6.1. Barriere 14. Uddannelse under Undervisningsministeriet
Nogle få kommuner har nævnt, at det kan være en barriere for borgere, for hvem deltagelse i uddannelse er en del af beskæftigelsesindsatsen, at kom-munen skal afholde det fulde aktivitetsafhængige tilskud til uddannelsesinsti-tutionen for uddannelser under Undervisningsministeriet.
Bestemmelserne omkring betaling for deltagelse i uddannelse i forbindelse med den aktive beskæftigelsesindsats betyder, at eksempelvis deltagelse på AMU-kurser for lønmodtagere og selvstændige uden videregående uddan-nelse, der deltager udenfor beskæftigelsesindsatsen, koster en egenbetaling på 122-182 kr. per dag (2014), men ved indskrivning af ledige på AMU-kurser i forbindelse med beskæftigelsesindsatsen opkræves jobcentret mel-lem 277 kr. og 1.054 kr. per dag (2014).
For deltagelse i enkeltfag og fagpakker på VUC er kommunernes betaling cirka 60.000 kr. per år, når uddannelserne er en del af beskæftigelsesindsat-sen, mens borgerens egenbetaling ved ordinær optagelse er cirka 5.000 kr.
Dette skal sammenholdes med et gennemsnitligt årligt driftsloft på cirka 11.000 kr. til beskæftigelsesindsats per ydelsesmodtager.
Denne forskel skyldes et behov for at holde de offentlige udgifter til beskæfti-gelsesindsats og ordinær uddannelse tydeligt adskilt og at sikre, at ordinær uddannelse ikke af kommunerne misbruges som buffer for den kommunale beskæftigelsesindsats.
I flere kommuner er det blevet fremhævet, at det er meget sjældent, at ek-sempelvis deltagelse på VUC anvendes som en del af beskæftigelsesindsat-sen. Uddannelse som en del af beskæftigelsesindsatsen giver eksempelvis mulighed for, at borgeren kan starte på uddannelse med et lavere timetal, end der er nødvendigt for at være berettiget til SU, ligesom eventuel mentor-støtte kan videreføres.
Der er samlet tale om en barriere, der kun i begrænset omfang har været fremhævet i kommunerne. En løsning af barrieren kan for eksempel ske ved lige adgang til ordinær uddannelse, hvor jobcentret alene finansierer borge-rens egenbetaling, som hvis borgeren var selvforsørgende. Udgiften til
ordi-nær uddannelse vil således entydigt være placeret i Undervisningsministeriet og vil således på det centrale niveau medføre en vis opgaveglidning mellem ministerområderne. Samtidig peger en del tidligere analyser på varierende eller egentlig begrænsede effekter af ordinær uddannelse i relation til be-skæftigelsesindsatsen, hvorfor det skal overvejes, om en håndtering af den-ne barriere geden-nerelt samlet set vil være hensigtsmæssig.
6.2. Barriere 15. Samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvej-ledning (UU)
Regeringen har en målsætning om, at mindst 95 procent af en ungdomsår-gang skal have en ungdomsuddannelse, fordi alle undersøgelser peger på, at uddannelse er den bedste sikring mod ledighed. Imidlertid har størstedelen af kontanthjælpsmodtagere under 25 år ikke gennemført en erhvervskompe-tencegivende uddannelse, og mange af disse unge er ikke umiddelbart ud-dannelsesparate, fordi de har problemer af faglig, social og sundhedsmæssig karakter. Efter indfasningen af kontanthjælpsreformen får alle unge under 30 år uden en kompetencegivende uddannelse endvidere et uddannelsespålæg.
Derfor er sikring af kontinuitet for unge, der starter og stopper i uddannelse, vigtig. I dag har den unge en jobplan i jobcentret og kan have en uddannel-sesplan i UU-regi, da UU har en opsøgende forpligtigelse overfor alle unge under 25 år, der ikke er i gang med eller har fuldført en ungdomsuddannelse.
De forskellige uddannelsesplaner understøtter ifølge kommunerne ikke altid hinanden og mangler ofte koordinering, ligesom der ofte kan mangle koordi-nering mellem de forskellige kommunale forvaltninger mv., der iværksætter de uddannelsesorienterede indsatser for den unge. Ifølge kommunerne sker det ofte, at de ikke ved i jobcentret, om der har været en UU-medarbejder inde over eller ej. Jobcentrene har dog en tydeligt defineret tovholderrolle for de unge uddannelseshjælpsmodtagere, der har medvirket til at sikre en mere entydig ansvarsplacering.
Kommunerne peger på et behov for et mere forpligtende fælles efterværn mellem jobcenter og UU-vejledning, efter at den unge er startet på uddannel-sen. Kommunen skal således følge op og kontakte uddannelsesinstitutionen og den unge for at sikre, at det nødvendige efterværn er etableret, samt vur-dere, om der skal ændres i støtten eller iværksættes yderligere initiativer (jf.
Deloittes analyse af uddannelsespålæg, 2012).
Inspiration til et efterværn i forhold til fastholdelse kan bygges på erfaringer fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings projekt om brobygning til uddannelse, der på baggrund af en midtvejsevaluering og de foreløbige re-sultater har vist, at der kan opnås gode effekter i forhold til fastholdelse ved at tilknytte en mentor til unge uddannelseshjælpsmodtagere, hvis mentoren følger de unge, fra de påbegynder et såkaldt brobygningsforløb til uddannel-se, til de har opnået en praktikplads og dermed er klar til hovedforløbet på en
erhvervsuddannelse på ordinære vilkår. Selve brobygningsforløbet er for-uden den individuelle mentorstøtte tilrettelagt som et målrettet forløb på en erhvervsskole (det vil sige i et ordinært uddannelsesmiljø) med blandt andet faglig opkvalificering gennem undervisning i læsning, skrivning og matematik, snusepraktikker på hovedforløb og i virksomheder. Modellen er foreløbig afprøvet i 12 projekter over en toårig periode, men styrelsen anbefaler på baggrund heraf alle øvrige kommuner og erhvervsskoler at indgå samar-bejdsaftaler om brobygningsforløb som en samlet uddannelsesrettet indsats for ungegruppen. En indsats, hvis behov blandt andet understreges af er-hvervsuddannelsesreformens ikrafttrædelse i august 2015 med indførelse af adgangskrav og maksimum tre forsøg til at gennemføre en erhvervsuddan-nelse, hvilket yderligere øger relevansen af at sikre kontinuitet og forhindre frafald i overgangen fra at være på uddannelseshjælp til at være i uddannel-se.
6.3. Barriere 16. Resocialisering af borgere efter endt frihedsberøvel-se
Når en borger løslades, har borgeren ofte ikke et umiddelbart forsørgelses-grundlag. En borger har ret til senest 14 dage før løsladelsen at få afgjort, om han/hun forventes at kunne opfylde betingelserne for at modtage engangs-hjælp, der udbetales på løsladelsesdagen. I praksis betyder det, at Kriminal-forsorgen er forpligtet til at hjælpe med at kontakte kommunen – så vidt mu-ligt en måned før løsladelsen eller ved kortere domme i så god tid som mumu-ligt inden løsladelsen.
Ifølge kommunerne er det dog langt fra altid, at denne koordination lykkes.
Ofte hører kommunen om borgeren for sent til at kunne nå at iværksætte de rette foranstaltninger. For borgere, der kommer ud efter afsoning uden et netværk, med en uafklaret boligsituation og uden midler at leve for, er de første dage ofte en kritisk fase med øget risiko for tilbagefald til kriminalitet.
Hvis ikke engangshjælpen er godkendt og forberedt rettidigt, vil der for ek-sempel ofte gå tre bankdage, før borgeren kan modtage hjælp efter henven-delse på kommunen. Derudover er det en forudsætning, at en borger er til-meldt en folkeregisteradresse for at kunne modtage støtte, hvilket mange ikke er umiddelbart efter at have afsonet, da folkeregisteradressen flyttes til fængslet ved længere domme.
For at understøtte en langsigtet indsats og sikre kontinuitet i samarbejdet overfor fælles borgergrupper er der fastsat regler om koordinering af nernes og Kriminalforsorgens handleplaner, jf. bekendtgørelse om kommu-nernes pligt til at koordinere handleplaner med Kriminalforsorgen for visse persongrupper. I forbindelse med kontanthjælpsreformen er alle kommuner forpligtet til at udpege en ansvarlig udslusningskoordinator for at modvirke, at løsladte står på gaden uden bolig eller forsørgelsesmulighed og uden mulig-hed for at kontakte offentlige myndigmulig-heder. Udslusningskoordinatoren skal
dermed fungere som Kriminalforsorgens faste kontaktperson i kommunen, jf.
de samarbejdsaftaler, Kriminalforsorgen har indgået med landets kommuner i forbindelse med projekt God Løsladelse. Kommunerne peger på, at dette har været en værdifuld forbedring, men at samarbejdet endnu ikke er fuldt udrul-let.
De seks kommunebesøg peger ligeledes på, at kendskabet til den lovgiv-ningsfastsatte ansvars- og rollefordeling mellem Kriminalforsorgen og kom-munerne er begrænset. Tidligere undersøgelser har vist, at både kommuner-ne og Kriminalforsorgen er tilbøjelige til gensidigt at gøre hinanden ansvarlige for det manglende samarbejde.3 I Deloittes kortlægning af barrierer for den tværgående indsats har interviewene i dataindsamlingen udelukkende været med udgangspunkt i kommunale informanter, og her går dette billede igen.
Ifølge sagsbehandlerne modtager de således ofte underretninger for sent, og i flere tilfælde møder man først borgeren, i det øjeblik vedkommende møder op i jobcentret.
Endelig ligger der for kommunerne en særlig barriere i forhold til handlekom-muneforpligtelsen i henhold til retssikkerhedsloven. Ifølge vejledningen om retssikkerhed og administration på det sociale område har der i forbindelse med kriminelle personers ophold i Kriminalforsorgens fængsler, arresthuse og pensioner været en praksis for at aftale handlekommune, svarende til den praksis, der anbefales for de mest udsatte grupper i Socialministeriets vej-ledning til serviceloven om botilbud mv. Begrundelsen for denne praksis er et hensyn til den fælles indsats mellem de sociale myndigheder og Kriminalfor-sorgen i forbindelse med blandt andet handleplaner. I de tilfælde, hvor der ikke indgås aftale om, at den tidligere opholdskommune bevarer handlefor-pligtelsen, skal den tidligere opholdskommune deltage i udslusningsplanerne, medmindre afsoneren ikke ønsker at vende tilbage til den tidligere opholds-kommune.
3 Kriminalforsorgens og de sociale myndigheders samarbejde, Formidlingscentret for socialt arbejde, 2003.
Case: Ung mand løslades efter afsoning
Initiativet til koordinering af handleplaner påhviler Kriminalforsorgen, men statistik i kommunen viser, at Kriminalforsorgen underretter for sent.
I et konkret tilfælde modtages der for eksempel per brev en underretning fra Kriminalforsorgen om, at en ung mand snart løslades. Løsladelsen har effekt den 5. i måneden, mens brevet er dateret den 4., det vil sige én dags varsel. Konkret står borgeren uden bolig, forsørgelsesgrundlag mv., og der går minimum tre bankdage, før engangshjælp kan udbetales.