Blufærdighed og m oralsk forargelse
resultater jeg ikke kan være enig med ham i. Som jeg har frem
hævet i en kronik her i bladet (7. april 1966) er der den forskel, at medens blufærdigheden kun kan krænkes af det man er vidne til, kan den moralske forargelse vækkes også blot af det man ved går i svang.
Krænkelse af blufærdigheden forudsætter en konkret, anskue
lig oplevelse, f.eks. synet af en ekshibitionist, der blotter sig, synet af erotiske billeder eller erotiske akter, der pånødes den, der færdes på offentlig vej og gade, oplevelsen af erotiske tilbud eller anden form for verbal erotik, der fremkommer over for tilfældige fremmede og under forhold, hvor de ikke hører hjem
me
I alle tilfælde kræves en anskuelig oplevelse. Blufærdigheden kan ikke, sådan som moralfølelsen, påvirkes af den blotte be
vidsthed om, hvad der bedrives.
Denne sondring er efter min mening af afgørende betydning.
For medens jeg finder det rimeligt at folk beskyttes mod at der pånødes dem chokerende krænkelser af deres blufærdighed, har jeg intet tilovers for deres moralske forargelse – vel at mærke, for så vidt den kræver strafferetligt værn. Derfor fortsatte jeg det sted som højesteretsdommeren citerer med en tilføjelse der klart viser min uenighed med ham. Efter at have sagt at også pastor Bartholdy skal have lov til at gå tur på gaderne uden at udsættes for stødende oplevelser (krænkelser af blufærdigheden) fortsæt
ter jeg: »Dette er modstykket til, at han til gengæld – strafferet
ligt – må affinde sig med al den synd, mennesker ønsker at be
drive, når det blot ikke sker for næsen af ham«.
Det kan være nok så svært at begrunde denne forskel i vur
deringen af henholdsvis blufærdigheden og den moralske forar
gelse, men den fornemmes af mig som meget væsentlig. Den moralske forargelse er af samme skuffe som den religiøse forar
gelse, og det var den der i sin tid førte til kætterbålene. I Guds navn, men ledet af farisæisk selvgodhed og tro på egen ufejlbar
lighed, drevet af magtlysten dømme- og herskesyge, for man
II. Frihed , ret og m oral
frem med bål og brand mod anderledes troende og tænkende.
Det kostede i menneskehedens historie dyre ofre og hårde kam
pe at nå frem til den indsigt der er tolerancens idé: at vildfarelse – religiøs som moralsk – kræver belæring, opdragelse, hjælp, og ikke straf. I kampen for sandhed, ret og moral er vold ikke på sin plads.
Derfor: I der forarges, gør hvad I kan for med kærlighed og belæring at retlede og forbedre dem I anser for vildfarne syn
dere, men prøv ikke på med vold og magt (statens straffeap- parat) at gennemtvinge »Guds vilje« her på jorden. For gør I det, er det kun Jeres egne lave instinkter I følger.
På denne baggrund må jeg præcisere min stilling til de konkrete spørgsmål om straf for pornografi som står til debat.
1. Straffelovrådet er i den afgivne betænkning gået ind for ophæ
velse af straffelovens paragraf 234 for så vidt den angår offentlig
gørelse m.v. af utugtige skrifter. Heri kan jeg være enig. Og det netop fordi skrifter ikke på samme måde som billeder er egnede til at krænke blufærdigheden. Man kan ikke undgå i et nu at opfatte et billede – evt. i et vindue eller på et filmslærred. Men et skrifts indhold kan kun tilegnes gennem læsning, dvs. en aktiv fortsat medvirken fra ens egen side, og man har derfor for det meste god mulighed for at lægge bøger og blade hvis indhold forekommer en af tvivlsom karakter fra sig i tide. På dette punkt afviger jeg altså fra højesteretsdommer Tamm der mener at Straffelovrådet er gået for vidt, og som går ind for straf til værn for andres moralske følelser, altså hvad jeg har kaldt den moral
ske forargelse (som han ikke holder tilstrækkeligt ude fra blufær- dighedsfølelsen).
2. Som nævnt i begyndelsen mener jeg til gengæld, at politived
tægtens regler bør håndhæves strengere (eller skærpes) hvad
Blufærdighed og m oralsk forargelse
angår offentlig udstilling af billeder, der er egnede til at krænke almindelig blufærdighed eller velanstændighed.
3. Straffelovrådet vil bevare de nugældende straffebestemmelser for så vidt angår billeder, og Tamm må vel antages at være enig med rådet heri. Men det er jeg ikke. Efter de ovenfor anførte synspunkter må det afgørende efter min mening være at billeder ikke udstilles eller fremføres på en sådan måde at de kan krænke den offentlige blufærdighed eller velanstændighed. Dette hensyn varetages naturligt gennem politivedtægten og denne bør som sagt håndhæves strengere eller skærpes i overensstemmelse her
med. Men reglerne i straffeloven – som rådet ønsker bevaret – går langt videre. Efter straffelovens paragraf 234 forbydes det nemlig, at offentliggøre eller udbrede eller i sådan hensigt at fo r færdige eller indføre utugtige billeder. Det er ikke svært at se at herunder falder også handlinger der ikke kan krænke nogens blufærdighed – men måske nok nogens moralfølelse. Det vil f.eks. være strafbart at annoncere med »Sexpakker« hvis disses indhold er utugtigt. Men det synes indlysende at den der bestil
ler en sådan pakke ikke kan påberåbe sig sin blufærdighed. Det samme gælder om forevisning af film i lukkede selskaber, der i praksis er blevet henført under »at offentliggøre« såfremt kred
sen ikke i snævreste forstand er privat.
Dersom man ikke, som hævdet af mig, klart og konsekvent gennemfører synspunktet om, at det strafbare ligger i blufærdig- hedskrænkelsen, og derfor nøjes med en ordensmæssig beskyt
telse i politvedtægten, føres man paradoksalt nok til den nu
værende tilstand der ikke tilstrækkeligt værner den offentlige velanstændighed. Man går nemlig ud fra at det er samme stan
dard om hvad der er »utugtigt« der ligger til grund dels for straf
felovens forbud mod offentliggørelse m.v., dels for politivedtæg
tens ordensbestemmelser. Da man nu, naturligt nok under hen
syn også til den kunstneriske ytringsfrihed, må stille stærke krav før et billede erklæres for utugtigt og ulovligt i henhold til straf
II. Frihed , ret og m oral
feloven, føres man til at stille samme stærke krav før politived
tægten kan bringes i anvendelse. Men dette er urimeligt. For det er noget helt andet at kræve en vis offentlig velanstændighed respekteret på gader og stræder end at forbyde enhver publika
tion og forhandling, også den der ikke krænker velanstændighe- den.
4. Et tilfælde der har foreligget for nylig kan måske give anled
ning til en vis modifikation i min opfattelse. Jeg tænker på den beslaglæggelse der har fundet sted af et nummer af tidsskriftet Politisk Revy på grund af nogle samlejefotografier. Jeg mener, at der her foreligger en krænkelse af den offentlige blufærdighed fordi den der køber dette blad ikke på samme måde som den der køber »Kærlighedens Billedbog« eller »Esquire« må være for
beredt på at møde et muligvis dristigt erotisk billedstof. Lignen
de betragtning kan muligvis anlægges også på blufærdigheds- krænkende tekster anbragt i en sammenhæng hvor de ikke na
turligt kan forventes. Det kan derfor tænkes at man ved siden af politivedtægten bør have også en bestemmelse i straffeloven om straf for den der ved utugtige skildringer krænker offentlig blufærdighed eller velanstændighed.