Som det fremgår af kapitlet, er der store spill-over effekter på såvel dansk som europæisk økonomi, når de europæiske lande strammer finanspolitik-ken. Størrelsen af spill-over effekterne skyldes til dels, at det næsten er alle EU-landene, der stram-mer finanspolitikken samtidig.
Figur 11 illustrerer, hvorfor de europæiske lande er så integrerede og afhængige af hinanden. Figuren Figur 10. Akkumulerede spill-over effekter på dansk beskæftigelse
-30
2011 2012 2013 2014
Ændring i tusinde Ændring i
tusinde
Bygge- og Anlægssektoren Industrien Servicesektoren
Anm.: Se boks 2. Figuren angiver spill-over effekterne på dansk økonomi, det vil sige de isolerede effekter af, at landene omkring os strammer finanspolitikken, men ikke effekterne af, at Danmark strammer finanspolitikken. Beskæftigelsesfaldets fordeling på de tre hovedsektorer er modelleret i ADAM vha. de handelsændringer, stramningerne har forårsaget i HEIMDAL.
Kilde: AE på baggrund af ADAM samt den internationale makroøkonomiske model HEIMDAL.
risiko for europæisk lavvækst april 2011
Figur 11. Eksport- og importandele
30 35 40 45
30 35 40 45
Pct. af BNP Pct. af BNP
viser import- og eksportandele for USA og EU både mht. den samlede import og eksport i EU og mht. den del af handlen, der går ud af EU (den såkaldte extra-EU-import og -eksport).
På overfladen ligner EU en meget åben økonomi, da henholdsvis import og eksport udgør mere end 40 procent af EU's BNP. Hvis EU på den an-den side ses som én samlet økonomi, hvor al han-del inden for EU (den såkaldte intra-EU-hanhan-del) udelades, således at det kun er den del af hand-len, der går ud af EU, der medtages, så ses et helt andet billede. Extra-EU-import og -eksport udgør kun henholdsvis 10 procent og 13 procent af EU's BNP. Til sammenligning udgør USA's import og eksport hhv. 13 procent og 18 procent af USA's BNP.
Når man ser på extra-EU-handel, er EU faktisk en mere lukket økonomi end USA, hvilket kun gør det endnu vigtigere, at de europæiske lande
sam-arbejder, da økonomierne er så stærkt integrere-de. Figur 11 understreger, hvorfor de europæiske lande bør anses som én økonomi, og hvorfor et højt niveau af koordination er altafgørende.
Det samme billede ses i figur 12, der viser, hvor stor en del af landenes eksport der går til andre EU-lande. Det fremgår af figur 12, at det i gen-nemsnit er to tredjedele af al eksport fra EU-lande, der går til andre EU-lande. Særligt nogle af de mindre europæiske lande og nogle af de cen-tral- og østeuropæiske lande afhænger i høj grad af handelen inden for EU. I Danmark er det 70 procent af eksporten, der går til andre EU-lande.
Handelseffekterne understreger vigtigheden i en fælles koordineret europæisk strategi, ikke kun når det gælder finanspolitiske stimulanser, men lige så vigtigt i den nuværende situation, hvor finanspolitikken strammes. Hvis der ikke tages højde for, hvor integrerede de europæiske
øko-økonomiske tendenser
nomier er, og for de handelseffekter, der er lan-dene imellem, så undervurderes effekterne af de finanspolitiske stramninger, og det begyndende opsving sættes over styr.
Stramningerne kan meget vel resultere i, at det er politiske beslutninger, der skaber lavvækst de kommende år. I værste fald kan stramningerne resultere i en europæisk ørkenvandring, hvor ledigheden i Europa bider sig fast på det nuvæ-rende høje niveau med endnu større økonomiske konsekvenser til følge.
Der er ingen tvivl om, at det er uholdbart for de europæiske lande at have store budgetunderskud på lang sigt. Men der bør sættes spørgsmålstegn ved, om det er hensigtsmæssigt at stramme fi-nanspolitikken, før der er kommet ordentlig gang
i væksten, og før vi har set en tydelig vending på det europæiske arbejdsmarked.
EU-landene bør i langt højere grad samarbejde om finanspolitikken og ikke kun pengepolitikken, som det er tilfældet i dag. I dag fokuserer EU kun på, om underskuddene er for store ud fra mone-tære hensyn. EU burde i stedet i langt højere grad fokusere på den realøkonomiske udvikling.
Hvis kravene til stramningerne i højere grad af-spejlede konjunktursituationen, ville man f.eks.
ligeledes kunne forhindre, at nogle lande giver skattelettelser eller øger de offentlige udgifter kraftigt (og dermed stimulerer økonomien) i op-gangstider, hvilket medfører for store budgetun-derskud (og dermed henstillinger om opstramnin-ger) i dårlige tider.
Figur 12. Andelen af eksport til EU af den samlede eksport
0
Luxembourg Slovakiet Tjekkiet Holland Ungarn Polen Belgien Portugal Østrig Rumænien Estland Danmark Spanien Cypern Letland Slovenien EU-27 Grækenland Frankrig Tyskland Irland Litauen Sverige Bulgarien Italien Storbritannien Finland Malta
pct. pct.
Kilde: AE på baggrund af data fra Eurostat, 2008.
risiko for europæisk lavvækst april 2011
Boks 1. EU’s stabilitets- og vækstpagt Stabilitets- og vækstpagten
Stabilitets- og Vækstpagten er knyttet til ØMU’en og er en pagt, der skal sikre, at medlemslandene overholder bud-getdisciplinen i forhold til de offentlige finanser, så stabilitet og vækst kan styrkes. Europakommissionen overvåger udviklingen i medlemsstaternes offentlige finanser. Den skal navnlig undersøge, om budgetdisciplinen overholdes på grundlag af følgende to kriterier:
A) At det offentlige budget ikke overskrider 3 procent af BNP B) At den offentlige gæld ikke overskrider 60 procent af BNP
Der er dog undtagelser til reglen om maksimalt offentligt budgetunderskud på 3 procent af BNP. Hvis budgetover-skridelsen vurderes som midlertidig og exceptionel, da kan et land have et underskud, der er større end 3 procent af BNP, uden at blive en del af proceduren for uforholdsmæssigt store underskud. Hvorvidt dette er tilfældet, afgøres af Rådet (EU’s ministerråd ECOFIN).
Generelt vurderes et underskud at være midlertidigt, hvis det kun overskrider 3 procentgrænsen i et år, og et under-skud vurderes at være exceptionelt, hvis landet befinder sig i en alvorlig recession, hvilket som udgangspunkt defi-neres som et årligt fald i BNP på minimum 0,75 procent Hovedreglen er normalt, at et budgetunderskud skal være bragt under 3 procent af BNP allerede året efter, det er konstateret, med mindre der foreligger særlige omstændig-heder. Den økonomiske krise har gjort, at EU generelt har vurderet, at der er tale om en exceptionel situation, hvil-ket har gjort, at landene har fået længere frister til at bringe budgetunderskuddet under 3 procent af BNP.
Som et led i kontrollen af, at stabilitets- og vækstpagten overholdes, skal medlemslandene årligt forsyne Europa-kommissionen og Rådet med en række økonomiske nøgleoplysninger. De økonomiske oplysninger, som eurolande-ne skal levere, kaldes stabilitetsprogrammer, mens lande som Danmark, der står uden for euroen, skal udarbejde såkaldte konvergensprogrammer. Det er blandt andet oplysninger om medlemslandenes mål for det offentlige bud-get flere år ud i fremtiden, den forventede økonomiske udvikling samt hvilken økonomisk politik medlemslandet vil bruge for at leve op til stabilitets- og vækstpagtens målsætninger.
De EU-lande, der ikke deltager i den monetære union, kan ikke pålægges stabilitets- og vækstpagtens sanktioner, men er forpligtet til at undgå offentlige budgetunderskud på over 3 procent af BNP. Disse lande bevarer, som ud-gangspunkt, deres nationale valutaer og den pengepolitiske autonomi, men skal behandle valutakurspolitikken som et spørgsmål af fælles interesse, hvilket konkret betyder, at konkurrerende devalueringer skal undgås. Danmark har dog valgt at indgå i ERMII samarbejdet, der binder den danske krone til euroen (indenfor et snævert bånd), og Danmark kan derfor ikke føre en selvstændig pengepolitik.
Rådets henstillinger og påbud
På baggrund af de økonomiske oplysninger i stabilitets- og konvergensprogrammerne overvåger Kommissionen, om et land får et uforholdsmæssigt stort underskud. Vurderer Kommissionen, at der er eller kan opstå et uforholds-mæssigt stort underskud, skal Kommissionen gøre Rådet opmærksom på det. Det er herefter op til Rådet at fastslå, om der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud. Hvis Rådet træffer afgørelse om, at der foreligger et