Børn og unges position i børnesager

I slutningen af 1990’erne og frem viser flere studier, at børn og unge er overset i børnesagsarbejdet. Der viser sig en praksis i det konkrete sociale arbejde, at børn og unge er en overset gruppe. Det almindeligste er, at børn og unge ikke er talt med eller involveret i sagsbehandlingen (Egelund 1997, 2002; Egelund & Sundell 2001; Egelund & Christen-sen 2002; Hestbæk 1997; EbChristen-sen 2001; Nygaard ChristofferChristen-sen 2002;

Sandbæk 2002; Steenstrup 2002; Juul 2010; Hoverak 2006; Strandbu 2007, 2011; Thomas & Vis 2009; Skauge 2010; Larsen 2011; Christi-ansen 2012).

Flere studier peger på flere faktorer i børnesagsarbejdet, der understre-ger børns minioritetsstatus frem for at modificere den (Egelund 1997:166). Diskussionerne drejer sig om, at børn ingen mulighed har for indflydelse på definitionen af deres situation eller myndighedernes handling i forhold til den, og de inddrages for sjældent i undersøgel-sesfaserne. Børn indgår ikke systematisk som aktører i kommunernes sociale arbejde. Sagsbehandlere anser det for tilstrækkeligt at under-søge barnet ved at blive informeret af professionelle, der ser barnet i den daglige praksis. Inddragelsen af barnet er ofte aldersspecifik, idet barnet inddrages oftere, jo ældre det er. Det rejser spørgsmål om magt

og undertrykkelse i kommuners praksis. Der tegner sig en objektgø-relse af børn og unge, selvom dette er det sidste, som kommuners in-tentioner sigter mod (Egelund 1997). Kommunernes praksis kan kriti-seres for ikke at tale med de børn, som skal hjælpes. Egelund stiller spørgsmål ved, hvordan kan man forstå og sætte sig ind i et barn eller en ungs situation, når man ikke taler med dem? Der peges på, at den manglende inddragelse af børn og unge i det forebyggende sociale ar-bejde må anses for at være en svaghed, da det kan forringe arar-bejdets kvalitet. Det er kun børnene selv, der kan fortælle og beskrive, hvordan de oplever betydningen af mange forskellige problemstillinger (risiko-faktorer) i deres barndom. Der fremhæves, at der i en adækvat forebyg-gende indsats skal og bør børn og unges problemdefinition indgå.

Børns opfattelser og formulering af, hvad der kan hjælpe, er et ”nød-vendigt supplement ” til de voksnes (forældre & professionelles) be-dømmelser af barnet og dets livssituation. (Christensen & Egelund 2002:23).

Andre studier bekræfter Anderssons (2000:168) pointe, at det sociale arbejde er for voksenorienteret, det er forældre-/mødreorienteret, da mange børn ikke er klar over, at de f.eks. bliver undersøgt i forbindelse med den børnefaglige undersøgelse (Servicelovens § 50 – tidligere be-tegnet § 38). Mange børn er slet ikke inddraget og bidrager ikke med deres syn på problemstillinger i familierne, selvom de er gamle nok til at udtale sig. Mange af børnene kan heller ikke huske eller er klar over, om de har talt med en sagsbehandler. Ofte er det mødres udsagn og forklaringer, som alene bliver inddraget i undersøgelserne. Børn og unge savner informantion om, hvad det f.eks. indebærer at komme i aflastning eller informantion om, hvad formålet er med denne form for hjælp (Steenstrup 2002:23).

Egelund (2002) tilføjer, at det er en tvivlsom udvikling, når det gang på gang kan påvises, at børn og unge ikke inddrages i sagsbehandlingen og ikke indgår i de metodiske overvejelser i kommuners arbejde. Rela-tionen til sagsbehandleren gør stort indtryk på børnene – både når det opleves negativt og positivt. Sagsbehandlerne overser betydningen af, at børnene skal have en kontakt til myndigheden og opleve sig lyttet til og respekteret. Hun mener, at det er et overset aspekt af stor betydning, at børn og unge i flere år efter en foranstaltnings iværksættelse ofte

kæmper med ikke at have fået en forklaring på, hvorfor hjælpeforstaltningen var nødvendig. Her henviser hun til undersøgelser om an-bringelser – mange af dem nævnt i dette kapitel – og afviser ikke, at dette også er tilfældet f.eks. for børn i forebyggende foranstaltninger.

Egelund opfordrer til metodeudvikling på området og til refleksion over sagsbehandlers nøglerolle i beslutningsprocessen omkring udsatte børn og unge – og over, hvad inddragelse af børn kan berige med i denne beslutningsproces, samtidig med at der tages de nødvendige hen-syn til barnet i processen og dets forståelse af beslutningerne (Egelund 2002:82).

Andre studier (Steenstrup 2002; Larsen 2011) viser, at det er vigtigt for børn og unge uanset type af hjælpeforanstaltning, at de får information om baggrunden for hjælpeindsatsen, og informantion om hvorfor den professionelle støtteperson, som de evt. trives godt med, kommer fra de sociale myndigheder.

I studier om metoden familierådslagning (Hoverak 2006; Strandbu 2007) konstateres samme tendens. Børn og unge har vanskeligt ved at blive anerkendt som kompetente aktører i beslutningsprocesserne. Fa-milierådslagningsmodellen har vanskeligt ved at sikre børn og unges inddragelse (Strandbu 2007). Mange unge (9 ud af 20) oplever ikke at blive hørt i forbindelse med rådslagningen (Hoverak 2006). Når de unge skal deltage i beslutningsprocesser, har de behov for voksen støtte og forberedelse for at kunne deltage. De unge i studiet var særlig opta-get af at få indflydelse i eopta-get liv, og vigtigheden af netværkets støtte.

Hoverak pointerer, at familierådslagningsmodellen ikke i sig selv sik-rer, at børn og unge bliver inddraget i beslutningsprocesserne. Samtidig viser han, at unge, som får indflydelse tidligt i beslutningsprocessen, tager mere ansvar for de ændringer og beslutninger, som træffes, og fører dem ud i livet. Ændringerne gik for mange af de unge ud på at reducere skolefravær, reducere eller ophøre med stofmisbrug (Hoverak 2006:237). Dette stod i modsætning til at børn og unge først blev in-formeret og taget med på råd efter, at det var besluttet af forældre og sociale myndigheder, at der skulle gennemføres familieråd. Strandbu viser, til trods for sociale myndigheders intentioner om at lægge vægt på børn og unges perspektiver, at det fortsat er de voksnes perspektiver,

afgørelser. Strandbu konstaterer derfor, at børn og unges støtteperson får en central rolle i sikringen af barnets/den unges deltagerstatus i fa-milierådslagningsmodellen. Strandbu diskuterer ud fra sit studie ”del-takelsesbegrebet” (min oversættelse: inddragelsesbegrebet) i et forsøg på at definere et børneperspektiv i beslutningsprocesser. Inddragelse af børn og unge skal, ifølge Strandbu, ses som en proces som foregår i dialog mellem børn og voksne. Hun definerer børneperspektivet i be-slutningsprocesser som et begreb, der indeholder tre komponenter.

Strandbus defintion har jeg ladet mig inspirere i mit forskningsarbejde og er uddybet i kapitel 4. Begge studier viser, at selv i metoden fami-lierådslagning, hvor der bevidst arbejdes med også at inddrage bar-net/den unge, er det vanskeligt at få anerkendt børn og unges aktørsta-tus. Det er krævende for barnet/den unge at deltage i rådslagningen.

Derfor er det centralt for barnets/den unges oplevelse af at deltage i rådslagningen, at det modtager støtte i inddragelsesprocessen i rådslag-ningen.

En anden undersøgelse (Vis & Thomas 2009) har haft fokus på, hvilken slags inddragelse børn har haft i sagsprocessen. Det, som de betegnede som reel inddragelse, forekom i knap halvdelen (47 %) i 43 sager. Reel inddragelse handlede om, at barnet deltog i beslutningsprocessen ved at få mulighed for at udtrykke sin mening. Desuden viste undersøgel-sen, at de interviede sagsbehandlerne mente, at barnets inddragelse havde betydning for beslutningerne.

Ankestyrelsens praksisundersøgelser om kommunernes sagsbehand-ling (2011, 2012, 2013) berører også temaet. Jeg har fremhævet føl-gende pointer fra disse undersøgelser med relevans for afhandlingens problemstilling:

x Forældre inddrages i højere grad end børn og unge i sagsforløb (2011).

x Manglende inddragelse af børn og gennemførelse af børnesamtaler i forbindelse med iværksættelse af hjælpeforanstaltninger (2012).

x For meget fokus på forældresamarbejde (2012).

x Tillidsfuld relation til myndighedsrådgivere har stor betydning for børns oplevelse af inddragelse i beslutninger omkring deres anbringelse og samvær med forældre (2013).

x Der anvendes to inddragende metoder, nemlig

familierådslagning og netværksmøder. Netværksmøder har overvejende deltagelse af professionelle netværk og bruges i langt højere grad end familierådslagning i kommunerne (2013).

Når Ankestyrelsens praksisundersøgelse (2013) viser, at netværksmø-der med professionelle foretrækkes frem for familierådslagning som metode til at inddrage børn/unge og deres forældre, tyder noget på, at inddragelse af børn og unge i kommunernes sagsarbejde stadig har trange kår.

Forskningslitteraturen tegner altså et samlet billede af børn og unges manglende aktørstatus i børnesagsarbejdet. Det konstateres i mange stuider, at børns kompetencer og vurderinger ikke bliver i tilstrækkelig grad efterspurgt af sociale myndigheder (Sandbæk 2002). Børn og un-ges aktørstatus har svært ved at manifestere sig i sagsbehandlingen.

Børn og unge ser ud til at være baggrundsfigurer i eget liv i samarbejdet med sociale myndigheder. Omvendt er det centralt for børn og unge at få aktørstatus for at kunne udtrykke holdninger til hjælpeforanstaltnin-gen for at kunne aktiv og relevant del i vurderinhjælpeforanstaltnin-gen af om hjælpefor-anstaltningen hjælper og støtter dem.