Bag N ürnbergdom m ens kulisser
intet væsentligt nyt at sige. Men han giver et nuanceret billede af de problemer dommerne havde at slås med, af anklage og forsvar, og af de ofte langtrukne forhandlinger dommerne imel
lem i lukkede retsmøder for at nå frem til et resultat, helst i enighed.
Det var en jætteproces der sneglede sig frem gennem næsten 11 måneder (fra den 20. november 1945 til den 1. oktober 1946), med 403 offentlige retsmøder, afhøring af mere end hundrede vidner og oplæsning af dokumenter, dokumenter og atter doku
menter. Man forstår, at uanset at sagen drejede sig om 22 menne
skers liv, har hverdagens retsmøder været præget af uendelig kedsommelighed. Det var ikke blot de anklagede der nu og da faldt i søvn. Det gav anledning til en mindre skandale da en fransk sagkyndig bisidder snorkede så højlydt at forhandlingerne ikke kunne fortsættes. Det endelige resultat blev at 12 blev dømt til døden ved hængning, 7 idømt fængselsstraf og 3 frifundet.
Man kunne have tænkt sig – processen løb jo under den kolde krigs første fase – at der ville være opstået et skisma mellem de russiske dommere på den ene side og de vestlige landes på den anden. Men det blev egentlig ikke tilfældet. Selvom de russiske dommere var de mest uforsonlige – de fandt alle skyldige og krævede næsten undtagelsesfrit dødsstraf ved hængning – udvik
lede der sig efterhånden en slags kollegial fælleskab på professio
nens vegne. Det var snarere modsætningen mellem de kontinen
tale jurister (de franske og russiske), opvokset i romerretlige traditioner, og så de anglo-amerikanske dommere, opvokset i hvad der kaldes common law traditionerne, der kunne gøre det vanskeligt at tænke og tale i samme baner. Som eksempel: U n
der anglo-amerikansk indflydelse var anklagen blevet udformet således, at den ikke alene gik ud på at de anklagede havde påbe
gyndt angrebskrig, men også, som en anden selvstændig forbry
delse, at de var deltagere i en sammensværgelse (conspiracy) med
III. International politik og ret
dette mål for øje. For kontinental (og nordisk) retsopfattelse er det svært at forstå, at conspiracy skal være en selvstændig forbry
delse ud over hvad der følger af almindelige regler om forbere
delse af og samvirke i forbrydelse. Tanken skulle vist være noget i retning af at Hitler og hans fæller længe før krigens udbrud havde udkastet og handlet efter en storstilet plan om at erobre verden – eller ihvertfald en god del af den. Men det voldte store vanskeligheder nærmere i enkeltheder at præcisere hvornår sammensværgelsen blev indgået mellem hvem, og med hvilket sigte. Gennem mere end to måneder dominerede dette problem domstolens forhandlinger. Heller ikke tyskerne selv forstod meningen med dette tekniske begreb. Det blev af mange opfattet således at man derved ville fastslå det tyske folks kollektive skyld.
Nürnbergdommen var en retlig og politisk nyskabelse i krigenes historie. Napoleon blev ikke dømt som forbryder men simpelt
hen anbragt i »sikkerhedsforvaring« på St. Helena. Aldrig før havde verden oplevet at sejrherren ikke blot sejrede over sin fjende, men også holdt rettergang og dom over ham. Mange, heriblandt Churchill, var imod iscenesættelse af et langvarigt retsskuespil. Han ville have foretrukket kort proces for standret og eksekution af dem der havde gjort sig skyldige i krigsforbry
delser i snævrere, traditionel forstand, altså umenneskelig krigs
førelse ved krænkelse af de love og sædvaner, der var nedfældet bl.a. i Haager- og Genevekonventionerne.
Men de andre, især amerikanerne og russerne, holdt fast ved tanken om et retsopgør. Den store tanke var at sikre freden ved at gøre krig til en forbrydelse – på samme måde som det i tidens løb var lykkedes at gøre duel til en simpel forbrydelse. Retten skulle have det sidste ord over volden og fremtidens statsmænd skulle vide at de ved at begynde en krig gjorde sig skyldig i en forbrydelse som de måtte stå til ansvar for (NB tilføjer jeg: Hvis de taber krigen).
Bag N tirnbergdom m ens kulisser
Men, spørger jeg, kan man virkelig tale om ret og retfærdig
hed, når det er sejrherren der sidder til doms over sin slagne fjende? Vi plejer at afbilde retfærdighedens gudinde med bind for øjnene. I Nürnbergdommen havde hun bind kun for det ene.
Det var i de grundlæggende aftaler mellem de allierede, indgået i London 1945, slået fast at der ikke kunne tillades de anklagede noget forsvar under påberåbelse af hvad de allierede selv måtte have gjort. Men kan det virkelig kaldes retspleje når dommen kun gælder taberen og når der på dommersædet sidder repræsen
tanter for en enehersker der vel nok var massemorder i større stil end selv Hitler?
Denne skævhed mærkede på mange måder dommen. Et pi
kant forvarsel var det at den sovjetiske anklager oprindelig i anklageskriftet havde fået optaget som et punkt at nazisterne skulle have myrdet 925 polske officerer i Katyn ved Smolenski, men senere, da det var blevet klart hvem der var de virkelige forbrydere, forlangte denne passus slettet.
Hovedanklagen gik som sagt ud på at have begyndt angrebs
krig og foretaget sammensværgelse i dette øjemed. Men hvordan var det, havde ikke Stalin i 1939 sluttet pagt med Hitler og fort
sat forbindelsen også efter at Hitler startede sin angrebskrig? Og var der ikke til pagten knyttet hemmelige aftaler mellem de to ørne om deling af Polen? Jo , det var der. De hemmelige doku
menter herom var faldet i de allieredes hænder. På uoplyst måde var de nu også kommet i det tyske forsvars besiddelse. Det vakte pinlig bestyrtelse i domstolen da forsvaret krævede tilladelse til at fremlægge disse dokumenter som officielle bevisakter i sagen.
De sovjetiske dommere ville naturligvis ikke gå med henil. Man fandt på den udvej at tillade fremlæggelsen, men på betingelse af at forsvaret kunne dokumentere aktstykkernes autentiske karak
ter ved at oplyse hvorledes man var kommet i besiddelse af dem!
(Endelig var der jo også Sovjets vinterkrig mod Finland der vanskeligt kunne karakteriseres som en forsvarskrig).
III. International politik og ret
Også briterne kom ud for vanskeligheder. Det drejede sig om anklagen mod tyskerne for deres angreb på det neutrale Norge april 1940. Det var nemlig lykkedes for de tyske tropper under deres operationer i Norge at sætte sig i besiddelse af dokumenter der uden tvivl viste at der fra britisk side, inden det tyske angreb fandt sted, var planlagt en invasion i Norge. Tyskerne, sagde forsvaret, havde kun handlet for at komme briterne i forkøbet.
Domstolen afviste argumentet. Den hævdede at det ikke var godtgjort at nazisterne, da angrebet fandt sted, havde haft nogen sikker viden om de allieredes planer, men havde planlagt deres angreb uafhængigt heraf.
Det ømmeste punkt i anklagematerialet var vel nok anklagen mod admiral Doenitz som ansvarlig for den hensynsløse tyske undervandskrig: At de tyske u-både i strid med internationale regler havde sænket fjendtlige handelsskibe uden varsel, havde sænket ethvert skib der sejlede mørkelagt om natten, og havde undladt at komme passagerer og mandskab fra sænkede skibe til hjælp. Doenitz’ forsvarer fremsatte begæring om, at de allieredes flådechefer måtte blive hørt om, hvad der indenfor deres område måtte anses for almindelig praksis i krigsførelse med under
vandsbåde. Det tjener domstolen til ære at begæringen enstem
migt blev imødekommet. På grundlag af de indsamlede oplys
ninger udarbejdede den amerikanske juridiske bisidder, James Rowe, et udførligt memorandum hvoraf det fremgik at de alli
eredes u-bådspolitik havde været mindst lige så hensynsløs som tyskernes. Tiden var simpelthen løbet fra de gældende restriktio
ner. U-bådene kunne ikke, efter at handelsskibene var blevet bevæbnede, standse og give varsel uden at udsætte sig selv for overhængende fare, og der var ingen plads i u-bådene til opsam- lede skibbrudne fra de sænkede skibe. Rowes konklusion var utvetydig: Doenitz burde frifindes for han havde kun handlet i overensstemmelse med hvad der var accepteret som uundgåelig skik og brug. De amerikanske dommere accepterede blankt
Bag N ürnb ergd om m en s kulisser
denne konklusion, men de andre, især russeren Nikitchenko, stod fast på domfældelse med straf af fængsel i 10 år. Resultatet blev et ejendommeligt kompromis: Amerikanerne bøjede sig mod at det blev overladt den amerikanske seniordommer, Fra
ncis Biddle, at forfatte det pågældende afsnit af dommen. Og det er forklaringen på det besynderlige forhold, at skønt Doenitz blev dømt (til 10 års fængsel) findes der indføjet en sætning om, at straffen ikke er pålagt ham på grund af brud på internationale love for undervandskrigsførsel. Og dette begrundes uforbehol
dent med at såvel det amerikanske som det britiske admiralitet havde praktiseret samme ubegrænsede undervandskrigsførsel.
Der var også en anden fundamental svaghed i denne dom set ud fra retfærdighedens principper. Dens bærende ide er, som nævnt, at gøre angrebskrig til en forbrydelse, og det var først og fremmest herfor de skyldige blev dømt. Men den straffelov der blev anvendt som hjemmel for at straffe denne forbrydelse var hvad man kalder ex post facto, d.v.s. givet efter gerningen og anvendt med tilbagevirkende gyldighed. Det anses i almindelig
hed som uforeneligt med en hæderlig retspleje. Men i stedet for – som anbefalet af Nikitchenko – åbent at vedgå at der var hand
let i strid med dette princip fordi det netop var domstolens opgave at bringe et nyt, fundamentalt retsprincip til verden, forfaldt man til at skjule sandheden. Med haltende og uholdbare argumenter, hvis hulhed vistnok er almindeligt erkendt i dag, søgte man at give det udseende af at angrebskrig var anerkendt som en såkaldt international forbrydelse allerede da Hitler star
tede sin »sammensværgelse« mod freden.
Nürnbergdommen illustrerer hvor umuligt det er at mikse magtpolitik og retfærdighed. De skyr hinanden som olie og vand. Resultatet står på forhånd fast.
Det er sejrherrens diktat mod sin overvundne fjende maskeret som upartisk, retfærdig domfældelse. Og mon der er nogen der
III. International politik og ret
virkelig tror at dommen ihvertfald har den praktiske nyttevirk
ning at afskrække agressive statsmænd fra at begynde krig? Har den forhindret Nasser og andre arabiske statsledere i højlydt at forkynde deres vilje til at udradere den israelske stat, og i at gøre en række forsøg herpå?
The answer my friend is blowing in the wind:
Freden kan ikke sikres ad rettens vej i et samfund som det inter
nationale hvor volden ikke er monopoliseret.