Brugerdifferentiering

Som nævnt tidligere er det i overvejende grad sindslidende, udviklingshæmmede eller andre personer med sværere psykisk nedsat funktionsevne, som eksempelvis hjerne-skader, der får tilbudt planer. Personer med nedsat fysisk funktionsevne får kun i me-get sjældne tilfælde tilbudt eller udarbejdet en plan. Spørgsmålet er, om planerne har en anden karakter i forhold til brugernes differentierede funktionsniveauer. Eksempel-vis er der varierende kommunikative kompetencer for sindslidende og udviklings-hæmmede, hvor førstnævnte generelt har et verbalt sprog, hvilket giver større mulig-hed for, at deres ”stemme” kommer til udtryk.

Det er flere gange blevet påpeget af socialarbejderne, at der er væsensforskel i arbej-det med udviklingshæmmede og sindslidende. Denne forskel kommer dog ikke enty-digt til udtryk i planerne. Formen og arbejdet med planerne adskiller sig ikke væsent-ligt i forhold til de to brugertyper, men indholdet gør naturligvis. Der er også tendenser til, at planernes udgangspunkt er forskelligt.

Der er en tendens til, at planerne til de sindslidende i højere grad tager udgangspunkt i brugerens livsverden end i de professionelles. I en sammenligning mellem planerne til de udviklingshæmmede og de sindslidende er der 20% flere af planerne, der i de sindslidendes tilfælde tager udgangspunkt i brugerens livsverden. Dette betyder dog ikke nødvendigvis, at udgangspunktet i planen er entydigt brugerens. Den ene halvdel af planerne til de sindslidende tager udgangspunkt i brugerens livsverden, og den an-den halvdel tager udgangspunkt i de professionelles. Der er i de fleste tilfælde oftest en mellemvej mellem drømme og hvad der er realistisk, hvilket nedenstående udsagn fra en kontaktperson kan illustrere:

”Udgangspunktet er selvfølgelig brugerens drømme i livet, men vores opgave at finde en mellemvej. Vi skal først klare de små mål, før de store kan sættes i værk. Vi arbejder med deres drømme, og får deres ideer bragt ned på jorden. Mange sindslidende har oftest en lav sygdomserkendelse og har urealistiske forventninger til deres liv. Det er vigtigt at finde et realistisk niveau i forhold til brugerens situation. For en stor del af dem er det vigtigt, at de kommer til en erkendelse af, at de er syge og afhængige af medicin resten af deres liv. Det har selvfølgelig indflydelse på, hvad der er realistisk i deres liv”, kontaktperson på botilbud for sindslidende.

For de udviklingshæmmedes vedkommende er denne fordeling mere skæv: 33% af planerne tager udgangspunkt i brugerens livsverden, mens 64% vurderes til at tage udgangspunkt i de professionelles livsverden. Dette kan til dels forklares ved at se på brugernes kommunikative kompetencer som de fremgår af planerne.

Tabel 7.1: Har brugeren et sprog i forhold til type af nedsat funktionsevne?

Ja Nej Ved ikke Antal

Total 73% 17% 10% 326

Fysisk funktionsnedsættelse uden nedsat intellektuel funktion 100% 0% 0% 2 Fysisk funktionsnedsættelse med nedsat intellektuel funktion 62% 21% 18% 39

Udviklingshæmning 71% 15% 14% 160

Sindslidende 99% 1% 0% 68

Andet 55% 43% 2% 49

Tabel 7.1 viser, at stort set alle sindslidende er i besiddelse af et verbalt sprog, hvor-imod det kun er tilfældet for 71% af de udviklingshæmmede og 62% af fysisk handi-cappede med nedsat intellektuel funktionsevne. Med andre ord er de sindslidendes øgede kommunikative kompetencer et afsæt for større grad af brugerinddragelse ved at tage udgangspunkt i deres livsverden.

Ligeledes er der en tendens til, om end svag, at planerne til de sindslidende i højere grad tager udgangspunkt i brugerens mål, end tilfældet er for de udviklingshæmmede.

Et forhold der ydermere bekræfter, at planerne til de sindslidende i højere grad er brugerens plan, er, at de sindslidende oftere har en kopi af planen end tilfældet er for de udviklingshæmmede. Med andre ord antyder dette, at planerne i højere grad opfat-tes som en samarbejdsaftale, der er gensidig mellem bruger og de professionelle.

Dette bekræftes også af, at de sindslidende generelt vurderes til at have et større an-svar – end de udviklingshæmmede – for, at målene i planen gennemføres. De er der-ved mere med i det daglige arbejde med §111-planen, hvor inddragelse og samarbej-de for alvor kommer til udtryk.

Overordnet set kan det konkluderes, at §111-planerne i højere grad tager udgangs-punkt i brugerens situation og mål, når det gælder de sindslidende set i forhold til de udviklingshæmmede. Det er imidlertid vigtigt at fremhæve, at der i sammenligningen mellem de to brugergrupper er substantielle forskelle i funktionsnedsættelse og der-ved muligheder for dialog, inddragelse og samarbejde. Hvis disse forhold i stigende

grad skal komme til udtryk for de ressourcesvage grupper, er det nødvendigt med me-todeudvikling på området, hvilket personalet også efterlyser.

Generelt set tager planerne fortrinsvis udgangspunkt i de professionelles livsverden og mål. Det er samtidig de professionelle, som har ansvaret for at gennemføre indsat-sen, både når det gælder de sindslidende og de udviklingshæmmede. Med andre ord viser det sig, at hovedparten af §111-planerne er de professionelles plan frem for at være et udtryk for et samarbejde mellem bruger og de professionelle. Dette er ikke alene forstemmende fra et implementeringsmæssigt synspunkt. Det vurderes ikke at være i overensstemmelse med lovens hensigter.

7.3. Sammenfatning

På baggrund af planlæsningerne er det muligt at foretage følgende overordnede konklusioner:

• Der er stor forskel på planernes form. Ud over at planerne kan adskille sig i form fra kommune til kommune, hersker der også forskelle på planernes form i forhold til de forskellige bo- og aktivitetstilbud inden for samme amt. Dette kan hænge sammen med graden af central involvering fra den amtslige forvaltning i forhold til bo- og aktivitetstilbuddenes indsats.

• Uklarhed om, hvad er en plan? Som nævnt tidligere, hersker der tilsyneladende uklarhed i systemet om, hvad en plan er, og hvordan den skal se ud. I den ene ende af spektret fortolkes §111-planen som en pædagogisk plan udelukkende med pædagogisk opstillede mål og i den anden ende af spektret som en ”drøm-me-plan”, som angiver brugerens individuelle drømme og ønsker, uanset realiser-barhed. Andre planer igen er ”rene” ydelsesskemaer i stil med §110-skemaerne, men disse bliver vel at mærke også benævnt som §111-planer. Dette kommer og-så til udtryk ved planlæsningerne, hvor der er stor forskel på, hvad der præsente-res som en §111-plan.

• Der er store indholdsmæssige forskelle på planerne. Der er på den ene side tale om, at målene og indholdet adskiller sig, afhængig af de forskellige brugergrupper.

For meget ressourcesvage brugere kan det eksempelvis være de helt ”nære” mål, som er formuleret. Det kunne være konkrete daglige aktiviteter, materielle anskaf-felser, valg af tøj, morgenmad el. lign. For stærkere brugere kan ønsker om ny bo-lig, revalidering el.lign. være formuleret i planen. På den anden side er der også

tale om, at måden at beskrive og klargøre mål og indsats er vidt forskellig inden for det enkelte tilbud. Dette vidner om, at der endnu ikke er udviklet en tradition for arbejdet med §111-planer, men samtidig peger det på, at ledelsen ikke har formå-et at skabe en fælles forståelse af, hvad en §111-plan skal indeholde.

• Brugerens mål? Der kan også være tale om, at brugerens egne ønsker er meget svære at genfinde i målene. Det er sådan, at planerne i langt hovedparten af til-fældene er de professionelles plan. Der er imidlertid en tendens til, at planerne til de sindslidende i højere grad end planerne til de udviklingshæmmede tager ud-gangspunkt i brugerens egen livsverden og mål.

• Varierende informationsniveau. Det er ikke alene målene, der er vidt forskellige.

Graden af information, der er tydeliggjort i planerne, er også meget varierende. I forhold til nedskrivning af mål, metoder, koordinering, opfølgning, ansvarsfordeling er der stor forskel. Nogle steder er planerne meget detaljerede og giver et fint ind-blik i det overordnede formål og delmålene med indsatsen, metoderne, der skal anvendes, samt specificering af opfølgningen på indsatsen. Andre steder er pla-nerne kodificerede. Det vil sige, at indholdet er uforståeligt uden opfølgende læs-ning af andre dokumenter, der giver indblik i brugerens situation eller uden at spørge kontaktpædagogen/kontaktpersonen.

• Det mulige står i planen. Enkelte af bo- og aktivitetstilbuddene giver udtryk for, at der kun kommer det med i planen, som reelt kan opfyldes. Forstået på den måde, at hvis botilbuddet ikke føler, at de er i stand til at yde en bestemt service, vil de undlade at skrive det i §111-planen på grund af klagemulighederne. Det kan være én forklaring på, hvorfor nogle af planerne fremstår ’skrabede’ i mål og indhold, men der er naturligvis også andre forklaringer som manglende tradition for skrift-lighed eller at tingene aftales i dagligdagen og ikke i planen.

Evalueringen peger således på, at §111-planerne i praksis kun i begrænset omfang fungerer som henholdsvis koordineringsredskab, samarbejdsaftale og kvalitetsdoku-ment.