Begreberne social aktør og klient

hvis formål er børns deltagelse og medvirken, viser at børn ikke ser autonomi som modsætning til afhængighed. Identitet som kompetent social aktør fremkommer som et resultat af tilhørsforhold og fælles-skab med en gruppe og støtte fra voksne, hvor de bliver anerkendt og har fået den nødvendige støtte og hjælp til gradvist at mestre forskellige aktiviteter. Yderligere pointerer Kjørholt, at udgangspunktet for at dis-kutere, hvordan børn kan inkluderes som samfundsborgere, er at be-tragte børn og voksne som gensidigt afhængige af hinanden.

I analyserne binder jeg diskussioner om barnet som ”being” eller ”be-coming” sammen med diskussioner om sociale myndigheders inddra-gelsespraksis, da jeg ser parallelle overordnende diskussioner i littera-turen i forhold til begreberne inddragelse og beskyttelse. Udsatte børn og unge som minoritetsgruppe i inddragelsesmæssige sammenhænge er afhængige af voksnes forståelse af begreberne ”being” og ”be-coming” på den ene side og af begreberne inddragelse og beskyttelse på den anden side. Diskussionerne, om et udsat barn skal inddrages i egen sag, tager afsæt i forståelsen af barnet som kompetent med egne værdifulde erfaringer: et ”being” perspektiv og forståelsen af barnet som ikke-kompetent, fordi det er udsat og skal beskyttes: et ”be-coming” perspektiv. Jeg bruger begreberne undervejs i analyserne som afsæt til at komme tættere på forståelsen af, hvordan børn og unge op-lever at disse begreber er på spil i sociale myndigheders inddragelses-praksis.

Jeg vil nu nærmere redegøre for min tilnærmelse til og forståelse af børn, og hvordan jeg definerer begreber som social aktør (”agency”), klient, børneperspektiver, asymmetri og inddragelse.

mellem begreberbe inddragelse og beskyttelse. Børn og unge opfattes både som kompetente og meningsskabende og som udsatte og sårbare.

I et forsøg på at indfange dilemmaerne analytisk i forhold til det empi-riske materiale har jeg valgt at definere begreberne social aktør og kli-ent som følger:

Definition af begrebet ”social aktør”

Jeg har valgt en analytisk position i minoritetsperspektivet, da jeg gerne vil give børn og unge i udsatte positioner en stemme i en dobbelt underprivilegeret position i forhold til kategorien voksne.

Jeg anskuer børn og unge, som indgår i det empiriske materiale, som værende i positionen: ”børneklienter”. De er både børn og unge i rela-tion til voksen kategorien, og klienter i relarela-tion til voksne professio-nelle repræsenteret ved sociale myndigheder.

Jeg betragter børne- og ungeinformanterne som subjekter med værdi-fulde erfaringer og kompetencer: som sociale aktører. Jeg har i forhold til børn og unges aktørstatus ladet mig inspirere af Mayalls (2002) de-finition af begreberne: ”social actor” og ”agency”. Mayall ser, at det er klart nok, at børn og unge kan betragtes som sociale aktører, da de i det perspektiv anerkendes som individer, der har kapacitet til at foretage valg i forhold til det som de laver, og de kan udtrykke deres egen ideer om deres liv. Men trods denne anerkendelse af børn og unges kompe-tencer til at have en eller anden form for kontrol med, hvor deres liv fører hen, er det ifølge Mayall lige så vigtigt at se på, hvilken rolle børn og unge kan udfylde i forhold til samfundsforandringerne generelt.

Derfor argumenterer hun for, at børn og unges aktørstatus også handler om børn og unges ”agency”, at børn og unge kan betragtes som

”agents”. Hun skiller begreberne ud på følgende måde:

A social actor does something, perhaps something arising from a subjective wish. The term agent sug-gests a further dimension: negotiation with others, with the effect that the interaction makes a differ-ence – to relationship or to a decision, to the

work-Med denne definition af ”agency” kan børn forstås som menne-sker, der gennem deres handlinger kan gøre en forskel, kan ud-virke forandringer f.eks. i sociale relationer eller i forbindelse med deres inddragelse i beslutninger. For at forstå børns ”agency” er det nødvendigt at tage højde for børns minoritetsstatus. Børn er i dette perspektiv underlagt voksnes kontrol og dominans ud fra en barndomsforståelse som en periode, hvor børn har brug for om-sorg og beskyttelse. Ifølge Mayall er det, at børns ”agency” ikke er anerkendt af voksenverdenen, noget som både er medvirkende til børns minoritetsstatus i samfundet, og som også indskrænker børns subjektivitet, og derfor reproducerer deres relative magtes-løshed (Mayall 2002:21; James & James 2012:5). I analyserne af børn og unges aktørstatus vælger jeg at bruge begrebet ”agency”

ud fra mit overordnede teoretiske perspektiv med fokus på børn og unge i særligt underprivilegerede positioner i samfundet og i forhold til generationsordenen: voksne.

Jeg er i mit studie optaget af at udforske børn og unges erfaringer med at blive anerkendt som aktører og besidde en social aktørpo-sition. Hvilke muligheder børn og unge i disse særlige positioner har for at agere som sociale aktører, hvilke handlerum (agency) de får mulighed for at udfolde, får tildelt og forhandlet sig frem til med udgangspunkt i deres beskrivelser af oplevelser med sociale myndigheders inddragelsespraksisser.

Børn og unges handlerum og handlekraft har en ramme (et rum) som giver en række begrænsninger i deres særlige udsatte position i de forskellige myndigheds kontekster, hvor børn og unge er un-derlagt voksnes kontrol og dominans. James (2009) påpeger i for-bindelse med analytisk fokus på børns ”agency”, at ikke alle børn har samme livsbetingelser for at handle eller er lige kompetente til at handle.

Definition af begrebet ”klient”

Børn og unge under offentlig omsorg er sædvanligvis ”klienter” i det sociale arbejde, uden at de selv har valgt det. At være i en klientposition i den sociale sektor betyder, at man som borger ikke har mulighed for at påvirke udformningen af den service og de hjælpetjenester, som er til rådighed. Det betyder også, at man er i et afhængighedsforhold til det sociale system, og det er det sociale system og dets repræsentanter, der har definitionsmagten og fortolkningsretten i forhold til, hvordan klientens situation og problemstilling skal forstås, og hvordan der skal interveneres i forhold hertil (Salonen 1999:27). Den generelle klient-position er et vilkår, som også gælder for børn og unge, og som er en del af rammen for det sociale tilbud/hjælpe-foranstaltning. Man kan tale om at klientpositionen er et udtryk for den strukturelle ramme, hvori det sociale arbejde udfoldes, fortolkes og besluttes. Børn og unge i det sociale arbejde indgår i denne strukturelle ramme som klienter, hvor det er socialarbejdere som repræsentanter for sociale myndighe-der, der afgør hvad der er bedst for barnet/den unge, og som har magt over de ressourcer som velfærdsstaten kan tildele ud fra den velfærds-statslige lovgivning. Samtidig har den teorimæssige og retlige udvik-ling på det børnefaglige område sat en ny dagsorden for udsatte børn og unges position: en social aktørposition, når der i den retlige regule-ring er tale om at inddrage børn og unge i egen sag (Jf. servicelovens § 46 og FN`s børnekonvention artikel 12).

Jeg bruger begrebet ”aktør” analytisk sammen med ”klient”-begrebet, da disse begreber henviser til den samme dobbelthed, der ligger i at være i et afhængighedsforhold til det sociale system, og samtidig at skulle inddrages i beslutninger i forhold til eget liv under hjælpeforan-staltninger. Begreberne lægger op til diskussionerne om, hvordan børn og unges inddragelse i egen sag er eller kan blive en mulighed, og hvor-vidt børn og unges egne definitioner af problemer og løsninger kan indgå i beslutningsgrundlaget for indholdet i hjælpeforanstaltninger.

Inddragelse i eget liv under hjælpeforanstaltninger handler om, i hvor høj grad barnet eller den unge kan få indflydelse på beslutninger i for-hold til egen livssituation indenfor den givne strukturelle ramme, som klientpositionen er et udtryk for. Begreberne lægger op til at positio-nere børn og unge i socialt arbejde som: ”klientaktører”, men faren ved

at koble begreberne sammen er, at man derved underkender eller over-ser, at der i en klientposition også er tale om en asymmetrisk magtba-lance mellem klient og socialarbejder. Samtidig indikerer sammenkob-lingen af begreberne, at børn og unge som klienter ikke skal opfattes på den traditionelle, passive og underdanige position, men at der er - og skal være - mulighed ifølge den retlige regulering som tidligere om-talt, for at anerkende barnet og den unge i en klientposition som en aktør – et aktivt subjekt med holdninger, meninger og handlinger. Jeg vælger i afhandlingen at bruger begreberne adskilt.