Inden for småkårsstanden i Sønderjylland var der gamle danske tra
ditioner, men de bærende i den nationale selvhævdelse mod tyskerne i tiden siden 1864 havde været gårdmandsstanden. Den beherskede so
cialt set Vælgerforeningens tilsynsråd. Det tyske socialdemokrati og fagbevægelsen havde længe før krigen forsøgt at vinde indpas i Nord
slesvig, men kun gjort langsomme fremskridt. Det tyske socialdemokrati og fagbevægelsen var i perioder blevet behandlet af myndighederne på samme måde som de danske, som »rigsfjender«, og der var således grundlag for en vis sympati over for de danske nordslesvigere, men for danskheden som sådan var det farlige allierede, hvad sprog og kultur angik. På den baggrund må man se dannelsen af Dansk arbejderfor
ening for Nordslesvig i november 1911. Formålet var »at højne små
kårsstanden på håndens og åndens område samt at varetage arbejder
nes interesser til gavn og lykke for vort folk og vor nationale sag«. For
eningen fik i årene før krigen kun ringe betydning, men fra afdelingen i Haderslev udgik i 1918 med møllersvend A. Houborg og typograf Chr. Lageri som de drivende kræfter initiativet til en reorganisering.
Foreningen fik navnet »Sønderjysk Arbejderforening«, den stod det tyskorienterede socialdemokrati fjernt og var ildeset af fagbevægelsen.
I dec. 1918 havde foreningen krævet repræsentation i arbejder- og sol
daterrådene, men var blevet afvist med den begrundelse, at kun arbej
dere, der stod i en fagforening, kunne få indflydelse på rådenes sam
mensætning [131]. Den fik i 1919 mange medlemmer, og den udgav fra juli 1919 et eget blad »Sønderjyden«.
I februar 1919 havde foreningen henvendt sig i en skrivelse til Stau
ning med anmodning om at få oplysningsmateriale om den danske fag
bevægelse. Brevet synes ikke at være besvaret. Den 12. marts sendte den socialdemokratiske partiforening i Sønderborg et brev til det dan
ske socialdemokrati, hvori man kritiserede Sønderjysk Arbejderfor
enings aktivitet og fastholdt det synspunkt, at medlemsskab i Sønder
jysk Arbejderforening ikke var foreneligt med at være medlem af social-
demokratiet. »Hvis Nordslesvig bliver afstået til Danmark, så er det jo en selvfølge at den lokale partiforening tilslutter sig det danske so
cialdemokrati. Utvivlsomt vil også de lokale fagforeninger gøre det samme« .... »Bagmændene i den danske Vælgerforening har et gan
ske andet formål med deres »arbejder«-forening. Først og fremmest vil man splitte arbejderne, hvis man da ikke oven i købet har den bag
tanke at oprette en gul forening .... Vi beder derfor om at besvare denne skrivelse, således at den nordslesvigske arbejder såvel før som efter afståelsen har sin klasserepræsentation udelukkende i det social
demokratiske parti og i fagforeningerne og, at arbejdernes rettigheder ved overgangen bliver varetaget bedst og mest succesrigt gennem vores organisation. Under det gamle styre var det på grund af den nationale kamp meget svært at få en dansk-sproget arbejder i tale, og de »natio
nale« partier havde en fordel af dette. Efter revolutionen er det blevet anderledes, men nu forsøger den danske vælgerforening med gaver og allehånde løfter at trække arbejderne bort fra os...Vi glæder os allerede til senere sammen med Jer at kunne bekæmpe reaktionen til fordel for proletariatet og idet vi allerede i ånden rækker Jer hånden i denne kamp beder vi endnu engang om hurtigt svar.«
Det kom den 21. marts, og heri blev det bekræftet, at socialdemo
kratiets syn svarede til den sønderborgske partiforenings, »at kun de socialdemokratiske fagforeninger og de socialdemokratiske foreninger på tilfredsstillende vis kan varetage og sikre de nordslesvigske arbejde
res interesser - ikke mindst i overgangstiden«[132]. Efter denne af
visning orienterede arbejderforeningen sig mere mod Vælgerforenin
gen, men forholdene i Sønderborg adskilte sig fra de andre købstæder derved, at Dansk arbejderforening blev direkte repræsenteret i Arbej
derrådet. Den 27. april var der nyvalg til rådet, af 889 afgivne stem
mer fik Dansk arbejderforening 445, socialdemokraterne 225 og de
mokraterne 209. Sammensætningen blev 5 danske, 2 socialdemokrater og 2 demokrater [133].
Med rette kunne arbejderbefolkningen i Nordslesvig føle sig dårligt repræsenteret i Vælgerforeningens tilsynsråd, og da tilsynsrådet blev sprængt på kravet om nyvalg, var det naturligt for arbejderforeningen at støtte dette krav, men uden derved at tage parti alene for Flensborg- retningen. I striden mellem Aabenraa og Flensborg var meningerne delte inden for arbejderforeningen, men flertallet hældede til Aabenraa- retningen.
Den 17. august 1919 offentliggjorde »Sønderjyden« et opråb med overskriften: »Op til valg«. Opråbet viste dobbeltheden i arbejderfor
eningens bestræbelser. Det blev kritiseret, at flere af tilsynsrådsmed- lemmeme viste større interesse for Danevirkelinjen end for det, der tjente den nordslesvigske befolkning bedst. Lejligheden til nyvalg ville arbejderforeningen dog ikke lade gå ubenyttet hen. Da medlemskab af Vælgerforeningen var en forudsætning for, at arbejderne kunne gøre sig gældende, blev alle kraftigt opfordret til at sikre sig valgret [134].
Det lykkedes at presse medlemstallet i Sønderjysk Arbejderforening op til 10.579 (den 26. nov. 1919) [135]. Medlemskabet gjaldt også Vælgerforeningen. Arbejdere og småkårsfolk sikrede sig derved en større indflydelse, end de nogensinde tidligere havde haft.
På et hovedbestyrelsesmøde i Tinglev den 20. sept. 1919 vedtog Sønderjysk Arbejderforening at benytte sig af en bestemmelse i Vælger
foreningens love om, at en generalforsamling skulle indkaldes, når 200 medlemmer stillede krav derom. En sådan anmodning blev også frem
sendt. Dermed var flertallet i tilsynsrådet bragt i en tvangssitua
tion [136]. En generalforsamling uden visse forhåndsaftaler kunne let ende i kaos. Forskellige muligheder stod dog åbne. I H. P. Hanssens blad, Hejmdal, nævntes den 25. sept, et forslag til en statutændring, der skulle sikre en bred demokratisk repræsentation. For mindretallet var udsigten til nyvalg det afgørende, og da arbejderforeningen ønskede det samme, var der banet vej for nye forhandlinger, hvor man også kunne drøfte en ny valgmåde. Den 26. september mødtes under grev Schacks ledelse 4 fra flertallet (Nis Nissen, A. Krog, Olav Fink og Chr.
Lageri) med 3 fra mindretallet (P. Grau, Kloppenborg-Skrumsager og Ernst Christiansen). Her blev det aftalt, at der skulle holdes et større møde bestående af hele bestyrelsen og tilsynsrådet suppleret med be
styrelsen for Dansk Arbejderforening. Dette møde fandt sted 6. oktober i Tinglev. Det foregik under indtryk af, at ratifikationen af fredstrakta
ten nu måtte være nært forestående. Der blev opnået enighed om at afholde en generalforsamling, der skulle vedtage lovændringer og om nyvalg til Vælgerforeningens tilsynsråd. Hvis afstemningen var Uge om hjørnet, skulle generalforsamlingen finde sted 14 dage efter afstemnin
gen i 2. zone. De tre grupper forhandlede hver for sig om et af Andreas Grau fremlagt forslag. Resultatet blev, at der skulle holdes et nyt til
synsrådsmøde 18. okt., og når der var indgået anmodning derom, at der skulle holdes en generalforsamling.
Sammenkomsten havde fået et overraskende fordrageligt forløb, men ved slutningen af mødet bragte redaktør Svensson en kritik frem mod Nis Nissen, Nordborg, der på et møde i sin hjemby havde spurgt, hvor
for de danske i Flensborg ikke havde deltaget i kommunevalget. Det spørgsmål vidnede ikke om, at man ville støtte forposterne, sagde A.
Svensson, og han henviste yderligere til, at H. V. Clausen på et møde på Roskilde højskole havde udtalt, at danskheden i Flensborg kun var en koloni af tilflyttere. Det var en uhørt udtalelse, som der burde proteste
res imod, og flertallet i tilsynsrådet burde ikke nægte sin medvirken, da det kunne komme til at spille en rolle under den kommende valgkamp.
Svenssons resolutionsforslag havde følgende ordlyd: »Magister H. V.
Clausen, den danske regerings sagkyndige i slesvigske anliggender ved fredskonferencen i Paris, har i et foredrag på Roskilde folkehøjskole betegnet de danske i Flensborg som en dansk koloni i en tysk by på samme måde, som der er danske kolonier i Kiel og Hamborg. De to grupper af Vælgerforeningens tilsynsråd og kredslederne for Sønder
jysk Arbejderforening samlede til fællesmøde i Tinglev den 6. okt.
tilbageviser på det skarpeste en sådan udtalelse. Den er en grov for
vanskning af de historiske kendsgerninger, den er et slag i ansigtet på danskheden i Flensborg by, og den er et våben i vore modstanderes hånd. Slige udtalelser kan kun modvirke det samarbejde mellem alle danske i Sønderjylland, som må tilstræbes til den store afstem
ning« [137].Formanden grev Schack gjorde opmærksom på, at der kun var et punkt på dagsordenen, og at følgelig resolutionen måtte fore
lægges på et senere møde. Men Svensson svarede, vi ønsker at se hvor
dan flertallet vil tage stilling til denne resolution for at konstatere, hvor megen vilje der ligger bag løfterne. Da formanden afviste under hen
visning til dagsordenen, erklærede Svensson, at sagen om 14 dage hav
de mistet sin interesse [138]. Da Svensson ikke kunne komme igennem med sit forslag vedtog de 23 sammen med Mellemslesvigsk udvalg en skarp protest mod H. V. Clausens udtalelse.
H. V. Clausen havde holdt foredrag på Roskilde højskole omkring 1. okt., han var ikke klar over at talen blev refereret. Han havde om Flensborg sagt, at byen havde 70.000 indbyggere, deraf sagde den tyske statistik, at 5-6000 var danske, mens H. V. Clausen regnede med 7- 8000. »Men sandheden er, at alle de, der taler dansk er indvandrede nordfra. Det gælder alle dem, der tager fremragende del i agitationen o.s.v. Og danskheden holdes kun i 1. og måske 2. led, fordi skolen er
tysk. Flensborg har en dansk minoritet, men det er en dansk koloni i en tysk by på samme måde som Kiel og Hamborg, men en ret anselig koloni, fordi byen ligger nær sproggrænsen« [139]. Sammenligningen med Kiel og Hamborg var temmelig søgt i betragtning af Flensborgs tidligere historie, og H. V. Clausen forsikrede da også, at han ville have formet sine ord anderledes, hvis han havde vidst, at der var jour
nalister til stede. Men det var fra flertallets synspunkt udelukket på det grundlag at bryde staven over H. V. Clausen. Dertil var hans for
tjenester gennem et langt liv for den danske sag i Sønderjylland for store. Kritikken af og forsvaret for H. V. Clausen blev en fast bestand
del i den følgende nordslesvigske valgkamp. Den 18. okt. blev man enig om at holde nyvalg den 30. nov., hvis ratifikationen ikke forelå forinden.
Der blev den 18. okt. vedtaget en resolution, hvori man beklagede, at en rømning af 3. zone ikke var fastsat i fredstraktatens endelige ord
lyd, og man beklagede den moralske og reelle virkning som rømningsr- bestemmelsernes bortfald havde øvet i 2. zone, og man opfordrede den internationale kommission at tage hensyn til dette forhold ved udarbej
delsen af sit grænseforslag, hvis en rømning ikke fandt sted [140].
Den 3. nov. 1919 holdtes generalforsamlingen på Folkehjem i Aaben
raa. Den bekræftede uden vanskeligheder aftalen fra Tinglevmødet. Der herskede en overraskende fred og fordragelighed, og generalforsamlin
gen vedtog tillige en resolution stilet til det øverste råd i Paris om snarlig rømning af de to afstemningszoner. Ventetiden faldt befolknin
gen lang, og man håbede, at kunne få de hidtidige myndigheder fjernet hurtigt. Resolutionen blev sendt via den danske regering. Denne reso
lution skal omtales i en senere sammenhæng.
Efter mødet fulgtes den designerede landråd i Aabenraa, redaktør Refslund Thomsen, grev Schack og H. P. Hanssen, der alle skulle til København, i bil til Kolding. Stemningen var oprømt efter den vellyk
kede generalforsamling [14]. Ingen af de tre herrer var klare over, at det var stilhed før stormen, at den tilstundende valgkamp til tilsyns
rådet ville blive kulminationen i striden mellem de to retninger, der spaltede de danske i Sønderjylland.
Medens hidtil valgene til tilsynsrådet var sket som flertalsvalg i en
keltmandskredse, blev der nu indført forholdstalsvalg. De 60 tilsyns
rådsmedlemmer fordeltes mellem amterne i forhold til Vælgerforenin
gens medlemstal; jo flere medlemmer i et område, des større indflydelse.
Overalt blev der hvervet medlemmer, ikke mindst i Flensborg, hvor medlemstallet før krigen kun havde været ringe. Da resultatet blev gjort op den 15. november, havde Vælgerforeningen 41.623 medlemmer.
De fordelte sig som følger:
I Flensborg amt tegnede Flensborg by sig for godt 4.000 medlem
mer [142].
Den valgkamp, der begyndte i november 1919 i Sønderjylland blev fulgt op af debatter i det danske folketing. Hovedstridsspørgsmålet i valgkampen blev statsminister Zahles person. Spørgsmålet blev i til
spidset form et for eller imod Zahle. Mindretallet hævdede, at den, der støttede H. P. Hanssen, støttede Zahle, og det blev anset for noget me
get fordægtigt at støtte Zahle.