Den 11. juni meddelte finansministeren, at der også til indkomst- skattekommissioneme var udgået ordre til at tage sig af de personer, der af skattemæssige årsager var flyttet til Nordslesvig. Yderligere var der planlagt en tilføjelse til skatteflugtloven, som skulle tjene til at klarlægge kapitalforskydninger til Nordslesvig og sikre en skattemæssig kontrol med disse midler. Erhvervelser af grundværdier i Nordslesvig søgte man at modvirke på basis af bestående retslige bestemmelser.
Mere alvorligt var tendensen til at ophobe varer i Nordslesvig. Den 7.
juli holdtes i Berlin på embedsmandsplan et møde for at drøfte dette problem. Köster regnede i juli 1919 med, at der på det tidspunkt var oplagret for 14-15 miil. mark varer som jern, automobiler, aspirin m.m.
Både rigsfinansministeriets, udenrigsministeriets og trafikministeriets repræsentanter gik ind for tanken om skærpet kontrol, men postmini
steriets repræsentanter var imod indgreb [209]. Det havde til følge, at postpakker og stykgods kunne sendes over demarkationslinien, me
dens der blev skabt begrænsninger for alle andre transportformer. For transport af vaggonladninger krævedes en tilladelse fra demobiliserings
kommissæren for Slesvig-Holsten. I april 1919 var rigsministeriet for demobilisering blevet opløst, men i Slesvig-Holsten skulle en særlig kom
missær give tilladelse til køb af husdyr, kunstgødning og vognladninger af landbrugsmaskiner, der skulle sendes nord for en linje fra Hatsted nord for Husum, over Jybæk, Bøklund, Sønder-Brarup og Kappel, altså tværs gennem hele Sydslesvig [210]. Kontrollen var dog næppe effektiv. Köster foranledigede desuden beslaglæggelse af allerede op
lagret gods, det ramte især store mængder af kunstgødning. Jernbanerne var stadig hovedtransportmidlet, men lastbilerne var ved at blive en transportfaktor; store mængder cement gik med lastbiler fra Rends
borg til Sønderborg for at undgå jembanekontrollen [211]. Man var også opmærksom på de mange danske opkøbere, der kom til landsdelen i biler. For at hemme denne trafik blev indrejse i bil over kongeågræn- sen forbudt.
Den 1. sept. 1919 havde Köster en samtale med H. P. Hanssen i Aabenraa om vareoplagringen. De kendte hinanden fra Berlin. Drøf
telsen gjaldt især beslaglæggelse af de opstablede varer. Det havde vakt en vis uro i befolkningen, at der efter de tyske indgreb nu gik trans
porter sydpå. H. P. Hanssen ønskede en klar aftale og en sondring mellem de hjemmehørende firmaer og de nyligt tilflyttede, og man nåede til en vis forståelse. I sin beretning fik Köster også indflettet, at
H. P. Hanssen gerne så Köster som tysk kommissær ved CIS, når denne optog sin virksomhed i Flensborg [212].
De mange forholdsregler var svære at få respekteret. Talrige kneb blev taget i anvendelse for at omgå kontrollen. Den 7. okt. forhandlede man i Auswärtiges Amt om militær sikring af 2. zones sydgrænse og sidst i oktober 1919 blev kontrollen med området umiddelbart syd for 2. zone skærpet, idet der blev trukket en kordon af rigsvæmstropper tværs over landsdelen. Nu kunne også bilerne kontrolleres [213]. Det retslige grundlag for indgrebene mod transport af værdier ind i afstem
ningsområdet var en såkaldt »Kapitalflugtlov«, men da man i et rigs
dagsudvalg drøftede vareophobningsproblememe, viste der sig megen modstand mod at anvende denne lov i forbindelse med en grænselinje, der var draget inde i et område der stadig var en del af Tyskland, nem
lig sydgrænsen for 2. zone. Udvalget anså en toldlinje gennem provin
sen Slesvig-Holsten for meget betænkelig. Udvalget mente, at man måtte se bort fra både kapitalflugtloven og kontrollen med varetrafikken, men regeringen fastholdt de trufne forholdsregler og henviste til, at denne linje under alle omstændigheder ville blive markeret, når den inter
nationale kommission overstog styret [214].
I begyndelsen af okt. 1919 anmodede Köster om, at der måtte blive sendt rigsværnstropper til Flensborg for at styrke ordensmagten. An
ledningen var en række voldelige demonstrationer gennemført af ar
bejdsløse sømænd. De havde bl.a. for en tid besat rådhuset, og Köster og andre mente, at det ville berolige befolkningen, hvis der var tropper i byen [215]. Ønsket blev imødekommet, men det gav politiske døn
ninger, da man i Paris erfarede, hvad der var sket [216]. Man så her de tyske tropper i Flensborg som et pressionsforsøg i sammenhæng med den forestående afstemning, men der var dog for de allierede intet at gøre sålænge traktaten ikke var ratificeret.
Kösters talrige initiativer og hans udefinerede kompetenceområde måtte naturligt nok fremkalde irritation i de gamle bureaukratiske cen
tre, ikke mindst hos den slesvig-holstenske provinsstyrelse.
Den 27. okt. 1919 klagede overpræsident Kürbis over Köster i en skrivelse til det preussiske indenrigsministerium. Ankerne gik ud på, at Köster via Böhme i København havde forhandlet om forsynings
forhold (med henblik på forsyningerne under det kommende plebiscit- regime). Han havde lavet kontrolforanstaltninger over kvæg og kom, uden at overpræsidenten havde været inddraget, og nu måtte der af
tales en klar afgrænsning af hans kompetence.
Köster svarede, at han holdt sig til det kommende afstemningsområ
de, at han havde indbudt repræsentanter for det såkaldte »Provinzial
wirtschaftsstelle« til møder om ernæringsforhold, og at Auswärtiges Amt havde ladet ham varetage kontakten til CIS. Når han havde gre
bet ind for at få kontrolleret transporter af kvæg og korn, var det, fordi ingen andre gjorde det. Enden blev da også, at indenrigsminister Heine skrev til Kürbis, at han måtte se at komme til rette med Kö
ster [217].
Den lange ventetid skabte vanskeligheder i den forstand, at mange embedsmænd ikke mindst præster og lærere sivede bort fra Nordslesvig.
Den generelle tyske linje var, at embedsmænd skulle blive, og når CIS tiltrådte, skulle de kun forflyttes, hvis kommissionen udtrykkelig for
langte det. Men statsmagten var langsomt ved at miste sit greb om tin
gene. Ledige lærerembeder blev i visse tilfælde udfyldt med rigsdanske vikarer. Desuden deltog et stort antal lærere, der ønskede at fortsætte i dansk skoletjeneste, i nogle kurser i København. Der blev arrangeret dels et kursus af een måneds varighed og dels et på tre måneder. Det fremkaldte en forespørgsel i den preussiske landdag i okt. 1919. Mi
nisteren oplyste, at der uden hans vidende af provinsregeringen var givet 75 tilladelser til deltagelse i disse kurser. Men han mente iøvrigt, at hvis Nordslesvig måtte afstås til Danmark, var det i befolkningens interesse, at disse lærere forblev i deres embeder, skulle Nordslesvig blive ved Tyskland, ville man ændre den hidtil førte skolepolitik, og man ville så få brug for mange lærere, der kunne undervise i dansk.
Man ville dog forhindre, at rigsdanske lærere brugte den offentlige sko
les lokaler, derimod ville man ikke forbyde privatundervisning i almin
delighed [218]. Også i disse problemer blev Köster inddraget, idet han af det preussiske undervisningsministerium var bemyndiget til at fast
holde provinsregeringen på kravet om, at lærerembedeme skulle besæt
tes. Det var imidlertid en håbløs opgave, flere og flere embeder blev ledige, og undervisningen gik mere og mere i opløsning. Også inden for andre områder tyndede det ud i embedsmændenes rækker, dog var post-, telegraf-, telefon- og jernbanevæsenet samt toldvæsenet kun i ringe grad ramt af disse tendenser.
Kösters største hovedpine var, at bevogtningssystemet både ved Kongeågrænsen og ved 2. zones sydgrænse viste sig ikke at være effek
tivt. Fra Husby i Angel til Flensborg fjord var der ingen bevogtning;
landråden i Flensborg, Wallroth, mente, at også kysten måtte kon-
trolieres [219]. Men det tyske toldvæsen ville i det hele taget ikke være med til at kontrollere en indre grænse. Bevogtningen var formelt under
lagt det såkaldte »Reichsausfuhrstelle«, der fik hjælp af politiet.
Köster havde i hele efteråret 1919 tankerne rettet mod den situa
tion der ville indtræde, når CIS overtog styret. Han ville som nævnt gerne være den tyske regerings repræsentant, og han fik den udpegede ernæringskommissær W. Iversen, Munkbrarup til at tale sin sag. Da rigskansler Bauer var i Tønder og Flensborg i begyndelsen af nov.
1919, havde Iversen en samtale med denne, og efter aftale skrev Iver
sen 6. nov. til Auswärtiges Amt. Han fortalte først, at han den 3. nov.
havde haft en samtale med H. P. Hanssen i Aabenraa, der oplyste, at den danske regering ville udnævne professor Holger Møllgaard fra Landbohøjskolen i København til dansk ernæringskommissær. Da pro
fessor Møllgaard var rigsdansker, kunne CIS afvise ham, idet Iversen mente, at stillingen i henhold til fredstraktaten burde besættes med en, der var berettiget til at afgive sin stemme ved folkeafstemningen. Men Iversen havde, set fra et tysk synspunkt, ingen betænkelighed ved Møllgaard. I samtalens løb kom Iversen og H. P. Hanssen til at disku
tere stillingen som officiel tysk repræsentant ved CIS. De var enige om, at Köster ville være velegnet, og H. P. Hanssen havde tilføjet, at et tysk forslag herom snarest burde fremsættes, og at det burde tilføjes, at Köster som den tyske stats officielle repræsentant ville afholde sig fra politisk aktivitet. Det hed derefter ordret: »For at imødegå en eventuel vanskelighed, der kunne opstå, fordi hr. statskommissæren ikke er bosat i afstemningsområdet og ikke er stemmeberettiget, foreslog han, at den tyske statsregering på andenpladsen skulle foreslå overborgmester dr.
Todsen; da hr. Todsen med en vis sikkerhed ville blive afvist, så kunne man med forøget sikkerhed regne med accept af det første forslag og det fra tysk side ønskede resultat« [220].
Köster fik afskrift af dette brev, der fik den ønskede virkning. Köster blev den foretrukne. Da CIS overtog styret forlod Köster, samme dag som de tyske tropper drog bort, Flensborg, men et par dage senere kom han tilbage som den tyske regerings officielle repræsentant.
Som efteråret skred frem gik alle kontrolforanstaltninger mere og mere i opløsning. Forbudet mod biltrafik over grænsen fra Danmark blev ikke efterlevet, og de enheder der hørte under grænsebeskyttelses
korpset var tilgængelige for bestikkelser.
En enkelt situationsbeskrivelse skal her anføres for at belyse for-
holdene ved den gamle grænse nord for Christiansfeld. Her aflagde lederen af demobiliseringskommissærens trafikkontrol, en hr. Bemet, ledsaget af det militære kriminalpolitis leder Viebrock den 17. og 18.
dec. et besøg. De to herrer opnåede ikke et tilsigtet overraskelsesmo
ment, for deres færd var allerede blevet bemærket i Haderslev, hvor
fra besked pr. telefon var gået videre til grænsen. Den vagthavende officer viste sig meget uhøflig. Da Bernet gik ind på en sidevej, nåede han frem til den danske post, uden at der var nogen tysk post eller patrouille at se. Ved en fejltagelse kom Bernet ind på en anden vej, hvor han kunne konstatere, at biler i givet fald om natten kunne krydse grænsen, uden at den tyske kontrol havde store chancer for at gribe ind. Der havde været tale om at benytte grænsebeskyttelseskorpset ved 2. zones sydgrænse, men hr. Bernet lovede sig intet godt resultat af en sådan disposition [221].
Ved denne sydlige grænse så det heller ikke for godt ud. Her var som nævnt siden okt. 1919 anbragt nogle eskadroner, men forholdsreglerne var ikke effektive nok til at spærre grænsen. Militærledelsen ville derfor trække tropperne tilbage. Köster protesterede lige før jul til rigsvæms- brigadekommandoen i Schwerin. Det ville udenrigspolitisk være meget uheldigt at trække eskadronerne tilbage, skrev han, og det ville igen åbne mulighed for kreaturtransporter nordpå. Trods manglerne anså Köster troppernes indsats for både økonomisk og nationalpolitisk me
get betydningsfuld. Det lykkedes Köster at få militæret til at blive yder
ligere 14 dage, og samtidig udfoldede han ihærdige bestræbelser for at få stykgods og postpakkeforsendelser med under kontrollen [222]. Men da var problemet ved at løse sig selv, idet de sidste forhindringer for at fredstraktaten kunne træde i kraft var ved at være ryddet af vejen, og Den internationale kommission kunne endelig træde i funktion, den havde længe forberedt sig.