Det ”nye” barndomsforskningsparadigme

spro-get repræsenterer – ergo det som børn og unge frembringer i inter-viewene. Jeg lader min forståelseshorisont (forståelse, teoretiske be-grebsapparat, fagkultur) i spille sammen med det empiriske materiale for på den måde at bidrage med nye fortolkninger, der ligger ud over informanternes meningshorisiont. Der opstår det, som kaldes en form for dobbelt hermeneutik (Kvale 2004:58; Fuglsang & Bitsch-Olsen 2001:342). Fortolkning og forståelse er et grundvilkår i den filosofiske hermeneutiske tradition, som Gadamer repræsenterer. Forståelse er det vi som mennesker er i, i en uafsluttet proces. Udover at være et fortol-kende menneske, er mennesket også et historisk og sprogligt væsen. Vi lever i, med og igennem historien - i fortid, i nutid og i fremtid og kan ikke undslippe den proces (Fuglsang & Bitsch-Olsen 2004:326). En hermeneutisk fortolkning skal ifølge Gadamer også bringes i anven-delse – med begrebet applikation. Det betyder, at man skal anvende og bruge det, som man har forstået i praksis. Applikation er tæt forbundet med begrebet phronesis. Phronesis viden er viden, som ikke blot skal læres, men som skal erfares i samvær med andre mennesker. Det kræ-ver engagement og forståelse af andre mennesker. Det er ikke en viden, som kan vælges til, men noget som gøres aktivt i en hermeneutisk er-faring, som er situationsbestemt og kontekst-afhængig.

Med udgangspunkt i et overvejende hermeneutisk og fænomenologisk perspektiv forsøger jeg at betragte børn- og ungeinformanterne i un-dersøgelsen som handlende aktive subjekter i forskellige kontekster.

Formålet med at bruge ovenstående to metateoretiske perspektiver er at komme tættere på en nuanceret forståelse af de oplevelser af sociale myndigheders inddragelsespraksis, som børn og unge i udsatte positi-oner har.

denne udvikling indenfor barndomsforskning blandt andet har bag-grund i historieforskningens italesættelse af barndom som kulturel og social opfindelse (Aries 1982/1962). Inden for barndomssociologien skelnes mellem studier, der studerer børn og barndom ud fra en makro-orienteret, strukturel og objektiverende synsvinkel (f.eks. Qvortrup 1994, 1999; Frønes 1994,1999), mens andre har en mere mikro-orien-teret, subjektiverende tilgang (f.eks. James & Prout 1990; Cosaro 1997;

Tiller 1989, 1991). Mit studie hører til sidstnævnte orientering. Jeg for-søger at forstå børn og unge i udsatte positioner som kompetente soci-ale aktører, der aktivt bidrager til at skabe egne livsprocesser (Thorne 1993:12).

Børn og unge og barndom i et minoritetsperspektiv

Min tilnærmelse til arbejdet i afhandlingen kan placeres indenfor den barndomssociologiske position, som bliver betegnet som et perspektiv. Her tilskrives barnet status som en del af en minoritets-gruppe. Positionen opfatter børn som kompetente deltagere i en fælles voksenorienteret verden (James et. al 1999.259). Her fokuseres på børns perspektiver og forståelse af en voksenverden, som de er tvunget til at være en del af. Barndommen betragtes som minoritetsposition i magtrelationen mellem på den ene side voksne som socialgruppe og på den anden side børn som socialgruppe. Forskningen er optaget af at give børn en stemme, beskrive deres oplevelser af voksnes handlinger, og lægge deres udsagn frem. Hertil lægger forskeren egne analytiske forklaringer og udbygger børns beskrivelser af voksenverdenen. Barn-dommen i denne position bliver opfattet som en universel, differentie-ret og global kategori i forhold til dens differentie-rettigheder, dens medlemmers egenskaber som enkeltpersoner og dens statusidentitet. Globalt set bli-ver alle børn udbyttet i forskellige grader. Deres menneskerettigheder bliver ikke tilstrækkeligt udtrykt eller håndhævet. Man kan sammen-ligne ”barnet som minoritetsgruppe” med kvindebevægelsen, som også har været udsat for diskriminationsprocesser fordelt efter køn og alder.

Perspektivet har et tenderende essentialistisk blik på undertrykkelse af børn, da det understreger at børn ér undertrykte, og der er af den grund brug for forandring. Der peges dog ikke på, hvordan denne forandring skal finde sted. James et al. forklarer, at barnet som minoritetsgruppe på mange måder er en legemliggørelse af den empiriske og politiserede udgave af det ”socialt strukturerede” barn. (James et al. 1999:294).

Dette perspektiv ser børn som bevidste og aktive individer med en be-vidsthed, der kun venter på at blive mobiliseret. Kritikken af perspek-tivet er, at sociologiske forskelsmarkører som køn og alder ofte baga-telliseres i analyser. Omvendt fortæller disse forskelle noget om børns og voksnes sociale status, og hvordan de bliver forhandlet. Det siger også noget om børns dygtighed som sociale aktører i denne forhandling (James et. al 1999:263). Jeg er enig i, at der en fare for at denne type generaliseringer bygger på forestillingen om, at alle børn er lige som en del af en social gruppe med fælles behov, rettigheder og pligter, og ikke tager højde for børns modenhed, og den sociale, kulturelle og øko-nomiske kontekst.

Berry Maryall (2002) er en af de forskere, som placerer sin forskning indenfor dette perspektiv. Hun har i en lang række studier sat fokus på børn-voksen relationer baseret på børn og unges beskrivelser af deres hverdagsliv med særlig fokus på sundhed (Mayall 1994). Mayall peger med afsæt i sine studier på, at ”…children are best regarded as a mi-nority social group. In the first place, study of child-adult relations showed that childhood is understood by both adults and children as a time of dependency and subordination..”(Mayall 2002:20). Formålet med hendes tilgang er, “..to think from children’s lives..”(Ibid:4), at videreudvikle sociologiske begreber og perspektiver på baggrund af børn og unges beskrivelser af den sociale verden.

Børn som ”beings” og/eller ”becomings”

Som beskrevet i det nye barndomsparadigme er synet på barnet som social aktør et af de betydningsfulde teoretiske tankesæt. Dette inde-bærer en ændring fra forskning med fokus på børn som objekter til forskning med fokus på børn som subjekter med værdifulde erfaringer og kompetencer. I dette perspektivskifte diskuteres i børneforsknings-kredse om man kan betragte børn som ”beings” eller børn som ”be-comings” i et forsøg på at definere børneperspektivet.

Halldén (2003), Sommer (2003) og Qvortrup (1994) påpeger, at børn og børneperspektivet har været mangelfuldt defineret og fraværende indenfor både videnskab og i udvikling af samfundet. Dette kan forkla-res ud fra et børnesyn, hvor man betragter barndommen som en

over-”an adult in the making”. Voksenverdenens forståelse er i denne til-gang at værdsætte børn ud fra det, som de gør for at forberede sig på at blive voksne. Børn bliver ud fra denne forståelse betragtet som ufær-dige mennesker, som har mangel på rationalitet og kompetencer (James et al 1999:244; Uprichard 2008:304). Børn skal socialiseres gennem træning og tilegnelse af kundskaber med fokus på, at de skal blive voksne. Børns indsats og væremåder her og nu bliver betragtet som en omkostning, og ikke som en del af samfundsindsatsen.

Børn i ”being” forståelsen betragtes som sociale, aktive individer med egne holdninger, meninger og handlinger som har betydning for børns levede liv her og nu. Børnesynet i ”being” forståelsen er flyttet fra fo-kus på socialisering og fremtidsperspektiv til, hvordan børn forstår eget liv her og nu.

Dette begrebspar kritiseres blandt andet af Uprichard (2008). Being-becoming distinktionen bygger på antagelsen om, at voksne er stabile og ”færdige” i deres handlinger og tankevirksomhed. Dette mente man i kritikken af begrebsdelingen ikke var gangbar i en senmoderne verden med stadig større krav til fleksibilitet. Både børn og voksne skal be-tragtes som ”beings” og ”becomings”, da alle er udsat for processer, som fører til forandringer og omforhandlede relationer (Halldèn 2005:8). Kritikken af begrebsdelingen kan også ses som et udtryk for idealet om lighed mellem børn og voksne. Børn har andre vilkår end voksne, men de agerer på samme arenaer og skaber sociale relationer her.

Uprichard (2008) peger på, at i konceptet børn som ”beings”, anskues kompetence som kontekstafhængig. Fremtidsorienteringen er også centralt for børn, hvilket hun hævder ignoreres i begrebsdiskussionerne i for høj grad. Uprichards (2008) pointe er både at betragte børn og unge som ”beings” og ”becomings” på samme tid. Jeg sætter denne pointe i forhold til inddragelse som begreb. Børn og unge er også frem-tidsorienteret i forhold til at blive inddraget i sociale myndigheders be-slutningsprocesser. Børn og unge i datamaterialet forholder sig også til sociale myndigheders inddragelse i fremtiden og vigtigheden af denne i forhold til egen livssituation. Mit udgangspunkt i indeværende af-handling er i lighed med Uprichard både at betragte udsatte børn og

unge som ”beings” og som ”becomings” ud fra erkendelsen af og an-tagelsen af, at barndommen er en midlertidig kategori i samfundet for børn og unge, men samtidig skal/bør denne kategori i sig selv anerken-des som selvstændig for derved at betragte børn og unge som sociale aktive agenter i eget liv og i forhold til omverdenen, både i fortiden og i fremtiden. Uprihard pointerer i forhold til at præsentere børn og unge i en ”being and becoming” forståelse at: ”…It is acknowledging that children do become adults and the kinds of adults they are likely to become are shaped by the kinds of childhoods they are experiencing today.”(Ibid:311). Afhandlingen har primært fokus i “being”-forståel-sen, da jeg forsøger at få viden om udsatte børn og unges behov i egen-skab af ”being” i sociale myndigheders inddragelsespraksisser.

Diskussioner om, at børn og unge i samfundet og ikke mindst udsatte børn og unge skal betragtes med enten det ene eller andet perspektiv, spiller i den grad ind, når der er tale om inddragelse af børn og unge i socialt arbejde. Der er en tendens til, at begreber og diskussioner ses som dikotomier. De to begreber kan ses som et udtryk for et ambivalent børnesyn mellem på den ene side forståelse af børn som ”beings” og på den anden side ”becomings”. Denne ambivalens er også at finde i den retlige regulering i FN`s børnekonvention: den overordnede ramme for al lovgivning og arbejde med børn og unge, og i dansk lov-givning for området: Serviceloven. Begge steder understreger lovgiv-ning at børn og unges har ret til inddragelse og dermed indflydelse på beslutninger vedrørende deres liv, samtidig med at denne rettighed mo-dificeres ud fra alder og voksen vurderet modenhed. Begge retlige re-guleringer giver børn et medborgerskab i parentes, da den reproducerer generationsordenens skabelse af magtrelationen barn-voksen, samtidig med at børn og unge får øgede rettigheder i form af beskyttelse og om-sorg (Warming 2011:35).

Børn og unges ret til inddragelse og anerkendelse af deres selvstændig-hed og evne til at udtrykke sig verbalt kan let føre til, at voksne fritages for ansvaret for at opfylde børns rettigheder. Kjørholt (2010:19-20) på-peger, at samfundets øgede fokus på individualisering med vægt på in-dividers frihed og inddragelse kan føre til, at sociale, politiske og kul-turelle forhold, som former og begrænser individers valg, står i fare for

hvis formål er børns deltagelse og medvirken, viser at børn ikke ser autonomi som modsætning til afhængighed. Identitet som kompetent social aktør fremkommer som et resultat af tilhørsforhold og fælles-skab med en gruppe og støtte fra voksne, hvor de bliver anerkendt og har fået den nødvendige støtte og hjælp til gradvist at mestre forskellige aktiviteter. Yderligere pointerer Kjørholt, at udgangspunktet for at dis-kutere, hvordan børn kan inkluderes som samfundsborgere, er at be-tragte børn og voksne som gensidigt afhængige af hinanden.

I analyserne binder jeg diskussioner om barnet som ”being” eller ”be-coming” sammen med diskussioner om sociale myndigheders inddra-gelsespraksis, da jeg ser parallelle overordnende diskussioner i littera-turen i forhold til begreberne inddragelse og beskyttelse. Udsatte børn og unge som minoritetsgruppe i inddragelsesmæssige sammenhænge er afhængige af voksnes forståelse af begreberne ”being” og ”be-coming” på den ene side og af begreberne inddragelse og beskyttelse på den anden side. Diskussionerne, om et udsat barn skal inddrages i egen sag, tager afsæt i forståelsen af barnet som kompetent med egne værdifulde erfaringer: et ”being” perspektiv og forståelsen af barnet som ikke-kompetent, fordi det er udsat og skal beskyttes: et ”be-coming” perspektiv. Jeg bruger begreberne undervejs i analyserne som afsæt til at komme tættere på forståelsen af, hvordan børn og unge op-lever at disse begreber er på spil i sociale myndigheders inddragelses-praksis.

Jeg vil nu nærmere redegøre for min tilnærmelse til og forståelse af børn, og hvordan jeg definerer begreber som social aktør (”agency”), klient, børneperspektiver, asymmetri og inddragelse.