5. Sundhed og psykiatri
5.2. Barriere 11. Behandling under det regionale psykiatriske
sundheds-væsen
Kommunerne oplever generelt en overhyppighed af psykiske lidelser blandt kontanthjælpsmodtagere i forhold til den øvrige befolkning. Sagsbehandlerne i de seks kommuner peger på, at en meget stor del af de ikke-arbejdsmar-kedsparate borgere har eller får en tilknytning til det regionale psykiatriske system.
Psykiske lidelser er i varierende omfang med til at fastholde borgerne uden-for arbejdsmarkedet, hvis deres lidelser ikke behandles. Det kan deruden-for være afgørende for den øvrige beskæftigelsesrettede indsats, at den ledige
mod-Case: Kvinde sygemeldt med stress og depression
En kvinde er sygemeldt med stress og depression, og udbetaling af sygedagpenge er for nylig stoppet som følge af forlængelsesreglerne, hvorfor hun er overgået til kontanthjælp. Kontanthjælpen er uden ydelse, da hun forsørges af ægtefælle, men hun er således berettiget til tilbud efter LAB-loven.
Kvinden er fortsat sårbar og kan ikke umiddelbart vende tilbage til ar-bejdsmarkedet. Kvinden deltager herefter i et kommunalt forløb med henblik på beskrivelse af kompetencer, ressourcer og udviklingsmulig-heder. Her påpeges det, at der kan være behov for samtaleforløb hos en psykolog, da kvindens psykiske tilstand hindrer muligheden for at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet, men at psykologhjælp vurderes at kunne hjælpe hende langt hen ad vejen.
Da behandlende forløb ikke kan gives som en del af LAB-tilbud, vejledes hun til at søge enkeltydelse efter aktivloven. Kvinden får dog afslag på grund af ægtefællens indkomst. Kvinden er af den opfattelse, at grundet manglende indtægt i en periode på 8 måneder siden ophøret af syge-dagpenge har hverken hun eller ægtefællen mulighed for at betale selv, ej heller trods henvisning via egen læge til psykolog.
Kvinden henvises derfor af kommunen til eget tilbud om håndtering af stress/depression, hvor der indledningsvist opleves en god effekt af forløbet. Kvinden starter derfor i virksomhedspraktik med henblik på optræning af arbejdsevnen, hvilket dog må afbrydes kort efter, da kvin-dens psykiske tilstand forværres.
Der indhentes på ny oplysninger fra egen læge, der fortsat beskriver stort behov for kognitivt baseret samtaleforløb hos en praktiserende psykolog, hvis det skal være realistisk, at kvinden igen skal blive selvfor-sørgende.
tager behandling i det regionale psykiatriske sundhedsvæsen. Hvis en borger ikke modtager den fornødne behandling, eller der er ventetid på behandlin-gen, kan det på sigt medføre, at borgerens mulighed for at blive selvforsør-gende forsinkes eller forringes.
Det danske sundhedsvæsen er grundlæggende baseret på principper om den lige og frie adgang til sundhedsvæsnet. I forhold til indsatserne for mål-grupperne med behov for tværgående indsats betyder det, at der ikke er mulighed for at prioritere patienter i forhold til beskæftigelsesindsatsen. Så i forhold til beskæftigelsesindsatsen er det en væsentlig barriere for at bringe borgere med psykiske lidelser tættere på arbejdsmarkedet.
Den største udfordring er således et kapacitetsproblem, der går på tværs af alle regioner. Alle kommuner angiver således oplevede ventetider som en barriere for fremdriften i den beskæftigelsesrettede indsats for borgere, der lider af psykisk sygdom. Ventetiden på behandling varierer meget i de enkel-te regioner og på tværs af regionerne, men i kommunerne er det vurderin-gen, at borgergruppen har meget svært ved at benytte sig af det frie syge-husvalg og i meget stort omfang vil vælge det tættest mulige.
Således nævner kommunerne også manglende mobilitet i denne borger-gruppe som et generelt problem. Det kan således være en udfordring for borgeren at deltage i tilbud, der ikke ligger i det umiddelbare nærområde, da ambulante behandlinger kræver, at borgeren flere gange ugentligt rejser til behandlingsstedet, og der er ikke mulighed for at give tilskud til transporten via LAB.
Endelig peger kommunerne på, at det kan være en barriere, at tilbuddene i det regionale sundsvæsen er baseret på et frivillighedsprincip, hvorfor der ingen procedure er i forhold til fastholdelse, hvis borgeren vælger at afbryde behandlingen eller ikke møder op. Sagsbehandlere oplever ofte, at de må forsøge at appellere til psykiatrien, for at et behandlingsforløb ikke opgives, på trods af at borgeren ikke er mødt op en enkelt gang eller to. Det lykkes dog langt fra altid, hvorefter der må startes forfra med at få borgeren ned til egen læge med henblik på at få en ny henvisning.
Der er i nærværende kortlægning ikke blevet peget på barrierer i forhold til kommunernes socialpsykiatriske tilbud, men Deloittes analyser har i tidligere sammenhænge peget på, at de kommunale tilbud på en række områder er substituerende i forhold til de regionale både for den ambulante og stationæ-re aktivitet (jf. Analyse af kapaciteten i Psykiatrien, 2012: 23), hvorfor der kan kigges på, hvilke muligheder der eksisterer for at anvende kompetencer og kapacitet i socialpsykiatrien med henblik på at mindske flaskehalsproblema-tikken i den regionale psykiatri.
Case: Ung mand på 18 år med svær social angst
En sagsbehandler beretter om et forløb for en ung mand, der betegnes som typisk for sager af denne art.
En ung mand på 18 år henvender sig til jobcentret – han har ikke tidlige-re modtaget hjælp fra kommunen. Mandens far er bekymtidlige-ret, fordi søn-nen lever isoleret. Manden lider af svær social angst på grund af trauma-tiserende oplevelser i skolen i en tidlig alder, hvor han er blevet forfulgt og truet på livet.
Manden har ikke gået i skole siden 9. klasse, som han ikke har færdig-gjort, fordi han ikke gik til eksamen. I dag er tanken om at indgå i en normal relation med andre mennesker på en uddannelsesinstitution me-get fjern for ham.
Den unge mand kommer til 6-8 samtaler hos sagsbehandleren. Sagsbe-handleren får efterhånden opbygget et tillidsfuldt forhold til den unge mand og forsøger først at hjælpe ham via eget angsttilbud internt i kom-munen, men tilbuddets psykolog påpeger, at målet om praktik er ureali-stisk, og at manden har behov for yderligere psykiatrisk behandling.
Egen læge er ikke bekendt med mandens problemer, da familien aldrig har henvendt sig vedrørende dette, men efter sagsbehandleren tager med borgeren ned til egen læge og hjælper med at formidle problemets omfang, henviser lægen til Den Centrale Visitation (CVI).
På det tidspunkt er der gået fem måneder fra mandens første henven-delse til kommunen. Henvisningen til CVI sker umiddelbart før sommer-ferien, hvorfor CVI ikke kan behandle sagen med det samme. Da sags-behandleren tager kontakt efter en måned uden at have hørt noget, får han at vide, at henvisningen er bortkommet, og at egen læge på ny må kontaktes. Lægen beretter, at han kan se i sit system, at henvisningen ellers er afsendt.
Ventetiden fra ny henvisning til et tilbud er modtaget fra CVI er herefter fire måneder, hvorefter yderligere en måned må påregnes, før behand-lingen kan igangsættes. Der går alt i alt 10 måneder fra første henven-delse fra borgeren, til et psykiatrisk forløb er sat i gang med en indleden-de samtale. Sagsbehandleren beretter, at indleden-det på trods af indleden-dette er en af de sager, hvor det er gået hurtigst med at få en borger i behandling. Det til trods er sagsbehandleren stærkt bekymret for, om borgeren fortsat vil være motiveret for at modtage behandling, når tilbuddet starter.
En del af ventetiden kan dog også skyldes, at sagsbehandleren ikke tidligt nok har opfordret borgeren til at gå til egen læge i stedet for at have et langt samtaleforløb med pågældende.