Comenius’ kunstlære – et nyt vidensbegreb

Orbis Pictus oprindelse hænger sammen med udviklingen af den moderne naturvidenskab (Win-ther-Jensen 1989, 64) og dermed behovet for læremidler, der kan transformere den nye samfunds-mæssige viden. Det er dog karakteristik, at lærebogens optagethed af det reale eller ”tingene” er set i et ”guddommeligt lys”, dvs. at det reale lader sig placere i the great chain of being, en guddomme-lig verdensorden (pansofien), som består af en logisk sammenhængende hierarkisk trinfølge bestå-ende af elementerne, mineralerne, planterne, dyrene, menneskene, englene og Gud. For Comenius er erkendelsen af denne guddommelige orden forudsætningen for, at mennesket bliver til menneske, og det centrale i denne proces er for Comenius undervisningen. Lærebogens pædagogiske maksime er, at eleven skal indføres i den guddommelige verdenskreds, hvor både natur og kunst ses som af-bildninger af et guddommeligt princip.

I indledningen til Orbis Pictus, som kan opfattes som en læse- eller lærervejledning, beskrives di-daktik som en ”kunstlære”, der fungerer som ”uvidenhedens medicin”:

Der Unwissenheit Arzneymittel ist die Kunst-Lehre / welche den Gemütern in den Schulen sol beygebracht werden: Aber also / dass es sey eine wahre / eine vollkommene /eine klare / und ei-ne fäste Kunst-Lehre. Wahr wird sie seyn / wann nichts / als was zum Leben nützlich ist / geleh-ret und gelernet wird; damit man nicht nachmals Ursach habe zu klagen: Wir wissen nicht / was nothwendig zu wissen ist / weil wir nichts nothwendiges gelernet. Vollkommen wird sie seyn:

Wann das Gemüte zubereitet wird zur Weißheit /die Zunge zur Wohlredenheit / und die Hände zu ämsiger Übernehmung der Lebensverrichtungen: Dieses wird alsdann seyn /das Salz des Le-bens / nemlich Wissen / Thun und Rede. Klar / auch dannenhero stät und fäst / wird sie seyn / wann alles / was gelehret oder gelernet wird / nicht dunkel oder verwirt / sonder deutlich / wohl-unterschieden und abegetheilet ist / wann die Sinnbare Sachen den Sinnen recht vorgestellet werden /damit man sie mit dem Verstand ergreifen könne. (Comenius 1958, 10).

Når didaktikken beskrives som en ”kunstlære”, kan det ses i lyset af Aristoteles’ tre vidensformer:

episteme (videnskabelig erkendelse), techné (teknisk kunnen) og fronesis (etisk indsigt). (Oettingen 2006, 289). Formålet med den videnskabelige erkendelse er at opnå indsigt i det evige og uforan-derlige, og derfor er denne erkendelse adskilt fra praksis. Praksis kan ikke sættes på videnskabelige regler. Formålet for den tekniske kunnen og etiske indsigt bliver først til gennem menneskelig

virk-somhed og gennem praksis, men hvor den tekniske kunnen er en frembringelse (som kunstneren frembringer et kunstværk), er den etiske indsigt en handlen båret af etisk indsigt, som foregår som en afvejning af, hvad der i en given situation er værdifuldt at gøre. Når Comenius ovenfor beskriver didaktikken som en kunstlære, kan det umiddelbart se ud, som om han opfatter undervisning som en teknisk kunnen, et håndværk, hvor dets genstand er et produkt, der kan formes. Men som jeg senere vil uddybe, er Comenius’ kunstlære i højere grad i tråd med en etisk handlen, idet han er bevidst om, at kunstlærens genstand er et socialt forhold, hvor eleven er en instans, der kan selvforholde og møder verden med en spørgen, og derfor må undervisning foregå som en situationsbetinget og vær-dibaseret reflekteret praksis.

Comenius beskriver ovenfor principperne for en pædagogisk vidensformidling, og hvilken ef-fekt denne formidling ideelt set skal udmønte sig i. Den pædagogiske vidensformidling bygger iføl-ge Comenius på principperne sand, fuldkommen, klar og fast. Sand viden er for Comenius nyttig viden. Han uddyber i sin Didactica Magna (Den store undervisningslære, 1628-32), hvad han me-ner med nyttig viden. Comenius har som udgangspunktet et inkluderende skolesyn og meme-ner, at skolen skal lære alle alt. Hermed mener han, at man ikke summarisk og på encyklopædisk vis skal vide alt om viden, videnskaber og kunst (det er hverken nyttigt eller muligt), men:

Aber über Grundlagen, Ursachen und Zwecke der wichtigsten Tatsachen und Ereignisse müssen alle belehrt werden, die nicht nur als Zuschauer, sondern auch als künftig Handelnde in die Welt Eintreten. Dass ihnen in dieser Weltbehausung nichts so unbekanntes begegne, dass sie es nicht mit Bescheidenheit beurteilen und ohne misslichen Irrtum zu dem ihm bestimmten Gebrauch klug verwenden können: dafür muss gesorgt und das muss wirklich erreicht werden. (Comenius 1960, 59).

Ambitionen at lære alle alt udlægges ofte som didaktisk ”skråsikkerhed” (Laursen 1997, 60), men kan også ses som udtryk for en moderne eksklusionserfaring, hvor individet ikke længere naturligt kan iagttages som indfældet i eller tilkoblet samfundslivet. Denne udlægning underbygges også af, at Comenius’ begrundelse for læring af nyttig viden er udvikling af elevens kompetence i forhold til kyndigt at handle i en (fremtidig) ukendt verden. Undervisningen skal dæmme op for, at eleven ikke kan vurdere det ukendte eller ikke kan finde anvendelse for det. Det afgørende kriterium for viden er derfor ikke objektiv videnskab eller abstrakt skolastik, men viden, der kan indgå i fremtidige praktiske sammenhænge. Viden er altså relateret til subjektets (den kommende borgers) muligheder for at handle og deltage i verden. Dermed understøtter Comenius også den pædagogiske semantik, som Luhmann og Schorr definerer som lære at lære, fordi det er læringskompetencen, der gør det muligt at lære nyt. Udviklingen af en læringskompetence bygger på en form for faktuel viden, idet Comenius implicit argumenterer for, at først når man har lært ”det nødvendige”, så kan man vide,

hvad der er nødvendigt at vide: Wir wissen nicht / was nothwendig zu wissen ist / weil wir nichts nothwendiges gelernet. Begrundelsen for udvikling af lærings- og handlekompetence er ikke kun læringsmæssigt begrundet, men har også en eksistentiel begrundelse, idet eleven ikke blot skal stå som tilskuer til livet. Den måde, som eleven skal lære at håndtere den komplekse viden på, er gen-nem belæringen om grundlag, årsager og formål bag de vigtigste kendsgerninger og begivenheder og dermed tilgodeses princippet om den eksemplarisk læring og kategoriale dannelse.⁷⁸

Når Comenius her sammenkæder sand viden med nyttig viden, afspejler det også en moderne transformation af de aristoteliske vidensformer (Oettingen 2006, 292). Den etiske handlen ses nu ikke bare som en selvstændig vidensform, men sammenkædes med en teknisk kunnen. Pædagogik-ken ses dermed også i lyset af begreber som praksisrelevans og nyttig anvendbar viden – på samme måde, som undervisning også har et element af teknik over sig. Praksisrelevansen og beherskelses-princippet viser sig også, når Comenius hævder, at den pædagogiske vidensformidling er fuldkom-men, når eleven udvikler kundskaber, færdigheder og sprog. Den tekniske kunnen viser sig her i færdighedsdimensionen.

Når sand viden er nyttig viden, kan man også iagttage en transformering af det aristoteliske vidensbegreb til et moderne i forhold til redefinering af den videnskabelige erkendelse. Videnskabe-lig erkendelse er ikke længere kun en beskuen af det evige og uforanderVidenskabe-lige, men indgår i en allian-ce med den tekniske kunnen, således at videnskabelig erkendelse også foregår som en rationel og empirisk tilgang til verden og naturen. Den moderne tankegang og den naturvidenskabelige inspira-tion kommer til udtryk i Comenius’ beskrivelse af videnstilegnelsens kognitive form som han me-ner, skal opleves som klar og fast. En sådan læringsform er kendetegnet ved, at det lærte ikke ople-ves dunkelt og forvirrende, men tydeligt, velunderbygget og opdelt. Det centrale er her, at tingene i en særegen pædagogisk form skal fremstilles for sanserne for at kunne gribes af forstanden. Videns-formidlingen bygger på et formidlingsprincip, hvor det formidlede indhold har en særlig pædago-gisk form, der kan begribes af børn, og man kan sige, at Comenius her er optaget af at definere principperne for, hvad der er formiddelbar viden. Mollenhauer (1998) bemærker, at Comenius søger en vej mellem den begyndende naturvidenskabelige systematiske fremstilling af verden i adskilte enkeltdele og det kosmiske epos, som endnu ikke er forståeligt for børn. I det følgende uddybes Comenius’ forestillinger om, hvordan barnets tilegnelse af viden foregår.

78 Bruner (1975, 27) skelner i indlæringens formål mellem specifik transfer, som består i, at man kan anvende sine kompetencer på opgaver, som har en høj lighed med det, man oprindelig lærte at klare, og ikke-specifik transfer, som består i, at man lærer principper, som kan anvendes på opgaver, som opleves som særlige tilfælde af de begreber, man oprindeligt lærte. Det er kendskabet til grundlæggende og generelle begreber, som Comenius her fremfører.