På baggrund af den gennemførte analyse af barrierer for tværgående ind-sats, organisering og styring foreslår Deloitte følgende tiltag til en styrket tværgående indsats for de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere.
Forslag 1. Tydeligere vejledning om anvendelse af samtykkeregler
De seks kommunebesøg viser, at de samme data ofte indhentes flere gange på tværs af den kommunale forvaltning, fremfor at forvaltningerne i højere grad udveksler de relevante oplysninger. I et borgerperspektiv vil en styrket anvendelse af mulighederne for udveksling af oplysninger og deling af data ofte betyde kortere sagsbehandlingstid, da sagerne hurtigere kan oplyses.
Det vil samtidig betyde, at borgerne oplever mere overskuelige og sammen-hængende forløb for den enkelte, da de ikke oplever at skulle afgive de sam-me oplysninger flere gange.
Udfordringerne omkring deling af data på tværs af forvaltninger kan både henføres til lovgivningens rammer og manglende overblik over tilgængelige oplysninger på tværs af forvaltningsområder. Endvidere er der en udbredt usikkerhed blandt de kommunale medarbejdere i forhold til, i hvilket omfang forvaltningsloven, retssikkerhedsloven og persondataloven giver mulighed for at udveksle oplysninger.
Usikkerhed om tolkningen af rækkevidden af persondataloven og særligt forvaltningslovens bestemmelser betyder, at der på tværs af kommunerne er forskellige tilgange til, hvordan udfordringen omkring datadeling og udveks-ling af oplysninger kan håndteres. Således bliver rækkevidden af samtykke-erklæringer tolket meget forskelligt og ofte mere restriktivt, end loven tilsiger.
Deloitte foreslår på denne baggrund:
At der udarbejdes en tydeligere vejledning i, hvordan reglerne om sam-tykke og udveksling af oplysninger skal forstås i forbindelse med beskæf-tigelsesindsatsen for de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, herun-der en praktisk vejledning og eksempler med fokus på, hvilke oplysninger der typisk kan indhentes fra andre forvaltningsområder.
Forslag 2. Styrket mulighed for genbrug og deling af oplysninger fra udredninger
Borgerne i målgruppen for en tværgående kommunal indsats har typisk sa-ger i flere forskellige forvaltninsa-ger og udredes efter flere forskellige metoder.
Metoderne er specifikke og målrettet behovet på de enkelte forvaltningsom-råder (beskæftigelses-, social-, handicap- og børneområdet mv.), men omfat-ter i vidt omfang mange af de samme oplysninger fra eksempelvis praktise-rende læge, det regionale sundhedssystem, aktører i beskæftigelsesindsat-sen, støttekontaktpersoner, virksomheder, udførere på det sociale område mv. Endvidere oplever borgerne, at de skal gentage de samme oplysninger mange gange. Det betyder, at borgerne oplever en manglende koordinering af myndighedsopgaverne.
De forskellige udredningsmetoder har en række overlappende temaer, som de relevante sagsbehandlere spørger ind til på lidt forskellig måde. Alle me-toder indeholder skemaer til at strukturere udredningen. Skemaerne har for-skelligt fokus, men indeholder en række overlappende spørgsmål som for eksempel spørgsmål om den nære dagligdag, socialt netværk og familie og fritid, økonomi, arbejde og uddannelse m.m.
Deloitte foreslår på denne baggrund:
At der igangsættes et arbejde målrettet en styrket digital understøttelse af datadeling på tværs af beskæftigelse-, social- og uddannelsesområdet.
Løsningerne skal etableres med henblik på, at sagsbehandlerne under hensyntagen til persondatalovgivningen kan få mulighed for, alt efter am-bitionsniveau, at (1) få viden (metadata) om, hvilke informationer, sager og dokumenter der er tilgængelige om en borger eller familie, (2) blive ad-viseret, hvis relevante informationer bliver tilgængelige, 3) blive adad-viseret, når relevante informationer bliver opdateret eller ændret ud fra en anven-delsesorienteret tilrettelæggelse for at undgå overoplysning, 4) tilgå og dele relevante informationer direkte i andre fagsystemer, for eksempel statusnotater og sager, hvilket skal ses i lyset af, at sagsbehandlerne ge-nerelt efterspørger muligheden for at tilgå dokumenter og sager udarbej-det af andre aktører. For en beskrivelse af mulige tekniske og konceptuel-le løsninger kan i øvrigt blandt andet henvises til Deloittes analyse af da-tadelingsbehov i sagsbehandlingen på socialområdet (2014), analyse af muligheder for etablering af datavarehus på det sociale område (2014) samt kortlægning af databehov på ungeområdet på tværs af beskæftigel-ses-, social- og uddannelsesområdet (2012).
Mulighederne for genbrug af oplysninger skal endvidere ses i tæt samspil med forslag 1 om styrket anvendelse af samtykkereglerne, hvilket ofte vil kræve en større gennemsigtighed i, hvilke oplysninger der kan indhentes fra andre forvaltningsområder.
Forslag 3. Lettere adgang til enkeltydelser og hjæl-pemidler relateret til beskæftigelsesindsatsen
Kommunerne oplever i mange sager, at adgangen til enten enkeltydelser (fx til tandbehandling eller medicinudgifter) eller hjælpemidler (fx specialseng, særlig kontorstol eller lignende) bliver en barriere for at kunne arbejde
be-skæftigelsesrettet med borgerne. Ofte kan enkeltydelser eller hjælpemidler afhjælpe konkrete forhold, der er en barriere for borgerens indtræden på arbejdsmarkedet eller øvrige deltagelse i beskæftigelsesindsatsen.
Problemet relaterer sig for det første til spørgsmålet om, om borgeren er berettiget, for så vidt at enkeltydelser bevilges efter vurdering af borgerens økonomiske råderum, og hjælpemidler bevilges på baggrund af visitation efter udredning af borgeren. Sagsbehandlerne oplever ofte, at borgerne ikke har adgang til støtte på baggrund heraf, selvom støtten vurderes relevant for fremdriften af den beskæftigelsesrettede indsats.
For det andet relaterer problemet sig til selve sagsbehandlingen. Ansøgning og bevilling af enkeltydelser og hjælpemidler sker i andre afdelinger i kom-munen. Borgerens sag kan dermed ikke holdes i jobcentret, hvor beskæfti-gelsessagen er, men borgeren skal over i andre enheder. Samtidig risikerer dette at medføre en kalendermæssig forsinkelse i fremdriften, indtil ansøg-ning om enkeltydelser eller hjælpemidler er afklaret.
Deloitte foreslår på denne baggrund:
At der i beskæftigelsesindsatsen indenfor en øvre beløbsgrænse gives mulighed for at bevilge økonomisk hjælp til dækning af mindre enkeltud-gifter og bevilling af hjælpemidler, der ud fra en beskæftigelsesmæssig vinkel vurderes at udgøre en barriere for fremdriften i borgerens sag eller borgerens deltagelse i aktive tilbud eller ordinær beskæftigelse. Dette kan for eksempel ske via en bevillingshjemmel i beskæftigelsesloven. Det er på baggrund af kommunernes vurderinger forventningen, at eventuelle øgede udgifter til mindre enkeltudgifter og hjælpemidler mere end opvejes af reducerede udgifter til forsørgelse og beskæftigelsesindsats. Sammen-holdt med størrelsesordenen af både udgifter til beskæftigelsestilbud og særligt forsørgelsesydelser skal der ske marginale reduktioner i disse om-kostninger for at finansiere mindre enkeltydelser og hjælpemidler.
Alternativt kan der gives en mere umiddelbar adgang til bevilling via de nuværende paragraffer i aktivloven og serviceloven for borgere, der mod-tager kontanthjælp, således at hjælpen kan gives uden rådighedsbereg-ning eller forudgående udredrådighedsbereg-ning og visitation. Dette kan for eksempel ske ved at udvide den nuværende § 82a om udvidet adgang til tandbe-handling. Deloitte vurderer dog, at det vil være afgørende, at bevillingen kan ske fra jobcentret, således at beslutningen kan træffes i tæt sammen-hæng med den igangværende beskæftigelsessag.
Forslag 4. Udvikling af centrale modeller til under-støttelse af lokale businesscases
I de seks kommuner er der kun i begrænset omfang en tværgående tanke-gang i de samlede økonomiske prioriteringer, hvor for eksempel investering i ét område kan forventes at give et afkast på et andet område. Flere af kom-munerne oplever, at det er vanskeligt at vise politikerne tilstrækkeligt overbe-visende businesscases til, at politikerne investerer i en langsigtet beskæfti-gelsesindsats. Det politiske dilemma, der peges på, er, at det forventede afkast af beskæftigelsesindsatser for de ikke-arbejdsmarkedsparate borgere
ofte først ligger eksempelvis 3-5 år fremme i tiden. Det betyder, at investerin-ger på den korte bane skal prioriteres i forhold til andre serviceområder som for eksempel daginstitutioner, skoler og ældreområdet, der også ligger inden-for servicerammen. Denne logik er styrende, selvom en eventuel business-case ville kunne vise, at en god beskæftigelsesindsats skaber rum til en bed-re velfærdsproduktion på andbed-re områder på længebed-re sigt.
Endvidere er udgangspunktet for den kommunale økonomistyring typisk en overordnet ramme på de enkelte politiske udvalgsområder, der efterfølgende allokeres som budgetansvar ned gennem organisationen i henhold til histo-risk forbrug og eventuelle justeringer på baggrund af udvikling i demografien eller centralt udmeldte besparelser. På de enkelte decentrale niveauer er det herefter op til den budgetansvarlige leder at sikre budgetoverholdelsen in-denfor sit område. Denne praksis er fremmende i forhold til at sikre en fornuf-tig daglig økonomisk ansvarlighed i beslutningerne, men kan være en hin-dring i forhold til en mere tværgående tankegang i udførelsen af de kommu-nale opgaver, da den ifølge kommunerne inspirerer til kasse- og silotænk-ning.
Deloitte foreslår på denne baggrund:
At det kommunalpolitiske arbejde med prioritering af tværgående indsat-ser med flerårige budgetvirkninger understøttes med udviklingen af en central model for opstilling af businesscases. Modellen skal baseres på den seneste viden om evidensbaserede effekter af beskæftigelsesindsat-sen. Modellen skal endvidere understøtte effekter på tværs af serviceom-råder, herunder afledte effekter i forhold til eksempelvis den sociale ind-sats, familieindsatser mv.
Investeringstankegangen er fremherskende på flere kommunale service-områder i forhold til forebyggelse på både sundheds-, børne-, social- og ældreområdet. Der er derfor et bredt forankret mindset, som modellen skal bygges op omkring.
Forslag 5. Tydelig snitflade mellem LAB-mentorordning og § 85-bostøtte
En borger kan have behov for støtte til forskellige opgaver, for eksempel fastholdelse af beskæftigelse eller uddannelse, deltagelse i beskæftigelses-indsats, varetagelse af et vist niveau af generel hverdagsmestring mv. Til disse formål eksisterer en række forskellige muligheder for at få støtte, her-under forskellige mentor- og støttekontaktpersonordninger. Efter LAB-lovens kapitel 9b har aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere ret og pligt til et tilbud om en mentor i perioder, hvor borgeren ikke af andre årsager kan deltage i aktive tilbud. Herudover bruges mentorer i en række andre situationer på beskæftigelsesområdet.
Samtidig er kommunen efter servicelovens § 85 forpligtet til at tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psy-kisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Denne bostøtte gør det
for eksempel muligt for mange sindslidende at bo i eget hjem ved at få hjælp til at varetage de almindelige dagligdagsfunktioner, herunder betaling af reg-ninger, indkøb og rengøring.
Kommunerne peger på, at den samme borger i nogle tilfælde fra forskellige forvaltninger får tildelt både mentor og bostøtte, der i nogle tilfælde yder en identisk eller overlappende service til borgeren. I andre tilfælde betyder mu-ligheden for at yde samme indsats via to forskellige lovområder, at der internt i kommunen opstår drøftelser af, efter hvilken paragraf støtten skal gives, og dermed hvor indsatsen skal finansieres. Dette risikerer at betyde usikkerhed omkring indsatsen samt forlængelse af sagens behandling, indtil spørgsmålet mellem forvaltningerne er afklaret. Beslutter kommunen, at støtten bedst gives via serviceloven, kræves først udredning og visitation af støtten via voksensocialområdet.
Deloitte foreslår på denne baggrund:
At mulighederne for mentor- og bostøtte til aktivitetsparate borgere på kontanthjælp forenkles, således at støttemulighederne til denne gruppe samles ét sted og kan bevilges umiddelbart ud fra relevansen i den be-skæftigelsesrettede indsats.
At indsatsen og bevillingskompetencen for borgere på kontanthjælp sam-les i jobcentret. Beskrivelsen af mulige opgaver for den beskæftigelsesret-tede mentor skal udvides til at omfatte hele viften af opgaver i bostøtten.
Det vil være afgørende for denne model, at der sikres en overgangsord-ning, hvor borgeren fortsat er sikret den nødvendige støtte, hvis borgeren bliver selvforsørgende, så der ikke opstår tvivl om borgerens mulighed for støtte umiddelbart efter indtræden på arbejdsmarkedet. Hvis der ved ud-løb af efterværnet fortsat er behov for støtte, vil borgeren skulle overgå til at modtage støtte på det servicelovsbestemte område. Forslaget indebæ-rer endvidere, at det vil være nødvendigt at sikre kompetencer i jobcen-tret, der kan vurdere de sociale behov relateret til hverdagsmestring og træning af kompetencer, som bostøtten i dag ligeledes dækker. I mange kommuner vil det dog allerede i dag være de samme medarbejdere, der varetager opgaverne.
Forslag 6. Mulighed for behandlende forløb hos psykolog
Kommunerne peger på, at der meget ofte for de aktivitetsparate kontant-hjælpsmodtagere er behov for egentlig psykologbehandling for at flytte bor-geren tættere på arbejdsmarkedet. Efter beskæftigelsesloven kan der bevil-ges udredende samtaler hos psykolog, men ikke et egentligt behandlende samtaleforløb.
Omkostninger til psykologbehandling skal som udgangspunkt afholdes af borgeren selv. I medfør af sundhedsloven er det muligt for visse særligt ud-satte persongrupper at opnå tilskud til behandling hos privatpraktiserende psykolog efter lægehenvisning, ligesom der er mulighed for, at borgeren via den offentlige sygesikring kan få dækket dele af omkostningen. Endelig kan
der søges om enkeltydelser til de ikke-dækkede udgifter i henhold til aktivlo-vens § 82, hvilket sker ud fra en vurdering af borgerens rådighedsbeløb.
Kommunerne oplever, at konsekvenserne af ovenstående ofte er, at borge-ren selv ender med at skulle afholde hele eller dele af udgiften til psykolog-behandlingen. Kontanthjælpsmodtagerne kan og/eller vil dog sjældent ifølge kommunerne foretage en privatøkonomisk prioritering af eksempelvis psyko-logbehandling. Dermed resulterer de udredende psykologsamtaler sjældent i den nødvendige behandling, der skal til for at sikre fremdriften i borgerens beskæftigelsesrettede sag.
Deloitte foreslår på denne baggrund:
At der gives mulighed for at finansiere psykologbehandling via beskæfti-gelsesindsatsen, hvis behandlingen gennemføres (1) parallelt med anden beskæftigelsesrettet indsats i en jobplan eller (2) som del af en rehabilite-ringsplan. Ud fra en samlet byrdebetragtning vil kommunerne på sigt for mange af borgerne kunne spare udgifter til forsørgelse og aktiveringstil-bud ved indenfor en rimelig beløbsgrænse at finansiere psykologhjælp for målgruppen, i det omfang det vurderes at kunne bringe fremdrift i beskæf-tigelsesmæssig forstand.
Hjemlen til finansiering af psykologbehandling kan enten gives i beskæfti-gelsesloven eller alternativt i relation til aktivlovens § 82, hvis der sikres en lettere adgang uden vurdering af rådighedsbeløb, og bevillingen kan gives direkte af jobcentret i relation til fastlæggelse af øvrige aktiviteter i jobplanen.
Forslag 7. Hurtig adgang til den regionale psykiatri på vilkår, der matcher behovene hos
kontant-hjælpsmodtagerne
Kommunerne oplever generelt en overhyppighed af psykiske lidelser blandt kontanthjælpsmodtagere i forhold til den øvrige befolkning. Sagsbehandlerne i de seks kommuner peger på, at en meget stor del af de aktivitetsparate borgere har eller får en tilknytning til det regionale psykiatriske system.
Psykiske lidelser er i varierende omfang med til at fastholde borgerne uden-for arbejdsmarkedet, hvis lidelsen ikke behandles. Det kan deruden-for være afgø-rende for den øvrige beskæftigelsesrettede indsats, at den ledige modtager behandling i det regionale psykiatriske sundhedsvæsen. Hvis en borger ikke modtager den fornødne behandling, eller der er ventetid på behandlingen, kan det på sigt medføre, at borgerens mulighed for at blive selvforsørgende forsinkes eller forringes.
Kommunerne oplever, at der ofte er ventetid på psykiatrisk behandling, hvil-ket dels handler om kapaciteten i den nærmeste region og hos regionens privatpraktiserende psykiatere, dels om at borgerne i målgruppen ofte ikke er mobile og derfor ikke kan tilbydes behandling længere væk, selvom der her er ledig kapacitet.
Endvidere peger kommunerne på, at det kan være en barriere, at tilbuddene i det regionale sundsvæsen er baseret på et frivillighedsprincip, hvorfor der ikke er en procedure i forhold til fastholdelse, hvis borgeren vælger at afbryde behandlingen eller ikke møder op. Ofte betyder dette, at behandlingsforløb opgives, hvis borgeren ikke er mødt op en enkelt gang eller to. Igangsætning af et nyt forløb vil kræve ny henvisning fra praktiserende læge og efterføl-gende ventetid.
Deloitte foreslår på denne baggrund:
At der sikres lettere adgang for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere til psykiatrisk behandling i regionerne. En model for dette kan eventuelt sammentænkes med klinisk funktion og samarbejdsmodellen omkring sundhedskoordinatorerne. I lighed med grundtanken omkring sundheds-koordinatoren skal visitationen ske via egen privatpraktiserende læge, men den hurtigere adgang skal kun opnås via indstilling fra sundhedsko-ordinatoren, der således skal agere gatekeeper i forhold til at sikre, at det sundhedsfaglige behov reelt er til stede.
Modellen skal sikre, at en visiteret borger til et prioriteret behandlingsfor-løb ikke, medmindre det vurderes nødvendigt, skal starte forfra med hen-visning hos egen læge, hvis der sker kortere afbrud af behandlingsforlø-bet, der ifølge kommunen kan henføres til borgerens psykiske situation el-ler øvrige problemer af fysisk, mental elel-ler social karakter. Modellen skal sammentænkes med et øget fokus i kommunernes socialpsykiatriske ar-bejde på at styrke det opsøgende, støttende og vedvarende arar-bejde med at fastholde borgerens motivation til at indgå i behandlingsforløb – inden-for de rammer, der blandt andet er givet i servicelovens § 85 og § 99.
Modellen for en lettere adgang til psykiatrisk behandling skal i videst mu-ligt omfang sikre loft over ventetiderne til psykiatrisk behandling samt krav til den geografiske placering i forhold til hjemkommunen. Endelig er det afgørende, at en model med en lettere adgang til psykiatrisk behandling for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere fortsat kan anses for væren-de i overensstemmelse med væren-det danske sundhedsvæsens grundlæggen-de principper om grundlæggen-den lige og frie adgang til sundhedsvæsnet.
Om Deloitte
Deloitte leverer ydelser indenfor revision, skat, consulting og financial advisory til både offentlige og private virksomheder i en lang række brancher. Vores globale netværk med medlemsfirmaer i mere end 150 lande sikrer, at vi kan stille stærke kompetencer til rådighed og yde service af højeste kvalitet, når vi skal hjælpe vores kunder med at løse deres mest komplekse forretningsmæssi-ge udfordrinforretningsmæssi-ger. Deloittes cirka 200.000 medarbejdere arbejder målrettet efter at sætte den højeste standard.
Deloitte Touche Tohmatsu Limited
Deloitte er en betegnelse for Deloitte Touche Tohmatsu Limited, der er et britisk selskab med begrænset ansvar, og dets netværk