20. Den internationale kommission overtager styret
nen ville blive etableret, og de nye ledere inden for post, telegraf, jern
baner, vejvæsen m.v. ville blive udvalgt. Böhme bad om telegrafisk be
myndigelse til at acceptere planen, og han bad også om, at grænsemyn
dighederne måtte få ordre til at lade de pågældende embedsmænd ind
rejse mod behørig legitimation [243]. Der var i dette forslag intet om den militære side af sagen.
Omkring den 1. nov. 1919 havde som nævnt 3 af hovedmagteme undertegnet traktaten og den 3. nov. fik Tyskland meddelelse herom, men det blev samtidig tilføjet, at ratifikationerne endnu ikke kunne ud
veksles, da våbenstilstandsbetingelserne endnu ikke var opfyldt; i en protokol skulle de ikke opfyldte krav nøje præciseres. Inden 10. nov.
skulle befuldmægtigede sendes til Paris for at træffe aftaler om regule
ring af overgangsbestemmelser bl.a. i afstemningsområderne [244].
Man regnede med, at det nu kun drejede sig om et antal dage, før freden trådte i kraft. Forventningerne øgedes, da nogle engelske office
rer i begyndelsen af nov. dukkede op i Flensborg for at se på kvarter
forholdene. Köster var forbavset over ikke allerede at se engelske krigsskibe på Flensborg fjord [245].
Midt i november blev der i Paris aftalt en plan for de allierede trop
pers indrykning i afstemningsområdet. De franske tropper skulle pr.
jernbane transporteres igennem Tyskland, medens de britiske ville komme med skib. Til øverste militær leder var udpeget den engelske admiral Sheppard. Sir Charles Marling blev herefter kaldt til Paris, hvor han fik at vide, at Det øverste råd ønskede, at den formelle okku
pation skulle foregå samtidig med, at traktaten trådte i kraft. De for
melle krav ville være opfyldt, hvis den kommanderende admiral på denne dag ankom til Flensborg med sit flagskib. Besættelsesstyrkeme skulle være fremme senest 4. dag efter dagen X. På mødet fremsatte admiral Sheppard en række praktiske ønsker. Om mødet udfærdigede Marling 25. nov. et notat, hvori han umiddelbart efter at have opregnet disse militære ønsker skrev: »Om nødvendigt kan kommissionen med
dele dette til den tyske delegerede i København« [altså til Böhme] [246].
Muligvis er dette blevet misforstået derhen, at også den videre forhand
ling af militær karakter skulle føres med Böhme i København, men Marling selv var af den opfattelse, at han kun havde med de civile sager at gøre. Han kunne bestyrkes i den opfattelse ved den kends
gerning, at en militær delegation bestående af den britiske kaptajn Cuffe og den franske løjtnant Hjelmfeldt (af dansk herkomst) sammen
med kommissionens repræsentant nordmanden Haarberg sidst i no
vember var i Flensborg for at se på de lokale forhold.
Sidst i november 1919 brød de allieredes forhandlinger med tyskerne om våbenstilstandsforpligtelserne sammen, og samtidig blev det klart, at der ikke i USA kunne skabes flertal for at ratificere fredstraktaten.
Situationen er omtalt i tidligere sammenhæng og ligeledes de forhåb
ninger, man i Danevirkekredse knyttede til en opsigelse af våbenstil
standen, der kunne motivere nye krav. Krisen drev over, da tyskerne midt i december bøjede af og bl.a. erklærede sig villige til at betale er
statning for de krigsskibe de tyske mandskaber havde sænket ved af
leveringen i Scapa Flow.
I begyndelsen af dec. 1919 kom oberst Butler, admiral Sheppards stabschef, til Flensborg for at se på forholdene. Han rejste langs syd
grænsen af 2. zone, og bortset fra et enkelt sted, hvor man sang Deutsch
land, Deutschland über alles, blev han mødt med høflighed. Oberst Butler udarbejdede en plan for, hvordan tropperne skulle anbringes.
Overfor obersten understregede Marling, at troppernes hovedrolle lå deri, at de skulle give synligt bevis over for indbyggerne, at de stod under en international kommissions beskyttelse, og at de således var fuldstændig frie m.h.t. at afgive deres stemme efter det, de måtte fore
trække. Marling nævnte, at Daniel Bruun gerne havde set en regulær mditær kordon langs sydgrænsen, for at hindre betalte agitatorers ind
trængen i afstemningsområdet, men Marling havde ikke tillid til rygter om sådanne planer, dog stod det ham helt klart, at med de styrker der var til rådighed (to batailloner) var det udelukket effektivt at afspærre 2. zones sydgrænse militært [247].
Lige før jul 1919 kom der igen skred i forhandlingerne med tyskerne, og i et notat af 19. dec. 1919 udfærdiget af den franske general Wey- gand blev resultatet fastholdt. Okkupationstropperoe skulle stå til rå
dighed for CIS. De forskellige kontingenter var underkastet den øverst
kommanderendes ordrer, og denne var direkte ansvarlig over for kom
missionens præsident. De enkelte kontingenters ledere havde hvad styr
kerne angik ansvar for administration, disciplin og orden, men de kunne ikke give ordre til aktioner. Det kunne kun den øverstkommanderende i forståelse med CIS, dog hvis den offentlige orden var truet i et lokalt område, kunne den pågældende kommandant handle på eget ansvar.
Skulle området blive erklæret i undtagelsestilstand, ville den udøvende magt helt gå over til de militære instanser. Det tyske marineakademi
i Mørvig blev udpeget som militært center, mindre enheder blev an
bragt i de nordslesvigske byer og langs anden zones sydgrænse (Rings
berg, Frørup, Lindved, Læk, Stedesand og Lindholm) [248].
Ved nytårstid 1920 gik ratifikationsforberedelseme ind i den sidste fase. Det øverste råd holdt den 3. jan. et møde, hvor man drøftede et relativt imødekommende tysk svar på de allieredes krav. Stabschefen hos Marchal Foch, general le Rond, refererede en forhandling med en tysk diplomat Simson; under denne samtale havde der imidlertid vist sig nogen uklarhed, hvad det slesvigskes spørgsmål angik. Simson var ikke klar over, om den tyske repræsentant ved CIS havde ratificeret den aftale, der var forberedt af den lokale kommission [CIS]. Den franske repræsentant foreslog, at man spurgte i København, hvordan det for
holdt sig [249].
Den 4. jan. meddelte Marling telegrafisk tilbage, at en mundtlig af
tale om kommissionens overtagelse af administrationen var truffet med Böhme, men man havde endnu ikke bekræftet den skriftligt, og Marling tilføjede, at der ikke i København var truffet aftaler, hvad den militære evakuering angik [250]. Den franske gesandt telegraferede dette til sin regering, der satte sig i forbindelse med fredskonferencens generalse
kretær Dutasta, som derefter tog sagen i sin hånd. Han forhandlede med den tyske repræsentant, baron v. Lersner, som påtog sig i givet fald at give den fornødne underskrift [251].
Marlings meddelelse om, at der ikke var truffet aftale i København om de militære forholdsregler, var kommet som en overraskelse i Paris.
Fra engelsk side havde oberst Trew været med i de ovenfor omtalte forhandlinger i november. Han blev nu igen kaldt til Paris. Forberedel
serne blev fremskyndet, men der var indtrådt en forsinkelse, som ikke lod sig indhente.
Først den 8. jan. blev der så truffet aftaler om tidspunkterne for de franske troppers transporter gennem Tyskland, men der blev ikke med
delt noget til CIS om den forventede forsinkelse i forhold til det oprin
deligt forelagte program. Da den 10. jan. var en lørdag, forsinkedes meddelelsen yderligere [252]. Fra Paris havde man først i januar også sendt bud efter admiral Sheppard, men han kom ikke, for pludselig var alle klare over, at klokken nu var ved at falde i slag. Det kan undre, at koordinationen ikke fungerede bedre. Ratifikationshøjtideligheden den 10. jan. havde været under forberedelse i nogle dage, men ikke desto mindre forlod Sheppard først den 9. jan. 1920 Harwich ombord
på krydseren Carysford. Den 7. jan. havde han telegraferet til Marling, at han regnede med at være fremme i Flensborg på ratifikationsdagen, men han tilføjede: »Den nøjagtige dato for ratifikationen er endnu ikke kendt.«
Baron v. Lersner havde i mellemtiden givet Böhme pålæg om at un
derskrive; det skete den 9. jan. Til undskyldning for sin tøven anførte Böhme, at der i det, der var forelagt ham, ikke var sondret klart mellem militær og civil besættelse [253].
Til trøst for englænderne kunne oberst Trew meddele, at de franske tropper, der med jernbane skulle transporteres til Sønderjylland, lige
ledes var blevet forsinkede. Først nu blev Sir Charles Marling under
rettet om, at evakueringen ikke kunne være fuldbyrdet før på 15. dagen, altså den 25. jan.
De nyudnævnte landråder havde allerede den 12. jan. offentliggjort den første proklamation om kommissionens tiltræden og meddelt, at de tyske tropper og myndigheder ville være ude 20. jan., og at afstem
ning i 1. zone ville ske på det tidligst mulige tidspunkt den 10. febr.
Nerverne stod på højkant i disse dage, da der kom en ny udsættelse og dermed ny usikkerhed.
Men befolkningen fik dog snart håndfaste beviser på, at det tyske herredømme var ved at være forbi. Den 14. jan. i morgengryet løb krydseren Carysford med admiral Sheppard ombord ind i Flensborg inderfjord. Ombord var også generalsekretær Brudenell-Bruce. Et de
tachement på 60 mand blev sat i land for at forberede besættelsestrop
pemes ankomst. Nogle timer senere kom La Marseillaise under kom
mandør Loyer. Her var politidirektøren Daniel Bruun og en stor del af den tekniske stab ombord.
For Nordslesvig betød Den internationale kommissions tiltræden et definitivt farvel til Preussen. Det formede sig forskelligt i de 4 amter.
I Haderslev havde friherre von Loew formået at vinde befolkningens respekt og en ikke ringe hengivenhed. - Den 15. jan. holdtes det sidste kredsudvalgsmøde under hans ledelse. I sin afskedstale fremhævede han, at han gennem de 12 år i Haderslev var blevet knyttet til befolk
ningen, og at han især i krigsårene havde fået nær føling med alle sam
fundslag. Det afgørende skel havde været det nationale tilhørsforhold, men han havde altid opfattet det nationale således, at man ikke behø
vede at føre kamp mod hinanden, men at det skulle være en kappestrid om at nå den højeste kultur.