Børn og unge i anbringelsesforløb

x Tillidsfuld relation til myndighedsrådgivere har stor betydning for børns oplevelse af inddragelse i beslutninger omkring deres anbringelse og samvær med forældre (2013).

x Der anvendes to inddragende metoder, nemlig

familierådslagning og netværksmøder. Netværksmøder har overvejende deltagelse af professionelle netværk og bruges i langt højere grad end familierådslagning i kommunerne (2013).

Når Ankestyrelsens praksisundersøgelse (2013) viser, at netværksmø-der med professionelle foretrækkes frem for familierådslagning som metode til at inddrage børn/unge og deres forældre, tyder noget på, at inddragelse af børn og unge i kommunernes sagsarbejde stadig har trange kår.

Forskningslitteraturen tegner altså et samlet billede af børn og unges manglende aktørstatus i børnesagsarbejdet. Det konstateres i mange stuider, at børns kompetencer og vurderinger ikke bliver i tilstrækkelig grad efterspurgt af sociale myndigheder (Sandbæk 2002). Børn og un-ges aktørstatus har svært ved at manifestere sig i sagsbehandlingen.

Børn og unge ser ud til at være baggrundsfigurer i eget liv i samarbejdet med sociale myndigheder. Omvendt er det centralt for børn og unge at få aktørstatus for at kunne udtrykke holdninger til hjælpeforanstaltnin-gen for at kunne aktiv og relevant del i vurderinhjælpeforanstaltnin-gen af om hjælpefor-anstaltningen hjælper og støtter dem.

Samlet set konstaterer oversigterne, at viden om sociale myndigheders inddragelse af børn og unge og betydningen af inddragelsespraksisser er mangelfuld (Egelund og Hestbæk 2003; Egelund et al. 2009). På baggrund af alle undersøgelserne peges på, at børn og unge involveres for lidt i anbringelsesprocessen. Børn og unge informeres ikke tilstræk-keligt, har vanskeligt ved at forholde sig til deres rettigheder, til formå-let med anbringelsen, og til hvad der på længere sigt skal ske med dem.

Involvering af børn og unge handler både om, hvilke informationer de får og om, hvilken indflydelse de får tildelt i sagsforløbet. Samlet set bliver børn og unge ikke hørt eller inddraget i anbringelsesforløbet og i beslutninger. Her beskrives, at møder ikke er tilstrækkeligt tilrettelagt, så børn kan forstå, hvad der foregår – og der er børn, der oplever sig som ”postpakker”, da de professionelle er mere optagede af at forfølge administrative og organisatoriske formål. I nogle undersøgelser ople-ver børn og unge at blive inddraget, lyttet til og taget med på råd i be-slutningsprocessen. Der tegner sig et samlet billede af, at børns sub-jektstatus i anbringelsessager er svær at få øje på (Egelund & Hestbæk, 2003:213). De studier, hvor der er anlagt et brugerperspektiv, konklu-derer overvejende, at der er megen afmagt, følelse af tilsidesættelse, manglende information og manglende inddragelse i processen og i be-slutningerne (Egelund et al, 2009:166). Anbragte unge efterlyser vej-ledning og støtte for at kunne opnå tilstrækkeligt grundlag til at kunne træffe mere langsigtede beslutninger om deres liv efter anbringelsen.

Den manglende viden hæmmer unges mulighed for at tage ansvar for beslutninger i eget liv (Ibid:212).

I forskning om sammenbrud i anbringelsesforløb (Egelund et al. 2010) peges på, at unge i langt højere grad skal indgå som ”aktive deltagere i deres anbringelsesforberedelse”, som blandt andet indebærer, at de unge bør have information og flere valgmuligheder i forhold til anbrin-gelsessted for at opnå kontinuerlige anbringelsesforløb (Ibid:137).

Sammenhæng i anbringelsen, pointerer Warming (2005), har at gøre med, i hvilken udstrækning barnet eller den unge bliver inddraget i be-slutninger, som vedrører dets liv. Børnene oplever det som et decideret svigt og oplever sig isoleret, når de ikke får lov til at få indflydelse både før og under anbringelsesforløbet (Ibid:198).

Kontakten til kommunen – herunder den direkte kontakt til sagsbe-handleren er også et tema i SFI`s undersøgelse af slægtsanbragte børn

og unge (Egelund & Jacobsen, 2010). Undersøgelsen viser, at de slægtsanbragte børn og unge har meget blandede oplevelser med kon-takten til socialforvaltningen. Oplevelsen svinger fra primært positive til decideret negative vurderinger, i de mest ekstreme tilfælde beskrives det at barnet/den unge forsøger at holde sagsbehandleren på afstand og klare tingene selv. Samtidig fremhæves det, at det ikke ser ud til at være store krav, som børn og unge i slægtspleje stiller for at bedømme om kontakten er positiv og brugbar (Ibid:99).

I SFI`s forløbsundersøgelse (2008) af årgang 1995 af børn, der er eller har været anbragt, fremgår det, at 57 % af børnene oplever, at de slet ikke er med til at bestemme kontakten til deres forældre. Hvilket må siges at være et ret stort tal set i forhold til viden om, at kontakten til forældre er et stort og afgørende tema for børn og unge i anbringelses-forløb uanset anbringelsesform (Egelund & Hestbæk 2003; Egelund et al. 2008; Egelund & Jacobsen, 2010).

Af andre centrale undersøgelser, som har betydning for afhandlingens tema, vil jeg fremhæve den omfattende erfaringsopsamling (TA-BUKA-projektet) om tidligere anbragtes bud på kvalitet i anbringelsen af børn og unge (Nielsen et. al 2005). Her har 39 tidligere anbragte voksne diskuteret deres erfaringer med anbringelsesforløb samt givet forslag til forbedringer af anbringelsessystemet. Heraf fremgår det ens-lydende, at mange af de tidligere anbragte ikke er blevet informeret af kommunen i forbindelse med anbringelsen. De efterlyser, at de voksne taler med barnet om skyld, sorg og savn. Desuden skal de voksne være nøgterne og ærlige i forhold til tidsperspektivet for anbringelsen og sidst, men ikke mindst tage det helt centrale emne op løbende: hvorfor er jeg anbragt? Mange af de tidligere anbragte voksne har oplevet at være overladt til egne forestillinger om, hvordan og hvorfor deres livs-situation har formet sig sådan som den har. Og det har været et stort problem for dem undervejs i anbringelsesforløbet, at ingen voksne om-kring dem har villet eller taget initiativ til at tale om det emne. De tid-ligere anbragte voksne forholder sig også til at inddragelse ikke kun handler om information, men også om at få indflydelse både i formelle sammenhænge og i uformelle – i hverdagslivet på anbringelsesstedet.

Samme konklussioner kommer Nielsen (2001) frem til i

interviewun-enten har været i anbringelsesforløb på døgninstitution eller i familie-pleje.

Børnerådet gennemførte i 2012 en landsdækkende undersøgelse med interviews med 113 børn og unge i alderen 9-21 år anbragt udenfor hjemmet, hovedparten i aldersgruppen 14-17 år. Undersøgelsens for-mål var at få et opdateret børneperspektiv i forhold til at være anbragt i Danmark anno 2011. Konklusionen vedrørende temaet inddragelse var: at inddragelse og medbestemmelse er afgørende for børn og unges fornemmelse af en god anbringelse – og inddragelse ønskes i både stort og småt. Undersøgelsen påpegede, at de børn, som igennem længere tid havde oplevet ikke at blive hørt, eller at formaliseret inddragelse fra kommunens eller andres side var blevet til pseudoinddragelse, forsøgte at gribe til handling selv ved f.eks. at stikke af fra anbringelsesstedet eller true med selvmord. Andre unge opgav at blive hørt og mange næ-rede mistro til det sociale system og voksne generelt. Atter andre rea-gerede med at acceptere manglende inddragelse som et grundvilkår for anbringelsesforløbet. Kendskabet til rettigheder var mangelfuldt eller børnene var i tvivl om deres rettigheder, samt hvor de kunne finde in-formation om disse.

Det er værd at nævne, at der i litteraturen også gives eksempler på, at anbragte børn og unge er informeret og lyttet til og er en del af beslut-ningsprocesser i deres sagsforløb. Videnscenter for Familepleje, Kø-benhavns kommune (2012) konkluderede blandt andet i undersøgelse af teenage anbringelser, at unge mellem 13-17 år anbragt i familiepleje føler sig i overvejende grad inddraget i deres anbringelsessag.

Forskningslitteraturen tegner endnu et billede af, at inddragelse også i forhold til anbragte børn og unge har trange kår i det sociale myndig-heders arbejde. Forskning viser også, at anbragte børn og unge har brug for at blive set og lyttet til og brug for, at fagfolk på området tager ansvar herfor. Forskningen peger desuden på, at det at blive taget al-vorligt som udsat barn eller ung i et anbringelsesforløb, respekteret for sine meninger og taget med på råd, kort sagt: inddraget - også når der er tale om svær og kompliceret stillingtagen - har stor betydning for børn og unges mulighed for at udvikle selvstændighed og udvikle sig positivt. Tilsvarende kan man antage, at det sociale systems manglende

involvering af børn og unge signalerer, at de ikke er værdige samar-bejdspartnere, hvilket kan mindske børn og unges selvværd og dermed bidrage til at øge deres problemer. Mange anbragte børn og unge for-tæller, hvordan de har følt sig oversete og alene med problemerne, og dermed overladt til egne forestillinger om problemernes karakter.

Disse erfaringer beskriver de som forbundet med skyld, sorg, savn og angst.

Inddragelse af børn og unge ser ud til i forskningslitteraturen at være vanskelig at implementere i det sociale arbejdes praksis uanset om bar-net/den unge er anbragt uden for hjemmet eller modtager forebyggende hjælpeforanstaltning. Der fremstår ikke noget klart mønster om inddra-gelse af barnet/den unge praktiseres mere eller mindre alt efter foran-staltningstype. Der er nærmere tale om et mønster, som viser, at ind-dragelse af barnet/den unge er mangelfuld og vanskelig at implemen-tere i praksis uanset foranstaltningstype.