Lad os i denne forbindelse ikke glemme, at der fra grunden af ved alle krigsforbryderprocesser er noget ømtaaleligt, der maner til maadehold. Det er en afvigelse fra almindelige retsprinciper, når de anklagede i disse tilfælde dømmes af den modpart, de har krænket, de sejrende nationer. Man har ment det ugørligt at undgaa dette brud på almindelige grundsætninger, men maa da intet øjeblik glemme, at den domsmagt, man har tillagt sig selv, maa forpligte til den mest samvittighedsfulde opretholdelse af kravene til en fair, lidenskabsløs og upartisk retspleje, og at det for ens egen anstændigheds skyld er bedre, at afgørelsen er for mild, end at den er for streng.
Den amerikanske militærdomstol, der d. 19. febr. 1948 afsagde dom over Wilhelm List og en række andre tyske generaler for deres forbrydelser på Balkan, har med forbilledlig oprigtighed givet udtryk herfor:
D et er blevet antydet under proceduren, at der ligger et elem ent af noget unfair i selve dom stolens sam m ensætning. D et er naturligvis sandt, at de anklagede maa forelægge deres sag for en kreds af dom m ere fra en sejrende nation. D et er ulyk
keligt, at verdens folk ikke har taget noget skridt til at fjerne grundlaget for denne k ritik . D en ugidelighed (lethargy), der har behersket verdens statsmænd ved behandlingen af dette og mange andre internationale spørgsmaal, er velkendt. D et er en anklage m od verdens civiliserede nationers initiativ og intelligens, at fol
keretten i mange henseender er forblevet af prim itiv karakter. M en det er et anliggende, denne dom stol ikke kan beskæftige sig med paa anden maade end derved, at den retfærdiggør den tillid, der er vist dens m edlem m er, ved at yde de anklagede en fair, lidenskabsløs og upartisk afgørelse i spørgsmaal om kendsger
ninger og om ret. E n dom stol af denne karakter bør i sine overvejelser og i sin afgørelse vise, at den repræsenterer hele m enneskeheden i en anstrengelse for at yde et bidrag til international lov og rettergang, der er fri for alle nationale fordom m e. D ette har vi prøvet at gøre.
(Domstolen dømte ingen af de anklagede, hvis ugerninger i mængde langt oversteg dem, der er blevet øvet her i landet, til højere straf end fængsel på livstid).
Vore dommere taler ikke saa bredt i deres domme som de
III. International politik og ret
Betragtninger ved Best-dom m en
amerikanske kollegers ord, og at de i deres afgørelser har været besjælet af samme aand. Dette er retskultur. Domstolene har ikke svigtet, men tværtimod holdt fanen højt. De raab, der nu lyder om hævn, og helst blodig, udspringer af instinkter (under
tiden kaldet folkets sunde retsbevidsthed) beslægtet med dem, der besjæler Ku-Klux-Klanens negerjustits og de legaliserede forfølgelser i diktaturstaterne.
Men der er et andet punkt, hvor landsrettens afgørelse i mine øjne har svigtet og staar langt tilbage for den omtalte amerikan
ske dom over syd-øst generalerne. Langt vigtigere end om Best faar fem eller ti aar er det, at den retsopfattelse, specielt i fol
keretlig henseende, ud fra hvilke krigsforbryderne er dømt, kommer klart til udtryk. Som den amerikanske dom siger, bør det være domstolens opgave i sin afgørelse objektivt at yde et bidrag til udformning af den internationale ret. Dennes princi
per er ofte meget ubestemte og formes for en stor del netop i saadanne opgør, som de der nu finder sted. Det er vigtigt, at vi, de smaa nationer, der fortrinsvis har været og antagelig i fremti
den vil blive genstand for besættelse, saa klart som muligt giver udtryk for vor retsopfattelse ud fra klare principielle linjer. Det er paa dette punkt, landsrettens afgørelse er en skuffelse. Den er i sine folkeretlige synspunkter dels fattig og karakterløs; dels, forsaavidt den har taget et standpunkt, baseret paa synspunkter, der maa anses for tvivlsomme og i hvert fald i modstrid med saadan retsopfattelse, som det maa være naturligt – inden for grænserne af den nuværende folkerets ubestemthed – at gøre gældende ud fra danske interesser.
Det første – fattigdommen i en principiel belysning af retsfor
holdet mellem okkupationsmagten og en modstandsbevægelse – hænger sammen med danske domstoles sædvanlige uvilje mod at sige mere end det højst fornødne til begrundelse af en afgørel
se. Hvad der end ellers kan menes om denne metode, i en sag
III. International politik og ret
som den foreliggende er den højst ulykkelig. Her burde man have aabnet munden, og givet klar besked. Er en modstandsbe
vægelse folkeretstridig? Paa hvilke principer maa besættelses
magtens ret til at bekæmpe den baseres? Saadanne spørgsmaal behandles indgaaende i den omtalte amerikanske dom. Landsret
ten siger intet herom. Men vi kan ikke være tjent med, at den internationale retsopfattelse paa dette punkt ensidigt skal formes af de magter, der typisk vil være de krigsførende og besættende.
Det er vor naturlige opgave og pligt også at give vort syn paa sagen tilkende som part i det store spil.
Det andet punkt – værdien af den retsopfattelse landsretten har givet udtryk for – er endnu alvorligere. I grove træk kan proble
met udredes saaledes. Efter gældende folkeretlige principer kan okkupationsmagtens betingelser over for sabotage og modstand tænkes fastlagt ud fra to forskellige synspunkter. Enten i læren om repressalier over for retsbrud; eller i okkupationsmagtens ret til i lovlige former og med strafferetlige midler at haandhæve ro og orden paa det besatte omraade. Det er ugørligt i en bladarti
kel at udrede forskellen i enkeltheder. Hovedsagen er, at efter repressaliesynspunktet kan gengældelsen ramme hvem som helst uden ethvert spørgsmaal om skyld og uden noget krav om retli
ge garantier (procedure, dom). Efter det andet synspunkt er or- denshaandhævelsen principielt af strafferetlig karakter, d.v.s.
baseret i skyld og retlig prøvelse. Dette udvides ganske vist efter landkrigsreglementet udover de almindeligt anerkendte straf
feretlige principper, saaledes at der ogsaa kan reageres på grund
lag af begrundet formodning om kollektiv skyld (naar befolk
ningen staar last og brast med sabotørerne). Alligevel er forskel
len i konsekvenser stor.
I den folkeretlige teori er spørgsmaalet ikke klart afgjort, selvom den overvejende opfattelse synes at gaa ind for den sidst
nævnte opfattelse, der klart er den, der yder befolkningen i det
Betragtninger ved Best-dom m en
besatte land den bedste beskyttelse. Ogsaa den omtalte ameri
kanske dom er klart gaaet ind for dette retssyn.
Paa denne baggrund maa det forekomme forbløffende, at Best- dommen, øjensynlig ganske uden at ane problemet, endsige for- staa dets rækkevidde, bygger sin afgørelse paa repressaliesyns
punktet. Dette er blevet skudt frem fra forsvarets side, og dom
merne er marcheret lige lukt ind i det uden nogen diskussion.
Danske dommeres velkendte, men dog forbløffende mangel på kendskab til folkeret har hævnet sig.
Den afgørende passus paa dette punkt i dommen lægger vægt paa, at de paatalte handlinger ikke var lovlige som repressalier, fordi det ikke var tilkendegivet, at de var ment som saadanne.
Afgørelsen i det konkrete tilfælde er reddet, men man tør nok sige, at det er at sætte over, hvor gærdet er lavest. Det er jo næ
sten som at give en brugsanvisning for fremtidige besættelses
magter. Blot I gør jer den ulejlighed at meddele, at jeres uger
ninger er ment som repressalier, har vi intet at skulle have sagt.
Efter landsrettens tankegang maatte f.eks. – under forudsætning af, at der ikke forelaa uforholdsmæssighed – bortførelsen og drabet af Snog-Christensen erkendes som lovligt, dersom det blot var blevet meddelt publikum, at drabet var foretaget til gengæld for en bestemt sabotageakt.
N ej, forbrydelsen stikker langt dybere. Den ligger i den lovlø
se terror i flæng, uden respekt for skyld, selv blot den kollekti
ve, og for enhver retsform. Dette er klart sagt i dommen over syd-øst generalerne, og danske domstole burde sige det samme.
Det er paa dette punkt, vi maa stille vor lid til, at højesteret vil gaa til bunds i sagen og give klart udtryk for dansk retsopfattel
se.