Har besparelsen på revisionshonoraret utilsigtede konsekvenser for selskabets driftsøkonomi?
”Vores kreditgivning og rating af kunderne er i høj grad præget af tillid til de regnskaber, vi bliver forelagt. Her er uvildig revision afgørende for validiteten af vores datagrundlag. Men også for vores kunder finder vi det afgørende, at de mindst én gang årligt får en ekstern vurdering og rådgivning”
(bilag 5).
Således melder erhvervsdirektør i Sydbank – Hovedstaden Ole Nielsen ud om sin holdning til revisors indflydelse på selskabernes kreditgivning og rating heraf. Hvordan påvirker dette syn bankens kunder og herunder de små regnskabsklasse B-selskabers adgang til finansiering? Er fravalget af revisionspligten i virkeligheden en underskudsforretning for de enkelte selskaber?
Dette vil afhandlingen undersøge i følgende afsnit for til sidst at komme med en konklusion på konsekvensen heraf for selskaberne med blandt andet kreditomkostningerne i fokus.
Som vist i afsnit 6.3.1 har der været en stigning i fravalg af revisionspligten, hvilket har afledt, at der har været et fald i anmærkningerne som et resultat herpå.
Som Ole Nielsen nævner, sender fravalg af revisionspligten et dårligt signal til långiver: ”Ja, det sender et signal, som ikke er positivt for långiver” (bilag 5). Det skyldes, at regnskabsbruger ikke længere kan udlede, om et selskab, som førhen har haft en anmærkning, om for eksempel Going Concern, har vendt skuden og skabt en sund forretning. Det kan heller ikke udledes, om væsentlige poster i regnskabet, som revisor har sået tvivl om, er blevet forbedret, jf. afsnit 6.3.1.
Denne mere tillukkede form for regnskaber ekskluderer regnskabsbrugere for væsentlig information, hvilket kan resultere negativt i, at de føromtalte ikke-reviderede selskaber går glip af nødvendig likviditet, hvilket afhandlingen vil komme ind på i nedenstående afsnit. Likviditeten kan komme fra flere forskellige lånekilder, dog er den mest benyttede lånekilde i dansk erhvervsliv banker/sparekasser, hvilket nedenstående figur illustrerer.
Figur 7.1
Kilde: dst.dk, 2014.
7.1 Kreditværdighed
I forlængelse af regnskabsbrugerens manglende information om regnskabet har Experian foretaget en undersøgelse for FSR fra 2015, som netop berører emnet omkring selskabernes kreditværdighed og konsekvensen heraf ved fravalg af revisionspligten.
Selskabernes grad af kreditværdighed blev vurderet, alt efter hvilken påtegning deres årsrapport havde, og om der var anmærkning(er) i eller ej. Graden af kreditværdighed bliver kaldt kreditrating, og begrebet dækker over en vurdering af selskabernes finansielle situation, herunder i hvilken grad selskaberne evner at tilbagebetale lån til leverandører og lignende. En høj kreditrating er således et udtryk for, at selskabet er vurderet til at have en god og stabil tilbagebetalingsevne, hvorimod en lav kreditrating indikerer, at selskabet har en dårlig tilbagebetalingsevne.
Figur 7.2
Kilde: Experian og FSR, 2015
Ovenstående figur viser først og fremmest en signifikant forskel mellem de reviderede og de ikke-reviderede selskabers kreditrating. Det underbygger Ole Nielsens udtalelse om, at Sydbanks kreditrating af deres erhvervskunder i høj grad er baseret på selskabernes regnskaber og tilliden hertil.
Tilliden spiller en særlig rolle, når man vurderer en revisionserklæring over for en ikke-revisionserklæring. Altså en høj grad af sikkerhed over for enten en lav eller ingen grad af sikkerhed.
Sidst men ikke mindst står det, ifølge diagrammet, værst til med kreditratingen for et selskab med en revisionspåtegning med anmærkninger i. Det kan være, at revisor har vurderet, at der er usikkerhed om, hvorvidt selskabet overhovedet vil kunne overleve. I sådan et tilfælde vil der stå et forbehold for Going Concern, og hvis ledelsen har skrevet om det i regnskabet, vil revisor skrive en anmærkning herom.
Når regnskabsbruger ikke længere kan udlede, om der potentielt kunne være forbehold for et selskabs fortsatte drift, resulterer det dermed i en lav kreditrating for selskabet (FSR, 2014). Flere studier underbygger desuden påstanden om, at fravalg af revisionspligten har en konsekvens af en lavere kreditrating, og en lavere kreditrating må forventes at have den konsekvens, at pengeinstitutter og kreditinstitutioner kræver en højere rente (Copenhagen Economics, 2014). Fravalg af revisionspligt har således en konsekvens i form af en højere rente. Ud over en højere lånerente kan selskaberne også opleve flere likvide konsekvenser ved de mindre transparente regnskaber, såsom manglende egenkapitalfinansiering fra investorer, venture capitals, business angels og lignende til udvidelse af
selskabernes kapacitet. Dog vil afhandlingen her afgrænse sig til pengeinstitutter, da det er den oftest brugte metode til at skaffe likviditet, jf. figur 7.2
Overordnet set spiller selskabernes valg af påtegning og påtegningens indhold en stor rolle for selskabets kreditrating og dermed adgang til likviditet. Dette er Ole Nielsen enig i, da han blev spurgt ind til, hvordan graden af revisors sikkerhed påvirker et selskabs adgang til likviditet:
”Det har betydning for 1. prissætning, 2. vilkår (sikkerheder, covenants m.m.) og i sidste ende, om vi er komfortable med kreditgivningen” (bilag 5).
Ovenstående citat underbygger påstandene om, at revisors indflydelse på selskabernes kreditvurdering og dermed prisen for kredit er høj.
I forlængelse heraf blev Ole Nielsen spurgt ind til, hvad det mere konkret vil betyde for låneomkostningerne, når der ikke er revisionspåtegning på, i forhold til når der er revisionspåtegning:
”Vil estimere en merpris på 2-3 % point. Men øget risiko er svært at prisfastsætte, så det er ikke
’videnskabeligt’ underbygget” (Bilag 5).
Merprisen på 2-3 procentpoint er det umiddelbare bud, dog kan det være svært at sætte et tal på alle selskaber, da andre faktorer kan spille ind på kreditratingen.
Trods Ole Nielsen nævner, at det ikke ligefrem er ”videnskabeligt” underbygget, er det interessant at høre fra en erhvervsdirektør i Sydbank, at der vil være en merpris på låneomkostningerne.
De 2-3 procentpoint i merpris må tillægges en allerede eksisterende pris/rente, som oftest befinder sig på et renteniveau mellem 6-10% for små og mellemstore selskaber med ca. 10 fuldtidsansatte og med positiv driftsindtjening (FSR, 2016).
Ud fra ovenstående forudsætninger med Ole Nielsens udtalelser og de eksisterende renteestimater taget i betragtning vil man kunne lave et groft anslag over en ”best case”-rente for selskaberne på (6 + 2) 8 %, og en ”worst case”-rente på (10 + 3) 13 %. Et forholdsvis stort interval, hvor nøgletal som soliditetsgraden ligeledes vil have en stor rolle på, om selskabet ligger i den ene eller anden ende af førnævnte renteinterval. Renten er altså blandt andet afhængig af det pågældende selskabs soliditetsgrad. Dog må det antages, at långiver/pengeinstitut kunne være mistænkelig over for brugen
af nøgletal ved et ikke-revideret selskab, da bevæggrundene for tallene i regnskabet ikke er blevet testet af en uafhængig tredjepart, som der ellers ville være gjort ved arbejdet bag en revisionspåtegning. Risikoen for, at nøgletallene ikke er retvisende, må derfor antages at være højere blandt de ikke-reviderede selskaber.
Hvis merprisen kan anslås som ca. 2-3 %, eller gennemsnitligt 2,5 % over den ellers gennemsnitlige rente for selskaberne, så vil det være interessant, om det kan underbygges ved at se på udviklingen af den gennemsnitlige nominelle rente for afhandlingens undersøgte selskabssegment fra den aktuelle periode 2006 og frem. Nedenstående figur viser, hvordan de danske små og mellemstore selskaber ligger i forhold til Sverige og Tyskland over årrækken 2005 til dog kun 2015.
Figur 7.3
Kilde: finans.dk, 2015
Grafen viser som sagt udviklingen af den gennemsnitlige nominelle rente på lån til små og mellemstore selskaber i Danmark, Sverige og Tyskland fra 2005 til 2015.
Det kan udledes, at renten landene imellem følges forholdsvist tæt, dog ligger Danmark generelt i top med den dyreste rente. For danskernes vedkommende starter renten fra 4 % i 2005 og slutter på omkring 3,5 % i 2015. Så den danske rente starter lidt lavere end den tyske, men slutter forholdsvist højere end den tyske og svenske rente. Imellem 2008 og 2009 var renten på sit højeste med ca. 7 %, hvorefter den dalede kraftigt ned ca. 1 til 1,5 år efter. Dette udsving ligger i samme periode, som da den verdensomspændende finanskrise tog til, og derfor må udsvinget i høj grad kunne forklares ud
fra det. Forklaringen på, at Danmark ligger højest i 2015, kan findes hos Niels Storm Stenbæk, cheføkonom hos Finansrådet, som udtaler:
”Det er ingen nyhed, at Sverige og Tyskland er kommet bedre ud af krisen end Danmark” (finans.dk, 2015).
I forbindelse med den føromtalte undersøgelse fra 2016 med 6-10 % i rente for små og mellemstore selskaber kan man udlede, at der er en stor difference sammenlignet med ovenstående graf.
Ovenstående graf går kun til 2015, og der er niveauet på ca. 3,5 % for danske selskaber. Derfor må der være stor forskel på renten for små og mellemstore selskaber gennemsnitligt set i Danmark og selskaber med ca. 10 ansatte. De små selskaber med ca. 10 ansatte har dyrere renteomkostninger end de gennemsnitlige selskaber, som må antages at have mere end 10 ansatte. Ud fra den betragtning kan man udlede, at de større selskaber har mere fordelagtige låneomkostninger end de små, hvilket ofte kan forklares ud fra, at de mindre selskaber har dårligere soliditetsgrad end de større. Dette skyldes, at selskaber i opstartsfasen også ofte er mindre selskaber, og opstartsfasen kræver ofte mange investeringer og omkostninger, før selskabet begynder at tjene penge, som også underbygges af en survey fra FSR om, hvad revisorerne mener er årsagen til de små og mellemstore selskabers sværere adgang til lån:
Figur 7.4
Kilde: FSR, 2015
Med hensyn til afhandlingens problemstilling kan man ikke helt konkludere ud fra ovenstående, at fravalg af revisionspligten har kostet de mindre selskaber penge gennem højere renteomkostninger, fordi et selskab med 10 ansatte stadig kan være påtvunget revisionspligt, grundet i at pligten først udløses ved overskridelse af to af de tre tærskler i to sammenhængende regnskabsår. Figuren påpeger dog, at selskabets størrelse eller mangel på samme kan have en indvirkning på låneomkostningerne.
At nystartede selskaber har sværest ved at få adgang til finansiering kan, jf. afsnit 6.5.1, ligeledes begrundes med, at risikoen for, at nystartede selskaber aflægger fejlagtige årsregnskaber end selskaber, der er to år eller ældre, er større.
Udover at de ikke-reviderede selskaber oplever en merpris, når de skal låne penge i banken, nævner Ole Nielsen også, at der er en anden side, som selskaberne går glip af ved fravalg af revision, hvilket er rådgivning.
Rådgivningsdelen kan også have indflydelse på selskaberne og mere konkret selskabernes likviditet eller mangel på samme. Dog står der ikke noget om rådgivning i revisorpåtegningen uanset erklæringstype, og der er endog regler for størrelsesforholdet mellem rådgivning og revision for revisor (Sudan, Sumit m.fl. 2015, s. 79).
7.2 Længere kredittid
Ved erklæringer med begrænset eller ingen sikkerhed er det selvsagt, at revisors rolle har været mindre end ved revisionserklæringer, jf. afsnit 4.4. Dog må det forventes, at når der vælges andre erklæringer frem for revision, må besparelsen på revisionshonoraret have været i sigte for kunden.
Det må dermed antages, at der derfor, højst sandsynligt, heller ikke har været brugt penge på revisors yderligere indblanding såsom rådgivning, hvilket Ole Nielsen også påpegede i ovenstående.
Experian har yderligere undersøgt, om der er forskel på kredittiden for et selskab med en revisionserklæring, ikke-revision og revisionserklæring med anmærkninger. Altså om der går længere tid, før et givent selskab får inddrevet tilgodehavender hos dets leverandører.
Figur 7.5
Kilde: Experian og FSR, 2015.
Som ovenstående søjlediagram illustrerer, er der en signifikant forskel i de gennemsnitlige antal dage for kredittiden alt efter erklæringstype og til dels også, om der er anmærkninger eller ej. Jf. figur 6.17 tager det gennemsnitligt et ikke-revideret selskab 24,2 dage længere at inddrive tilgodehavender, end det gør for et revideret selskab. Reviderede selskaber med anmærkninger slår ikke som sådan væsentligt ud i forhold til de reviderede. Fællesnævneren for de to må udledes først og fremmest at være, at der i høj grad har været en revisor inde over selskabets regnskab. Én af de særlige ting, der gør sig gældende ved revisionsarbejdet frem for assistance og review, er, at revisor undersøger regnskabsposterne mere detaljeret, herunder debitorer, jf. kapitel 4.2.
Er der nogen tilgodehavender, som står til forfald? Og hvordan ser aldersfordelingen generelt ud på debitorsaldolisten? Sådanne elementer bliver undersøgt ved hjælp af forespørgsler herpå til ledelsen, eftertjek af betalinger herfor på den efterfølgende periode i banken og eventuel udsendelse af saldomeddelelser til debitorerne. Såfremt at der er flere udeståender, der står til forfald, gør revisor ledelsen, og de eventuelle regnskabsansvarlige, opmærksomme herpå, hvilket i høj grad kan have en positiv effekt for inddrivelsen af tilgodehavender. Det er netop på regnskabsposten debitorer, jf. figur 6.2, at revisor typisk retter flest fejl i forbindelse med revision.
Ofte bliver der handlet med kredittider på 30 dage, men på et tidspunkt kan selskabet ikke trække tiden længere, da det har brug for likviditet til henholdsvis drift og risikovillig kapital, såfremt det ønsker vækst.
Selskaberne, som ikke er reviderede, har muligvis ikke nok viden om og/eller kontrol med deres økonomistyring, og derfor er de ikke kompetente nok til at skabe overblik og dermed inddrive tilgodehavender, hvilket er påvist i afsnit 6.2. Konsekvensen ved de forsinkede penge kan være, at selskaberne må trække på dyre låneomkostninger såsom kassekredit for at holde driftsøkonomien kørende.
Omvendt kan det ligeledes udledes, at når det gælder selskabernes betaling af leverandører, er kredittiden også længere blandt de ikke-reviderede end de reviderede uden anmærkninger, jf.
nedenstående figur.
Figur 7.6
Kilde: Experian og FSR, 2015.
Det kan eventuelt skyldes, at selskabet først har likviditet til at afdrage gæld, når selskabet selv har modtaget betaling fra dets debitorer, før det kan betale dets kreditorer. Reviderede selskaber med anmærkning ligger dog i top, hvilket blandt andet kan skyldes likviditetsproblemer eller generel dårlig/fejlagtig intern økonomistyring, hvilket også kan have resulteret i anmærkningen. Forskellen mellem de reviderede og ikke-reviderede selskaber er på 27,5 dag. Dog kan det argumenteres, at det er i de ikke-revideredes favør, da en lang leverandørkredittid som udgangspunkt er en fordel, da selskabet herved i længere tid indestår med likviditet.
Selskaberne risikerer dog, at leverandører stiller sig utilfreds med den sene betaling og derfor opkræver gebyrer, får inddraget inkassofirmaer eller bare opsiger samarbejdet, hvilket også kan være fatalt for et selskabs likviditet alt afhængigt af leverandør.
Figur 7.7
Ikke-revideret Revideret
Kredittid – debitorer (dage) 76,6 52,4
Kredittid – kreditorer (dage) 66,6 39,1
Kreditrating 28,8 38,8
Rente (%)* 8-12 / 9-13 % 6-10 %
*Renten er et ca. beløb og er afhængig af flere faktorer
Kilde: Egen tilblivelse ud fra Experian data – Experian og FSR 2015
7.3 Cost-benefit af selskabernes finansieringsomkostninger
Afhandlingen vil i dette afsnit undersøge cost-benefit af, hvad der sker med selskabers eksterne finansieringsomkostninger, når de fravælger revisionspligten. Kan besparelsen på revisorhonoraret i sidste ende betale sig, når man ser på dets effekt på låneomkostningerne?
Kreditvurderingsinstituttet Experian havde i en undersøgelse fra 2014 udregnet, at regnskabsklasse B-selskaberne i perioden 2009-2013 havde en gæld mellem 0-355 mio. kr., hvilket svarede til en gennemsnitlig gæld pr. selskab på 4,9 mio. kr. (Experian og FSR, 2015). Dengang kostede en gennemsnitlig revision for et dansk selskab 31.000 kr. Experian havde inddraget sekundære data i form af en finsk undersøgelse om selv samme emne, som kunne konkludere, at en revisionserklæring var med til at sænke låneomkostningerne med mellem 110-360 basispoint. Omregnet til procentpoint svarer det til 1,1-3,6%, hvilket ligger nogenlunde i tråd med samme interval, som Ole Nielsen udtaler, at merprisen ved et ikke-revideret regnskab lå på, hvilket var 2-3 procentpoint.
Overføres den finske beregning til danske forhold, kan det udledes, at selskaber med en gæld op til 3 mio. kr. umiddelbart kan spare på revisionsydelsen.
Figur 7.8
Kilde: Data fra Copenhagen Economics 2016 med egen tilføjelse
Ovenstående figur 6.19 indikerer, at fra 3 mio. kr. og opefter bliver besparelsen på revisionsregningen altså en omkostning for de selskaber, som har fravalgt revision, hvilket er et best case-scenarie, da der her tages udgangspunkt i den laveste rente (1,1 %). Det vil sige fravalg af revisionspligten er en omkostning for de 112.522 selskaber med en gæld på over 3 mio. kr. Et worst case-scenarie for selskaberne må ifølge aflæsningen af ovenstående graf udspille sig ved, at fra ca. 1 mio. kr. og opefter gør fravalget af revisionspligtsbesparelsen det dyrere for selskabet i forhold til renten på gælden.
Med andre ord opnår selskaberne, hvad man kan kalde en form for break-even mellem 0-1.000.000 kr. i gæld, som er worst case-tilfældet, og for best case er break-even mellem 0-3.000.000 kr. i gæld.
Break-even skal forstås som det interval, hvor det godt kan betale sig at spare på revisionshonoraret for et selskab.
Grunden til det forholdsvis store interval mellem best case og worst case er, at flere faktorer kan spille ind på renten. Som førnævnt kan kreditratingen generelt spille en stor rolle, da det som sagt er med til at fortælle, hvordan et selskabs tilbagebetalingsevne er i forhold til kreditorer. Herudover kan
nøgletal som soliditetsgrad og lignende spille en stor rolle for kreditgivers motivation og prisfastsættelse på et selskabs lån.
Ud fra en betragtning baseret på regnskabsklasse B-selskabernes gennemsnitlige lån vil fravalg af revisionspligten ofte ikke kunne betale sig for det gennemsnitlige regnskabsklasse B-selskab, da selskaberne i gennemsnit har gæld for 4,9 mio. kr. Taget i betragtning af, at et gennemsnitligt selskab har et revisionshonorar på ca. 31.000 kr. årligt, er gælden langt over worst case-tilfældet, som var på de ca. 3 mio. kr. i gæld. Ergo er der en difference på 1,9 mio. kr.
Dog kan det være svært at konkludere ud fra en gennemsnitlig beregning, da regnskabsklasse B-selskaberne i 2016 udgjorde ca. 250.000 selskaber, og disse selskaber strækker sig fra blandt andet 0 til 89 mio. kr. årligt i nettoomsætning, hvilket udgør ca. 95 % af alle danske selskaber, jf. afsnit 4.2.
Der er altså mange selskaber inden for denne klasse, og de strækker sig vidt i størrelse.
En mere sigende konklusion ville være, hvis der kunne fremregnes en medianberegning af selskabernes lån, som er et udtryk for, hvor meget de fleste selskaber skylder pengeinstitutterne. Dog er denne form for data af mere utilgængelig karakter og ville heller ikke nødvendigvis kunne skabe et præcist billede af, hvor mange selskaber der ikke tjener besparelsen hjem ved fravalg af revision.
7.4 Afslag på lån
Som beskrevet i ovenstående afsnit har fravalget af revision en konsekvens for selskaberne i form af et dyrere lån. Det, som afsnittet ikke tager højde for, er, at mange selskaber, og specielt de mindre selskaber, slet ikke opnår lån. Flere selskaber får ikke adgang til, hvad der kan være vital lånefinansiering til selskabets overlevelse.
Figur 7.9
Kilde: dst.dk, 2014.
Som førnævnt i afhandlingens redegørelse er fravalget af revisionspligten kun muligt for de små regnskabsklasse B-selskaber, som holder sig under to af de tre grænser i to sammenhængende regnskabsår. Én af grænserne er som sagt, at selskabet ikke må overstige 12 ansatte i gennemsnit i to sammenhængende regnskabsår.
Ovenstående er en oversigt over udfaldet for lånesøgende selskaber efter antallet af ansatte. Da det som sagt ikke er direkte sigende for konsekvensen ved fravalg af revisionspligten grundet tærsklerne, kan det alligevel være med til at danne en overordnet forståelse af, at de mindre selskaber generelt har oplevet et procentvist større afslag på lånefinansiering.
Figur 7.10
Kilde: dst.dk, 2014
Ovenstående tabel viser andelen af selskaber, målt i procent, der søgte finansiering, herunder den enkelte af de tre finansieringsformer. 1) ”Lånefinansieringen” er i perioden 2007-2014 faldet fra 19 til 13 %, 2) ”Egenkapitalfinansiering” ligger på 3 % i både 2007 og 2014, og 3) ”Andre former for finansiering”, hvilket indebærer finansiering til eksempelvis dækning af kassekredit, leverandørkredit, leasing m.m., er steget fra 22 til 24 %.
Den generelle tendens er, at alle selskaberne har oplevet et fald på opnåelse af lån uanset finansieringsform. De to ovenstående tabellers tendens stemmer i høj grad overens med Nationalbankens graf over udlån til erhverv fra 2008 til 2015, som viser et fald på udstedelse af lån fra ca. 1.110 mia. kr. i 2008 til ca. 1.055 mia. kr. i 2015, hvilket svarer til et fald på 55 mia. kr. over syv år.
Figur 7.11
Kilde: nationalbanken.dk, 2015.
Renteudviklingen kan sættes i kontrast til de samlede udlån til dansk erhvervsliv. Fejlkilden her er dog, at det er hele erhvervslivet, der er taget i betragtning. Det vil sige, at de store selskaber også er taget med. Regnskabsklasse B-selskaberne udgør dog som sagt 95 % af alle danske selskaber, hvoraf omkring 7 ud af 10 selskaber i regnskabsklasse B kan fravælge revision, jf. afsnit. 5.2.
Dog er den gennemsnitlige nominelle rente på lån, som belyst, blevet billigere fra 2005 til 2015, jf.
figur 7.3.
Det må udledes, at totalsummen af udstedte lån er mindre, hvilket naturligt gør, at der er sværere adgang til lån. Dog er lånene billigere, når de først er opnået, eller når selskabet er godkendt til lån – gælder dog kun for de små og mellemstore selskabers vedkommende.
Konsekvenserne ved et afslag om vigtig finansiering kan være fatal for et selskabs økonomi.
Ca. hver anden revisor vurderer, at den føromtalte adgang til finansiering eller mangel på samme for de små og mellemstore selskaber hæmmer deres vækst.