til professor Verrier sendt en liste med Vælgerforeningens forslag til at besætte embederne som landråder og amtsforstandere. Den inter
nationale kommission var endnu ikke dannet, og Verrier kunne være en egnet mellemmand til den og til den franske gesandt. Der var dog den svaghed ved forslaget, at man ikke kunne finde egnede kandidater som amtsforstandere i 2. zone [224]. Mellemslesvigsk udvalg havde været med til at opstille en første liste, men det blev flere gange rykket for at komme med yderligere forslag [225]. Den 6. aug. sendte H. P.
Hanssen den foreløbige liste til Sir Charles Marling, og den 23. aug.
blev forslagene godkendt af kommissionen. Til landråder blev udpeget for Haderslev amt formanden for Den nordslesvigske landboforening P. J. Refshauge, for Aabenraa amt redaktøren af bladet Hejmdal Kre
sten Refslund Thomsen, for Sønderborg amt bankdirektør, cand. jur.
P. Karberg, for Tønder amt grev O. D. Schack, Schackenborg. I Flens
borg skulle i plebiscitperioden grosserer Karl Holm være overborg
mester, medens Valdemar Sørensen som andenborgmester skulle have politiet under sig, endelig blev amtsforstander, gårdejer Brodersen, Ta
rup, udpeget til landråd i den del af Flensborg kreds, der hørte til 2.
zone [226]. I sin første pressemeddelelse den 29. okt. 1919 gav CIS offentligheden besked om disse udnævnelser. De designerede landråder kunne gå i gang med de nødvendige forberedelser.
Til hvervet som politipræsident udpegede kommissionen den danske kaptajn Daniel Bruun. Han blev foreslået af den franske gesandt. Da
niel Bruun havde omfattende topografiske og arkæologiske interesser.
Han havde som ung rejst i Tunis og Algier og en kort tid været i fransk tjeneste. Hans store indsats lå imidlertid i det norrøne område. Han havde gennemrejst Island og Færøerne især for at studere gammel byggeskik. Han var den første, der påpegede rester af nordboernes bebyggelse på Grønland. Når han kunne komme på tale som politi
direktør skyldtes det, at han 1889-94 havde været ansat i Estrups gendarmeri og vel også fordi, han under krigen havde haft sin gang i det franske gesandtskab. I krigsårene havde han været i dansk tjeneste igen, han var knyttet til den såkaldte »kystcentral«, hvor alle meldinger fra udkigsstationerne blev samlet og bearbejdet. Mens endnu gesandten Conty regnede med at skulle med kommissionen til Sønderjylland, spurgte han Daniel Bruun, om han ville gå med derned i en ubestemt altså uofficiel funktion. Men efterfølgeren P. Claudel foreslog 9. aug.
1919 Daniel Bruun, at han skulle gå med i en officiel funktion. Claudel
satte Daniel Bruun i forbindelse med generalsekretæren C. Brudeneli Bruce, der bad ham hjælpe med at afstikke de helt nøjagtige grænse
linjer for de to afstemningszoner. Den 26. aug. var dette arbejde udført.
Den 6. sept, blev Daniel Bruun opfordret til at påtage sig ledelsen af det politi, som CIS ville oprette. Der var fra første færd en uklarhed i forholdet mellem Daniel Bruun og CIS, idet han havde stillet krav om tropper til at afspærre sydgrænsen og til hjælp for polititjenesten. Med de få tropper, der blev stillet til kommissionens rådighed, var det umu
ligt at foretage en egentlig afspærring mod syd.
Til opretholdelse af ro og orden rådede politidirektøren over det kommunale politi i byerne (i Flensborg ca. 80 mand, i de andre byer kun ganske få), samt et nyopstillet gendarmerikorps på 250 mand.
Gendarmerne blev udvalgt blandt tidligere tyske soldater af dansk sindelag.
I november 1919 kom den britiske oberst Butler til København; han lod Daniel Bruun forstå, at tropperne ikke kunne benyttes til politi
tjeneste. Hans argument var, at man ikke kunne sprede de engelske tropper på poster og til patruljering, hvor de ikke var under deres fø
reres direkte kommando og det navnlig ikke i et land, hvis sprog de ikke forstod. Daniel Bruun skrev derefter til CIS, at han ikke kunne påtage sig det fulde ansvar for ro og orden, og at CIS måtte dele det med ham. Under specielt vanskelige forhold kunne han dog regne med militærets hjælp. Som nærmeste medarbejder havde Daniel Bruun en svensk politimand A. Hallgreen [227].
Da tyskerne fik kendskab til, at man havde udpeget en dansk officer som politichef vakte det meget ubehag, idet tyskerne læste fredstrakta
ten således, at kun dansksindede og tysksindede beboere i afstemnings
zonerne kunne anvendes i kommissionens tjeneste. Denne tolkning ville kommissionen ikke acceptere. Bestemmelsen gjaldt kun de såkaldt tek
niske rådgivere, ikke funktionærer i kommissionens tjeneste, og man holdt fast ved Daniel Bruun, men det uafklarede forhold mellem mili
tære- og politiopgaver betød en belastning af samarbejdet. Gendarm
korpset blev opstillet ved de designerede landråders hjælp, og det var parat til at træde i funktion med kort varsel.
Til politifunktionerne hørte også paskontrollen. CIS måtte forberede sit eget pasvæsen, idet man tilsigtede at holde streng kontrol med alle udefra kommende, som ikke havde valgret. I første omgang regnede man med, at det norske generalkonsulat i Hamborg og det svenske i
København ville foretage de nødvendige viseringer, men det endte med, at kommissionen selv oprettede paskontorer i Hamborg og København.
En norsk politimand Tallag Andersen fik pasvæsenet som sit arbejds
område. En anden nordmand A. Haarberg blev chef for den af CIS organiserede pressetjeneste.
Man overvejede også på et tidligt tidspunkt forsyningsproblemerne.
Den 6. sept. 1919 skrev Det sønderjyske ministerium til landshøvding v. Sydow og anbefalede, at der blev optaget forhandling med tyske myndigheder om ernæringsforholdene i overgangstiden. Efter nærmere drøftelser, hvor tanken om en tomandskommission blev bragt på bane, skrev Det sønderjyske ministerium den 22. sept. 1919 på foranledning af CIS til en række nordslesvigske tillidsmænd, der havde eller havde haft tilknytning til de såkaldte bonderåd, at en repræsentant for CIS, den svenske konsul Lundgreen, ville komme til Flensborg for sammen med dem og en række tyske repræsentanter at drøfte forsyningssitua
tionen i afstemningstiden [228]. Köster har i en kronologisk oversigt, der ledsager hans erindringer, skrevet: »4. okt. Under statskommissæ
rens forsæde og med deltagelse af tyske og danske repræsentanter fra Nordslesvig føres forhandlinger med den delegerede for Den internatio
nale kommission, svenskeren Lundgreen om forsyningsforholdene i af
stemningstiden« [229]. Det var den første kontakt mellem CIS og personer i afstemningsområdet.
Det er dog lidt dunkelt hvordan Lundgreen, der var udlånt til CIS af det svenske udenrigsministerium, er kommet til Sønderjylland. Pro
blemet om kontakt mellem CIS og lokale myndigheder var ikke af
klaret, og det blev først taget op igen med det tyske udenrigsministerium, da Böhme den 24. okt. 1919 anbefalede, at man slækkede på restrik
tionerne og lod en repræsentant for CIS få lejlighed til at orientere sig i Flensborg om lokaleforhold, overtagelse af personel o.s.v. Den 3. no
vember svarede Auswärtiges Amt, at det ville give den ønskede til
ladelse under den forudsætning, at de pågældende kun kom til Flens
borg, og at de opførte sig taktfuldt under opholdet [230]. CIS sendte da den norske medarbejder A. Haarberg til Flensborg, hvor han op
holdt sig midt i november 1919 for at sætte sig ind i de lokale forhold og træffe en række praktiske forberedelser m.h.t. lokaler og lignen
de [231].
Konsul Lundgreen blev i okt. 1919 kaldt hjem til Stockholm. Man søgte nu efter kandidater til posterne som ernæringskommissærer, en
dansk og en tysk. Fra dansk side foreslog H. P. Hanssen den 15. okt.
1919 den unge professor i fysiologi ved Landbohøjskolen i København, Holger Møllgaard, og den 31. okt. begrundede han nærmere forslaget over for CIS. Det var vanskeligt at finde en ernæringsekspert blandt de danske sønderjyder, og det ville være nyttigt at have en mand med i arbejdet, der var fortrolig med det danske rationeringssystem [232].
Holger Møllgaard fik overdraget posten.
Den 23. okt. orienterede Böhme Köster om Den internationale kom
missions forslag til et tomandskollegium, men Böhme holdt på, at stil
lingerne måtte besættes med lokale folk og bad om forslag til en tysk kandidat. Blandt de tyske tekniske rådgivere fandt Köster, at medlem af den preussiske landdag, Willy Iversen fra Munkbrarup var den bedst egnede. Köster var også ivrig for at få dannet en alsidigt sammensat tysk expertkomité. »Lykkes det os at få den komité anerkendt af CIS, så har vi nogenlunde garanti for at de tyske provinsial- og centralorga
ners interesser under afstemningen bliver varetaget.« Köster var be
kymret for, om man kunne få leverancerne frem fra landmændene i Nordslesvig. De var naturligt tilskyndet til at holde deres produkter til
bage for efter genforeningen at kunne sælge til højere priser, men Kö
ster så det som en opgave at udnytte de billigere tyske priser i den politiske propaganda. Skulle der opstå vanskeligheder med forsynin
gerne, måtte man forklare offentligheden, at det ikke skyldtes mang
lende tysk vilje, men okkupationsmagtens manglende evne. Således forklarede Köster den 27. okt. 1919 situationen for overpræsident Kür
bis [233].
Da Holger Møllgaard og Iversen var blevet emæringskommissærer, tog de sagen i egne hænder. Kösters vidtrækkende forberedelser fik kun ringe betydning, men Møllgaard og Iversen fik et rådgivende udvalg med 6 danske og 6 tyske medlemmer at støtte sig til, særlig for at sikre de nødvendige afleveringer fra landmændene [234].
Det afvigende prisniveau i Danmark og Tyskland gjorde det fristende allerede før genforeningen at sende landbrugsprodukter over grænsen til Danmark. Landshøvding v. Sydow viderebragte en klage om smug
ling af kreaturer over Kongeågrænsen. Justitsministeriet lod sagen un
dersøge og konstaterede, at der var kommet 43 avlstyre, 17 stykker kvæg og 135 ungkreaturer til græsning, men det sidste tilfælde gjaldt en gårdejer, der havde jord på begge sider af grænsen [235].
Det ser ud til at Justitsministeriet har undersøgt den legale import,
i følge sagens natur var smuglingernes omfang vanskelig at konstatere, fra tysk side slog man sig til ro, hvad dette punkt angik, men transport af kreaturer fra sydlige egne til Nordslesvig forsøgte man at standse ved 2. zones sydgrænse. Som tidligere omtalt var kontrollen lidet effektiv.
Der var også rygter om, at der blev smuglet kom til Fyn. De desig
nerede landråder og politipræsidenten Daniel Bruun var bekymrede over dette kornsalg af hensyn til forsyningssituationen og anmodede gennem Det sønderjyske ministerium om, at der måtte blive indsat patrouillebåde i Lillebælt [236]. Det lader sig ikke oplyse, hvorvidt dette ønske blev imødekommet, men det er en kendsgerning, at smug
handel og mere eller mindre lyssky transaktioner havde et gunstigt klima i den lange ventetid i sommeren og efteråret 1919.
Den bestandige trækken i langdrag af ratifikationerne gav tid til at gennemtænke alle mulige eventualiteter; og særlig en af de forholds
regler, der ville blive mulig, når afstemningen i 1. zone havde fundet sted, gav anledning til en lang række komplicerede overvejelser, det var den ret, som Danmark ifølge fredstraktaten havde til at besætte 1. zone umiddelbart efter afstemningen, hvis den havde et for Danmark heldigt udfald.