CAI AHLEFELDT - Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek

til Mehlbek, Saxtorp, Eskilsmark, Ornum, Espenæs, Knoop, Bylk, Seekamp, Kolmar og Kampen, kongelig Raad, General- krigskommissær, Amtmand i Flensborg og Haderslev, Over

inspektør over Svavested Amt, Ærkedegn og Skatmester ved Domkapitlet i Slesvig, 1591—1670.

AI AHLEFELDT var Søn af Amtmand paa Steinburg Bendix Ahle-feldt til Lehmkulen og Øllegaard Rantzau. Han fødtes 27.

m Juni 1591 og studerede 1606 i Rostock, da Faderen afgik ved Døden. I Aarene 1614—18 var han Hofjunker hos Kong Christian IV., fulgte som saadan 1617 Hertug Frederik, Kongens Søn, paa dennes Rejse til Bremen og kom snart til at indtage en fremskudt Plads i den slesvigske og holstenske Adels Rækker.

1619 sendtes han til den nedersachsiske Kredsdag, som aabnedes 5. Juni i Lyneborg. 1621 udnævntes han, næppe tredive Aar gammel, til den ansete Stilling som Amtmand over Flensborg Amt og underskrev samme Aar som Kautionist Kongens Reversaler og Hertug Frederiks Kapitulation ved hans Valg til Koadjutor i Bremen og var ligeledes 1622 dennes Garant, da Hertugen kaaredes til Koadjutor i Stiftet Verden.

Han var sidstnævnte Aar blandt de Adelsmænd, der gav Møde ved Hertug Hans den Yngres Ligbegængelse i Sønderborg. 1623 underskrev han Kong Christians og Hertug Frederik III. af Gottorps Fornyelse, Stadfæstelse og Forbedring af den 1533 sluttede Union mellem Danmark og Hertugdømmerne.

Ved Arv og Kjøb erhvervede Ahlefeldt et Antal store og rige Godser og blev en af de største Ejendomsbesiddere i Kongeriget og Hertugdømmerne i det syttende Aarhundrede.

— 26 —

Efter Moderen arvede han Mehlbek og kjøbte efter sin Svogers, Oberst Burchard Rantzaus Død 1633 af sine Medarvinger de forhen Markvard Ahle feldt tilhørende Godser Saxtorp, Eskilsmark og Ornum. 1630 kjøbte han af Henrik v. der Wisch til Olpenæs Knoop med Rathmannstorf, fik af Adolf Frederik Rantzow tilskjødet Seekamp og erhvervede ved Aar 1625 Bylk af Claus Buchwald. Af Burchard Rantzau kjøbte han ogsaa det lille Gods Espenæs ved Slien, som han 1634 for 2400Rdlr. afhændede til Fru DrudePogwisch, Enke efter Bendix Pogwisch til Dørpt. 1636 erhvervede han af Hartvig Schack til Stubbe de gjennem lange Tider omstridte Godser Store og Lille Norby, det første be talte han med 9439 Rdlr. Efter sin Svigermoder Fru Dorothea Rantzau (Bal

thasar Ahlefeldts Datter) arvede han Kolmar og Halvdelen af det ved hendes Død 1647 delte Kampen ved Bredden af Størfloden. Ham tilfaldt det saakaldte Heiligenstedtener eller Lille Kampen, medens Broderen Henrik fik Krummen- dieker eller Store Kampen. 1662 kjøbte han ved Bendix Pogwisch’ Konkurs Godset Kronsburg (Bovenau Sogn) for 13,500 Rdlr , men afhændede det atter Aaret efter til Major Henrik Gynther Baudissin. Ved Hertugerne af Sønder borgs Konkurs erhvervede han 1667 Rumohrsgaard paa Als, som han allerede det næste Aar afstod til Hertug Ernst Gynther. Endelig ejede han store Marsk

strækninger i Ockholmer Koog.

Ved fordelagtigt Salg til Kronen af sine tre ved Kielerfjorden beliggende Godser Knoop, Bylk og Seekamp, forøgede han sine betydelige Rigdomme.

I Januar 1631 sammenkaldte Kong Christian IV. Rigets Raad for at drøfte Planen til Anlægget af en Fæstning til Dækning af Jylland. Rigsraaderne fandt det hensigtsmæssigt at befæste Landet saa nær ved Grænsen som muligt og tilraadede i dette Øjemed at erhverve de ahlefeldtske Godser, hvorfra der baade i Krigstider kunde indskibes Tropper fra Danmark, og selve Fæstningen forsynes med alle Fornødenheder fra Søsiden. Kjøbet afsluttedes 28. December sidstnævnte Aar i Kjøbenhavn. For en Sum af 164,020 Rdlr. afstod Ahlefeldt til Kongen Knoop med Rathmannsdorf, Landsbyerne Clausdorf og Uhlenhorst, Bylk med Landsbyerne Ny Bylk, Scharenhagen og Eckhof samt Seekamp med Landsbyerne Pries, Schilksee, Holtenau og Avisgaarden Holtenau. Samtlige Ejendomme stilledes til Kongens Raadighed fra Majdag 1632.

Den nye Fæstning, som anlagdes her, fik Navnet Christianspris; den indtoges allerede i den næste Krig af Svenskerne under Torstensson 1643.

Hos Kong Christian IV. stod Ahlefeldt i høj Anseelse og blev benyttet i talrige Tillidshverv og diplomatiske Sendelser. 1626 sendtes han tilligemed Dr. jur. Schönbach til Hertugerne Adolf Frederik og Hans Albrecht af Meklen-borg samt Hertug August af Sachsen-Lauenborg. 1627 udnævntes han sammen med Volf Buchwald til kongelig Raad og aflagde 13. Marts Eden til Kongen.

Kort efter sendtes han til Markgreve Georg Frederik af Baden-Durlach, den fra Trediveaarskrigen bekjendte protestantiske Hærfører, der i Maj traadte i Tjeneste

— 27 —

som Generalmajor og overtog Befalingen over de til Brandenborg afsendte Tropper.

1628, 4. Marts, fik Cai Ahlefeldt Bestalling som Krigskommissær i Gluckstadt. Det paahvilede ham i denne Stilling, som han kom til at beklæde gjennem tredive Aar og under fire Krige, at uddele Kvarterer til Hæren, mønstre Tropperne samt føre Tilsynet med Proviant og Ammunition og Udbetalingen af Officerernes og Soldaternes Lønning. I Generallieutenantens Fraværelse over

droges Befalingen til Kommissæren, der i Rang stod over Generalmajorer. Naar det maatte anses fornødent at afholde et Krigsraad, skulde Officererne møde, hvor Krigskommissæren satte dem Stævne. Al Brevvexling med Fjenden eller andre fremmede Hære og Stæder i Felten og Resultaterne af OfficerernesSpejder

tjeneste skulde meddeles ham. Hvis Kommissæren ikke selv havde sit eget Regiment, var han bemyndiget til, af hvilket Regiment han ønskede, at danne en Afdeling til at afhente Ammunition og i det hele taget at konvoyere Armé

transporten. UnderKejserkrigen havde han intet at skaffe med Indkvarteringen, medens der under Felttoget i Nordtyskland paahvilede ham alle Udbetalinger til Hæren, Fordelingen af Kvartererne, Tilsynet ved Provianteringen og Ammuni tionen samt Troppernes Mønstring og Forplejning.

Ved Siden af denne ansvarsfulde og brydsomme militære Stilling var Ahlefeldts Tid ogsaa taget i Beslag af mange civile Anliggender.

1631 sendtes han sammen med DionysiusPudewels og Dr. Johan Schon

bach til de nedersachsiske Kredsfyrsters, Stænders og Stæders Forsamling, der aabnedes 26. Juni, for at drøfte „det nu agoniserende, evangeliske Væsen i Tyskland“ og dets Gjenoprejsning. Samme Aar beskikkedes han til Medlem af den kongelige Kommission, der skulde taxere den ved Oversvømmelsen i Svave- sted Amt forvoldte Skade, og han deltog længe i Forvaltningen af de konge

lige Finanssager ved Kieler Omslagene. Da Kongen med Rigsraadets Sam tykke havde besluttet til Omslaget 1634 at optage et Laan paa 10,000 Rdlr.

for at tilfredsstille Hærens Krav, ytrede han i Skrivelse til Rentemesteren, at Pengene ikke kunde bringes til Veje hos nogen uden hos Ditlev Rantzau og Cai Ahlefeldt, „som nu ikke staa saa vel sammen som tilforn“, og omtrent samtidig udgik der Brev til begge fra Kongen om at hjælpe ham til at skaffe de 142,000 Rdlr. som Rigsraadet havde udstedt Obligation for.

1631 havde han af Kongen faaet Brev paa det første ledige Kanonikat ved Domkirken i Slesvig, og han beklædte senereVærdigheden som dens Ærke-degn og Thesaurarius, to Embeder, der i den katholske Tid havde været tildelt to Medlemmer af hans Slægt, henholdsvis Joakim og Godske Ahlefeldt.

1634 udnævnte Kongen ham sammen med Henrik Rantzau, Doktorerne Schonbach og Dorn til Medlemmer af en Kommission, som skulde foretage en Revision af den slesvig-holstenske Landretsordning, og 4. Oktober samme Aar blev han tilligemed elleve andre Herremænd slaaet til Ridder paa RosenborgSlot.

— 28 —

1635 var han blandt de indbudne ved Prins Frederiks Daab paa Gottorp (4.

September). Aaret efter fik han Ordre til at fremkomme med et Udkast til en Forordning om Klædedragten. 1637 undertegnede han det nærmere Forbund mellem Riget og Fyrstendømmerne med Stadfæstelsen af Unionen fra 1533 og sammes Udvidelse i 1623.

1638 fik Ahlefeldt Befaling til at revidere Landmatriklen og udnævntes til Generalkrigskommissær. Han sendtes sammen med Generalmajor Markvard Rantzau til General Gallas’ Hovedkvarter i Lauenborg, hvor de kejserlige ifølge Ditlev Reventlows Beretning fra Stade (af 4. Juni) „huserede frygteligt over al Beskrivelse, rev alleKlokkerne ned fra Kirketaarnene, skjød Bønderne ned, pinte dem paa det grusomste, skar deres Lægge op og strøede Salt i dem og stegte Børn og gamle Folk i Bagerovnen“.

1641,5.Juni, fikAhlefeldt Bestallingsom OverinspektøroverSvavested Amt.

Under Svenskekrigen 1643—45 fungerede Ahlefeldt som Generalkrigs kommissær og varetog i disse vanskelige Aar samtlige til sit Embede hørende Forretninger, især Forplejningen og Lønningen af alle Tropper i og udenfor Fæstningerne i Hertugdømmerne. Han hvervede selv et Frikompagni paa 200 Mand og forstrakte i dette Øjemed 1000 Rdlr. af sine egne Midler. I April 1644 mønstrede han de hvervede Tropper i Ditmarsken og Wilstermarsk, optog Inventarer over Fæstningerne og indsatte 8. Juli den tapre Major Steinberger, for hvis Valg han havde virket, til Kommandant i Krempe.

Efter at de kejserlige Tropper under Gallas ved Neumünster havde for enet sig med det danske Korps, havde Ahlefeldt det brydsomme Hverv at tage Bestemmelse om de fremmede, af Landets Indbyggere saa frygtede Krigsfolks Indkvartering, hvorom der førtes Forhandlinger i en i Glückstadt 30. August under Forsæde af Ærkebisp Frederik afholdt Raadslagning.

I Holsten var det danskeKorps efter de kejserliges Udmarsch af Landet i Oktober bragt op til ialt 5300 Mand under Prins Frederiks Ledelse. Den lille Troppestyrke var. ikke stærk nok til at hindre Svenskerne i at gaa over Eideren, og det besluttedes derfor, at AndersBille skulde støde til Korpset med saamange Fodfolk og Ryttere han kunde undvære af sine i Fæstningerne og langs Kysterne af Fyen liggende Tropper. Den sidste Dag i Oktober afholdtes et Krigsraad i Glückstadt om Planen for Felttoget. Cai Ahlefeldt raadede fra at gaa mod Fjenden og blotte Marskegnene uden Kongens Ordre, Pentz derimod mente, at den danske Troppestyrke var tilstrækkelig til at kunne yde Svenskerne Modstand. Det bestemtes Dagen efter i et nytMøde i Ærkebispens Nærværelse, at rykke frem til Schenefeld ved Rendsborg for der at modtage Troppekontin

gentet fra Anders Bille; i Glückstadt efterlodes 500 Mand, i Itzehoe og Krempe hvert Sted hundrede Mand, i Brunsbüttel 200 Mand og Besætninger paa 50 Mand paa Breitenburg og i Steinburger Skanse. Den 17. December fandt Konjunktionen mellem Ærkebispen og Anders Bille Sted ved Kolding. Paa Aarets næstsidste Dag indtog de Danske Byen og Slottet Ribe, hvorefter

Ærke-— 29 —

bispen atter gik tilbage til Kolding, hvor han 7. Januar sammenkaldte et Krigs- raad, bestaaende af Rigsmarsken, Bauer, Cai og Claus Ahlefeldt samt de jydske Kommissærer. Anders Bille vilde til en Begyndelse opsøge og angribe Fjenden i Jylland; hvor mandstærke Svenskerne vare, vilde man erfare, naar man stod ligeoverfor dem; Prins Frederik skulde nok høste Ære af dette Tog. Cai Ahle feldt mindede om Marschruten og Proviantforholdene, om Fjenden skulde an gribes i Marken eller man skulde afskære ham al Proviantering, og hvad der var at gjøre, hvis Konigsmark faldt dem i Ryggen. Frostvejret var ugunstigt for Rytteriets samlede Fremmarsch. Fjenden havde plyndret og hærget hele Egnen i en Omkreds af 6 Mil omkring sin befæstede Lejr. Man vilde ikke kunne afskære Svenskerne, der tilmed vare forsynede for en rum Tid, fra at proviantere sig. Konigsmark var under Vejs, hvis han vilde rykke frem mod de svagt besatte Fæstninger i Bremen og Holsten var alt tabt paa én Gang.

Af alle disse Grunde maatte han fraraade at gaa angrebsvis til Værks. Rigs

marsken svarede dertil kort og bittert, at man ikke kunde gaa mod Fjenden uden at vove noget. Claus Ahlefeldt var ogsaa stemt for at angribeSvenskerne, han frygtede ikke Fjendernes Tal, naar man havde Ryggen fri og kunde pro viantere sig. Kommissæren maatte paatage sig Ansvaret, hvis Hæren blev ødelagt paa Grund af manglende Proviant. Cai Ahlefeldt bemærkede hertil, at han ellers ikke var den, der gik tilbage, han fraraadede en videre Fremrykning, men blev man enig derom, vilde han ofre Liv og Blod. Oberst Buchwalds Klage over, at hans Soldater ikke havde faaet Brød i sex Dage, gjorde, som det synes, et stærkt Indtryk paa de tilstedeværende. Den følgende Dag afæskede man samtlige højere Officerer en Betænkning, og alle som én stemte for Til bagetoget.

De to Korps skiltes, Anders Bille gik atter over til Fyen, og Prins Frederik vendte med sit Korps tilbage til Holsten, hvor han 16. Januar ankom til Gliickstadt for at kunne vaage over Bevarelsen af den kostbare Marsk, hvis fede Græsgange spiller saa stor en Rolle under Svenskekrigene.

I Januar 1646 lod Kongen nedsætte en Krigsret, som skulde undersøge tiere af de højeste Officerers Forhold under Krigen. Sammen med Bauer, Pentz, Henrik Buchwald og Christian Rantzau fik ogsaa Cai Ahlefeldt Stævning, men frikjendtes.

Sin Stilling som Amtmand i Flensborg beklædte Ahlefeldt indtil Majdag 1649, da han afløstes af Grev Pentz, men fik samtidig overdraget Amtmands

skabet i Haderslev, som Ditlev Reventlow før ham havde havt. Ditlev Ahle feldt véd at berette, at hans Frænde Cai „af medfødt Godmodighed og Fred sommelighed“ i et og alt saa gjennem Fingrene med sine Embedsmænd i Flens

borg Amt, og disse fik efterhaanden et uindskrænket Herredømme over Under- saatterne, saa at Amtmanden i Stedet for at byde var henvist til deres Naade.

Som Amtmand i Haderslev har Ahlefeldt Del i den 1650 udstedte In- strux vedrørende Skolevæsenet i Amtet, som baade vidner om hans klare

— 30 —

Blik for Skolens Tarv og hans Sans for at hævde det danske Sprogs Bestaaen.

Det indskærpedes Præsterne at affatte Lister over alle Sognefolk, der havde Børn; de, der ikke vilde sende deres Børn i Skole, skulde angives for Øvrig

heden. Forældre, hvis Hus ikke laa mere end en kvart Mil af Vejen og hvor der ikke fandtes farlige Passager med Aaløb, skulde sende deres Børn til Sognets Skole. Hvor Skolemesteren ikke havde et bestemt Salær, vare Sogne

folkene pligtige til at give ham noget vist aarlig; vægrede de sig derved, skulde de udpantes. Opførelsen af gode Skolebygninger, som det paahvilede Præsterne at tilsé, planlagdes. Kirken var pligtig til at betale de fattige Børns Skolegang, hvert Sogn maatte have sin Skole, og i danske Sogne skulde der ikke bruges tyske Bøger.

Efter Kong Frederik III.s Thronbestigelse blev Ahlefeldt Medlem af det nyoprettede Regeringskancelli i Gltickstadt. I Aaret 1650 afgav han sammen med Casper Buchwald og Henrik Blome paa Opfordring af Kongen sin Be tænkning om, hvorvidt Hamborg burde fritages for de af Danmark krævede Hyldingspligter mod én Gang for alle at yde et Vederlag herfor. Ahlefeldt raadede til at modtage Byens Tilbud og opgive alle Krav paa Hamborg. Buch

wald delte hans Anskuelse, men Blome raadede fra at opgive Fordringerne.

1652 var Ahlefeldt til Stede ved det 30. Juni paa Slottet i Gltickstadt afholdte Møde af Landraader og lærde Raader, der samledes under Statholderens For

sæde for i Følge Kongens Befaling at drøfte Hertugdømmernes Stilling, hvis der skulde udbryde Krig mellem Sømagterne England og Nederlandene. Ahle feldt hævdede i Betragtning af den truende Krigsfare Nødvendigheden af at henlægge Kredsfolkene til Kysterne og holde alt rede til at tænde Bavner og ringe med Klokkerne for det Tilfælde, at engelske eller nederlandske Skibe skulde gjøre Landgang i fjendtlig Hensigt eller øve Vold mod Indbyggerne, naar de gik i Land for at proviantere. Man burde saa vidt muligt bevare Freden og ikke gaa angrebsvis til Værks. Han raadede til at slutte sig til Brunsvig-Lyneborg og sikre Hertugdømmernes Nevtralitet. Disse hans Tanker vandt overvejende Bifald hos de øvrige Raader, og i lignende Aand udtalte han sig ogsaa ved det 19. Januar Aaret efter under Kansler ReinkingsForsæde i samme Anledning afholdte Møde i Kiel.

1653 overværede Ahlefeldt Hertug Johan Christian af Sønderborgs Jordefærd.

Efter at Hvervningerne havde taget deres Begyndelse ved Nytaarstid 1657 som de første Forberedelser til det paatænkte Fredsbrud med Sverig, paa lagde Kongen sine Raader i Hertugdømmerne at samles i Gltickstadt 11. Fe

bruar for i al Hemmelighed at udarbejde Forslag til Landets Forsvar. I sin Betænkning hævdede CaiAhlefeldtNødvendigheden af at sætte Hertugdømmerne i Forsvarstilstand og foreslog at gjøre Melding herom til Krigsøversterne for den nedersachsiske Kreds for, om det behøvedes, at søge deres Hjælp, hvilket Sven skerne efter Forlydende allerede havde gjort. Der skulde dannes et Korps paa

— 31 —

6000 Mand, 3000 Ryttere, 1000 Dragoner og 2000 Fodfolk. De frugtbare Marskegne, hvor Fjenderne fortrinsvis vilde søge hen, burde dækkes baade til Lands og til Vands, Bønderne bevæbnes, Skanser og Reduter opkastes. I Hoved

trækkene sluttede de øvrige Raader sig til Ahlefeldts Udtalelser.

I Anledning af Kongens Befaling til ham om ogsaa at overtage Em bedet som Generalkrigskommissær i den kommende Krig, skrev Ahlefeldt til Kongen fra Gltlckstadt (16. Februar), at han var hjærtelig glad ved, at Maje stæten var saa tilfreds med de Tjenester, han havde ydet i denne Stilling under Kong Christian IV., at han paany vilde betro ham et saa ærefuldt Hverv.

Skjønt de med samme forbundne Bryderier vare ham noksom bekjendt og maatte falde en Mand i hans Alder højst besværlig, vilde han lystre Ordre og paatage sigAnsvaret, indtil Kongen forhaabentlig snart kom til Hertugdømmerne.

Ahlefeldts Bestalling som Generalkrigskommissær blev udstedt 23.

Marts. Det hedder i Instruxen, at han skal haandhæve de med høje og lave Officerer saavelsom med den menige Soldateska til Hest og til Fods oprettede Kapitulationer og Forplejningskontrakter samt tilsé, at der ikke paalægges Under- saatterne yderligere Tynge, og at der holdes god Orden og stræng Tugt i Hæren.

Saa ofte det kræves skal han mønstre saavel de altbestaaende Regimenter som ogsaa de Tropper, der yderligere hverves, og ikke tilstede noget Underslæb.

Han skal passe paa, at Soldaternes Udrustning er i Orden og at Hestene ere i god Stand. Fremdeles paahviler det ham i Forening med Hærens Øverst

befalende at uddele Kvartererne i Fyrstendømmerne, og til ham skal Hærens Officerer henvende sig for at faa den nødvendige Bedækning ved Transporter af Ammunition til Feltlejren eller ved planlagte Belejringer af Fæstninger.

Under Kongens og Rigsmarskens Fraværelse bemyndiges han, naar Forholdene kræve det, at sammenkalde et Krigsraad. Der overdroges ham Tilsynet med Provianten og Ammunitionen i alle Fæstninger, Skanser og Feltlejre i Hertug

dømmerne. Generalkrigskommissærens aarlige Løn fastsattes til 2500 Rdlr.

aarlig saalænge han opholdt sig i Slesvig eller Holsten, udenfor disse Landsdele til 3000 Rdlr.

De tre Generalkrigskommissærer i Hertugdømmerne, Cai, Ditlev og Frederik Ahlefeldt, delte deres Funktioner saaledes, at den første tog Ophold i Gltlckstadt, hvorfra han forvaltede Proviants- og Kontributionsvæsenet i Fyrsten dømmerne, den anden blev hos Rigsmarsken og ved Hæren, medens Frederik Ahlefeldt for det meste opholdt sig hos Kongen, da han var ukjendt med Krigs

væsenet. Dog samledes de tre Kommissærer oftere under de to Krige til fælles Drøftelser i Gltlckstadt.

Den uforsvarlige og ulykkebringende Krigserklæring udstedtes 1. Juni.

Skjønt Krigen havde været overvejet og planlagt i Maaneder, fattedes der endnu alle Forberedelser til Felttoget. Der var ingen Penge i Skatkammeret, Hertugdømmerne maatte bære Byrderne ved Krigen med rede Penge, Konge riget ydede sit Kontingent i gammel Flæsk, Ost og skimlet Korn, og da begge

— 32

-Dele ikke strakte til, maatte man i dyre Domme kjøbe Proviant hos de konge lige Faktorer i Hamborg Berns og Marselis, der ved denne Lejlighed erhvervede sig fyrstelige Rigdomme.

Efter at Krigserklæringen var udstedt, opslog Rigsmarsken sit Hoved kvarter i Bargteheide mellem Hamborg og Oldesloe, hvor de højeste Officerer efter Kongens Befaling afholdt et Krigsraad 8. Juni, i hvilket ogsaa Cai og Ditlev Ahlefeldt deltog; det vedtoges enstemmigt at angribe Stiftet Bremen og afskære Forbindelsen mellem Pommern og Meklenborg.

Midt i Juni rykkede Rigsmarsken Anders Bille ind i Stiftet Bremen, hvor han foruden flere Skanser erobrede Hovedfæstningen Bremervorde. Cai Ahlefeldt maa have fulgt Rigsmarsken derhen, idet han deltog i det to Dage før Kapitulationen afholdte Krigsraad, i hvilket man paa Anders Billes Forslag vedtog at drage Hovedstyrken til Holsten af Hensyn til Efterretningerne om Karl Gustafs Opbrud fra Vestpreussen og Ilmarsch gjennem Pommern til Hol sten. Den 16. Juli holdtes i Gluckstadt en ny Raadslagning, i hvilken Anders

In document Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek (Sider 26-37)