ANALYSE  AF  TEMAET  SANSNINGER

På  baggrund  af  kvindernes  oplevelse  af  og  årsager  til  bevægelse  fandt  vi,  at  kvinderne   træffer  beslutninger  om  deres  adfærd  ved  at  reagere  på  de  sanselige  impulser,  herunder   ubehag,  smerte  og  det  at  tackle  veer.    

Ifølge   Bergsøe   et   al.   er   en   stor   del   af   vores   adfærd   afledt   af,   hvordan   vores   opmærksomhed  fungerer  og  at  denne  er  en  begrænset  ressource,  hvilket  vil  sige,  vi  er   bevidste   om   det,   vi   fokuserer   på   og   ubevidste   om,   hvad   der   ellers   foregår   omkring   os   (2014,  s.  50).  Det  kan  tyde  på,  at  kvinderne  bruger  deres  opmærksomhed  på  andet  end   at  overveje,  hvilken  stilling  de  vil  være  i.  Dette  kommer  til  udtryk,  når  de  beskriver,  at  de   opholder  sig  som  de  gør,  fordi  de  bare  kunne  mærke,  at  det  var  det  de  skulle  og  at  det   var  rarest  for  dem  i  forhold  til  ubehag,  smerte  og  veer.  Dette  andet,  som  de  bruger  deres   opmærksomhed   på,   kan   man   antage   er   selve   det   at   tackle   veerne   og   smerten.   Når   opmærksomhed   er   en   begrænset   ressource,   kan   vi   antage,   at   kvinderne   ikke   nødvendigvis  kan  fokusere  på  og  være  bevidste  om,  hvad  der  foregår  omkring  dem  på   fødestuen,   fordi   de   bruger   deres   opmærksomhed   på   at   tackle   smerterne   i   fødslen.  

Kvinderne   agerer   ud   fra   deres   sansninger,   hvilket   tyder   på,   at   de   overvejende   bruger   den  automatiske  tænkning.  Ifølge  Bergsøe  et  al.  skal  vi  overveje,  hvor  optagede  dem,  vi   forsøger   at   påvirke,   er,   på   det   tidspunkt   hvor   adfærden   skal   ændres,   fordi   opmærksomhed  er  en  begrænset  ressource  (ibid.,  s.  51).  Kvinderne  bruger  altså  deres   opmærksomhed  på  at  tackle  smerterne,  så  de  kan  ikke  fokusere  på  eller  være  bevidste   om  omgivelser  eller  på  hvad  de  gør  for  at  afhjælpe  smerten.  I  udviklingen  af  nudget,  må   vi   tage   højde   for,   at   der   er   tale   om   automatisk   tænkning   og   at   kvinder   i   fødsel   bruger   deres  opmærksomhed  på  at  tackle  smerter.  

For  afsnit  51.2.2:  Camilla  Marie  Bach   5.1.2.3  ANALYSE  AF  TEMAET  OMGIVELSERNE  

På   baggrund   af   kvindernes   udsagn   om   deres   brug   af   fødelejet   kan   det   formodes,   at   fødelejet   som   redskab   på   fødestuen   både   kan   rumme   forhindringer   og   muligheder   for   kvinders   mobilitet.   Ifølge   Bergsøe   et.   al.   er   ændringer   af   fysiske   rammer   og   forhold   vigtige   indsatser   i   de   tilfælde,   hvor   ændringerne   kan   befordre   bedre   valg   (2014,   s.   8).  

Derfor   må   vi   med   baggrund   i   ovenstående   undersøge,   hvilke   redskaber   kvinderne   benytter  sig  af  for  at  mobilisere  sig,  da  det  kan  være  indsatser,  som  kan  fremhæves  mere  

i   fødestuens   fysiske   forhold.   Ser   vi   på   kvindernes   brug   af   redskaber   i   fødslen,   så   er   forskellige   redskaber   i   spil,   herunder   både   bolde,   kuglepuder,   brusebad   og   fødelejet.  

Derfor  kan  vi  ikke  fokusere  på  det  enkelte  redskab,  men  må  nærmere  antage  at  det  ikke   er   typen   af   redskab,   der   er   vigtig,   men   derimod   at   kvinderne   bruger   redskaber   til   at   facilitere   mobilitet.   Idet   vi   ikke   kan   fokusere   på   det   enkelte   redskab,   må   vi   i   stedet   fokusere   på,   hvordan   vi   kan   understøtte   de   muligheder,   som   er   at   finde   i   forskellige   redskaber.  Derfor  er  det  vigtigt,  at  vi  i  udviklingen  af  nudget  forsøger  at  fremhæve  de   muligheder,  som  redskaberne  indeholder.  

I   diagnosen   af   adfærden   er   det,   ifølge   Bergsøe   et   al.,   ligeledes   vigtigt   at   undersøge,   hvordan   normerne,   i   den   kontekst   hvor   adfærden   udspiller   sig,   er   markeret   og   tydeliggjort  (ibid.,  s.  57).  Normer  er  vigtige,  særligt  i  nye  og  ukendte  situationer,  hvor  de   leverer  retningslinjer  for  ens  adfærd  i  det  omfang,  man  er  i  stand  til  at  afkode  dem.  Man   vil  meget  aktivt  forsøge  at  afkode  reglerne  for  god  og  acceptabel  opførsel  og  så  imitere   disse  så  godt  man  kan  (ibid.,  s.  56).  Man  kan  forestille  sig,  at  når  kvinderne  ankommer  til   fødegangen  vil  de  forsøge  at  afkode,  hvordan  de  kan  opføre  sig  acceptabelt  i  denne  nye   kontekst  og  det  er  derfor  vigtigt  at  undersøge,  om  der  findes  eksisterende  normer  og  i  så   fald   hvordan   de   påvirker   kvinderne.   I   relation   hertil   fandt   vi,   at   andre   redskaber   end   fødelejet  ikke  umiddelbart  er  tilgængelige  for  kvinderne.  En  utilsigtet  konsekvens  heraf   kan  måske  være,  at  indretningen  er  med  til  at  producere  en  norm  om  at  opholde  sig  ved   fødelejet.   Kvinderne   beskriver,   at   de   gjorde   det,   som   de   med   deres   krop   følte,   var   det   rigtige,   i   forhold   til   om   de   oplevede,   at   noget   var   mere   rigtigt   eller   forkert   at   gøre   i   fødslen.   Derfor   synes   de   ikke   umiddelbart   at   være   bevidste   om,   hvorvidt   der   findes   normer  for,  hvordan  de  bør  opholde  sig  på  fødestuen.  Kvinde  4  har  dog  en  opfattelse  af,   at  det  mest  normale  er  at  sidde  eller  opholde  sig  på  fødelejet,  samtidig  med  at  flere  af   kvinderne  primært  opholder  sig  omkring  fødelejet.  Derfor  kan  det  tyde  på,  at  der  findes   en   norm   om,   at   man   opholder   sig   på   eller   ved   fødelejet,   når   man   er   i   fødsel.   Ifølge   Bergsøe   et   al.   er   det   vigtigt   at   holde   sig   for   øje   i   udviklingen   af   nudget,   hvordan   normerne  understøtter  eller  modarbejder  den  adfærd,  som  man  ønsker  at  påvirke  (ibid.,   s.  57).  

For  afsnit  5.1.2.3:  Katrine  Sondrup  Poulsen  

5.1.2.4  ANALYSE  AF  TEMAET  JORDEMODEREN  

Når  kvinderne  er  afhængige  af  jordemoderens  hjælp  for  at  få  adgang  til  redskaber,  der   kan   facilitere   bevægelse,   kan   man   anskue   jordemoderen   som   et   led   i   den   beslutningsproces,  som  kvinden  skal  igennem,  når  hun  skal  træffe  valget  om,  om  hun  vil   bruge  et  redskab  eller  ej.  Bergsøe  et  al.  beskriver,  hvordan  den,  som  forsøger  at  påvirke   en   målgruppe,   ofte   vil   finde   de   opgaver   eller   informationer,   som   påvirker   til   adfærdsforandringen  markant  mindre  kompleks  end  målgruppen  (2014,  s.  63).  Man  kan   altså  forestille  sig,  at  det  for  jordemoderen  ikke  virker  problematisk,  at  hun  skal  fungere   som  adgang  til  redskaberne  for  kvinden.  Jordemoderen  er  i  en  situation,  som  er  velkendt   og  derfor  kan  hun  lettere  overskue  kompleksiteten.  For  den  almindelige  borger  vil  der   ofte  være  tale  om  at  skulle  orientere  sig  efter  en  række  helt  nye  informationer  og  sætte   disse  i  nyt  system.  Denne  kompleksitet  gør  opgaven  mere  krævende  (ibid.,  s.  64).  Dette   kan  betyde,  at  det,  for  den  fødende,  er  en  langt  mere  kompleks  beslutningsproces,  fordi   hun   er   i   en   ukendt   situation.   Samtidig   forestiller   vi   os,   at   kvinden   må   forholde   sig   analytisk  til  beslutningen,  hvis  det  kræver,  hun  bevidst  inddrager  jordemoderen  for  at  få   adgang   til   redskaber.   Kompleksiteten   af   beslutningen   kan   være   relevant   at   medtage   i   udviklingen  af  nudget.    

For  afsnit  5.1.2.4:  Camilla  Marie  Bach   5.1.3  UDVIKLING  AF  NUDGE  

Når   man   skal   udvikle   et   nudge   bør   man   ifølge   Bergsøe   et   al.   definere   et   mål   for   adfærdsændringen  (2014,  s.  60).  I  forhold  til  problemformuleringen  er  målet  således  at   fremme  kvinders  mobilitet.    

Når  målet  er  defineret  bør  man  overveje,  om  man  ønsker  en  automatisk  eller  analytisk   forandring   hos   målgruppen,   altså   om   vi   ønsker,   at   målgruppen   skal   være   bevidst   om   forandringen   eller   ej   (ibid.,   s.   61).   Nudgeløsningen   bør   være   forankret   i   diagnosen   og   forsøge  at  tage  højde  for  de  psykologiske  faktorer,  som  man  antager,  er  årsag  til  dele  af   den   pågældende   adfærd   (ibid.).   Det   er   derfor   relevant   at   inddrage   årsagerne   til   adfærden  fra  afsnit  5.1.2  som  en  del  af  løsningen.    

Vi   forestiller   os   en   automatisk   løsning,   som   understøtter   de   muligheder   for   mobilitet,   som  redskaber  ligger  op  til,  ved  at  gøre  redskaber  som  fx  en  bold  og  en  stol  tilgængelige  

på  den  enkelte  fødestue.  Dette  nudge  vil  tage  udgangspunkt  i  kvindernes  eksisterende   intention  om  at  inddrage  bevægelse  og  dermed  understøtte  denne.  Derudover  vil  nudget   tage  højde  for,  at  kvindernes  adfærd  allerede  er  præget  af  automatisk  tænkning,  fordi  de   bruger  deres  begrænsede  opmærksomhed  på  at  tackle  smerter.  Når  redskaberne  bliver   tilgængelige   på   fødestuen,   vil   kvinderne   kunne   anvende   redskaberne   gennem   en   automatisk   adfærd.   Dette   stemmer   overens   med,   at   man   kan   skabe   automatiske   forandringer   gennem   kontekstuelle   ændringer   (ibid.,   s.   62)  Ifølge   Bergsøe   et   al.   bør   vi   udvikle   så   mange   automatiske   løsninger   som   muligt,   så   borgerne   ikke   kommer   galt   afsted   i   situationer,   hvor   deres   opmærksomhed   er   rettet   imod   andre   og   vigtigere   ting   (ibid.,  s.  65).    

Endvidere   forestiller   vi   os   en   analytisk   løsning   med   opsætning   af   klistermærker   eller   plakater   på   fødestuens   vægge   med   silhuetter   af   fødende   kvinder,   som   anvender   forskellige  redskaber.  Vi  forestiller  os,  at  silhuetterne  skal  være  i  forholdet  1:1,  således   kvinderne   rent   fysisk   kan   spejle   sig   i   silhuetterne.   Det   kunne   være   relevant   at   vise   silhuetter   af   forskellige   stillinger,   bl.a.   stillinger   som   inddrager   fødelejet.   Silhuetterne   kunne  visuelt  tydeliggøre,  hvilke  muligheder  der  er  ved  de  redskaber,  som  er  på  stuen.  

Silhuetterne   kunne   ligeledes   fungere   som   positiv   normfremhævelse,   fordi   de   viser   kvinderne   muligheden   for   at   benytte   sig   af   fødelejet   som   redskab   til   at   facilitere   mobilitet.  I  diagnosen  af  adfærden  blev  det  tydeligt,  at  der  findes  en  norm  om,  at  man   opholder   sig   på   eller   ved   fødelejet,   når   man   er   i   fødsel.   Normen   om   at   opholde   sig   på   eller   ved   fødelejet   synes   måske   umiddelbart   at   være   i   kontrast   til   mobilitet,   men   for   nogle  af  kvinderne  har  fødelejet  været  et  redskab,  som  øgede  mobiliteten.  Det  kan  altså   være  en  løsning  at  fremhæve  den  side  af  normen,  hvor  kvinderne  bruger  fødelejet  aktivt   som   redskab   til   bevægelse.   Denne   analytiske   løsning   ville   stemme   overens,   med   at   fremhævelse   af   normer   er   effektive   løsninger   til   adfærdsforandring,   når   et   flertal   indenfor   målgruppen   agerer   inden   for   den   positive   norm   (ibid.,   s.   64).   Det   er   derfor   vigtigt,  at  denne  adfærd  indeholdes  i  nudget.    

Et   andet   argument   for   den   analytiske   løsning   er,   at   når   jordemoderen   fungerer   som   adgang   til   redskaberne,   så   må   kvinderne   bevidst   inddrage   jordemoderen,   hvis   de   vil   bruge   et   redskab.   Kvinderne   kan   dermed   ikke   få   adgang   til   redskaberne   gennem   en   automatisk  adfærd.  Når  redskaberne  ikke  er  på  stuen,  skal  kvinden  selv  tænke  sig  til,  om  

de  mon  findes  på  afdelingen,  men  hvis  der  blev  opsat  silhuetter  af  kvinder,  der  bruger   forskellige  redskaber  fx  en  bold,  kan  muligheden  for  brug  af  redskaber  blive  tydelig  for   hende.   Kompleksiteten   af   beslutningen   om   at   ville   bruge   et   redskab   kan   dermed   reduceres,   fordi   muligheden   bliver   tydeliggjort   og   kvinden   dermed   ikke   behøver   at   forestille   sig,   at   der   findes   redskaber,   som   er   til   rådighed   for   hende.  

Kompleksitetsreduktion   er   ifølge   Bergsøe   et   al.   et   effektivt   redskab   til   adfærdsforandring,   hvor   man   samtidig   imødekommer,   at   opmærksomhed   er   en   begrænset  ressource  (2014,  s.  63).      

Vi   forestiller   os   derfor,   på   baggrund   af   diagnosen   af   adfærden,   at   det   adfærdsforandrende  tiltag  kunne  være  et  nudge,  som  består  to  dele.  En  automatisk  del,   hvor   redskaberne   bliver   gjort   tilgængelige   på   fødestuen   og   en   analytisk   del,   hvor   silhuetter   på   væggen   visuelt   tydeliggør   mulighederne   i   de   forskellige   redskaber,   understøtter  normer  om  mobilitet  og  reducerer  kompleksiteten  i  beslutningsprocessen.    

5.2  ANALYSEDEL  2  –  FORHINDRINGER  &  MULIGHEDER  VED  ADFÆRDSFORANDRENDE   TILTAG  

5.2.1  PRÆSENTATION  OG  ANALYSE  AF  FORHINDRINGER  

Hvis  man  ser  på  det  etiske  aspekt,  som  en  forhindring  for  et  adfærdsforandrende  tiltag,   er   det   relevant   at   inddrage   Birklers   begreber   autonomi   og   paternalisme.   Birkler   beskriver   begrebet   autonomi   som   retten   til   at   træffe   egne   beslutninger   ud   fra   en   grundlæggende   frihed   (2006,   s.   31).   Når   vi   vil   fremme   kvinders   mobilitet   i   fødslens   udvidelsesfase   betyder   autonomien,   at   den   enkelte   kvinde   skal   have   frihed   til   selv   at   træffe   beslutningen   om   at   bevæge   sig.   Når   Birkler   beskriver,   at   patienten   har   en   grundlæggende  frihed  til  at  træffe  beslutninger  angående  sig  selv,  kan  dette  være  svært   at   forene   med   et   adfærdsforandrende   tiltag,   som   i   udgangspunktet   ønsker   at   forandre   den   måde,   som   folk   vælger   at   forvalte   deres   frihed.   Der   kan   således   opstå   en   konflikt   mellem  det  ønske,  som  patienten  har  og  det  mål  som  er  opsat  i  det  adfærdsforandrende   tiltag.  

For   at   garantere   patientens   autonome   frihed,   når   der   træffes   beslutninger   angående   patienten,   er   sundhedspersonalet,   ifølge   Birkler,   underlagt   et   autonomiprincip.  

Autonomiprincippet  betyder,  at  man  skal  sikre  patientens  viden,  for  at  hun  selvstændigt  

kan   træffe   valget   ud   fra   egne   behov   og   værdier   (ibid.,   s.   32-­‐33).   I   forhold   til   problemformuleringen  betyder  det,  at  jordemoderen  skal  sikre  sig,  at  kvinden  har  viden   om   bevægelse   i   fødslen   og   at   den   viden   afdækker   både   fordele   og   ulemper   ved   bevægelse.   På   denne   måde   får   kvinden   mulighed   for   selv   at   beslutte,   om   bevægelse   i   fødslen   vil   være   godt   for   hende   ud   fra   de   behov,   hun   har.   Ifølge   Birkler   skal   sundhedspersonalet   ikke   kun   respektere   patientens   autonomi,   men   også   skabe   betingelserne  og  rammerne  for  autonomien,  dvs.  forudsætningerne  for  patientens  valg   (ibid.,  s.  33).  Det  betyder,  at  jordemoderen  er  ansvarlig  for,  at  kvinden  forstår  den  viden   om  fordele  og  ulemper  ved  bevægelse,  der  gives  til  hende,  så  betingelserne  for  kvindens   valg   er   opfyldt.   Ved   et   adfærdsforandrende   tiltag   er   forudsætningen   for   kvindens   autonomi   ikke   nødvendigvis   opfyldt.   Når   der   er   tale   om   et   tiltag,   hvor   kvinden   enten   ikke  er  bevidst  om,  at  hun  påvirkes  til  en  ændring  af  adfærden  eller  ikke  er  bevidst  om   fordele  og  ulemper,  kan  hun  ikke  træffe  et  oplyst  valg  om  at  ændre  adfærden.  

Ifølge  Birkler  består  forudsætningerne  ikke  kun  af  kolde  kendsgerninger  og  viden,  men   kan  også  være  i  form  af  menneskeligt  nærvær.  Kommunikationen  om  valget  skal  således   tilpasses   personens   evner,   erfaring,   tilstand   og   situation,   hvorved   man   undgår,   at   patienten   står   tilbage   med   autonomi,   som   hun   slet   ikke   ønsker   (ibid.).   Det   betyder,   at   udover  at  jordemoderen  skal  sikre  sig,  at  kvinden  har  den  rigtige  viden  om  fordele  og   ulemper   ved   bevægelse,   skal   hun   samtidig   vurdere   kvindens   følelsesmæssige   tilstand.  

Det  adfærdsforandrende  tiltag  kan  ikke  vurdere  den  enkelte  kvindes  tilstand,  fordi  det   ikke   kan   tage   hensyn   til,   om   den   enkelte   kvinde   er   i   en   følelsesmæssig   tilstand,   hvor   rammerne  for  det  autonome  valg  er  opfyldt.    

Autonomiens   modstykke   er   paternalisme,   hvor   man   påtvinger   eller   på   anden   måde   optræder  bedrevidende  eller  formynderisk  i  forhold  til  et  medmenneske  (ibid.,  s.  32).    I   relation  til  problemformuleringen  kan  man  anskue  et  adfærdsforandrende  tiltag  som  en   paternalistisk  handling  overfor  kvinderne.  Den  paternalistiske  handling  opstår,  fordi  der   varetages   en   beslutning,   om   at   bevægelse   i   fødslens   udvidelsesfase   er   det   fagligt   gode   valg  og  man,  ved  et  adfærdsforandrende  tiltag,  kan  forestille  sig  at  påtvinge  kvinderne  at   bevæge  sig.  

Ifølge  Birkler  er  det  vigtigt,  at  sundhedsarbejderen  forsøger  at  handle  ud  fra  patientens   præferencer,   for   at   der   er   tale   om   en   genuin   eller   ægte   paternalisme.   Den   genuine  

paternalisme   er,   når   sundhedsarbejderen   varetager   patientens   autonomi   fx   fordi   patienten  er  ude  af  stand  til  at  handle  rationelt  i  en  given  situation  (ibid.,  s.  36).  Her  er   det   afgørende,   at   det   er   kvindens   præferencer,   som   er   handlingsanvisende   og   ikke   jordemoderens   egne   eller   andres   ønsker.   Denne   forudsætning   kan   være   problematisk   ved  et  adfærdsforandrende  tiltag,  fordi  det  ikke  kan  tage  hensyn  til  den  enkelte  kvindes   præferencer,  men  sigter  mod  det  gode  valg  generelt.  Birkler  beskriver  endvidere,  at  det   kan  være  svært  at  afgøre,  hvornår  patienten  er  kompetent  til  at  træffe  et  autonomt  valg   (ibid.).  Man  kan  forestille  sig,  at  en  kvinde  i  fødsel  kan  være  så  optaget,  at  hun  ikke  er   kompetent   til   at   tage   stilling   til,   om   hun   ønsker   at   bevæge   sig   eller   ej.   Hvis   kvinden   derimod   er   kompetent   til   at   træffe   valget,   så   er   paternalismen   ikke   genuin,   fordi   forudsætningen   om   irrationalitet   ikke   er   opfyldt.     Dermed   er   det   problematisk,   at   kvinden  udsættes  for  et  adfærdsforandrende  tiltag,  uanset  om  hun  er  kompetent  til  at   træffe  valget  om  bevægelse  eller  ej.  Vi  forestiller  os  derfor,  at  der  kan  opstå  situationer,   hvor  forudsætningerne  for  den  genuine  paternalisme  ikke  er  til  stede  og  at  det  nærmere   vil  ligne  den  uønskede  paternalisme.  Den  uønskede  paternalisme  er,  når  patienten  ikke   er   enig   i   den   måde,   som   sundhedsarbejderen   handler   på,   hvorfor   man   handler   imod   patientens  vilje  (ibid.,  s.  37).  Hvis  man  forestiller  sig,  at  den  fødende  kvinde  har  truffet  et   valg   om,   at   hun   ikke   ønsker   at   bevæge   sig   i   fødslen,   kan   et   adfærdsforandrende   tiltag   være  problematisk,  hvis  målet  med  tiltaget  er  at  få  kvinden  til  at  bevæge  sig  mere,  idet   de  er  uoverensstemmelse  mellem  det,  kvinden  ønsker,  og  målet  med  tiltaget.    

5.2.2  PRÆSENTATION  OG  ANALYSE  AF  MULIGHEDER  

Hvis  man  på  den  anden  side  vil  undersøge  de  muligheder,  som  et  adfærdsforandrende   tiltag  giver  i  forhold  til  de  etiske  aspekter,  er  det  relevant,  udover  Birkler,  at  inddrage   Bergsøe  et.  al’s  perspektiver  på  det  frie  valg  og  begrebet  libertariansk  paternalisme.  

Ifølge  Bergsøe  et  al.  består  et  valg  dels  af  den  frie  vilje,  samtidig  med  at  valget  kan  være   betinget   af   tidligere   årsager   (2014,   s.97).   De   tidligere   årsager   kan   være   opvækst   eller   kulturel   baggrund.   Bergsøe   et   al.   mener   derfor,   at   nogle   valg   træffes   som   bevidste,   planlagte  valg  og  som  valg,  personen  selv  har  truffet,  mens  andre  valg  er  forårsaget  af   bagvedliggende  årsager  (ibid.,  s.  98).    Det  betyder,  at  kvinder  træffer  valg  om  bevægelse   på   baggrund   af   deres   frie   vilje,   men   også   betinget   af   andre   årsager   som   fx   deres   erfaringer.   Bergsøe   et   al.   mener,   at   det   er   umuligt   at   undgå   at   påvirke   både   folks  

bevidste  og  ubevidste  valg.  Når  påvirkningen  sigter  efter  de  gode  konsekvenser,  kan  det   dog  retfærdiggøres,  at  man  tilrettelægger  valgene  (ibid.,  s.116).    Det  betyder,  at  det  er   umuligt   for   kvinden   at   træffe   valg   om   bevægelse   uden   at   være   påvirket   af   bagvedliggende   og   udefrakommende   årsager.   Derfor   er   det   centralt,   at   den   jordemoderfaglige  viden  om  bevægelse  inddrages  i  tilrettelæggelsen  af  valget,  således  at   tiltaget   sigter   mod   de   fagligt   gode   konsekvenser   og   påvirkningen   ikke   bliver   tilfældig.  

Det  vil  sige,  at  så  længe  et  adfærdsforandrende  tiltag  sigter  mod  det  fagligt  gode  valg,  så   kan  man  forestille  sig,  at  det  er  en  mulighed,  som  er  etisk  forsvarlig  at  benytte.    

Dette  kan  stemme  overens  med  Birklers  forudsætning  for  genuin  paternalisme,  hvor  det   er  vigtigt,  at  den  sundhedsprofessionelle  handler  med  god  vilje  (2006,  s.  36).  Det  vil  her   være  vigtigt,  for  at  der  kan  være  tale  om  genuin  paternalisme,  at  tiltaget  retter  sig  mod   det   valg,   som   med   den   faglige   viden   er   det   bedste.   En   anden   situation,   hvor   et   adfærdsforandrende   tiltag   er   en   mulighed,   er,   når   den   fødende   kvinde   er   klar   over,   at   hun   har   brug   for   at   blive   hjulpet   og   guidet   til   de   beslutninger,   som   hun   skal   træffe   i   fødslen.  I  denne  situation  kan  paternalismen  måske  ligefrem  være  ønsket.  Ifølge  Birkler   er   der   tale   om   ønsket   paternalisme,   når   patienten   ønsker,   at   sundhedspersonalet   varetager   beslutningerne.   Sundhedsarbejderen   skal   handle   paternalistisk   ud   fra   sine   bedste  evner,  fordi  patienten  fx  ikke  har  overskud  til  at  overveje  situationen  (ibid.).  Her   vil   et   adfærdsforandrende   tiltag   være   ønsket   af   kvinden,   fordi   det   kan   vise   hende,   hvilket   valg   der   er   det   gode,   når   hun   ikke   selv   magter   at   træffe   det.   Denne   form   for   paternalisme   i   et   adfærdsforandrende   tiltag   vil   derfor   ikke   være   problematisk,   fordi   kvinden  har  brug  for  og  ønsker  den.    

En   anden   form   for   paternalisme,   som   også   kan   indeholde   muligheder,   er   den   libertarianske   paternalisme,   som   Bergsøe   et   al.   præsenterer.   Det   libertarianske   i   begrebet   består   i,   at   valget   skal   være   muligt   at   fravælge,   selvom   personen   puffes   i   en   ønsket  retning  (2014,  s.  112).  Det  betyder,  at  kvindens  autonomi  respekteres,  så  længe   forskellige  valgmuligheder  fastholdes  i  et  adfærdsforandrende  tiltag.  Det  paternalistiske   i  begrebet  er,  ifølge  Bergsøe  et  al.,  at  andre,  der  besidder  en  merviden,  anvender  denne   viden  til  begrænsninger  af  den  enkeltes  frihed  (ibid.,  s.  111).  Det  betyder,  at  man  handler   paternalistisk   ved   at   tilrettelægge   valget   og   fremhæve   en   af   valgmulighederne   med  

afsæt   i   sin   faglige   viden,   men   at   det   er   vigtigt,   at   kvindens   mulighed   for   at   vælge   det   tilrettelagte  valg  fra,  fastholdes.  

6.  DISKUSSION  

I  diskussionens  første  del  stilles  analysens  resultater  op  overfor  hinanden,  med  henblik   på  at  diskutere  og  vurdere,  hvilke  forhindringer  og  muligheder,  der  er  ved  det  udviklede   nudge   fra   afsnit   5.1.3.   Det   udviklede   nudge   består   af   to   dele;   en   automatisk   del,   hvor   redskaberne   gøres   tilgængelige   på   fødestuen   og   en   analytisk   del,   hvor   silhuetter   viser   fødende   kvinder,   som   anvender   redskaber.   I   diskussionen   tages   udgangspunkt   i   de   enkelte   forhindringer,   hvorefter   mulighederne   i   relation   hertil   bredes   ud.   I   diskussionens   anden   del   præsenteres   de   kritiske   refleksioner   om   projektets   anvendte   metoder;   nudge   og   det   semistrukturerede   interview.   Afsluttende   diskuteres   og   argumenteres  for  de  semistrukturerede  interviews  håndværksmæssige,  kommunikative   og  pragmatiske  validitet.  

6.1  DISKUSSION  AF  ANALYSENS  RESULTATER  

I   analysen   af   Birklers   autonomibegreb,   blev   det   tydeligt,   at   kvindens   autonomi   respekteres,   når   kvinden   har   en   grundlæggende   frihed   til   at   træffe   beslutninger   om   bevægelse.   Derfor   kan   man   anskue,   at   en   forhindring   ved   nudget   er,   at   vi   begrænser   kvindernes   frie   valg   ved   vores   tilrettelæggelse   af   valget.   I   modsætning   hertil  

I   analysen   af   Birklers   autonomibegreb,   blev   det   tydeligt,   at   kvindens   autonomi   respekteres,   når   kvinden   har   en   grundlæggende   frihed   til   at   træffe   beslutninger   om   bevægelse.   Derfor   kan   man   anskue,   at   en   forhindring   ved   nudget   er,   at   vi   begrænser   kvindernes   frie   valg   ved   vores   tilrettelæggelse   af   valget.   I   modsætning   hertil