Ret som teknik kunst og videnskab

(1)

ALF ROSS 1899-1999

Ret som teknik kunst og videnskab

– og andre essays

U dvalgt af

Isi Foighel, Hans Gammeltoft-Hansen, Henrik Zahle

Ju rist- og Ø k o n o m fo rb u n d ets Forlag 1999

(2)

Ret som teknik, kunst og videnskab 1. udgave, 1. oplag 1999

® 1999 by Jurist- og Ø konom forbundets Forlag

Alle rettigheder forbeholdes.

M ekanisk, fotografisk eller anden gengivelse eller mangfoldiggørelse af denne bog eller dele heraf er uden forlagets skriftlige sam tykke ikke tilladt

ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

Omslaget er tilrettelagt af M orten H øjm ark T ry k : Narayana Press, G ylling Indbinding: D .L . Clém ents E ftf., Kastrup

Printed in D enm ark 1999 ISB N 87-574-0172-1

Jurist- og Ø konom forbundets Forlag Gothersgade 133

Postboks 2126 1015 København K

T elefon: 33 95 97 00 Telefax: 33 95 99 97 e-mail: fl@ djoef.dk

(3)

(4)

Indhold

Indledning

I Demokrati og politik

Hvad er demokrati? 3

Vor tids politiske romantik: Det direkte demokrati 20 Demokrati og universitetsstyre 26

Kongens rolle efter valg 38

Folketingets formand bør altid være forhandlingsleder 44 Venstre-Fascismens Herold: Marcuse 51

Med begge ben fast plantet – i den blå himmel 66

II Frihed, ret og moral

Frihed – også for frihedens fjender? 7 7 Hilsen til Fanny Hill 84

Blufærdighed og moralsk forargelse 90 Skal Danmark forbyde krigspropaganda? 95 Skyld, ansvar og straf 103

III International politik og ret

De forenede Nationer 121

(5)

Bag N ürnbergdommens kulisser 128 Betragtninger ved Best-dommen 135

Korea, Vietnam og Anti-amerikanismen 140 Islands foragt for retten 146

IV Jura og retsvidenskab

Ret som teknik, kunst og videnskab 155 Naturret contra retspositivisme 228 T û-T û 261

Bevisbyrdelæren i Støbeskeen? 280

Videnskab og politik i juridisk doktrin 295

V Erkendelse, indstilling og valg

Erkendelse, Vurdering og Valg 305 Jurist som livsfilosof 328

Hvorfor jeg stemmer på Socialdemokratiet 339 Patientens ret 348

Mit livstestamente 351 Sygdomsbegrebet 356 Credo 383

Efterord

Forskeren og mennesket – set i eftertiden 393 (af Sverre Blandhol)

VIII

(6)

Indledning

Den 10. juni 1999 ville Professor dr.jur. & phil. A lf Ross være fyldt 100 år. Det er således 30 år siden, A lf Ross forlod sin ger

ning som universitetslærer ved Københavns Universitet. Ved den lejlighed udgav hans kolleger i ind- og udland et festskrift, hvor det om festens genstand bl.a. hed:

En universitetslærers virke og indsats er mangeartet. Og man

geartede er de områder, som Alf Ross har beskæftiget sig med også udenfor universitetet, i Forfatningskommissionen og i betydningsfulde udvalg og komiteer. Der består for en viden

skabsmand en nøje sammenhæng mellem ord og gerning, idet ordet – det skrevne og det talte – allerede er selve gerningen.

Mange fremstående jurister er i stand til at præge den juridiske tankegang for en tid. Om A lf Ross vil man kunne sige, at han ved sin gerning, gennem sin videnskabelige tænkning og sin personlige inspiration og ved sit omfattende forfatterskab har gjort selve tiden anderledes.

Det er specielt denne påvirkning af sin samtid, vi har ønsket at fastholde i denne bog. Vi, der har redigeret bogen, kendte ham som elever, som kolleger på universitetet og som ven. (Det var den rækkefølge A lf Ross selv yndede at bruge). Vi indså hurtigt – som i øvrigt de fleste af hans samtidige – at hans dybe viden

skabelige interesse og ambition: at gøre det uklare klart, rakte langt ud over juraen. Og vi så også, hvorledes hans tankesæt og analytiske metode var egnede til at bringe en problemstilling eller en debat hen på et plan, hvor man på en værdifuld måde kunne tillade sig at være uenige. Man havde skrællet udenoms

(7)

Indledning

værkerne fra. Man kunne koncentrere sig om det relevante. Man vidste, hvad man talte om. – Samtidig kunne denne nådesløse søgen efter klarhed dog have sin pris: Fundamentale emner blev uddefinerede som uvidenskabelige.

De emner, som A lf Ross beskæftigede sig med, var talrige.

Mange er beskrevet i hans omfattende videnskabelige produk

tion og i hans lærebøger. Vi har derfor i første række koncen

treret os om at samle indlæg og kommentarer, der er blevet offentliggjort i dagblade og specialpublikationer – herunder også en kroniksamling, som Ross selv udsendte under titlen »Demo

krati, magt og ret« (Lindhardt & Ringhof, 1974) – hvor de kun er vanskeligt tilgængelige for et nutidigt publikum. Vi har dog også medtaget nogle tekster, der er trykt i tidsskrifter eller bø

ger, men som er indlæg af ældre dato, offentliggjort i perioden fra 1930 -1969. De er medtaget for at give et bare nogenlunde afrundet billede af Ross som juridisk tænker.

Valget af de enkelte artikler har været vanskeligt. Vi bringer ikke artiklerne kronologisk, men vi har koncentreret os om 5 hovedemner, hvor hans opfattelse har været markant, og hvor hans synspunkter og formuleringer er – om ikke altid aktuelle, så i hvert fald fornyende, spændende og lærerige. Forhåbentlig vil man finde, at vort valg har været hensigtsmæssigt. Hans synspunkter og avisindlæg har – naturligt nok – ofte givet anled

ning til frugtbar diskussion med indsigelser og med modindlæg fra Alf Ross’ side. I disse tilfælde har vi alene medtaget hoved

indlægget og udeladt polemikken.

Arbejdet med – efter så mange år – at genlæse Alf Ross’ artik

ler, hvoraf de her gengivne kun er et beskedent udvalg, har genkaldt mange minder hos os. Forfatterens temperament, hans evne for bidende polemik, parret med hans foragt for dem, der beskæftigede sig med og lod sig influere af, hvad han betegnede som metafysiske fænomener, hans dybe interesse og tro på det demokratiske system og hans overbevisning om den logiske tankes kraft gav os mange glæder, som vi håber, vi hermed kan

(8)

Indledning

viderebringe til læserne – og dette uanset om man vil tilslutte sig de forfægtede standpunkter eller vil lægge afstand til dem.

Det bekræfter den blivende værdi af hans livsværk. Og det er derfor med en særlig glæde, at vi kan afslutte denne antologi med efterskriftet: Forskeren og Mennesket, skrevet af den unge norske jurist og idehistoriker Sverre Blandhol, der, hørende til en ny generation, har beskæftiget sig indgående med Alf Ross’

liv og værk.

Vi takker de forskellige forlag og dagblade, der beredvilligt har givet tilladelse til at anvende artiklerne, fuldmægtig Susanne Graae, som har besørget den nødvendige renskrivning, samt konsulent Jens Olsen for oversættelsen af den afsluttende arti

kel.

Vi er taknemmelige for den interesse og den velvillige støtte, vi har mødt hos Jurist- og Økonomforbundets Forlag, Knud F løj

gårds Fond og Det finneske Legat, der har gjort det muligt for os at fremstille denne samling som en hyldest til en af dette århun

dredes mest betydningsfulde jurister.

København, september 1999

Isi Foighel, Hans Gammeltoft-Hansen, Henrik Zahle

(9)

Demokrati og politik

I

(10)

Hvad er demokrati?*

Udviklingen under sovjetrussisk indflydelse i de østeuropæiske lande efter den sidste verdenskrig har med skrækkelig tydelighed vist, at man ikke i øst og vest forbinder samme mening med ordet demokrati. Det har vist sig, at den østlige opfattelse af ordet ikke er uforenelig med et styre, hvor oppositionen knæg

tes, dens ledere fængsles, de traditionelle demokratiske friheder ophæves og kun bestemte partier, eller måske kun et enkelt, tolereres.

Denne efter vor opfattelse usædvanlige sprogbrug burde i hvert fald ikke være kommet helt overraskende bag på vestmag

terne. Allerede ved forelæggelsen af sovjet-forfatningen af 1936 ytrede Stalin: »Jeg erkender, at den ny forfatning opretholder regimet af arbejderklassens diktatur«. Alligevel mente han i samme åndedrag at kunne karakterisere denne forfatning som

»den eneste fuldkommen demokratiske forfatning i verden«.

Efter vestlig opfattelse måtte det være den rene begrebsforvir

ring at betegne et diktatur som demokratisk, men netop heri måtte der ligge et fingerpeg om, at russerne anvender ordet i en ganske anden betydning, end vi er vant til.

Bragt på en kort formel kan man vistnok sige, at medens vi ved demokrati plejer at forstå styre ved folket, anvender russer

ne ordet som betegnelse for et styre fo r folket. Medens altså den sædvanlige opfattelse lægger vægt på, hvorledes de politiske be

slutninger træffes, – nemlig gennem folkelige organer fremgået

(11)

I. D em okrati og politik

af frie valg og på grundlag af almindelig parti- og ytringsfrihed, altså en retlig form eller fremgangsmåde, – lægger russerne deri

mod vægt på, hvad statsmagtens beslutninger går ud på, altså deres indhold eller form ål. I så henseende er især økonomiske synspunkter afgørende. De betegner en samfundsordning som demokratisk i samme omfang som den er antikapitalistisk og antages at tilstræbe en økonomisk udligning til fordel for de brede masser. Det er det, vi andre vilde kalde et socialistisk sam

fund.

Nu kan enhver i og for sig have lov til at bruge ordene som han vil, når det blot er klart, hvad han mener. Men det er netop denne klarhed, der ikke er tilstede. Den kommunistiske sprog

brug er i virkeligheden et forsøg på at tilvende sig den good-will, udnytte den suggestive magt, der fra gammel tid er forbundet med ordet demokrati i forbindelse med frihedsideerne fra 1789.

Disse ideer fornægter kommunisterne, men de overtager gerne ordet og dets slagkraft. Det virker beroligende og besnærende at høre, at også russerne kæmper for demokratiet. Mange folk, der ikke er i stand til at gennemskue sprogbrugen, må få det ind

tryk, at selvom der nok er nogen forskel i begrebets anvendelse, er det dog til syvende og sidst et og samme store mål, der for

ener øst og vest. Intet vilde være mere falsk.

Redelighed kræver derfor, at der anvendes en sprogbrug, der klart adskiller den politiske metode eller styreformen fra styrets indhold eller mål, især i økonomisk henseende. Det er fusk, der tjener demagogiske formål, at blande disse dele sammen og betegne dem med samme ord. Sagen er jo nemlig den, at kom

munisterne også, ligesom vi andre, anvender ordet demokrati som betegnelse for en vis formel forfatningsorden. A f den simp

le grund, at ordet altid har været anvendt på denne måde, og at der ikke i gængs sprogbrug findes anden betegnelse herfor – bortset fra simple oversættelser (folkestyre, popular government o.s.v.). Derimod har vi i gængs sprogbrug en anden betegnelse netop for det økonomiske begreb om en samfundsordning, der

(12)

H vad er dem okrati?

på antikapitalistisk basis tilstræber en regulering og udligning til fordel for de mange, nemlig ordet socialisme.

Det er derfor i klarhedens interesse vigtigt at sondre mellem demokrati og socialisme, form og indhold, d.v.s. fastholde den traditionelle vestlige sprogbrug, hvorefter demokrati betegner en politisk styreform, ikke en økonomisk politik. Hermed er naturligvis intet sagt om, hvilken af disse dele der er det vigtig

ste, det højeste mål at stræbe efter. Man kan være demokrat uden at være socialist og omvendt. Man kan også være begge dele på eengang, socialdemokrat. Dersom det, hvad jeg ikke tror, skulde vise sig, at demokrati og socialisme er uforenelige, må disse mennesker gøre op med sig selv, hvad de sætter højest:

demokratiet eller socialismen.

End mindre hold er der i den indvending, at man ved begrebs- mæssig at sondre mellem den politiske form og det økonomiske indhold tilslører den intime sammenhæng, der muligvis består mellem disse dele. En klar begrebsdannelse tilslører ingenting.

Den foregriber ikke problemet, men stiller det klart og åbent.

Iøvrigt er der langtfra enighed om, hvorledes det funktionelle forhold mellem den politiske form og den økonomiske struktur er. I alle tilfælde vilde det føre til absurde resultater, om man ikke begrebsmæssig skulde kunne udsondre ting, der i virkelig

heden er intimt og uløseligt forbundne. Man skulde da ikke kunne sondre mellem »måne« og »tidevand«, mellem »lyn« og

»torden« o.s.v., o.s.v.

Lad os derfor holde urokkeligt fast ved den sprogbrug, hvoref

ter ordet demokrati (folkestyre) anvendt i forbindelse med stats

livet betegner en vis forfatnings- eller organisationsform, en vis metode til »statsviljens« dannelse eller udøvelse af »offentlig myndighed«. Vi har hermed begrebslig sondret mellem demo

krati og socialisme og dog intet foregrebet med hensyn til disse deles værdi eller indbyrdes realsammenhæng.

Spørgsmålet bliver så, hvilken statsform det er, der nærmere tænkes på med ordet demokrati.

(13)

Svaret synes ligetil: demokrati er folkestyre, d.v.s. den stats

form hvor styret eller magten i staten tilkommer hele folket, ikke blot en enkelt mand eller en mindre kreds af personer.

Ved nærmere eftertanke viser det sig dog, at en saadan be

grebsbestemmelse ikke er tilstrækkelig klar og bestemt. Vanske

lighederne kommer frem, når vi nærmere fæstner blikket på hvert af definitionens to led: »folket« og »styret«. Vi vil hurtigt opdage, ingen af disse dele angiver et skarpt afgrænset faktisk forhold, der klart stiller den demokratiske statsform i modsæt

ning til andre.

Lad os først se på, hvad det vil sige, at »styret« eller »statsmag

ten« i en demokratisk stat tilkommer folket. »Statsmagten« er jo ganske simpelthen udtryk for indbegrebet af alle de forskellige offentlige myndighedshandlinger: lovgivningsakter, administra

tive befalinger, domme o.s.v. Men det er jo faktisk ikke således, at det er hele folket, der træffer beslutning om lovenes indhold, arresterer en forbryder eller dømmer ham til fængsel. Disse myndighedsakter udøves henholdsvis af rigsdagen og kongen i forening, af politiet og af dommeren. Hvad kan meningen da være med at hævde, at i en demokratisk stat tilkommer dog den magt, der udøves gennem disse forskellige organer, folket i dets helhed?

Forklaringen ligger i repræsentations- og legitimationsideen.

Administration og domstole er underordnet lovgivningsorganet, der er den højeste politiske instans i staten, og dette organ anses igen for folkets repræsentant, der henter al sin autoritet til at byde og befale fra folkets vilje. På denne måde går det til, at al magt i staten i sidste instans tilskrives folket.

Men hvad kræves der nærmere, for at det øverste organ kan anses for folkets repræsentant? Ved besvarelsen af dette spørgs

mål opstår der vanskeligheder, der truer med at gøre begrebet demokrati ganske udflydende.

Under de nuværende danske forhold støttes repræsentations- forestillingen på de regelmæssigt stedfindende valg til rigsdagen.

(14)

Men med jævn overgang kan man tænke sig valgperioden for

længet eller mandatet endog givet eengang for alle; og på samme måde antallet af repræsentanter formindsket helt ned til en enkelt person. Som grænsetilfælde kommer vi da til den stats

form, hvor folket eengang for alle har overdraget den højeste magt til en enkelt person og hans efterfølgere bestemt ved visse regler. Der skal dog stadigvæk være tale om demokrati, fordi den højeste magt stadig legitimeres ved et mandat fra folket, der følgelig anses som den egentlige indehaver af »suveræniteten«.

Ud fra samme repræsentations- og legitimationssynspunkt har det moderne fascistisk-nazistiske diktatur gjort krav på anerken

delse som demokrati. Med støtte i et mere eller mindre virkeligt eller fingeret mandat hævdes det, at diktatoren repræsenterer folket. Hvorfor skulde folket ikke lige så godt kunne beslutte at lade sig repræsentere af een mand på livstid som af flere personer for en fireårig periode? Må man da ikke indrømme, at også dik

taturet er demokrati?

Et begreb, der således lader alle skarpe konturer svømme ud, er ikke egnet til at skabe klarhed. Det må øjensynligt tiltrænge en nærmere afklaring.

Opgaven må være, i stedet for at tænke i disse halvt mystiske kraftbilleder at søge frem til de virkelige retlig-funktionelle forhold, der dækkes af repræsentations- og kraftoverføringsbille

derne. Man vil da se, at store forskelligheder gør sig gældende, der begrunder, at de forskellige typer ikke kan henføres under samme begreb.

Repræsentationsforestillingen har kød og blod i samme om

fang, som repræsentantens handlefrihed retligt er bundet ved de repræsenteredes ønsker, og der tilkommer de repræsenterede retsmidler til at gennemføre en kontrol med, at disse ønsker virkelig bliver respekterede. Således er forholdet i de private repræsentationsforhold, f.eks. fuldmagtsforholdet, der har afgi

vet mønstret for tankegangen. Fuldmagtsgiveren instruerer sin repræsentant om, hvorledes han har at forholde sig, og der til

(15)

kommer ham forskellige retsmidler til sikring af, at repræsentan

ten også virkelig holder sig disse instrukser efterrettelig. Det tilsvarende vilde i statslivet betyde, at folket samtidig med at vælge sine repræsentanter foreskrev dem visse politiske retnings

linjer, som de havde at følge i udøvelsen af deres hverv (som i de middelalderlige kongehåndfæstninger), og at der desforuden var indrettet kontrolmidler, således at folket til enhver tid kunde sikre sig mod, at disse instrukser blev tilsidesat. Fra dette ydertil

fælde som udgangspunkt kan der tænkes en glidende skala med stedse formindsket virkeligt indhold i repræsentationsideen. Det kan f.eks. være, at mandatet er ubundet, men at kontrol dog til enhver tid kan udøves enten i form af strafferetligt ansvar for repræsentanterne eller ved diskretionær (fri, skønsmæssig) ad

gang for folket til at fjerne sådanne repræsentanter, der ikke handler i overensstemmelse med folkets ønsker. Det kan være, at kontrollen ikke kan udøves til enhver tid, men kun med regelmæssige mellemrum. Jo sjældnere eller mere ubestemt lejligheden hertil bliver, des mere fjerner vi os fra udgangspunk

tet. Længst ud i retning af tomhed kommer vi i enevældens og diktaturets statsformer, hvor det folkelige mandat uden nogen grænser er givet eengang for alle (eller måske er en ren og skær fiktion) og hvor der ikke tilkommer folket nogensomhelst ad

gang til at udøve kontrol under nogen form.

Realiteterne bag repræsentationsforestillingen er altså højst forskellige. De ligger langs en glidende skala fra en pol til en anden. Forskellen ligger i den effektivitet, hvormed folket for

mår at gøre sin indflydelse gældende i statslivet.

Også på den anden måde ligger der en vis ubestemthed og relativitet i definitionens udtalelse om, at »statsmagten« i demo

kratiet tilkommer folket. Her kan tænkes en glidende skala, eftersom folket på visse af statslivets områder fortrænges af andre politiske kræfter eller ihvertfald må dele magten med disse. Det rene tilfælde er det, at såvel lovgivningsmagten, re

geringsmagten som den dømmende myndighed står under fol

(16)

kets herredømme. Indskrænkning kan især forekomme enten således, at lovgivningsorganet er sammensat på en sådan måde, at der deri indgår også ikke-folkelige elementer, eller således, at en ikke-folkelig regering udøver selvstændig og konkurrerende magt ved siden af et folkeligt lovgivningsorgan, eller endelig ved begge dele i forening.

Det første er tilfældet, når den folkevalgte repræsentation må dele lovgivningsmagten med kongen. Under parlamentarisk regeringsskik ligger der dog ikke nogen politisk realitet heri.

Ligeledes, når lovgivningsorganet er sammensat af to kamre, af hvilke det ene har aristokratisk karakter, derved at medlemsskab er baseret på aristokratisk fødsel eller privilegeret valgret.

Det andet er tilfældet, naar kongen (regeringen) har magt til på egen hånd at udstede visse retsforskrifter (prærogative anord

ninger) eller til iøvrigt at foretage visse regeringsakter uden parlamentets bemyndigelse.

Et privilegeret førstekammer og en uafhængig regeringsmagt er de to faktorer, der i nyere tids historiske udvikling har stået demokratiet imod. Kampen fordet parlamentariske regeringssy- stem betyder kampen for regeringens demokratisering, derved at den politisk underordnes folkerepræsentationen. Kampen mod førstekammeret (landstinget) betyder kampen for lovgiv

ningsorganets fuldstændige demokratisering. Først når begge mål er nået, er demokratiet fuldstændigt i den forstand, at den folkelige indflydelse er eneherskende på den øverste statsviljes tilblivelse.

Med hensyn til den underordnede administration og den dømmende magt har spørgsmålet ikke samme betydning. Disse er efter deres natur nøje underordnet lovgivningsmagten og er normalt ikke eller ihvertfald kun i ringe grad politiske faktorer af betydning i statens liv. Derfor vil ofte den indirekte magt over administrationen og retsplejen, der ligger i folkets beher

skelse af lovgivningen, føles som tilstrækkelig. En mere rendyr

ket demokratisk form foreligger, når folket har direkte magt

(17)

over disse organer gennem udnævnelse og kontrol. Dette vil især være af betydning, dersom den folkelige magt over lovgivning og regering er begrænset. En mere moderat tendens i samme retning foreligger ved indførelse af nævninger og domsmænd som deltagere i retsplejen.

Hvad ligger der endelig i, at det er folket som helhed, der ifølge definitionen skal være i besiddelse af den politiske magt, der er omtalt i det foregående? Også her kan alle mulige over

gange forekomme. Det logiske grænsetilfælde, at uden undtagel

se ethvert menneskeligt individ tilhørende folket har valg- og stemmeret på lige fod med andre, kan ikke forekomme i praksis.

En vis grænse må nødvendigvis drages under hensyn til en vis åndelig modenhed (valgretsalder). Iøvrigt kan man gradvis fjerne sig fra det rene demokrati dels ved stigende udelukkelse af for

skellige befolkningsgrupper, dels ved stigende ulighed i den vægt, der tillægges den afgivne stemme. Man kan dog ikke uden videre hævde, at ordningens udemokratiske karakter står i lige

fremt forhold til antallet af de udelukkede. Afgørende er der

imod udelukkelsens politiske relevans. Således vil det f.eks. være mere udemokratisk at udelukke personer med en indkomst under en vis grænse fra valgret end at udelukke kvinder, selvom de sidste udgør den større gruppe. Udelukkelsen af kvinder er vel vilkårlig og urimelig. Den hviler øjensynlig på den urigtige opfattelse, at kvinder ikke er fuldværdige mennesker og ikke har evne og interesse for at beskæftige sig med politik. Men sondrin

gen mand-kvinde er ikke politisk relevant i nær samme grad som en sondring efter indtægtens størrelse.

Efter denne linie kan tilfældene rangeres fra det rene demokra

ti (i denne henseende) til mere og mere aristokratiske former.

De foregående betragtninger har vist, at det ikke er muligt at definere begrebet demokrati ved et skarpt enten-eller. Man kan altså ikke simpelthen sige, at en statsform er demokratisk, naar statsmagten tilkommer folket. Bedre er det at sige, at en stat er demokratisk i det omfang, hvori statsmagten tilkommer folket.

(18)

Men også dette er endnu for ubestemt. Det gælder om at klar

gøre sig, på hvilke forskellige måder der kan være tale om et mere eller mindre.

Det, der herom er udviklet i det foregående, kan systemati

seres således: Det demokratiske moment, folkets indflydelse paa udøvelse af offentlig myndighed, kan variere med hensyn til

1o. Intensitet, d.v.s. m. h. t. omfanget af den personkreds, der gives adgang til at deltage i afstemninger og valg. Det rene tilfæl

de er den lige og almindelige valgret for alle voksne personer. Jo mere realtypen fjerner sig herfra, des mere går den over i et modereret demokrati med stigende oligarkisk tilsnit. Som eksem

pel kan nævnes England under den stærkt begrænsede valgret i det 18. og 19. årh.

2°. Effektivitet, d.v.s. m. h. t. den grad af virkning, hvormed folket formår at gøre sine synspunkter gældende. Denne er størst i det umiddelbare demokrati, i hvilket folket selv ved di

rekte afstemning træffer beslutning om alle anliggender. Forsaa- vidt folket virker gennem repræsentanter, beror effektiviteten på styrken af den kontrol, folket er i stand til at udøve med sine repræsentanter, statsorganerne, hvilket igen især er afhængig af dens hyppighed (mandatperiodens længde). Jo mere kontrollen afsvækkes, desmere glider statsformen over i et blot nominelt demokrati, hvor magten vel udøves i folkets navn (legitimation, repræsentation), men i virkeligheden i stigende grad ligger hos repræsentanterne, ikke hos de repræsenterede. Dette er f.eks.

tilfældet i Sovjetunionen. Det udemokratiske element ligger her ikke, som i forrige tilfælde, i indsnævringen af de repræsentere

des kreds, men i den manglende kontrol fra de repræsenteredes side over repræsentanterne. Sovjetunionen er udemokratisk på en anden måde end England i det 19. årh.

3°. Ekstensitet, d.v.s. m. h. t. det omfang, hvori den folkelige indflydelse og kontrol udstrækkes til at omfatte færre eller flere af statsmagtens forskellige forgreninger. Størst er ekstensiteten, når den folkelige magt behersker ikke blot lovgivningen, men

(19)

også regeringen og den dømmende magt. Hvis dette ikke er tilfældet, er demokratiet mere eller mindre partielt. Som typisk eksempel kan anføres det konstitutionelle monarki, hvor lovgiv

ningsmagten delvis står under aristokratisk og monarkisk, re

geringen under monarkisk indflydelse.

Kort sagt kan det samme udtrykkes således. Demokrati bety

der folkestyre. Men det, der hermed betegnes, kan for det første være mere eller mindre folkeligt (intensiteten); for det andet være mere eller mindre et virkeligt styre (effektiviteten og ekstensiteten).

Den folkelige indflydelse og kontrol, der er kernen i demokra

tiet, forudsætter en teknik til konstatering af, hvad der er »Fol

kets Vilje«. Da alle naturligvis sjældent eller aldrig er enige, må dette i praksis betyde, at man bøjer sig for flertallets opfattelse konstateret ved valg og afstemninger. Flertalsprincippet giver i praksis den størst mulige tilnærmelse til hver enkelts fri selvbe

stemmelse og er det eneste alternativ overfor et herredømme baseret på rå vold eller enkeltmands absolutte autoritet. Men flertalsprincippet har naturligvis kun mening, dersom valg og afstemninger foregår i fuldstændig frihed og som resultat af en forudgående indbyrdes diskussion, i hvilken der er mulighed for ethvert synspunkt til at gøre sig gældende. Målet er i første omgang netop, at der gennem en fri meningsudveksling kan foregå en sådan gensidig tilnærmelse og udligning, at der opstår en virkelig fælles opinion som resultat af de mange individuelle synspunkter. Tanken er netop den, at den enkelte først skal fast

lægge sit endelige standpunkt efter at have hørt, hvad alle andre har at fremføre om samme sag. Andres ønsker og meninger bør indgå som integrerende bestanddel blandt de faktorer, der moti

verer hans definitive stilling til et politisk spørgsmål. Hvis ikke dette er tilfældet, fortaber flertallets afgørelse ethvert krav på at gælde som helhedens vilje, den overstemte mister enhver for

nemmelse af, at afgørelsen i en vis forstand alligevel også er hans,

(20)

og afstemningsteknikken degenererer til en tilsløret magtkamp med stemmesedlen som våben.

Uløseligt forbundet med enhver form for demokrati er derfor et sæt af såkaldte frihedsrettigheder, især ytringsfriheden, organi

sationsfriheden og retssikkerheden, hvis mål er at sikre, at de tilkendegivelser, der fremtræder i folkets navn, virkelig også er blevet til på en måde, der alene kan gøre denne betegnelse beret

tiget. Uden disse garantier bliver afstemninger kun et narrespil af den art, der er så velkendt fra diktaturerne.

Sammenfattende kan vi herefter sige, at en statsforfatning er demokratisk i samme omfang, som den gennem en udstrakt og lige valg- og stemmeret giver folket mulighed for frit og effektivt at kontrollere den politiske magts udøvelse i dens forskellige forgreninger.

Hidtil har vi alene beskæftiget os med en bestemmelse af begre

bet demokrati som betegnelse for en vis form for det politiske styre i staten. Dette er utvivlsomt også ordets kernebetydning.

Når nu først denne er klarlagt, kan man herudfra undersøge, om begrebet ikke – uden at miste sit centrale indhold – kan udvides til også at omfatte beslægtede forhold under andre betingelser.

Det er da for det første klart, at begrebet også må kunne an

vendes til karakteristik af styret i andre menneskelige samlivsforhold, hvor der på samme måde som i staten foreligger en organi

seret ledelse af fællesskabet. Man kan da tale om demokratiske (eller autokratiske) institutioner, alt efter det omfang, hvori det er deltagerne selv der gennem afstemninger frit og effektivt øver kontrol med styret. Jeg tænker på foreninger, aktieselskaber, politiske partier, fagforbund, religiøse sammenslutninger, lære

anstalter, stiftelser og andre lignende sammenslutninger med et organiseret styre, der kan træffe beslutninger i organisationens anliggender. I alle sådanne organisationer kan styret være mere eller mindre demokratisk, derved at der gives de styrende en større eller mindre bestemmelsesret eller rådgivende indflydelse

(21)

med hensyn til ledelsen. Hæren har alle dage været en af de mest autokratiske indretninger, der findes. Den meniges ånd er disci

plin og ubetinget lydighed, generalen er lige så ufejlbarlig som paven. Selvom en sådan institution ikke er absolut uforenelig med menneskelig demokratisk mentalitet, udgør den dog et element, der, hvis hæren er toneangivende i et samfund, kan virke afgjort nedbrydende eller hæmmende på det politiske demokrati. Det preussiske officersvælde var en af det spirende tyske demokratis værste fjender. Tanken om indførelse af demo

kratiske institutioner i hæren – i form af tillidsmænd for de menige med forhandlingsret eller lign. – må derfor hilses med glæde i en folkestyret stat. Elevråd, studenterråd o.lign. er andre udslag af demokratiske tendenser i organisationer, der ellers væsentligst er autokratisk styrede. Rent demokratiske institutio

ner findes i aktieselskabet og de fleste foreninger.

Det sædvanlige begreb om politisk demokrati i staten frem

træder herefter som en speciel underart af det almindelige be

greb om institutionelt demokrati. Man kan sondre mellem lige så mange slags institutionelt demokrati (eller autokrati), som der findes organisationstyper bestemt efter deres genstand: statsligt demokrati, universitetsdemokrati, aktieselskabsdemokrati, fore- ningsdemokrati, militært demokrati o.s.v. En særlig vigtig form er det industrielle demokrati, hvormed man mener arbejdernes og funktionærernes adgang til at øve en medbestemmende ind

flydelse på forholdene på arbejdspladsen og virksomhedens drift.

Man kan gå endnu et skridt videre i retning af at generalisere begrebet.

Det kan udvides til også at finde anvendelse på menneskelige samlivsforhold, hvor der – uden at der foreligger et egentlig styre og retlig organisation – dog er tale om udøvelse af magt over mennesker, en føring eller ledelse. Man kan da tale om sindelagsdemokrati, forsåvidt den indflydelse, der udøves, sker ud fra samme ånd og idealer, som besjæler det politiske demokrati i staten (og de øvrige former af institutionelt demokrati).

(22)

Det falder udenfor dette bidrags rammer at give en analyse af de ideer, der er bærende i det politiske demokratis institutioner og først giver begrebet demokrati dets levende mening. I al korthed må jeg dog her for sammenhængens skyld antyde, hvad det drejer sig om. Som det mest fundamentale træk i den demo

kratiske mentalitet vil jeg da fremhæve respekten for menne

skets moralske personlighed. Det er en indstilling, der har rod i kristne og humane traditioner. Kristendommen har givet ud

tryk for denne følelse i læren om hvert menneskes uendelige værdi i Guds øjne. Kant har i filosofiske vendinger sagt det samme i den formulering af hans kategoriske imperativ, der byder altid at handle således, at man betragter menneskeheden, saavel i egen som i enhver anden person, tillige som mål og aldrig blot som middel. I al humanisme lever den ånd, at menne

sket er helligt. I sine mere primitive former er følelsen knyttet til metafysisk-religiøse forestillinger, men selv frigjort fra disse, bliver der altid et moment af tabu tilbage, der drager en ganske bestemt grænse mellem alle relativistiske, teknisk-rationelle formålskalkulationer og respekten for mennesket.

Modsætningen henil er den foragt for mennesket, der er fa

scismens åndelige kerne. Antihumanismen nedbryder alle skran

ker mellem mennesket og de livløse ting. Den fører konsekvent til koncentrationslejrene, gaskamrene, kæmpekrematorierne.

For en ånd, der har frigjort sig for alle tabu-forestillinger knyttet til ideen om menneskelivets hellighed, betyder disse fænomener ikke andet end en formålstjenlig teknik til destruktion af fjen

der. Selvom linen, Gud være lovet, kun sjældent løbes ud til den yderste ende, er dog mangel på, eller ihvertfald mangelfuld re

spekt for mennesket karakteristisk for alle former af autokrati.

Et specielt udslag af respekten for menneskets moralske per

sonlighed er anerkendelsen af dets autonomi, dets frihed til selvbestemmelse i overensstemmelse med dets egen personlig

hed, vurderinger, idealer, som en værdi, det gælder om at virke

liggøre i størst mulig udstrækning. Fuldstændig individuel auto

(23)

nomi er naturligvis uforenelig med enhver social orden, men størst mulig tilnærmelse opnås ved anerkendelse af flertalsprin- cippet. I forbindelse hermed står ønsket om at opnå tilslutning fra den undergivne personlighed og ikke blot beherske ham i kraft af frygt. Dette ønske afspejler sig igen i en række indstillin

ger, der tildels er samme sag set fra forskellige sider. Der er først og fremmest ideen om den fri politiske diskussion som middel til samforståelse og kompromis, der udvides til ideen om alm in

delig åndsfrihed. En forudsætning herfor er den personlige sikker

hed, der i sin videste form fører til kravet om respekt fo r ret og orden i alle dens forgreninger i modsætning til vilkårlighed og brutal magtanvendelse. Dette betyder igen det samme som fred frem for voldsanvendelse.

Disse ideer kan som nævnt også besjæle samlivet mellem mennesker overalt, hvor der foregår en føring eller ledelse. Der foreligger da et sindelagsdemokrati. Nogle eksempler vil tydelig

gøre dette forhold.

I forholdet mellem forældre og børn kan samlivet og opdra

gelsen bygges enten på autokratiske eller på demokratiske prin

cipper. Det første betyder, at autoritet, især faderautoriteten, stilles i spidsen med krav om lydig underkastelse og disciplin.

Barnet betragtes som en genstand, der skal formes ikke i sin egen ånd, men i forældrenes billede, og som villigt og passivt redskab for de mål, de forfølger. Der forhandles ikke, der appelleres ikke til barnets forståelse, men bydes og befales, og vold, legemlig og åndelig, anvendes rigeligt. En opdragelse i demokratisk ånd hviler derimod på respekt for den unges egen personlighed og stræber mod at give den de bedste vækstbetingelser. Den stimu

lerer egenvirksomhed og selvbestemmelse; den søger gennem samtale at forklare og begrunde for derved at vinde billigelse og forståelse. Tvang og voldsanvendelse indskrænkes mest muligt.

Opdrageren beskærer, som gartneren, kun for at træet kan vokse kraftigere og bære rigere frugt. Hans mål er så hurtigt som

(24)

muligt at overflødiggøre sig selv og give plads for et individ, der kan tage sin skæbne i egen hånd, i frihed og under ansvar.

På tilsvarende måde kan en mængde andre samlivsforhold formes ud fra den ene eller anden idé som bærende. Det gælder opdragelsen i skolen, forholdet mellem mand og hustru, arbejds

giver og arbejder, præst og menighed, det gælder i bestyrelser, foreninger og selskaber. Overalt, hvor der er tale om føring og ledelse kan denne hvile enten på diktat og tvang eller på samfor- ståelse og frihed. Kontorchefen kan gøre sit personale til en flok rystende dukker, der lyder af frygt, eller møde dem med forstå

else og respekt som medarbejdere på forskellig plads i et samar

bejde. Manden kan gøre sig til hustyran eller møde sin ægtefælle som en virkelig fælle og kammerat. En rektor kan gebærde sig som pave i sit lærerkoncilium eller nøjes med stillingen som primus inter pares. Den katolske kirke er udpræget autokratisk, den protestantiske relativt demokratisk i sit forhold til menighe

den. Det kan i denne forbindelse erindres, at de demokratiske ideer i England netop voksede frem af kravet om en folkelig kirkeforfatning.

Overalt i disse almenmenneskelige forhold gælder det, at hvor man møder villighed til at lytte til andre, villighed til at føje sig i samforståelse og agtelse for den fremmede personlighed, dér foreligger demokratisk sindelag. Den gode demokrat imponeres ikke af sociale og konventionelle skel, af rigdom og succes, titel og rang, ligeså lidt som han foragter den, som livet – eller sam

fundsordenen – har anbragt i ydmyge kår. Som menneske søger han sit menneske.

Derimod må der protesteres mod anvendelsen af ordet demo

krati i forskellige forbindelser, hvor der i virkeligheden hverken forefindes institutioner eller et sindelag, der kan sidestilles med det politiske demokratis institutionelle former og tilsvarende ideer. Der tales ofte om økonomisk demokrati, men det er uklart, hvad der menes hermed. Det synes dog givet, at det ikke blot er et sindelag, men en institutionel ordning, der hermed

(25)

kræves. Forudsætningen måtte da være, at produktionsforholde

ne i et land kan betragtes som en samlet helhed, der underligger et enheds-styre, og kravet om økonomisk demokrati skulle herefter betyde kravet om, at dette styre udgår fra hele folket og ikke forbeholdes en kreds af kapitalister. Men dette ville jo simpelthen betyde, at økonomiens ledelse inddrages under stats

opgaverne. Der bliver da ikke plads for noget selvstændigt be

greb om økonomisk demokrati ved siden af det politiske. Begre

bets mening ligger da alene i det negative, i kravet om ophævelse af den nuværende ordning, hvorefter produktionsforholdene autokratisk beherskes af en lille kreds af kapitalejere, idet dog visse af produktionsvilkårene, især arbejdslønnen, fastsættes under forhandling eller i åben kamp med arbejderne. Ofte me

nes med økonomisk demokrati simpelthen en økonomisk ord

ning, der efter sit indhold giver en mere ligelig og retfærdig fordeling af produktionsudbyttet end den nuværende. Men i denne betydning er anvendelsen af ordet demokrati misvisende.

Der foreligger da ingen analogi til det politiske demokrati. Dette betegner en styreform og de ideer om frihed, der udfolder sig heri. Rene fordelingsproblemer og den idé om lighed, der svarer dertil, ligger udenfor demokratiets begreb.

Det fremgår heraf, at begrebet økonomisk demokrati, således som det anvendes i daglig tale, er et uklart begreb, der rummer forskellige tankebestanddele og derfor let kan føre til forvekslin

ger og misforståelser. Dets to afgørende komponenter er: 1) kravet om statslig regulering af produktionsforholdene (der ikke lader plads åben for noget selvstændigt begreb om økonomisk demokrati ved siden af det politiske) og 2) kravet om en mere ligelig og retfærdig økonomisk fordeling til fordel for den brede befolkning (der ligger uden for demokratiets begreb og ideer).

Sprogbrugen har imidlertid en anden fast indarbejdet betegnelse for netop denne forestillingskombination, nemlig ordet socialis

me. Det ville derfor bidrage til klarhed, om man i stedet for det

(26)

flertydige og misvisende udtryk »økonomisk demokrati« ville betjene sig af udtrykket socialisme.

På tilsvarende måde er det også forfejlet at tale om kulturelt demokrati, når herved forstås en ligelig adgang til kulturgoder som videnskab, litteratur, kunst, teater, sport m. v. Også her gælder det, at forestillingen kan opløses i en kombination af et krav om statslig kontrol med produktionen af kulturgoder og en fordring om ligelig fordeling af disse. Den rette betegnelse her

for er kulturel socialisme.

Dette misbrug af ordet demokrati til betegnelse af økonomi

ske og kulturelle fænomener, der hverken strukturelt eller idé- mæssigt er analoge med det politiske demokratis fænomener, afføder endelig (som omtalt i begyndelsen af dette bidrag) den urimelighed, at man endog anvender udtrykket »demokrati«

som betegnelse for en statsform, der efter gængs sprogbrug og relevant begrebsdannelse intet har med demokrati at gøre, men er udpræget autokratisk og diktatorisk. I Sovjetrusland er man vant til at kalde proletariatets diktatur – der af Lenin defineres som »proletariatets af ingen lov begrænsede og på vold baserede herredømme over bourgeoisiet« – for den mest fuldkomne form for demokrati. Som omtalt er denne sprogbrug ikke sagligt be

grundet, men udsprungen af ønsket om at tilvende sig den sug

gestive værdi, der fra gammel tid er forbundet med demokrati

ske ideer.

(27)

Vor tids politiske romantik:

Det direkte demokrati'

Demokratiets grundtanke, at den politiske magt skal udgå fra folket, kan gennemføres på forskellig vis. Allerede af tekniske grunde er det i moderne samfund en umulighed at folket selv ved en direkte urafstemning træffer alle grundlæggende, politi

ske beslutninger. Alle demokratiske stater besidder derfor en folkerepræsentation, d.v.s. en forsamling fremgået af folkelige valg og med beføjelse til at udøve lovgivningsmagt »på folkets vegne«.

Sådan skrev jeg i min Statsforfatningsret (1. udg. 1960). Tiden løber hurtigt. Det synes som om den tekniske udvikling i det forløbne tiår er gået så hurtigt og nået så langt, at det nu er mu

ligt i et fremtidsperspektiv at skimte sådanne tekniske frem

skridt, at man vil kunne overvinde de tekniske hindringer for direkte demokrati. Datamaskinerne synes at skulle gøre det muligt at folket ved urafstemning direkte træffer ikke alene de grundlæggende politiske beslutninger, men også vedtager alle love. Det er i hvert fald et sådant perspektiv der oprulles i En kulturpolitisk redegørelse afgivet af Ministeriet for kulturelle Anliggender (1969).

Det findes i det afsnit hvor den ministerielle fantasi udfolder sig i visioner af, hvad datamaskinerne vil betyde for livet i frem

tiden – også det politiske:

* B erlin gske A ften avis 12. m arts 1971

20

(28)

V o r tids politiske rom antik

»Datamaskinerne kan få dyb indflydelse på alle demokratiets funktioner. Det tunge valgmaskineri, køerne ved valgstederne, den besværlige optælling af stemmer, o.s.v. vil helt kunne und

gås ved at bruge kommunikationssystemet. Ved at trykke på nogle knapper kan man angive ja, nej, stemmer ikke. Det vil derfor blive muligt langt lettere end nu at appellere til vælgerne.

Man vil kunne nærme sig direkte demokrati hvor alle borgere stemmer med om alle lovvedtagelser«. (Redegørelsen s. 250. Min udh.).

Jeg ved ikke om det er snedigt eller naivt når det i denne pas

sus – uden diskussion og uden argumentation – stiltiende for

udsættes, nærmest som en selvfølge, at direkte demokrati er et ideal som det må være målet at nærme sig. Eller måske er Kul

turministeriets »Redegørelse« på dette punkt blot et ekko af de

»progressive«s krav om umiddelbarhed, direkte kontakt på husmøder hvor alle bliver enige om alting – eller ingenting.

I hvert fald er det direkte demokrati intet selvfølgeligt ideal.

Givetvis er det ikke det der lå bag den demokratiske forfatning der blev indført i 1849, og heller ikke det vi senere har bygget på (om end, som jeg senere skal komme tilbage til, der er gjort visse indrømmelser til det ved de to sidste forfatningsændringer).

Som nævnt findes der i alle demokratiske stater en folkerepræ- sentation. Men repræsentationssystemet kan udformes på for

skellig vis alt efter det principielle syn der anlægges på repræsen

tationens begrundelse og mening. Der foreligger herom to radi

kalt forskellige ideologier. Efter den ene er repræsentationen kun en af tekniske hensyn dikteret nødhjælp. Det principielt ønskelige er at folket selv direkte træffer afgørelse. Repræsenta

tionssystemet suppleres derfor med forskellige institutter, især folkeafstemningsinstituttet, der tilsigter, såvidt teknisk gørligt, at sikre folkets direkte indflydelse på det politiske liv. Man taler da om direkte demokrati. Efter den anden opfattelse er repræ

sentationen derimod i sig selv ønskelig. Folkets opgave er heref-

(29)

ter kun at vælge sine repræsentanter, ikke at træffe politiske afgørelser. Folket er nomineringsorgan, ikke besluttende organ.

Når dette synspunkt gennemføres konsekvent taler man om rent repræsentativt demokrati. I vore dage forekommer denne type ikke mere. De forfatninger, der historisk bygger på det repræsentative demokratis ideologi, har i tidens løb optaget elementer i sig der ideologisk hører hjemme i det direkte demo

krati. De er blandingsformer der kan karakteriseres som modereret-repræsentativt demokrati.

Rousseau er det direkte demokratis berømte talsmand. Lige så sikker han var på, at folket overladt til sig selv altid vil træffe det rette og vise, lige så overbevist var han om at folket, om det overgiver sin lovgivningsmagt til repræsentanter, altid vil blive bedraget og lagt i lænker. Kilden til denne overbevisning er utvivlsomt Rousseaus romantiske primitivisme. Til hans forgu

delse af det ufordærvede naturmenneske svarer hans tro på fol

kets oprindelige instinkt. Han skrev derfor de berømte ord:

»Enhver lov, som folket ikke personligt har stadfæstet, er værdi

løs, den er ingen lov. Det engelske folk tror det er frit, men bedrager storligen sig selv. Det er kun frit under parlamentsval

gene, men så snart parlamentsmedlemmerne er valgt befinder det sig atter i slaveri og er ingenting.... Så snart et folk skaffer sig repræsentanter er det ikke længere frit, det eksisterer da ikke mere.«

Men det blev ikke Rousseaus’s romantiske tro på folkets in

stinkt der sejrede i praksis, men det repræsentative demokrati, hvis fremragende talsmand er John Stuart Mill. Efter dennes opfattelse er de repræsentative organer andet og mere end en nødhjælp. Folkets opgave er ikke at lovgive og regere, men alene at styre dvs. udøve den højeste kursbestemmende og kontrol

lerende myndighed. Folket skal f.eks. ikke direkte tage stilling til komplicerede spørgsmål om pengepolitik, kronekurs, finans

politik, handelspolitik, udenrigspolitik, osv., men kan derimod

(30)

tilkendegive om den økonomiske kurs i almindelighed skal lægges mere i liberal eller mere i socialistisk retning, eller om kursen i udenrigspolitikken skal lægges på grundlag af alliance

politik eller neutralisme.

Det direkte demokrati har rod i idealet om selvbestemmelse, autonomi. Det er et ideal ingen demokrat kan fornægte. Men det er ikke uforeneligt med den indsigt, at det ikke er ønskeligt, at alle beslutninger i staten umiddelbart træffes af alle, af hele folket gennem folkeafstemninger. Tanken om selvbestemmelse må forenes med anerkendelse af den rolle, der tilkommer leder

skab og sagkundskab i det politiske liv.

Der kan næppe være tvivl om at behovet for politisk leder

skab beror på noget i menneskets natur der er lige så fundamen

talt som trangen til selv at være herre over sin skæbne. Sideord

net med trangen til selvstændighed ligger hos mennesket trangen til tillidsfuld tiltro, til ledelse af dem der er mere indsigtsfulde end en selv. Medens det direkte demokrati alene bygger på selv- stændighedstrangen, og diktaturet alene på behovet for ledelse, forenes de to tendenser på harmonisk måde i det repræsentative demokrati: ledelsen står under folkets kontrol og er betinget af at den fortsat formår at beholde folkets tillid på grundlag af fri kritik og meningstilkendegivelse. Det sidste må naturligvis understreges. Den demokratiske leder er ikke nogen selvbestal

tet »Führer«. Han må stadig stå til regnskab og ansvar, og hans lederskab er til enhver tid – eller i hvert fald hvert 4. år – afhæn

gig af at han har bevaret vælgernes tillid.

Sagkundskabens nødvendighed er indlysende. Til virkelig

gørelse af de politiske mål der af folkerepræsentationen fastlæg

ges i lovgivningen kræves indsigt, folk med den fornødne admi

nistrative og tekniske sagkundskab. Det ville ikke betyde noget fremskridt for demokratiet om Folketinget selv udøvede den administrative og dømmende myndighed. Folkelige »eksekutiv

komiteer« og »folkedomstole« har aldrig været demokratiske

(31)

fænomener, men har været redskaber for den ene eller anden slags diktatur.

Folkesuverænitet udøvet af et folkevalgt parlament gennem lovgivning, parlamentskontrol med regeringens dannelse og dens udøvelse af regeringsmagten, alt kontrolleret af den dømmende magt gennem uafhængige domstole – det er de fundamenter vort demokrati bygger på.

Det er derfor en misforståelse at tro at folkeafstemningsinstituttet, altså folkets umiddelbare deltagelse i lovgivningen, sim

pelt hen betegner demokratiets naturlige og følgerigtige afslut

ning. Det er kun tilfældet for så vidt man bygger på det direkte demokratis ideologi. I det repræsentative demokrati, altså i det der er dansk demokratis historiske grundlag, er folkeafstemnin

gen ideologisk set et fremmedlegeme – hvormed naturligvis ikke skal være sagt at en sådan indpodning ikke kan have sin værdi som supplement til en ellers repræsentativ forfatning.

Her i landet kendes folkeafstemning i to skikkelser. Dels ved grundlovsændring idet der hertil udkræves positiv godkendelse af et flertal der udgør mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettige

de. At befolkningen får lejlighed til at medvirke ved disse sjæld

ne og fundamentale beslutninger godkendes fra alle sider, selv om de nærmere regler for afstemningen kan kritiseres. Og dels som en mulighed for at forkaste en almindelig lov vedtaget af Folketinget. Men denne folkeafstemning adskiller sig meget væsentligt fra den der findes i lande der historisk bygger på det direkte demokrati. Vælgerne kan ikke selv stille krav om folke

afstemning. Loven skal ikke godkendes i afstemningen men kan forkastes og henil kræves at det flertal der har stemt mod loven udgør mindst 30 pct.

Drømmen om det direkte demokrati virkeliggjort ved datama

skinernes vidunder er vor tids politiske romantik. Den er en fortsættelse af Rousseau’s drømmesyn hvor han med betagelse

(32)

taler om schweizerne som jordens lykkeligste folk hvor man ser en flok bønder varetage statens anliggender under en eg – skønt denne idyl allerede på Rousseau’s tid i det væsentlige var en saga blott. I dag mere end nogen sinde må denne drøm briste i sammenstød med klippehårde kendsgerninger. Jo mere teknisk kompliceret samfundslivet og de politiske problemer bliver, des nødvendigere bliver lederskab og sagkundskab, og des umuligere bliver det at henlægge afgørelser til folkeafstemning – med eller uden datamaskiner.

(33)

Demokrati og universitetsstyre*

Der synes at være hausse i demokrati for tiden. På papiret i hvert fald. Man agiterer for arbejdsplads-demokrati, demokrati i skole og hjem, og mener man, at lejere bør have lov at holde husdyr, går dette krav under navn af boligdemokrati.

Men jo mere ordet benyttes, des tyndere slides det. Det er blevet et honnørsord. Det bruges til at vifte med, når man ikke gider tænke problemerne igennem og argumentere reelt. Man må tænke på Hitler og Stalin, der begge argumenterede for, at deres form for statsstyre repræsenterede det sande demokrati.

Også studenterne er kørt frem med demokrati til begrundelse af deres krav om væsentlig medindflydelse på universiteternes styre. Og regering og folketing har godtaget denne synsmåde og i vidt omfang accepteret dens konsekvenser.

Der har ganske vist været uenighed om, hvor langt studenter

nes medbestemmelse efter demokratiske principper skulle gå. De mest konsekvente, som f.eks. professor Morten Lange (SF) i Folketinget, har krævet valg til de styrende organer efter prin

cippet hver mand én stemme – på samme måde som det er tilfæl

det ved folketingsvalg. Men disse ekstremister har alligevel ikke tænkt tanken til ende. Deres krav om almindelig og lige stem

meret gælder nemlig kun for lærere og studenter. Men skal analogien fra de demokratiske folketingsvalg føres konsekvent igennem, må stemmeret naturligvis tilkomme alle til universite

tet knyttede, også kontorpersonalet, betjentene, rengøringsper-

B erlin gske A ftenavis W eek en d 8. jan u ar 1971

26

(34)

D em okrati og universitetsstyre

sonalet m.v. Og deres medbestemmelse måtte omfatte hele uni- versitetsstyrelsen, altså også de kvalificerede beslutninger om ansættelse af professorer, antagelse af disputatser, valg af rektor m.v.

Jeg tror, at de fleste umiddelbart vil have på fornemmelsen, at dette kan ikke være rigtigt. Konsekvenser, som de nævnte kan ikke udledes af det, vi kalder demokrati. Det store flertal af studenterne og regeringen har da også været enige om, at universitetsdemokrati kun kunne betyde, at der tildeles studenterne en vis procentuelt bestemt indflydelse. Man har været uenig om procentsatsen. Studenterne har krævet besættelse af 50 procent af pladserne i samtlige universitetsorganer. Men folketing og regering har kun villet tilstå dette, for så vidt angår studienævne

ne. I de øvrige organer har styrelsesloven kun tildelt dem en tredjedel af pladserne.

Men medens den konsekvente gennemførelse af analogien førte til åbenbart absurde resultater, må til gengæld den haltende gennemførelse i studenterkrav og styrelseslov karakteriseres som helt principløs. Hvorfra kommer de magiske størrelser 50 pro

cent 33 1/3 procent? Hvorfor skulle studenterne i det lange løb slå sig til tåls med dem? De har ingen hjemmel i demokratisk ideologi, og jeg kan ikke se rettere, end at studenterne må for

ventes stadig at kræve deres andel forøget, indtil princippet én mand én stemme er gennemført.

Efter min mening er hele denne måde at lægge problemet op på, altså analogiseringer med de politiske valg i staten, menings

løs, et resultat af overfladisk tænkning og manglende forståelse af, hvad demokrati er. Resultatet er blevet en principløs lov, der ikke kan tilfredsstille nogen af parterne, og som på længere sigt må føre til universiteternes forfald.

Hvad er demokrati? Herpå kan der ikke gives noget autoritativt svar. Vi demokrater har ikke som de kristne en bibel, vi kan henvise til, og ikke som kommunisterne en ortodoksi, bygget på

(35)

uangribelige profeters lære: Marx, Lenin – Mao. Vi kan ikke gøre andet end at henvise til en tradition. Den centrale betyd

ning af ordet demokrati knytter sig til styret af en stat. Man kan (som jeg har gjort det i min bog »Hvorfor Demokrati?«) forsøge at uddestillere de principper og idealer, der er inspirationskilde bag den styreform.

På denne måde kan man danne sig et nogenlunde præcist og almindeligt acceptabelt begreb om demokrati som en form for styret af en stat, en politisk metode, kan vi også sige. Samtidig må man være klar over, at ordet også anvendes som betegnelse for andre fænomener, for så vidt samme eller beslægtede idealer giver sig udslag i andre menneskelige samlivsforhold, således f.eks. når man taler om økonomisk eller kulturelt demokrati.

Demokrati identificeres ofte med flertalsafgørelse ved valg og afstemninger, således at hver voksen borger har én stemme og kun én stemme, der vejer lige så meget som enhver andens. Men flertalsprincippet gælder kun for de grundlæggende statsakter:

de valg, hvorved folketing og regering dannes, og de beslutnin

ger, der af disse organer træffes i lovsform. Når på denne måde retningslinierne, kursen, for statsstyret er fastlagt, overlades det til en omfattende stab af statsfunktionærer, ordnet i en rangfølge af trin, at gennemføre de givne direktiver i administration og retspleje.

Denne sondring mellem de grundlæggende flertalsbeslutnin

ger, der bestemmer det statslige livsfælleskabs mål og veje, dets principper og ideer, og så de afledte funktionærbeslutninger til gennemførelse heraf, er grundlaget for sondringen mellem politi

ske og tekniske beslutninger. Politik, har O lof Palme sagt, er at ville. At ville forudsætter at vælge, og at vælge forudsætter grundlæggende vurderinger, principper og idéer som bestem

mende for valget mellem samtlige muligheder. I dem manife

sterer »folkeviljen« sig aftegnet ved valg og flertalsafgørelse. De tekniske beslutninger er dem, som folkets tjenere, statsfunktio

nærerne, træffer til gennemførelse heraf. I dem manifesterer

(36)

sagkundskaben sig, bestræbt på på bedste måde at virkeliggøre de politiske aspirationer.

Modsætningen mellem politisk vilje og teknisk sagkundskab er ikke skarp. Intet direktiv kan udformes så præcist, at der ikke for den, der skal følge det, bliver plads for et valg mellem flere muligheder og for så vidt et politisk indslag i hans afgørelse. Og det kan også ligge sådan, at lovgivningsmagten bevidst skubber den politiske opgave fra sig, derved at den bemyndiger admini

strationen til at fastsætte reglerne på visse livsområder. Men den politiske valgfrihed, der således kan tilkomme administratoren, er altid afledt og betinget. Den må ske i lovgivningsmagtens ånd.

For han må vide, at denne til enhver tid kan gribe ind og om

gøre det, den ikke synes om.

Det spørgsmål melder sig nu, om dette mønster med folkelige, politiske flertalsafgørelser og teknisk-administrativ gennemførel

se af disse kan overføres til andre samlivsenheder end staten, specielt universiteterne.

For at få rigtigt fat på dette problem er det nødvendigt først at fremhæve, at de andre samfund, der kan komme på tale, aldrig kan være samfund, der er sidestillede med staten. Staten er det altomfattende livsfællesskab. Den har ikke noget »for

mål«, men omfatter aktuelt eller som mulighed, samfundets liv i enhver tænkelig form. Og staten er suveræn. Det vil sige i forhold til sine borgere (men ikke i forhold til andre stater) er den ubetinget og højeste retsmagt. Dens ord er retligt det sidste med absolut gyldighed i ethvert spørgsmål borgerne vedrørende.

Den er absolut selvstyrende.

Man vil heraf forstå, at de samfund, der kan blive tale om at sammenligne med staten vedrørende anvendelse af flertalsprincippet, kun kan være underordnede samfund inden for statens rammer. Det er en velkendt sag, at der inden for statens totale livsfællesskab forekommer områder med et vist relativt selvstyre

(37)

inden for statsorganisationens rammer, dvs. med dens godken

delse og under dens tilsyn og kontrol.

Sådan er det her i landet med kommunerne. Selv om disse i stigende omfang er blevet indordnet som led i den statslige admi

nistration, gælder dog stadig grundlovens bud om kommunernes ret til – under statens tilsyn – selvstændigt at styre deres (egne) anliggender. Tanken er, at kommunerne udgør lokale samfund inden for statshelheden, og at der er en række anliggender, som kan betragtes som deres særegne anliggender. Derfor kan staten sige: Ordn jeres lokale affærer selv, de vedrører ikke staten – når blot det sker på en sådan måde, at de kommunale arrangementer harmonisk kan indpasses i helheden. Fra gammel tid har f.eks.

fattigvæsen og skolevæsen været kommunale opgaver, til dels også sundhedsvæsen og vejvæsen. Kommunernes opgaver på disse områder er nu reguleret ved lov. Men også uden udtrykke

lig lovhjemmel antages det traditionelt, at det tilkommer kom

munerne at tage sig af en række af lokalsamfundets fællesanlig- gender, f.eks. foranstaltninger til snerydning, rottebekæmpelse, renovation osv.

Det er derfor naturligt, at tale om det kommunale selvstyre.

Men det må betones, at det er et afledt og relativt selvstyre, et underordnet system, indpasset i statssystemet og underkastet statens kontrol.

Det er derfor også naturligt i kommunernes styrelse at genfin

de, om end i udvisket skikkelse, de demokratiske styreprincip

per, vi kender fra staten. Kommunalbestyrelsen fremgår af al

mindelige valg og træffer sine beslutninger efter flertalsprincippet. En række kommunale funktionærer har til opgave at gennemføre den kommunale »lovgivning« administrativt.

Selvstyret afspejler sig på det finansielle plan. Når man vil være sin egen herre, må man også selv betale. Der findes derfor en kommunal beskatning, der principielt tilsigter at dække udgifterne ved varetagelse af kommunens særegne anliggender.

(38)

Man kan også tænke sig samfund og sammenslutninger, ikke på territorialt grundlag, men til gennemførelse af visse formål eller opgaver, dyrkelse af visse interesser, hvor det kan være naturligt, at staten siger: det er jeres egne anliggender, dem kan I selv ordne, som I finder for godt inden for lovgivningens al

mindelige rammer. Oprindelig havde man tænkt sig, at folkekir

ken skulle udgøre et sådant selvstyrende samfund. Det blev sagt i grundloven af 1849 – og står stadig i vor grundlov – at »folke

kirkens forfatning ordnes ved lov«. Hermed havde man tænkt sig, at de kirkelige anliggender ikke skulle være en statsopgave, men varetages direkte af kirken selv, om end, ligesom for kom

munernes vedkommende, under et vist tilsyn fra statens side.

Man drog også de finansielle konsekvenser heraf. Det blev sagt i grundloven, at folkekirken »understøttes« af staten. Heri ligger en forudsætning om, at folkekirken principalt finansieres ved egen beskatning af dens medlemmer.

Disse tanker om kirkeligt selvstyre er aldrig blevet gennem

ført. Men havde det været tilfældet, havde der været plads for et kirkedemokrati baseret på almindelige valg foretaget af folkekir

kens medlemmer til en synode dvs. et organ til vedtagelse efter flertalsprincip af kirkepolitiske beslutninger, der gennemføres administrativt af kirkelige funktionærer.

Et vist selvstyre inden for lovgivningens rammer, om end i mindre format, forekommer i enhver forening. Grundloven anerkender borgernes ret til at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed. Hermed er det anerkendt, at foreningens anliggender er medlemmernes egne anliggender, som staten ikke blander sig i.

Derfor er der også plads for styrelsesdekokrati: Foreningens bestyrelse fremgår af almindelige valg afholdt blandt medlem

merne og træffer sine beslutninger efter flertalsprincippet. Hvis foreningens øjemed gør det påkrævet, ansættes funktionærer til gennemførelse af bestyrelsens direktiver. Udgifterne herved afholdes ved en særlig foreningsbeskatning – medlemskontingen

tet.