Nydelig dovenskab - en undersøgelse af kapitalisme, stigmatisering og etik - - - Joyful laziness - investigating capitalism, stigmatization and ethics

(1)

Nydelig dovenskab - en undersøgelse af kapitalisme, stigmatisering og etik

- - -

Joyful laziness - investigating capitalism, stigmatization and ethics

Kandidatafhandling på Cand.merc.(fil.).

Af: Søren Stevnsgaard Rasmussen

Afleveret: 26 november 2012

Vejleder: Lektor Alexander Carnera Ljungstrøm - Institut for Ledelse, Politik og Filosofi Omfang: 181.579 anslag, svarende til 79,81 normalsider.

Copenhagen Business School - 2012

(2)

Abstract

This thesis explores the concepts of capitalism, stigmatization, adaptation and ethics, in relation to concepts of desire, enjoyment, cynicism and the unconscious, derived from psychoanalysis. The context for the thesis is, that there is an increased focus in society towards consuming and enjoying and, at the same time, a focus on political correctness and tolerance towards minorities. The theory behind these ideas is, that these two fields of attention tend to work against each other, with consumption being the cause of a

stigmatization, and political correctness seeking to prevent the same stigmatization. This seems to create a mismatch in ethical focus or, in the words of Slovenian philosopher Slavoj Žižek, an ethical illusion.

With an overall focus on stigmatization, the investigation explores two different cases. The first case involves a native community in the north of Canada, threatened by a forthcoming expansion of a major oil refinery. The second case involves an unemployed citizen, who recently publicly declared, that he doesn't want to work in return for his social welfare. On the basis of these two cases, the thesis aims to show how 1) the concept of stigmatization and ethics has changed in a modern capitalistic economy, and 2) how this calls for a different way of thinking ethics, in relation to helping minorities out of their position as being marginalized or stigmatized.

The result of the investigation shows how modern society, in it's transformation from a focus on a religious ethos to a focus on accumulation of capital, lacks an overall ethos, and therefore, makes it easier to stigmatize minorities, and in a more subtle way. At the same time the investigation shows, how a sudden 'happening' in society can change the rhetorical approach on political correctness, making already stigmatized people become even more stigmatized. It also shows how this happening can serve as a foundation for a new critical thinking, from outside of the system. The ethical outcome of the happening is determined, not by the happening in itself but by how the happening is capable of making society think about it's own lack of ethical thinking. If successful, a new ethical thinking is developed, that can work towards helping these stigmatized minorities out of their current situation.

(Forsidefoto: Deddeda Stempler, Porcupine caribou - yukon river, http://www.photosensitive.com/)

(3)

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1. Indledning! 4

Problemstilling$ 4

Tekstens opbygning og struktur$ 6

Kapitel 2. Metodiske overvejelser! 8

Psykoanalyse og den slovenske skole$ 8

Sprog, struktur og det ubevidste$ 10

Psykoanalysen som metoderetning$ 13

Anvendelse af psykoanalysen som metode$ 16

Kapitel 3. Psykoanalysens teoretiske begreber! 18

Det Symbolske, Det Ideologiske og Det Reelle$ 18

Begær, nydelse og kynisme$ 21

Det ideologiske fantasme$ 24

Kapitel 4. Stigmatisering i kapitalismen! 27

Kapitalismens indflydelse$ 28

Old Crow og Tar Sands$ 32

Nydelse og begær i olieindustrien$ 37

Stigmatisering$ 42

Kapitel 5. Et utilpasset subjekt ! 47

Det utidige subjekt$ 47

Dovne Robert$ 49

Utilpasset og stigmatiseret$ 54

Profanering$ 60

Kapitel 6. Den etiske hændelse ! 69

Det etiske behov$ 69

At være doven etisk$ 70

Provokation og fremmedhed$ 73

Kapitel 7. Afrunding! 76

Diskussion og erkendelse$ 76

Konklusion$ 79

Litteraturliste ! 81

(4)

Kapitel 1. Indledning

I samfundet synes der i dag at være en tendens, der peger i retning af et øget fokus på at sætte individet i centrum, og i forlængelse af dette, et øget fokus på selvrealisering

gennem retten til at nyde, til at være sig selv og til at beskytte egne interesser. Samtidig med dette, synes der at være en tendens der peger i retning af, at vise en større forståelse overfor minoriteter, eller udsatte grupper i almindelighed, eksempelvis i form af tolerance overfor forskellighed, samt en øget politisk korrekthed. Der synes derfor at være et

modsætningsforhold mellem disse to. For det første hjælpes og beskyttes udsatte grupper gennem et politisk kodeks og en etik, hvor der påbydes hvad der må siges og tænkes om disse. For det andet opfordrer markedet til at nyde og forbruge produkter, der i deres fremstilling kan have konsekvenser de steder der produceres. Samfundet kommer til at gemme sig bag det Slavoj Žižek kalder for en etisk illusion,¹ en illusion hvor der på den ene side gøres noget der er godt for nogle, mens på den anden side gøres noget der har negative konsekvenser for andre. Denne etiske illusion er udgangspunktet for teksten, der bliver en undersøgelse af forholdene mellem kapitalisme, nydelse, stigmatisering,

tilpasning og etik.

Problemstilling

Begrebet om stigmatisering vil være tekstens primære omdrejningspunkt, og da dette kan vise sig i forskellige segmenter, vil udviklingen af begrebet være centreret omkring to typer case, med forskellig karakter. Første case er fra det nordlige Canada, hvor et britisk

dokumentarprogram beskriver en lokal aboriginal stammes liv og livsforhold, og sideløbende med dette, beskriver et olieselskabs forsøg på at udvide deres

forretningsgrundlag. Programmet knytter an til flere problematikker, men vil være fokuseret omkring stigmatisering i forhold til kapitalisme, nydelse, subjektivering og tilpasning i

samfundet.

Anden case vil omhandle Robert Nielsen, en 44-årig kontanthjælpsmodtager, der i

efteråret 2012 blev landskendt som 'Dovne Robert', da han offentligt stod frem og fortalte, at han gennem 10 år har nægtet at tage et hvilket som helst arbejde, til gengæld for kontanthjælpen. Denne case udvikler ligeledes begrebet om stigmatisering i forhold til

1 Slavoj Žižek, Vold (Aarhus: Forlaget Philosophia, 2009), 41

(5)

kapitalisme, nydelse og subjektivering, men vil fokusere på stigmatiseringen som følge af det ikke at ville tilpasse sig samfundet. De to dele af analysen skal derfor ses i forlængelse af hinanden i forhold til at belyse stigmatiseringen, og lægge op til et afsluttende

perspektiv, om en mulig etisk hændelse.

Med baggrund i ovenstående, kan problemstillingen præciseres i disse to teser:

Stigmatisering

Første del vil være en undersøgelse af sammenhængen mellem kapitalismens

individualiserende krav om begær og nydelse, og som følge af dette, en stigmatisering af af individet. Tesen er, at subjektet som følge af økonomien ufrivilligt stigmatiseres, og efterfølgende tvinges til at tilpasse sig samfundets orden, for ikke at blive ekskluderet.

"I hvilket omfang stigmatiseres udsatte grupper som følge af kapitalismens begærs- og nydelsessamfund, og hvordan giver denne stigmatisering udslag i en tvunget form for

tilpasning til nye omstændigheder?"

Utilpasning og etik

Anden del vil være en undersøgelse af en reaktion på nydelsessamfundet, som en

utilpasning, og i forlængelse af dette, som en mulig etisk hændelse. Tesen er, at subjektet ved at insistere på ikke at ville tilpasse sig samfundets tendenser mod nydelse og

stigmatisering, skaber grobund for en etisk hændelse som en modstand mod det etablerede systems normer.

"I hvilket omfang bliver det utilpassede subjekt grobund for en etik, i forhold til at afhjælpe eller forhindre den stigmatisering der ligger i forlængelse af forbrugssamfundet?"

(6)

Tekstens opbygning og struktur

Teksten er inspireret af dele af Slavoy Žižek's og Lillian Munk Rösing's forfatterskaber, og primært sidstnævntes: Autoritetens Genkomst fra 2007. I denne bog præsenterer Rösing to væsentlige emner, nemlig det moderne samfund med fokus på forbrug, nydelse og opbygning af kapital, samt håndteringen og kommunikationen omkring forskellighed og fremmedhed. I følge Rösing er der med kapitalismen sket en ændring i måden at tænke individ og samfund på, og denne ændring kalder på en ny form for etik.

Sekundært er teksten inspireret af Žižek's ideologikritik af samfundet, eller det Žižek også beskriver som at 'gå i gennem fantasmet', et begreb der dækker over at "konfrontere os med de uerkendte implikationer af vores gøren og laden."² Formålet for Žižek med at gå gennem fantasmet er at lede efter et nyt politisk ståsted eller en ny begyndelse. I denne tekst vil anvendelsen af udtrykket dog ikke være helt så revolutionært, men anvendes som en metodisk tilgang til at tage fat i et symptom, for at kunne anskue nogle begreber og strukturer på en anderledes måde.

Kapitel 2 vil indeholde en introduktion til psykoanalysen, og vil præsentere psykoanalysen som den metode der anvendes i teksten. Kapitel 3 vil være en dybere udfoldning af

psykoanalysens, for denne teksts vedkommende, mere centrale teoretiske begreber.

Valget af psykoanalysen som primær teori og metode, er sket af flere grunde. For det første er psykoanalysen det primære teoretiske fundament for både Žižek og Rösing, der må betragtes som fundament for tænkningen i denne tekst. For det andet knytter

psykoanalysen som teori op til en tænkning om individet og samfundet som værende sygt, og har brug for hjælp til at kunne helbrede sig selv. Denne sygdomstilstand relaterer sig til individet som begærende og nydende, og dette ligger tæt op af forbrugssamfundet og kapitalismen. For det tredje er psykoanalysen bygget op omkring sproget som struktur, og da kommunikationen omkring de to cases er et vigtigt element for stigmatiseringen, synes det oplagt at anvende psykoanalysen som metode. For det fjerde er der en sammenhæng mellem psykoanalysens strukturalisme, kommunikation, og den etiske hændelse der er hensigten af vise, i det psykoanalysen beskæftiger sig med en sandhed i sproget som social interaktion.

2 Henrik Jøker Bjerre & Carsten Bagge Laustsen, Slavoj Žižek (Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag, 2006), 50

(7)

Kapitel 4 vil indeholde første del af analysen med casen fra Canada i relation til

stigmatiseringen. Kapitlet vil indledningsvist give en diagnose af begrebet stigmatisering, kapitalismens indflydelse som en transformationen fra religion til økonomi, samt en bevægelse mod en mere systemisk og subtil vold i samfundet. Tekst af Walter Benjamin, Alexander Carnera, Rösing og Žižek, vil her være de primære inspirationskilder. Kapitel 5 vil indeholde en analyse af Robert Nielsen, og hans rolle i forhold til stigmatisering. Som introduktion til dette kapitel, redegøres kort for Kirsten Hyldgaard's begreb om 'det

utilpassede' og 'det utidige'. Dette kapitel vil ligeledes anvende Georgio Agamben's begreb 'profanations', og dette begrebs relation til Robert Nielsen som en aktiv hændelse i

samfundet. 'Profanation' vil ligeledes fungere som overgang til kapitel 6, omhandlende muligheden for en etisk hændelse. Kapitlet vil være et syn på det etiske, i samspil med profaneringen, det utidige, og det insisterende ved provokationen over den fremmede.

Teksten vil afslutte med en refleksion og en konklusion over samfundet, stigmatiseringen, det utilpassede og det etiske element.

(8)

Kapitel 2. Metodiske overvejelser

Dette kapitel omhandler primært valget af psykoanalysen som metode, men introducerer ligeledes til de grundlæggende begreber om teorien bag psykoanalysen. Kapitlet har til hensigt at skabe opmærksomhed omkring to centrale emner, nemlig sproget som

performativt, og subjektet som bygget op omkring en tilstand af mangel. Det første lægger an til psykoanalysen som metode på den måde, at analyse vil tilgå empirien som et

sprogligt og strukturelt fænomen. Det andet lægger an til teorien, nemlig i forbindelse med subjektets forholden sig til samfundet som social struktur. Begge områder bliver relevante for at vise stigmatiseringen i økonomien.

Psykoanalyse og den slovenske skole

Žižek tilhører hvad der kan kaldes 'den slovenske skole' indenfor filosofien, men som han selv pointerer, så skal denne ikke betragtes som en 'skole'. Der er dog nogle ting der kendetegner slovenerne, først og fremmest 'tænkningen'. Skolen er ikke et program eller en teori der kan lægges ned over et felt, men beskrives nærmere som en begivenhed i tænkningen, eller en tænkningens begivenhed.³ Rent praktisk analyserer man på nogle hændelser i samtiden, og prøver at finde de steder hvor noget filosofi er på spil. Derfor spænder eksemplerne hos Žižek vidt, både fra aktuelle samfundshændelser til litteratur og film, faktisk alle de steder hvor Žižek kan finde eksempler på en 'sygdomstilstand'. Netop derfor er psykoanalysen et fundament for slovenerne, for denne opererer nemlig med det ubevidste, eller den mangel, der præger det syge individ. I denne sygdomstilstand ligger en kynisme, en kynisme der opretholdes af det ubevidste, samtidig med at det ubevidste opretholdes af kynismen. Kynismen kommer til udtryk i de ting man gør, som man samtidig kender konsekvenserne af, men alligevel gør. Der ligger en bestemt forestilling om frihed heri. Man ved hvordan tingene reelt forholder sig, men man handler som om at man ikke ved det.⁴ At lukke op for dette ubevidste i kraft af tænkningen er i følge Žižek med til at vise spor af kynismens glemte elementer. Det ubevidste søges indskrevet i filosofien og samfundet, og dette beskriver Žižek netop som at 'gå gennem fantasmet'.⁵

3 Henrik Jøker Bjerre, "Skolen der ikke stopper med at etablere sig," i Slagmark. Tidsskrift for idehistorie 2011 - nummer 62, 33-49 (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2011), 9

4 Slavoj Žižek, Ideologiens sublime objekt (København: Hans Reitzels Forlag, 2008), 73

5 Bjerre, "Skolen der ikke stopper med at etablere sig," 10-12

(9)

I denne forbindelse vil analysen være en tolkning af empirien, som noget man allerede har adgang til, eller har mulighed for at have adgang til, men som samtidig er forsvundet fra bevidstheden. At gå gennem fantasmet er for Žižek at fortolke empirien som et symptom, og denne fortolkning giver indblik i netop de strukturer der opretholder symptomet.

Samtidig er symptomet en måde for, hvordan individet kan opretholde sig selv.⁶ Det er disse strukturer der på overfladen kan synes glemt, men som stadigt virkende. Formålet er at få kontakt til dem igen, og derfor er psykoanalysen for denne tekst en god metodeform. I forhold til fantasmet anvender Žižek's termen: "Det 'ukendte kendte', de ting vi ikke ved, at vi ved".⁷ Žižek's brug af citatet er hentet fra Donald Rumsfeld's forsøg på at retfærdiggøre invaderingen af Irak i 2003. Rumsfeld opstiller tre forhold mellem det kendte og det

ukendte:

"Der er kendte kendte. Det er de ting, vi ved, at vi ved. Der er det kendte ukendte. Det vil sige: Der er ting, vi ved, at vi ikke ved. Men der er også det ukendte kendte. Det er ting, vi

ikke ved, at vi ikke ved"⁸

Men som Žižek pointerer, så glemmer Rumsfeld den fjerde term, det 'ukendte kendte', det vi ikke ved, at vi ved. Denne fjerde term er det der gemmer sig i psykoanalysens

ubevidste, en viden man har, men som man ikke ved, at man har. Dette er eksempelvis ubevidste fornægtelser eller tanker, man som subjekt eller samfund ikke er klar over man er påvirket af. Som følge af dette kan man hænge fast i noget tilstande man slet ikke kender eksistensen af, men i følge psykoanalysen påvirker disse os selvom man ikke ved det. At fremskrive disse, er det psykoanalysen som metode handler om.

Ovenstående bliver interessant, både i forhold til at kunne gennemskue stigmatiseringen, men også i forhold til etik. I forhold til stigmatiseringen, vil det handle om at finde frem til hvad af det ukendte der er stigmatiserende. For etikken bliver det, hvordan det ukendte kan være en del af at tænke en anden etik. Skal dette lykkedes, skal man ændre

perspektivet på sin empiri, og derfor anvendes psykoanalysen, i forhold til en mere genealogisk, arkæologisk eller hermeneutisk metode.⁹

6 Žižek, Ideologiens sublime objekt, 118-119

7 Slavoj Žižek, IRAK - den lånte kedel (Aarhus: Husets Forlag, 2006), 53

8 Žižek, IRAK - den lånte kedel, 53

9 Bjerre & Laustsen, Slavoj Žižek, 9-12

(10)

Sprog, struktur og det ubevidste

Inden psykoanalysen kan tages i anvendelse, er det vigtigt at få forklaret fundamentet i teorien. Da dette kapitel både indeholder teori og metode, vil dette afsnit fungere som et indledende teoriafsnit, og næste afsnit som en udfoldning af metoden. Som indikeret, så er nogle af de vigtigste temaer i psykoanalysen sprog og struktur, men centreret omkring ideen om et ubevidste, enten i subjektet eller i samfundet. Sprog og struktur er nært beslægtede, og bliver fundament i den sproglige vending i filosofien, der vinder frem med Foucault og Lacan. Ideen om det ubevidste stammer dog tilbage fra Freud, men får med Lacan en større samfundsmæssig betydning. Da Lacan begynder at parre det ubevidste fra Freud med den sproglige vending, bliver det et opgør med især den humanistiske menneskelige tradition, og den hermeneutiske analysetradition.

Humanismen har mennesket som grundkategori, det vil sige at mennesket betragtes som både subjekt for erkendelse og objekt for viden. Mennesket som grundkategori betyder, at sproget kun betragtes som et medium, altså et middel, for at hjælpe subjektet med at kunne gøre sig forskellige forestillinger om udefrakommende objekter. Det betyder også, at betydning af udtryk alene skabes i mennesket, og i menneskets forståelse af dette. Med den sproglige vending bliver mennesket overflødigt i den forstand, at videnskaben ikke længere har brug for mennesket som kategori, for at producere betydning. Det betyder selvfølgelig ikke at mennesket er uden betydning, men blot at mennesket nu bliver underkastet sprogets strukturer. I stedet for at mennesket bare anvender sproget som et redskab, kommer sproget til at fungere som den grundkategori, betydning dannes ud fra.¹⁰ Sproget repræsenterer ikke længere bare verden, det ordner verden, eller er verden.

Sproget bliver det som verden struktureres igennem, og derfor bliver en bevægelse mod et objekt, altid en bevægelse gennem sproget, som subjekt -> sprog -> objekt. På denne måde fremstår sproget 'performativt', i den forstand at man altid gør noget med sproget når det tages i brug, ligesom man altid gør noget i sproget. Da man ikke kan stille sig udenfor sproget, bliver ny viden også tilegnet gennem sproget. På denne måde bliver tilegnelse af viden forbundet med praksis, og dermed en begivenhed.¹¹

10 Kirsten Hyldgaard, Videnskabsteori - en grundbog til de pædagogiske fag (Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag, 2006), 198-199

11 Hyldgaard, Videnskabsteori - en grundbog til de pædagogiske fag, 184-185

(11)

Som nævnt står Freud som psykoanalysens grundlægger, og det er da også gennem ham, at Lacan tager sin anvendelse af psykoanalysen i brug. Lacan anvender en formalistisk linje fra Freud, en linje der har til hensigt at forklare hvordan et udtryk hænger sammen, mere end det at forstå hvad der ligger bag udtrykket. I formalismen er betydningen i udtrykket noget der produceres i selve udtrykkets udsigelse, som en relation mellem de forskellige elementer der indgår, og dermed er den endelige betydning ikke noget man som patient eller subjekt allerede kender på forhånd, inden det bliver udtalt. Betydning er noget der dannes i øjeblikket, og tesen er, at der derfor altid bliver sagt noget andet eller mere, end det der rent faktisk bliver sagt. Dermed overskrider betydningen både det der udtales i sig selv, men det overskrider også subjektet, da betydningen bliver en anden end det der faktisk var intentionen med udsagnet. På denne måde kan psykoanalysen ses som

"en teori om hvordan betydning dannes, og om hvordan tegn kan aflæses".¹² Pointen er at der altid vil vise sig noget udenfor tegnet, noget som ikke kan siges med tegnet alene.

Dette udenfor tegnet kan være pauser, tonefald eller lignende, og det er dette der for psykoanalysen fremstår som det ubevidste, eller den mangel der giver udsagnet sin endelige betydning.

Det er derfor gennem anvendelse og analyse af sproget, at man får adgang til det ubevidste. Et kendt Lacan citat lyder således: "Det ubevidste er struktureret som et sprog".¹³ Væsentlig i sætningen er, at det ubevidste er strukturet som et sprog. Det

betyder at selve manglen ikke er i tegnet, men udenfor tegnet, og det er manglen udenfor tegnet der giver udsagnet sin betydning. Manglen viser sin eksistens ved at give en anden betydning til de tegn der indgår i relationen, så tegnet kan antage forskellige betydninger afhængig af hvilke andre tegn det indgår med. Det væsentlige for den endelige betydning, bliver derfor det der foregår mellem tegnene.¹⁴ For Lacan er sproget det der definerer mennesket som et menneske, og at indgå i et sprogligt fællesskab, er for Lacan ensbetydende med at blive 'subjektiveret', det vil sige at blive underkastet en sproglig betydning. Man fødes ind i denne sproglige ordens mulighed, og som normalt fungerende menneske, kan man således ikke undgå denne skæbne. Man er derfor dømt til at leve i en sproglig orden, eller en orden af tegn og mangel.

12 Lillian Munk Rösing, Autoritetens Genkomst 2007 (København K: Tiderne skifter Forlag, 2007), 24

13 Rösing, Autoritetens Genkomst 2007, 27

14 Rösing, Autoritetens Genkomst 2007, 27-28

(12)

Lacan tager struktureringen af det ubevidste i anvendelse på flere områder. Tænkningen i strukturer gør, at Lacan kan overføre psykoanalysen til andre områder end subjektet, eksempelvis som en analysestrategi på sociale relationer i et samfund. På

samfundsniveau vil det betyde, at det der udsiges kan betyde noget helt andet, afhængig af de andre relationer i strukturen. Det ubevidste er også her strukturet, men det er

strukturet som en funktion, en funktion der kan varetages af personer, ting, ord med videre. Disse indvirker på hvad der sker i samfundets struktur, men foregår på et plan udenfor, eller i mellem relationerne. Som med manglen i sproget, kan der kke rigtigt peges på hvad dette ubevidste er, men man ved at det er der, og man ved at det har en virkning på meningen.¹⁵ Et springende punkt ved Lacan's anvendelse af psykoanalysen, er

forestillingen om eksistensen af det ubevidste som altid værende til stede. Det ubevidste er ikke noget der først kommer til syne når man begynder at analysere strukturen, men er tilstede og virkende, også selvom man ikke har fokus på den pågældende struktur. Dette betyder, at subjektet som relation ikke kan ses adskilt fra samfundet, men disse vil virke på hinanden hele tiden. Når det ubevidste endeligt kommer til syne, vil det vise sig som

symptomer. I sproget vil det ubevidste vise sig som et symptom mellem tegnene, i

samfundet vil det vise sig som et symptom mellem relationerne. Symptomet har den effekt, at man ikke altid er klar over virkningen og betydningen af det. Man kan med andre ord, gøre noget uden at være bevidst om betydningen af det der gøres. 'Placeringen' i verden, bevidst eller ubevidst, har derfor nogle implikationer man ikke altid er klar over. Dette relaterer sig til det ukendte kendte, "...det, vi ikke ved, at vi allerede ved...".¹⁶

Det er symptomet der analyseres på, for at få det ubevidste til at give mening, og det er subjektets forholden sig til det ubevidste der giver svar på, hvordan vedkommende er placeret i den sociale relation. Subjektet skal derfor hele tiden 'tackle' dette ubevidste, men da det kan ikke gøres direkte, vil subjektet forsøge at udfylde det ubevidste, ved at

forholde sig til nogle andre relationer. Man kan sige at subjektet er i konflikt med sig selv, og det er gennem denne konflikt, at psykoanalytikeren kan nærme sig det ubevidste.¹⁷ Her kan nævnes Lacan's afvisning af den 'Store Anden'. Da psykoanalysen hele tiden kredser om en mangel der aldrig helt kan udfyldes, afviser Lacan at der findes en bagvedliggende autoritet, der bestemmer eller styrer det hele. Den Anden findes, men der findes ikke

16 Bjerre & Laustsen, Slavoj Žižek, 17

(13)

nogen metafysisk garanti for denne Anden, i form af den Store Anden eller 'en Anden for den Anden'.¹⁸ Ikke engang psykoanalysen i sig selv betegner Lacan som en autoritet, der ligger inde med den absolutte sandhed.¹⁹ Enkelte steder betegner Lacan dog sproget som den Store Anden, men i kraft af at der ikke findes nogen Anden for den Anden, kan man i stedet for betegne sproget som den 'Største Anden', da det er her man som subjekt

socialiseres og subjektiveres. Der eksisterer for Lacan ikke noget før sproget eller udenfor sproget, men det betyder stadig ikke, at der er en metafysisk garanti for sproget. Alt hvad man foretager sig, læres derfor i kraft af sproget.²⁰ At den Store Anden ikke findes betyder dog ikke, at den ikke virker.

Psykoanalysen som metoderetning

Med den sproglige vending introduceres diskursanalysen, der mest af alt nok kendes fra Foucault. Da psykoanalysen er inspireret af diskursanalysen, introduceres denne kort.

Diskurs betyder 'tale', så diskursanalyse bliver derfor en analyse af 'talen'. Det er her vigtigt at pointere forskellen mellem sprog som tegn bærerende af betydning, og sprog som et spil bærende af mening. Sproget i sig selv er, som nævnt, performativt, det vil sige at der i sproget er mere end blot tegnenes umiddelbare betydning. Det betyder, at det er i anvendelsen af talen, i sproget som begivenhed, at den udvidede forståelse skal komme.

Man kan tale om endelig mening frem for betydning. Med denne distinktion mellem betydning og mening træder det anti-hermeneutiske frem i diskursanalysen, da det hermeneutiske netop behandler betydninger af det sagte. Dette kan være tale som havende en betydning, men også motiver bag det sagte, eller hvad det sagte eventuelt skjuler. Diskursanalysen overskrider dette ved at påstå, at der i talen dannes og reguleres noget, ud over den betydning man kan finde i sproget som sådan.²¹

For Foucault er det performative i sproget afgørende, så for ham bliver diskursanalysen et spørgsmål om hvad der gør sig gældende med udtrykket, mere end hvad der ligger bag udtrykket. Ideen om en 'sandhed' i udtrykket afløses af hvad der kan betragtes som den gældende 'magt' i udtrykket. Denne gældende magt er det der efterfølgende vil producere

(14)

det der betegnes som ny viden. Derfor afvises også bagvedliggende tanker hos subjektet der taler, som gyldige autoritære sandheder. Det bagvedliggende bliver mere noget der systematiserer en gældende sandhed. Ham der taler er derfor ikke så vigtig, han er blot en agent for sandheden. Hvad han siger er heller ikke vigtigt, det vigtige er den position han indtager i samfundet, altså fra hvor i strukturen han taler.²²

I anvendelsen af diskursanalysen sker der derfor en forskydning i analyseposition, en forskydning med fokus fra det talte, til selve italesættelsen. Et eksempel fra Foucault på dette er således ikke, hvorfor vi er undertrykte, men derimod, hvorfor vi taler om, hvorfor vi er undertrykte.²³ Fokus flyttes til den performative begivenhed, og i denne begivenhed sker selve subjektiveringen. Udtrykket i sig selv er derfor ikke bare en beskrivelse af at man føler sig undertrykt, der sker rent faktisk også det at man bliver subjektiveret som undertrykt, i selve denne italesættelse. Diskursanalysen inkluderer derfor det at man taler, hvem der taler, og fra hvilke steder man taler.²⁴ For foucault bliver den gældende magt i udtrykket det der producerer den gældende mening, og i forlængelse af denne magt, produceres subjektiviteten.

Psykoanalysen er i høj grad en del af denne sproglige vending, og anvender det samme fundament om sprog og struktur som diskursanalysen. Der hvor forskellen kommer, er netop i forholdet til magt som skabende, og dermed til forholdet om subjektivering. I stedet for at have fokus på magten som det skabende element, er det i psykoanalysen nærmere af-magten, eller manglen, der er det skabende.²⁵ Manglen er det psykoanalysen forbinder med det ubevidste, og fremskrivningen af det ubevidste i forhold til magten, adskiller psykoanalysen fra diskursanalysen. Det betyder også, at selve subjektiveringen for de to analyseformer bliver forskellig. I diskursanalysen subjektiveres man i form af en praksis, eksempelvis ved at blive underlagt en eller anden 'term', som man i følge Foucault altid er underlagt. I psykoanalysen er dette ikke helt nok, da man som subjekt ikke kan identificere sig 100% med den symbolske term, man forsøger at blive subjektiveret som, eksempelvis som mand, studerende, gift eller arbejdsløs. Selve 'selvet' stikker udenfor i psykoanalysen, hver gang man forsøger at beskrive det i symbolske termer. Man kan komme tæt på, men

23 Hyldgaard, Videnskabsteori - en grundbog til de pædagogiske fag, 195

(15)

man vil aldrig kunne ramme det der fuldstændigt definerer subjektet. I psykoanalysen er subjektet bygget op omkring den mangel man ikke kan sige noget om, og dermed helt modsat ideen om subjektet i diskursanalysen. Hvor subjektet i diskursanalysen er

partikulært, altså underlagt flere symbolske termer, er det i psykoanalysen singulært, det vil sige underlagt én term, og den ene term er manglen eller det ubevidste. Spørger man psykoanalysen vil den påstå, at diskursanalysen derfor aldrig vil kunne definere subjektet, for den kan aldrig definere denne mangel.²⁶ Dette kan man også argumentere for bliver et problem for psykoanalysen, for indbygget i analysemetoden ligger muligheden for at man aldrig helt kan nærme sig det ubevidste, man kan aldrig kontrollere selvet.

Med baggrund i ovenstående, bliver psykoanalysen derfor ikke rigtig i stand til at give svar på noget som helst, og kan i denne henseende fremstå mangelfuld. Det er dog ikke

psykoanalysens opgave at give svar, men skal derimod fungere som et værktøj til at kunne stille spørgsmål, samt at kunne reflektere over de svar der gives. Som nævnt analyserer psykoanalysen strukturer i sproget, strukturer der skal give en viden om det ubevidste. Da det er tegn der analyseres på for at få adgang til det ubevidste, kan man sige at tegn i sig selv har betydning men ingen mening, og det ubevidste har mening, men ingen

betydning.²⁷ Meningen skal findes i den dynamik der udspiller sig mellem tegnenes betydning. Derfor har psykoanalytikeren ikke reel adgang til meningen i udtrykket hos patienten, men har kun adgang til tegnenes enkelte betydning. Psykoanalytikeren er derfor ikke en reel læge der kan helbrede, han er blot en diagnostiker af symptomer, og ikke en diagnostiker af sygdomme. Derimod er psykoanalytikerens rolle, at skabe mulighed for at patienten selv kan få overblik over meningen, og dette kalder Hyldgaard en omvending i forholdet mellem læge og patient.²⁸ Denne omvending er det der gør at Žižek kan anvende psykoanalysen som han gør, nemlig ved at agere som psykoanalytiker på samfundet.

Samfundet skal efterfølgende selv kunne identificere de spor af det ubevidste som fremkommer, når Žižek stiller sine spørgsmål. Som Lacan nævner, kan det ubevidste aldrig helt defineres, det kan kun analyseres på de spor det afsætter.²⁹ På denne måde kan man retrospektivt forsøge at bevidstgøre det ubevidste.

(16)

Anvendelse af psykoanalysen som metode

Psykoanalysen har rod i Hegel's dialektik, ideen om at en tese altid slår om i sin egen antitese. At finde frem til antitesen er måden at få adgang til det ubevidste, så den negative modsætning bliver her det producerende element.³⁰ Et spørgsmål Žižek hele tiden anvender for at finde frem til modsætningen er: "Hvad nu hvis det forholder sig modsat af, hvad vi i almindelighed går og tror eller bliver fortalt?"³¹ Dette spørgsmål kan stilles i alle henseender og til alle forhold, og det er præcis det Žižek gør. Žižek skriver aldrig, at noget er på en anden måde end det tager sig ud, han stiller netop altid

spørgsmålet, om det kunne være anderledes. At Žižek så i mange tilfælde mener at det i virkeligheden forholder sig modsat, ændrer ikke på det der er formålet, nemlig at opstille kriterier for at tænke noget anderledes end det der lægges frem. Der er altid flere mulige svar, og kriterierne opstilles for at få mulige forklaringer. Subjektet på Freud's briks er jo dybest set er sygt, og det er samfundet for Žižek også. Derfor handler det om at skabe mulighed for at samfundet selv kan stille sin egen diagnose. De spørgsmål der stilles fra Žižek, har til hensigt at give en bredere forståelse af samfundet, og give et billede af hvorfor man handler som man gør, men også hvorfor man ikke handler som man gør. Det er i disse spørgsmål, eller i mellem disse, at psykoanalytikeren kan få et indblik i elementer af det ubevidste.

Det der gør psykoanalysen god som værktøj til en samfundsdiagnose, er at den hele tiden bevæger sig omkring nogle tilstande, i stedet for bare at give svar. På den måde kan man også sige, at psykoanalysen slet ikke giver svar på noget, men mere har til opgave at stille spørgsmål. I bedste fald kommer man frem til del-svar, del-svar der blot vil anlægge nye spørgsmål. Dialektikken som potentialitet træder tydeligt igennem her. Man får gennem disse spørgsmål en mere adækvat forståelse af samfundet eller subjektet, men aldrig noget der kan betegnes som fyldestgørende, da syntesen blot kommer til at virke som en ny tese, med en ny antitese som sin modsætning.

Med sproget som medium, bliver kommunikationen omkring emnet det vigtigste for psykoanalysen, og det er også i denne relation psykoanalysen skal tages i brug. I forlængelse af ovenstående betyder det, at hvor diskursanalysen er optaget af en

(17)

subjektivering i selve kommunikationen, så er psykoanalysen optaget af den subjektivering der sker i selve manglen i kommunikationen. Når kommunikationen analyseres, skal man derfor se på det der ikke ikke udsiges, som svar på det man spørger om. Der skal derfor undersøges hvordan der kommunikeres om nogle tilstande, ikke hvordan disse tilstande som sådan ser ud, på papiret tager sig ud, eller hvordan de fremstilles. Den aktuelle tilstand kan derfor ses som den mangel kommunikationen viser i begivenheden. Her skal endvidere pointeres, at denne kommunikation altid er forbundet med strukturen.

Psykoanalysen kan ikke tænke kommunikation eller struktur adskilt, men disse skal tænkes sammenhængende. Når psykoanalysen derfor analyser kommunikation, analyserer den virkeligheden på de strukturer der opstår i forbindelse med kommunikationen.

I relation til denne tekst, vil en undersøgelse af kommunikationen kunne fortælle noget om stigmatiseringen som det ubevidste. Som følge af kommunikationen, er stigmatiseringen derfor noget man kan blive opmærksom på. Det er værd at pointere, at det ikke

nødvendigvis er kommunikationen i sig selv der er stigmatiserende, som det vil være ved diskursanalysen. I diskursanalysen vil der i kommunikationen altid være en gældende magt der subjektiverer, og dermed potentielt stigmatiserer. I psykoanalysen er det afmagten, det magtfrie i manglen, der sikrer, at man aldrig 100% kan subjektiveres fuldt ud. Det er hele tiden en kommunikation om noget der er stigmatiserende, hele tiden elementer udenom i strukturen, og det er kommunikationen der låser op for hvordan man kan se disse.

På denne måde kan man heller ikke helt komme med noget klart svar i psykoanalysen, man kommer så at sige aldrig helt tæt på, eller bliver helt færdige med behandlingen. Det er dog den løbende opsættelse af kommunikationskæder eller betydningskæder, der bringer os så tæt på sandheden som muligt. I psykoanalysen sker alt gennem sproget, eller er medieret gennem sproget, selvom dette ikke er den direkte årsag. Det er her psykoanalysen trækker på Hegel's dialektiske tænkning, det vil sige tænkningen i

negativitet eller modsætning. Dette bliver produktivt i den forbindelse, at negationen af et udsagn skaber grobund for en højere grad af sandhed i forhold til det der kommunikeres om.

(18)

Kapitel 3. Psykoanalysens teoretiske begreber

I relation til sproget som performativt og udfyldelsen af det ubevidste, sigter dette kapitel på at gå mere i dybden med nogle af psykoanalysens teoretiske begreber, i forbindelse med skabelsen af subjektet. Begreberne om begær og nydelse giver et indblik i hvordan subjektet ubevidst forholder sig til en række tilstande, og disse er essentielle for at få et indblik i den efterfølgende stigmatisering. Begreberne om Det Symbolske, Det Ideologiske og Det Reelle skal derimod ses som det fundament hele psykoanalysen er bygget op omkring, og stigmatiseringens mulighed skal derfor ses som et samspil mellem disse.

Det Symbolske, Det Ideologiske og Det Reelle

Som berørt i forrige kapitel, så er subjektet bygget op omkring en tilstand af en mangel, eller et ubevidste. For at finde ud af hvordan dette ubevidste er bygget op, og hvordan det virker, er det nødvendigt at se på Lacan's begreber om Det Symbolske, Det Imaginære og Det Reelle, der kan betragtes som de tre grundlæggende ontologiske elementer i

forståelsen af subjektet i psykoanalysen.³² Žižek anvender også disse begreber, dog med betegnelsen Ideologi frem for Imaginær. I teksten vil der ikke blive skelnet mellem hvornår der tales på vegne af Lacan eller Žižek, så derfor anvendes Žižek's formulering, Det Ideologiske.

I psykoanalysen er ideen om selvet ikke noget der kan håndteres som et selvstændigt begreb, men skal ses som udspændt mellem netop Det Symbolske, Det Ideologiske og Det Reelle. Når man i dagligdags tale skal beskrive noget som et subjekt, så finder man hurtigt ud af, at denne beskrivelse kun er muligt ved at referere til en række termer, såsom mand, studerende, lyshåret med videre. Som nævnt i forrige kapitel, så stiller

psykoanalysen sig dog ikke tilfreds med denne partikulære sproglige beskrivelse. Selve subjektet som singulært begreb stikker konstant udenfor når man man forsøger at beskrive det, og den rest der stikker udenfor er manglen, eller det der rent faktisk er selvet. Man kan komme tæt på i beskrivelsen, men man vil hele tiden opdage at man aldrig kan

komme helt tæt på. Man kan aldrig, med en sproglig term, 100% definere subjektet. Denne forholden sig til selvet eller manglen, opstiller psykoanalysen i de tre ordner om Det

(19)

Symbolske, Det Ideologiske og Det Reelle.³³ For at starte med det første og det sidste, så kan man sige at Det Symbolske og Det Reelle på en måde virker som hinandens

modsætninger. Det Reelle kan betegnes som verden i dens blotte væren, noget der er før sproget, og Det Symbolske kan betegnes som sprogets verden. Det Symbolske bliver derfor den verden man fødes ind i, en verden af tegn. Det Symbolske opstår i det øjeblik man forholder sig til Det Reelle, og giver dette nogle begreber, eller tilkender det nogle sproglige egenskaber. I denne symbolisering sker der samtidig det at Det Reelle annulleres, så sprogliggørelsen så at sige 'dræber' Det Reelle.³⁴

Man kan sige at man lever i en symbolsk konstrueret virkelighed, en virkelighed hvor man ikke umiddelbart har tilgang til Det Reelle. Lacan og Žižek mener dog, at Det Reelle stadig spiller en rolle selvom det er forsvundet, og det hænger sammen med, at subjektet netop ikke kan blive fuldkomment i den symbolske beskrivelse alene. Der efterlades altid en rest i symboliseringen, noget der ikke lader sig symbolisere. Man kan med symboliseringen komme tæt på hvad der er 'mig', men symboliseringen kan ikke fortælle, at jeg er mig.

Ideen om selvet står derfor hele tiden tilbage som en rest, en mangel, eller bare som noget der aldrig lader sig symbolisere. Denne usymboliserbare rest er Det Reelle.³⁵ Žižek

anvender eksemplet om Emanuel Ravelli fra en Marx Brothers vittighed, for at komme tæt på en forståelse af selvet og Det Reelle: "Du minder mig om Emanuel Ravelli. Jamen, jeg er Emanuel Ravelli. Så er det ikke så mærkeligt, at du ligner ham!"³⁶ Fortællingen viser hvordan Det Reelle er til stede, men ikke kan lade sig symbolisere. Det Reelle er tilstede som forskellen mellem de to, den som Ravelli er, og så den som Ravelli ligner. Det Reelle er her ikke noget der kan ses, i den forstand, at man ikke kan sige noget om det med symbolske termer. På papiret er begge ens, og hedder begge Emanuel Ravelli, men der er stadig en forskel, den forskel man ikke kan sige noget om.³⁷ Forskellen er manglen, selvet, eller erfaringen af Det Reelle som noget usymboliserbart.

33 Ole Bjerg, For tæt på kapitalismen. Ludomani, narkomani, købemani (København: Museum Tusculanums Forlag, 2008), 15-16

34 Bjerg, For tæt på kapitalismen. Ludomani, narkomani, købemani, 16

35 Bjerg, For tæt på kapitalismen. Ludomani, narkomani, købemani, 17-18

36 Žižek, Ideologiens sublime objekt, 40

(20)

Konstruktionen af selvet i psykoanalysen skal ikke ses som en statisk hændelse, hvor der fastlægges en mening om hvad selvet indeholder, men skal tænkes som en begivenhed. I takt med at symboliseringen af subjektet ændres og forskydes, så forskydes forståelsen af manglen, og dermed selvet også. Dannelsen af selvet sker derfor i forbindelse med en sproglig begivenhed, som negationen af de sproglige termer. Her træder Hegel's dialektik igen ind, og negationen af det sproglige bliver den antitese der som potentiale konstituerer selvet. Selvet er derfor mere at betragte som en spændingstilstand foranlediget af en begivenhed, og det er i denne tilstand man løbende får glimt af og indsigt i Det Reelle.

Lacan har gennem sit forfatterskab flere udlægninger af Det Reelle, og Žižek relaterede i begyndelsen af sit forfatterskab til Det Reelle som noget umuligt, fraværende eller netop en mangel. I den senere politiske filosofi synes Žižek dog at insistere på Det Reelle som relateret til en pludselig hændelse, som noget der kan ske hvor man mindst venter det. På denne måde relateres Det Reelle netop begivenheden, en begivenhed der ligger i

fremtiden, men som noget der ikke kan forudsiges. Det Reelle ligger godt nok i fremtiden, men det viser sig retrospektivt, altså efter symboliseringen. At det ikke kan forudsiges betyder dog ikke at det ikke kan ske, så Žižek forsøger konstant at fremskrive måder hvorpå man kan få det Det Reelle til 'at ske'.³⁸

Det der interesserer Žižek mest, er brydningsfladen mellem Det Symbolske og Det Reelle, og det er her Det Ideologiske kommer ind i billedet. Det Ideologiske fungerer som det tredje led, den del der opretholder det umulige forhold mellem Det Symbolske og Det Reelle. Det er ideologien der på vegne af Det Symbolske spørger ind i Det Reelle, for at udfylde den mangel der gør sig gældende i Det Symbolske. Det er dog nødvendigt for at Det Ideologiske overhovedet kan eksistere, at der foreligger en forestilling om at Det Reelle er i stand til at give svar på det man spørger om. Samtidig er det også nødvendigt for Det Ideologiske at opretholde denne mangel eller distance, det vil sige ikke

fuldstændigt at udfylde manglen i Det Symbolske. Man kan sige at Det Ideologiske har til opgave at spørge ind i Det Reelle, men samtidig har til opgave at maskere eksistensen af Det Reelle fra den symbolske verden. Ideologien bliver her en illusorisk repræsentation af virkeligheden, illusorisk fordi den relaterer sig til en fantasi om hvad der mangler i Det Symbolske.³⁹ Det er ideologien der spørger til Det Reelle på vegne af manglen i Det Symbolske, men den spørger som en forestilling eller en fantasi om noget. Som en fantasi

39 Bjerg, For tæt på kapitalismen. Ludomani, narkomani, købemani, 30-31

(21)

om en mulig tilstand uden en mangel. Det Reelle svarer tilbage, og ideologien installerer derefter stykker af Det Reelle i Det Symbolske, som konstante svar på 'hullet' eller manglen.⁴⁰ Fantasien bliver dog en midlertidig løsning, eller en illusion om hvad der er virkeligt, baseret på et løbende krav om et svar fra Det Reelle.

Den ideologiske installering af reelle stykker skal her ses som en løbende dialektisk proces, en proces der foregiver at give svar på noget, men når det kommer til stykket, alligevel ikke giver svar på. Derfor må det symbolske spørge igen og igen, for konstant at søge at udfylde manglen. Rösing anvender en formulering af Det Symbolske som

værende i sprogets evige glidebane. Med denne formulering menes der tegnenes indbyrdes strukturelle placering i sproget. Et tegn står aldrig alene, men refererer altid tilbage til et tidligere tegn, ligesom tegnet igen vil lede til det næste tegn. På denne måde er det eneste der opretholder eller garanterer tegnenes eksistens, relationen til andre tegn.

Det samme gælder for et individs position i samfundets orden. Man kan som subjekt aldrig 'stå alene', men ens identitet vil altid være garanteret af et forhold til en anden persons position. At være studerende garanteres af lærer, der igen garanteres af censor og så videre.⁴¹ Individet som enkeltstående er umuligt, og skal derfor hele tiden tænkes som en bestræbelse på at nå den næste position.

Begær, nydelse og kynisme

Bestræbelsen mod næste position relaterer sig til begæret. Begæret opstår i det øjeblik ideologien skal prøve at udfylde manglen i Det Symbolske, og virker ved at man kommer til at begære det, man tilsyneladende mangler for at være fuldkommen. Begæret bliver dog en illusion på grund af den ideologiske fantasi. Det mangler rent faktisk ikke, men man tror man mangler det, og derfor gøres hvad som helst for at efterleve begæret. Begæret

projiceres mod et objekt, et objekt der tilsyneladende kan udfylde manglen. I relation til samfundet, kan dette begær være begæret efter penge eller et produkt, netop det produkt der skal til for at man kan bliver et helt selv.⁴² Som subjekter begærer man dog ikke

objektet fordi man har en enkeltstående relation til det, men begæret er en del af et

begærsspil med andre subjekter. Man lærer at begære, så det begærede objekt er først og

(22)

fremmest begæret efter et andet subjekt, så det bliver en relation på samme måde som relationen mellem studerende, lærer og censor. Hvad der begæres er derfor allerede medieret i bevidstheden som noget der skal begæres, foranlediget af den position man ønsker at indtage.⁴³

Det sublime objekt er her det stykke af Det Reelle der installeres af ideologien for at udfylde netop det man mangler. Begæret efter dette objekt opretholdes indtil manglen er udfyldt, men pointen er at dette aldrig sker helt. På et tidspunkt kommer man nemlig så tæt på objektet at det opdages, at det 'bare' er et helt almindeligt objekt, der alligevel ikke kan opfylde manglen. På denne måde forskydes det objekt der begæres, så når man kommer 'for tæt' på objektet, ledes der bare efter et andet objekt til at udfylde manglen. Det er at opdage at det begærede objekt alligevel ikke er præcis det man er ude efter, selvom det egentlig opfylder alle de egenskaber man ønsker.⁴⁴

Det er på denne måde økonomien virker, netop ved at skabe et objekt for begæret, ved at lære os at begære noget man tror man mangler. Man når aldrig helt til Det Reelle, men i den konstante søgen efter det, tilbyder økonomien os ideologiske illusioner om hvad der kan hjælpe os på rette vej. Økonomiens fundament er denne manglende opfyldelse af begæret, og Žižek nævner Coca Cola som eksempel. Coca Cola indikerer en potentiel opfyldelse af selvet med sloganet: "This is it",⁴⁵ vel vidende om at 'this' aldrig er 'it', men det finder man først ud af når det er for sent, når man opdager at Coca Cola alligevel ikke opfylder manglen. Det er dette Rösing mener med, at blive sendt ud på sprogets

glidebane, nemlig at blive præsenteret for et objekt der ikke gør andet, end at lede til det næste. Objektet kan i denne forstand ses som begærets tomhed.⁴⁶

Begæret i økonomien hjælpes yderligere på vej af Žižek's idé om forbudets nydelsessyge tvilling, det obskøne overjeg.⁴⁷ I den symbolske orden hersker tegn og sprog, og det betyder også, at man her finder grundlaget for lovgivningen, og de regler og forbud der hører med. Samtidig med disse regler indenfor loven, er der også indskrevet ideen om

(23)

overskridelsen af selv samme regler. Her kan siges at loven har en overside og en underside. Hvis oversiden indeholder regler og forbud, så indeholder undersiden det modsatte, nemlig overskridelsen af samme regler. Forbudet transformeres her til et påbud, og loven bliver mulighedsbetingelsen for nydelsen.⁴⁸ Hvis oversiden fortæller at man intet fortjener, så fortæller undersiden, den obskøne tvilling, at man fortjener alt. Hvis oversiden forbyder at nyde, så opfordrer eller påbyder undersiden det modsatte, nemlig at nyde.

Ethvert forbud mod nydelse, er opfordringen til det samme, og denne idé om nydelse samles op af den moderne økonomi, med slogans som 'du fortjener det' og 'gør det du har lyst til'.⁴⁹ Den tidligere nydelse ved pligten, den gamle arbejdsetos, bliver nu en pligt til at nyde. Der bliver faktisk påbudt at nyde så meget, så selve nydelsen bliver det egentlige påbud, ikke indholdet af det der skal nydes. Her kan nævnes kaffe uden koffein, øl uden alkohol og smør uden fedt,⁵⁰ og Cola uden sukker. Det væsentlige er ikke hvad man nyder, men blot at man nyder.

Begæret og nydelsen har begge forbindelse til kynismen, og den kyniske distance til disse begreber er grundlæggende for at forstå stigmatiseringen i kapitalismen. Kynismen skal her ses både som en effekt af nydelsen og begæret, og samtidig som en opretholdelse af disse. Kynismens element er at man har en refleksiv distance til det ideologien

præsenterer for os, eller nærmere endnu: man ved at det der præsenteres for en er forkert, men man fortsætter med at tro på at det er sandt. Her kan tages historien om Kejserens nye klæder, hvor kejseren narrer folket til at tro, at han har fået noget nyt smart tøj. Alle kan se at han ikke har noget tøj på, men alle vedbliver også med at tro på det som værende sandt. Man vedbliver med at tro på kejseren som det sublime objekt der skal udfylde manglen, og dette varer som bekendt indtil en dreng afslører det hele, ved at pointere, at manden jo er nøgen. I dette øjeblik bortfalder det sublime, og Kejseren

fremstår pludselig som en helt ordinær person.⁵¹ Historien har at gøre med den forestilling der er om Det Symbolske på den ene side, og begæret og nydelsen på den anden side.

Det vides at det Symbolske er en fiktiv repræsentation, men man adlyder den alligevel, fordi den foranlediger en retning mod begæret og nydelsen. Man opretholder troen på det sublime objekts eksistens, på grund af manglen i Det Symbolske, også selvom man kan

(24)

se at det ikke passer. Her skal igen pointeres begæret som et strukturelt begreb. Man opretholder ikke begæret efter det sublime fordi man ikke kan reflektere over det, men fordi man begærer det de andre i strukturen begærer. Man identificerer sig med de andre subjekter, der identificerer sig med kejseren.⁵²

Indbygget i loven er som nævnt ligeledes forestillingen om noget på den anden side af loven, og kynismen bliver det element der opretholder undersiden, det obskøne overjeg.

Hermed bliver påbudet om nydelsen det centrale element i kynismen, så nydelsen bliver det man rent faktisk retter sig efter, og lever efter. På denne måde afviser kynismen samtidig Det Symbolske forbud eller de symbolske regler og normer, på trods af at disse forbud ligger til grund for nydelsens mulighed. At være kyniske betyder derfor, at man altid tror på og følger nydelsen, på trods af at man ved at det forholder sig anderledes, og at man burde gøre noget andet. Bjerre & Laustsen kalder det, at kynismen lader 'hånt' om loves overside.⁵³ Som subjekt bekymrer man sig derfor ikke om hvad der foregår i Det Symbolske, man følger kun den nydelsessyge tvilling. Det bliver en kynisk distance til realiteternes verden, hvor man lader som om man er imod noget, selvom man faktisk er 'for' det. Spørgsmålet for Žižek er, hvorfor man så fortsætter med at gøre det, og svaret er her: nydelsen.⁵⁴

Det ideologiske fantasme

For Žižek er overstående et eksempel på ideologi som falsk bevidsthed, men som oplyst falsk bevidsthed. Det er ikke sådan at man ikke ved hvordan begæret og nydelsen virker, men man insisterer på at det der gøres er sandt og rigtigt. Man tror på at ideologien leder imod en form for frihed. Man ved også at denne ideologi indebærer en stigmatisering, men på trods af det, insisterer man på at følge denne vej mod frihed. Žižek taler her om

dobbeltillusionen. Man ved hvordan tingene reelt forholder sig, men man handler som om man ikke ved det. Dobbeltillusionen består i at overse den illusion der strukturerer

forholdet til virkeligheden. "Og det er denne oversete, ubevidste illusion, man kunne kalde det ideologiske fantasme".⁵⁵ Illusionen består ikke i at maskere hvordan tingene reelt

(25)

forholder sig, men derimod i at maskere det fantasme der opretholder det der alligevel gøres, på trods af den viden man har. Kynismen består i, at man er blind overfor dette fantasme, denne dobbelte illusion.⁵⁶ Så længe man tror på objektet som sublimt, så opretholdes dette fantasme, og så længe fantasmet eksisterer, så arbejder kynismen, begæret og nydelsen videre. Fantasmet bliver også her dobbeltsidet. På den ene side er fantasmet svaret på den andens begær, samtidig med at fantasmet konstruerer den ramme der sætter en i stand til at begære noget. Gennem fantasmet lærer man at begære, men ligeledes søger man at sløre hvad der ligger til grund for begæret.⁵⁷

Fantasmet kommer til at fremstå som et svar på spørgsmålet om den anden, men svaret er blot en konstruktion, eller en ideologisk forestilling, der blot udfylder et tomrum.⁵⁸

Den sociale relation er det der gør at Žižek adskiller fantasmet fra fantasien. Det faktum at man altid indgår i en social relation, og at begæret altid er rettet mod en andens begær, gør at fantasmet kommer til at lære os om begæret. Det ideologiske fantasme er derfor fantasien, men sat i en social relation, dog med grundlæggende samme funktion, at dække over manglen. Fantasien dækker over manglen ved at installere stykker af Det Reelle, og fantasmet dækker over mangler i de sociale relationer, ved at forsøge at give en forklaring på det spørgsmål der stilles.⁵⁹ Fantasmet dækker derfor over det uundgåelige begær. Et eksempel fra Žižek er nazismens brug af jøden som fantasme. Her lykkedes det nazisterne at opretholde en bestemt forestiling om jøden som grådig, som en trussel mod tyskheden, som for at ville stjæle pigerne osv. I følge Žižek løser man dog ikke disse antagelser om jøder, ved at blot ved at fremlægge at det er forkerte antagelser. Man løser i stedet for gåden om jøden ved at vise hvilken rolle jøden har spillet i forhold til

begærsøkonomien. Man må vise hvilken nydelse der har opretholdt konstruktionen og forestillingen om jøden som grådig.⁶⁰ Som Rösing ligeledes nævner, så består en Žižek'sk analyse ikke i bare at fremanalysere hvilket begær der ligger til grund for et givet

fænomen. Analysen vil ligeledes være en analyse af de begærsstrukturer der er på spil i det sociale. Analyserer man strukturer, så analyserer man også begæret, og begæret er

(26)

altid på spil. Psykoanalysen koncentrerer sig derfor om at analysere hvilke funktioner der bliver udfyldt i strukturen, men som funktioner i forhold til hvilken mangel de udfylder.⁶¹

Det er denne analyse der ligger til grund for Žižek's ideologikritik, og det han kalder at gå igennem fantasmet. Det er netop at se hvilket begær og hvilken nydelse der foregår i de sociale strukturer. At gå igennem fantasmet betyder at "Konfrontere os med de uerkendte følger af vores gøren og laden",⁶² at indse at de forestillinger man gør sig, "...netop er projiceringer af ønsket om begærets opfyldelse på et bestemt objekt - enten som dets faktiske opfyldelse (kejseren, idolet) eller som dét, der forhindrer opfyldelsen (jøden, muslimen, de arbejdsløse, de kriminelle osv.)"⁶³ Når der fortolkes på symptomet, med symptomet betragtet som en kerne af nydelse eller som en organisering af nydelse, så er det man gennemkrydser fantasmet.⁶⁴

Som en afslutning på dette kapitel kan det nævnes, at opbygningen mellem Det Reelle, Det Symbolske og Det Ideologiske, ikke kun er en opbygning af selvet. Som indikeret er subjektet indlejret i en social relation, så dette forhold mellem de tre tilstande gør sig ligeledes gældende som struktur i samfundet. Det Ideologiske er det der driver subjektet frem, men også det der på samme måde kan siges at drive samfundet frem, i forsøget på at 'tilfredsstille' en mangel. Samfundet er dog afhængig af subjektet, ligesom subjektet er afhængig af relationen 'samfund', så disse skal ses som et samspil af forsøg på at opfylde begær, da de er en del af den samme struktur. Når Žižek derfor taler om ideologikritik, er det delvist fordi han kritiserer den kynisme der driver selvet, men i dette ligger også den kynisme der driver samfundet.

61 Rösing, Autoritetens Genkomst, 37-38

(27)

Kapitel 4. Stigmatisering i kapitalismen

Dette kapitel indledes med en betragtning over kapitalismens indflydelse, samt den systemiske vold der sker som følge af kapitalismen. Sigtet med gennemgangen er at belyse kapitalismens position i samfundet, og hvordan den relaterer sig til

transformeringen af en række begreber som arbejde, forbrug, politisk korrekthed og vold.

Den efterfølgende case om olieindustrien i Canada vil vise, hvordan transformeringen af disse begreber, muliggøres i samspil med forrige kapitlers struktur, sprog, begær og nydelse, og efterfølgende hvordan stigmatiseringen foregår i forlængelse af disse.

Analysen vil endvidere vise hvordan subjektet i dette forhold, underlægges en tvungen form for tilpasning.

Et opslag i en etymologisk ordbog efter ordet 'stigma', viser en forståelse af ordet som et mærke der bliver sat på huden, typisk udført med et spidst varmt stykke jern, eksempelvis i form af en tatovering. Som figurativ betydning nævnes: "a mark of disgrace".⁶⁵ Kigger man i fremmedordbogen fremkommer nogenlunde samme definition, nemlig en mærkning i retning af at 'brændemærke', 'fordømme' eller at give et 'mindreværdsstempel'.⁶⁶ Begge definitioner leder tankerne i retning mod en stempling som en fysisk aktivitet udført under tvang, men der ligger endvidere et socialt aspekt. Kigger man på Wikipedia under 'social stigmatisering', opstilles tre former. Den første har at gøre med en fysisk afvigelse, den anden har at gøre med en personlig afvigelse, og den tredje har at gøre med en afvigelse indenfor nationalitet, race eller religion.⁶⁷ Udgangspunktet for stigmatisering i denne tekst bliver derfor, at stigmatisering er en tvungen, måske fysisk, mærkning eller en stempling af en person eller gruppe, der på grund af nogle omstændigheder synes at afvige fra normen i samfundet. Teksten tager således også det udgangspunkt, at baggrunden for

stigmatiseringen er foranlediget af en bestemt tænkning omkring denne norm. Antagelsen er derfor, at det der forbindes med ordet 'norm', det almindelige eller det normale,⁶⁸ i det moderne forbrugssamfund, er ændret til mere end det blot fysiske eller sociale, men nu

65 "Stigma," Online Etymology Dictionary, tilgået 20/11/2012, http://www.etymonline.com/index.php?

allowed_in_frame=0&search=stigma&searchmode=none

66 Sven Brüel & Niels Åge Nielsen, Fremmedordbog (Copenhagen: Nordisk Forlag A/S, 1995), 592

67 "Social Stigma," Wikipedia, tilgået 20/11/2012, http://en.wikipedia.org/wiki/Social_stigma

68 "Norm," Online Etymology Dictionary, tilgået 22/11/2012, http://www.etymonline.com/index.php?

allowed_in_frame=0&search=norm&searchmode=none

(28)

også inkluderer synet på økonomi. En sådan normændring vil betyde, at hvem eller hvad der stigmatiseres i dag, ikke kan defineres så sort og hvidt som eksempelvis på race og religion, men også vil inkludere marked, kultur, forbrug, levevis og tilpasning til samfundet.

Kapitalismens indflydelse

I sit essay om Kapitalisme som religion, præsenterer Walter Benjamin kapitalismen som sin helt egen ekstreme kult, med en struktur lignende den der kendes fra religionen, dog uden noget etos. Hvor religionen lover frelsen, lover kapitalismen ikke andet end sin egen gentagelse. Her er intet endemål med forsoning, kun den fortsatte oparbejdelse af skyld, en oparbejdelse der aldrig stopper.⁶⁹ Kapitalismen bliver derfor aldrig færdig, men

fortsætter bare i det uendelige, men lover ingenting for dem der deltager i kulten. Der stilles ingen form for forandring i udsigt, men derimod bliver kapitalismen blot

ødelæggende. Fortvivlelsen over udsigterne bringer dog håbet om frelse med sig, som en særlig forestilling om frihed, eller som en ny religion i kapitalismen. På baggrund af dette påstår Benjamin, at kapitalismen har udviklet sig parasitært på kristendommen, ved

simpelthen at have overtaget dens rolle, indtil religionens historie i sig selv er historien om kapitalismen.⁷⁰

I Alexander Carnera's essay om Kapitalisme som religion tilbydes, netop på baggrund af Benjamin, en kortere samfundsdiagnose. Økonomien synes i dag at invadere overalt, ikke kun på arbejdspladsen men i hele eksistensen, og det gør det helt umuligt at forestille sig noget udenfor kapitalismen. Der kan slet ikke tales om noget udenfor, og ikke engang såkaldte religiøse fundamentalister eller traditionelt socialistiske lande, kan stille sig udenfor økonomien. Alt bliver gjort til en vare der kan handles med: sprog, relationer, arbejde, fritid, kultur, krig med videre. Også opgaver der har været tillagt religionen i form af selvrealisering og frelse, underlægges økonomiens termer,⁷¹ og man kommer derfor konstant til at tale økonomiens sprog. Forholdet mellem stat og borger, bliver til et forhold mellem skyld, der eksempelvis ses i velfærdsaftaler hvor borgeren stilles noget i udsigt mod at bidrage til samfundet. Kontrakten mellem borger og stat stiller dog ingen af parterne noget i udsigt, der kan betegnes som værende af et højere formål. Målene der

69 Walter Benjamin, Selected writings. Volume 1 1923-1926 (United States of America: President and Fellows of Harvard Collage, 2002), 288

70 Benjamin, Selected writings, 289

71 Alexander Carnera, Engagementets ABC (Hellerup: Forlaget Spring, 2009), 98

(29)

stilles er kun midlertidige, og kapitalen kan derfor ses som 'tom', og fortsætter uden at forandre sig. Til gengæld kan den tilpasse sig ændringer, når omgivelserne forandrer sig.

Når kulturen ændrer sig, tilpasser kapitalismen sig således dette, så når et marked stopper, starter det næste, og igen i kapitalens navn.⁷²

Dette indtog af kapitalismen skaber mulighed for en ny form for arbejdsetos, et etos hvor det at arbejde og tjene penge bliver det der skal lede mod frelse, men pointen er, at denne frelse ikke kommer.⁷³ Den gamle ide om religion og arbejde som adskilt, synes

suspenderet til fordel for en religion i arbejdet, med kapitalen som den nye Gud. "Han må gøre brug af alle sine talenter for at opnå det gode for at blive et bedre menneske."⁷⁴ Med Carnera's ord, så ruller vi bedetæppet ud for den tomme symbolik når vi forbruger. Vi tror kapitalen leder mod en form for frihed, men i virkeligheden deltager vi i vores eget fortsatte slaveri, et slaveri af kapitalen.⁷⁵ Der mangler i kapitalismen derfor noget at arbejde hen imod, noget der kan tilskrives at være af et højere formål end bare det at deltage i

økonomien. Opbygningen af kapital bliver det der står øverst, en kapital der ikke behøver nogen autoritet ud over sig selv for at være gældende, og dette synes accepteret som en universel gyldighed.⁷⁶

Tendensen i markedet er ligeledes noget der optager Rösing i hendes bog om Autoritetens Genkomst. I denne bog præsenterer Rösing primært to emner, nemlig det moderne

samfund med fokus på forbrug, nydelse og opbygning af kapital, samt håndteringen og kommunikationen omkring forskellighed og fremmedhed. Rösing søger et opgør med fremmedfjendtligheden, en fremmedfjendtlighed der synes at have opstået i forlængelse af kapitalismens forbrug og nydelse, hvor nydelsens påbud om at man 'fortjener det', bliver til nationalpopulismens irritation over den fremmede.⁷⁷ Kapitalismen har det med at inddele befolkningen i partikulære identiteter, og det er disse symbolske termer kapitalens sprog forsøger at udnytte, til at målrette sin markedsføring til bestemte segmenter. At inddele i segmenter gør derfor, alle tænkes som ensartede individer, i kraft af denne mulighed for

72 Carnera, Engagementets ABC, 99-100

73 Max Weber, Den protestantiske etik og kapitalismens ånd (Viborg: Specialtrykkeriet, 2005), 121

74 Carnera, Engagementets ABC, 101

77 Rösing, Autoritetens Genkomst, 13