din Gud og stol paa Belzebub, træd ej tilbage, Faustus, vær bestemt!
Hvi tøver du ? — Det klinger i mit Øre:
„Vend dig til Gud igen! Forlad Magien!"
Ja, jeg vil vende mig til Gud igen —
til Gud igen? Nej, nej, han har forstødt dig;
den Gud, du tjener, er din egen Attraa, din egen Kærlighed til Belzebub;
ham vil jeg bygge Altere og Kirker og ofre ham Nyfødtes lunkne Blod!
D e n g o d e o g d e n o n d e E n g e l v i s e s i g . D e n g o d e E n g e l .
Faustus, lad af fra dette Syndens Værk!
D e n o n d e E n g e l .
Bøn, Anger, Bod — hvad nytter alt det til?
D e n g o d e E n g e l . Det hjælper til at bringe dig til Himlen!
D e n o n d e E n g e l . Nej, det er Galmandssnak og Illusioner, der kun forvirre dem, som tro derpaa.
VIII . 3
(Gaar.)
Anden Akt.
F ø r s t e S c e n e .
34 Chr. Marlowe D e n g o d e E n g e l .
O, Faustus, tænk paa Gud og paa hans Rigel