19. Danmarks ret til at besætte 1. zone umiddelbart
Den internationale kommission blev hurtigt overbevist om, at Böhme i hovedsagen havde ret. Sålænge den nye grænse ikke var fastlagt, ville en dansk besættelse møde store praktiske vanskeligheder, f.eks. blev skatter og toldafgifter opkrævet af CIS på Tysklands vegne under in- terimstyret. Den 29. sept, havde Marling en samtale med Scavenius, som personligt delte kommissionens betænkeligheder, men han for
klarede også, at han nødigt offentligt ville afgive en erklæring om, at Danmark ikke ville benytte sig af sin ret til at besætte 1. zone umiddel
bart efter afstemningen her. CIS på sin side måtte også respektere traktatens ordlyd, erklærede Marling og sagde: »Som den danske re
gering måtte tage forholdet til offentligheden i betragtning, således måt
te kommissionen tænke på Paris.« Det gav Scavenius anledning til en bitter bemærkning om Paris, som var ansvarlig for traktatens ordlyd.
Hvis den havde været mere omhyggeligt gennemtænkt, kunne man have undgået de vanskeligheder, der nu ville opstå. Marling nævnte den mulighed, at man gennem Böhme kunne sondere den tyske rege
rings opfattelse, om den ville lette en besættelse, men tilføjede, at hvis tyskerne ville være uvenlige, kunne de overlade alle problemer til Dan
mark ved at trække de tyske embedsmænd tilbage, hvad Böhme havde sagt de ville gøre. Den 3. okt. sendte Scavenius bud efter Marling for at redegøre for regeringens overvejelser, der var endt i ønsket om en drøftelse med CIS. Den danske side skulle repræsenteres af H. P. Hans
sen, Brandes og Scavenius selv. Den 7. okt. 1919 blev det bebudede møde afholdt. Brandes erkendte, at hovedproblemet ved en besættelse gjaldt toldafgifterne. Hvis danskerne overtog 1. zone straks efter af
stemningen, måtte man i en overgangsperiode bruge tyske toldtariffer.
De danske ministre ville derfor foreslå, at Danmark overtog alt und
tagen toldadministrationen, men kommissionen mente ikke dette var en tilstrækkelig stor indrømmelse og anbefalede den danske regering at gennemgå alle enkeltheder med Böhme og udarbejde en overdragel
sesplan sammen med ham. Men en sådan forhandling fandt ikke sted.
H. P. Hanssen fik på mødet den 7. okt. bemyndigelse til at forhandle videre med CIS. Den 13. okt. skrev han for yderligere at begrunde det danske ønske. Han henviste til, at talrige lærere var blevet forflyttet sydpå, at skolegangen flere steder var gået i stå, og at befolkningen længtes efter snarest muligt at få ordnede skoleforhold. Desuden hen
viste han til de talrige administrative embedsmænd, der var søgt til sydligere egne i Tyskland, adskillige stillinger i Nordslesvig stod ube
satte.
Om forhandlingerne med landråd Böhme oplyste han, at det klart af dem fremgik, at man fra tysk side ikke ønskede besættelsen, men der var dog for det tilfælde, at besættelsen alligevel fandt sted, enighed om, at den nuværende toldgrænse skulle opretholdes, således at tyske embedsmænd kunne opkræve told, også efter at Danmark havde be
sat landet [238].
H. P. Hanssens argumenter var ikke stærke nok til at gøre indtryk på CIS. Den 8. nov. havde Marling igen kontakt med Scavenius, der meddelte, at H. P. Hanssen nu var i færd med at udarbejde et nyt me
morandum om emnet, men han havde mødt større vanskeligheder end forudset i de danske ministerier. Da det bebudede memorandum forelå, fandt kommissionen, at det ikke gav udsigt til løsning af de praktiske problemer. Man drøftede derefter den mulighed, at 1. zone kun blev be
sat militært af Danmark, medens alt andet forblev uændret, til afstemnin
gen i 2. zone var afholdt, og en grænse definitivt kunne drages. Men også denne løsning forudsatte en tysk accept, idet Tyskland i modsat fald kunne trække sine embedsmænd bort.
Under en samtale med Marling den 15. dec. 1919 spurgte Böhme, om der var aftalt noget med den danske regering om dansk besættelse efter afstemning i 1. zone, hvortil Sir Charles Marling måtte svare, at den danske regering opretholdt sit ønske om at okkupere, men at der ikke var truffet aftale om enkeltheder. Böhme gjorde igen opmærksom på, at en pludselig udskiften af embedsmænd ville skabe store ubehage
ligheder for befolkningen, det kunne bl.a. betyde at emæringssystemet ville bryde sammen. Marling må have opfattet dette som en trussel, for han svarede, at sålænge den tyske suverænitet bestod, var det Tysklands pligt at forhindre, at befolkningen i plebiscit-området led under kom
missionens administration. Man drøftede derefter muligheden af, at danske tropper kom til Nordslesvig, men således at CIS iøvrigt beholdt ansvaret for administrationen dog med den ændring, at et mindre antal tyske embedsmænd blev skiftet ud med danske f.eks. postmestre, tele
grafkontrollører, præster og skolelærere. Böhme gik for sit vedkommen
de ind på denne idé, og Marling bad Scavenius udarbejde et forslag efter disse retningslinjer. Det forelå den 22. dec. og var det første prak
tisk anvendelige forslag fra dansk side, sagde Marling [239].
Imidlertid havde kommissionens generalsekretær Brudenell-Bruce og det danske medlem af ernæringskommissionen, professor Møllgård, midt i dec. været i Flensborg, og de mente, at man helt skulle se bort fra
en dansk besættelse umiddelbart efter afstemningen i 1. zone. De så især vanskeligheden ved at få de nødvendige forsyninger frem. Pro
fessor Mølgård rettede en indtrængende henstilling om tilbageholdenhed til den danske regering. Marling var godt klar over, at den danske re
gering var ængstelig for at fremprovokere nye angreb fra oppositionens side. Den ønskede kun at sige, at CIS havde rådet den til at undlade besættelse, hvis bare den kunne sige dette, ville den gladeligt give afkald på retten dertil [240], men Marling fandt ingen anledning til at støtte den danske regering.
Sagen blev stadig trukket i langdrag. Den 9. jan. 1920 skrev Böhme mistrøstigt til CIS, om han inden sin forestående afrejse fra København kunne regne med at få svar på sin skrivelse af 10. sept. 1919 angående Danmarks besættelse af Nordslesvig efter et for Danmark gunstigt ud
fald af afstemningen. Böhme nåede ikke at få svar, men den 11. jan.
1920 gentog kommissionen over for den danske regering sine betæn
keligheder og endte med at foreslå, hvad man mundtligt var enedes om, at kommissionen efter afstemningen i 1. zone skulle invitere et antal danske embedsmænd, som kunne studere den lokale administration i Nordslesvig. Officielt accepterede den danske regering dette forslag den 24. jan. 1920, men da var tiden så vidt fremskredet, at man samtidig kunne begynde overvejelser om den praktiske side ved en rejse af dan
ske embedsmænd til Sønderjylland.